Septemberblog - Livet efter stegt flæsk

Og nu til en status. Det er længe siden jeg har blogget. Dels har jeg ikke haft lyst, dels har andet optaget min tid og derudover valgte jeg en augustnat at drukne min mac i det meste af et glas rødvin, så flere af tasterne ikke vil mere.

I dag meldte trangen sig så igen efter at have ordnet køkkenet fra i går, hvor jeg havde seks medlemmer af Herrefilmklubben på visit, og menuen stod på tre kilo stegt flæsk med dertilhørende kartofler og persillesovs. En herlig aften, der ud over god mad og almen hygge bød på to gode film: ”O Brother, where are thou” (Coen-brødrenes fortolkning af Homers Odysséen) med Georg Clooney i en glansrolle samt thrilleren ”Kristi Legme”, der fortsætter hvor ”Se7en” slap, og byder både på superreligiøse stjernepsykopater, familiedrama og en hårdkogt strømer uden nåde og med stærk dialekt. Jep, Herrefilmklubben er i gang, and it’s gonna be good...

Derudover nyder jeg livet som kollektivist i Kollektivet Skadefro, som mine bofæller for sjov kalder den gamle patriciavilla med stor have og swimmingpool, som jeg flyttede ind i i slutningen af juli. Skadefro skulle i den forbindelse være den følelse man opnår, når man fortæller andre om, hvor fedt det er at bo i kassen i starten af Åbyhøj frem for diverse små usle værelse og studenterhybler rundt omkring. Indrømmet, her er meget lækkert, og hvor er det dog rart at have folk omkring sig igen. Ingen sociale forpligtelser ud over, hvad man har lyst til, men masser af mulighed for det, hvis man ønsker det. For mig er det optimalt.

På jobfronten er tingene så som så. Jeg må indrømme, at jeg er ved at gå død i rutinen, der hedder: Se opslag, søg stilling, modtag afslag med begrundelse om, at der var 400 ansøgere, og jeg ikke var den bedste. Det er dælendylme svært at være den bedste, når man ikke får muligheden for at komme ud at opkvalificere sig som nyudklækket fra en uddannelse. Det har budt på mange dybe sukke fra min side, og jeg synes, man når et punkt, hvor motivationen bare er ved at være væk. Jeg ved dælme ikke, hvad jeg skal gøre for at lande det skide job, men jeg forsøger... Alt hvad jeg kan.

Hvad der dog nemt kan få mig til at lyse op i et smil til alle tider, er min nyfundne partnerstatus. Jeg er i et forhold – hvor er det lækkert! Ditte og jeg har kendt hinanden, siden jeg gik ind i bestyrelsesarbejdet for Ryslinge Højskoles Elevforening i 2003. Ironisk nok samtidig med at hendes lillebror, Kim, trådte ind og mødte Stine. Disse to er siden blevet mine tætte og gode venner, og det var op til deres bryllup d. 1. august i år, at Ditte og jeg fandt ud af, at venskabet eventuelt kunne tænkes udvidet. Vi var – uden bagtanker i øvrigt – blevet bedt om at agere toastmaster-par, og det bød os jo at mødes i hhv. Århus og Kbh. Snakkene blev dybere og nærheden større, og en lille uge efter brylluppet fandt vi sammen, da jeg besøgte hende. Det er så dejligt og så nemt. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet, at det har været så nemt at have en kæreste. Vi hviler på mange års venskab, vi kender store dele af hinandens netværk, vi er begge tæt på 30, og ved hvad vi vil, og så har vi en lang liste af fælles interesser – hvad er oddsne for at jeg ville finde en kulturinteresseret kvinde, der bor i kollektiv og kører motorcykel? Ditte er klart det største der er sket for mig i lang lang tid, og jeg føler, jeg kan klare alt med hende ved min side.

Tilbage til i dag. Efteråret raser, poolen er dækket til og det bliver tidligt mørkt. Jeg kan mærke det på mit humør. Denne tid er den bedste, hvis man har en af dele den med, men den er hård, hvis man er alene. Sidste uge brugte jeg i København hos Ditte, og det var skønt. På lørdag tager jeg derover igen. Det er det eneste rigtige, for når jeg er her, har jeg let ved at forsumpe i selvmedlidenhed, melankolsk guitarspil og tv-serier. Nu er køkkenet rent efter stegeflæsken, jeg har lavet en to-do liste og med en kande varm the, burde resten af dagen nemt kunne få ben at gå på - der er jo altid aftenens Skype-opkald fra kæresten at se frem til. Livet er hverken rigtig godt eller rigtig skidt lige nu – mest af alt er det bare, og det er faktisk også godt nok. Nogle gange kan rutcheturen mellem yderpositionerne slide enormt på en, så jeg nyder min stille tænksomhed, min forelskelse og min kreativitet – helst sammen med andre, men til nøds kan eget selskab også gå an.