Greencard til voksenverdenen
Så er jeg journalist. Dette helvedesstudie, der tog mig fem år at gennemføre, og som formåede at køre mit i sænk, for atter at bygge mig op henover de sidste semestre. I morgen modtager jeg mine eksamenspapirer. Mit greencard til voksenverdenen.
Forude ligger uanede muligheder for at pejle sit liv i den ene, anden eller tolvte retning. Skal jeg lave politiske analyser på Christiansborg, reportager fra kræmmermarkeder i Tullebølle eller styre kommunikationen for en international virksomhed? Je ne sais pas!
Planen er som følger: Februar står på dummejob. Jeg hygger mig i kiolleren og forhåbentlig kan Adecco. eller et andet daglejer-firma, finde mig noget at rive i. I al fald skal jeg bare have, så jeg kan betale husleje og forbrug i marts måned. Shouldn’t be that hard.
For ikke at gå fuldstændig kold over denne intetsigende tilværelse – om end det blot er en måned – har jeg langt om længe fået sat en skrivegruppe i gang. Hermed burde der være skabt en motivationsfaktor, der gør, at jeg rent faktisk får kradset alle de idéer, jeg går rundt med i hovedet, ned på computeren.
Forfatterskolens to-årlige optagelsesfrist er 1. marts... Skulle man forsøge sig?
Fra april begynder dagpengene at komme. Det er ikke en støtte jeg har i sinde at lukrere på til evig tid, men det vil være den sikkerhed, der gør, at jeg kan fokusere på at finde mig det helt rette job, uden at snuble og ende i en panikløsning.
For ja, det kan godt være, at det rigtige job for mig er i København... Men er det virkelig det værd at opgive vennerne, bandet og den lækre lejlighed for det? Flere og flere ting siger mig, at det er det ikke. Jeg er jo for pokker vild med Århus og alt hvad byen har givet mig.
Ikke desto mindre har finanskrisen gjort det en del mere besværligt at finde et job. Det lader til at alle arbejdspladser er yderst forsigtige med at hyre folk, og islændingene fik jo også lige sørget for, at mediehusene også fik krisen at mærke.
Kombineret med bådet et DR og et TV 2 i økonomisk krise, ser mulighederne ikke just lysegrønne ud.
Sikke mange tanker om et professionelt liv, der først netop er startet. Hjælp! Jeg tror bare gerne at jeg vil tilbage i studielivet igen. Den her virkelig verden med arbejdsløshed, regninger og ansvar er sq lidt skræmmende.
Og hvor seriøst det hele end kan lyde, så ved jeg jo, at alle ovenstående overvejelser med ét kan blive fejet af banen, hvis der dukker noget – nej nærmere nogen – op i personsfæren. En der slår benene væk under mig. Får mig til at fri, flytte langt pokker i vold eller... Ja, hvem ved.
Hvorfor bekymre sig, når livet alligevel blot er en række af fantastiske tilfældigheder, der gør alting mere besværligt og meget sjovere?
Carpe fuckin’ diem...
Forude ligger uanede muligheder for at pejle sit liv i den ene, anden eller tolvte retning. Skal jeg lave politiske analyser på Christiansborg, reportager fra kræmmermarkeder i Tullebølle eller styre kommunikationen for en international virksomhed? Je ne sais pas!
Planen er som følger: Februar står på dummejob. Jeg hygger mig i kiolleren og forhåbentlig kan Adecco. eller et andet daglejer-firma, finde mig noget at rive i. I al fald skal jeg bare have, så jeg kan betale husleje og forbrug i marts måned. Shouldn’t be that hard.
For ikke at gå fuldstændig kold over denne intetsigende tilværelse – om end det blot er en måned – har jeg langt om længe fået sat en skrivegruppe i gang. Hermed burde der være skabt en motivationsfaktor, der gør, at jeg rent faktisk får kradset alle de idéer, jeg går rundt med i hovedet, ned på computeren.
Forfatterskolens to-årlige optagelsesfrist er 1. marts... Skulle man forsøge sig?
Fra april begynder dagpengene at komme. Det er ikke en støtte jeg har i sinde at lukrere på til evig tid, men det vil være den sikkerhed, der gør, at jeg kan fokusere på at finde mig det helt rette job, uden at snuble og ende i en panikløsning.
For ja, det kan godt være, at det rigtige job for mig er i København... Men er det virkelig det værd at opgive vennerne, bandet og den lækre lejlighed for det? Flere og flere ting siger mig, at det er det ikke. Jeg er jo for pokker vild med Århus og alt hvad byen har givet mig.
Ikke desto mindre har finanskrisen gjort det en del mere besværligt at finde et job. Det lader til at alle arbejdspladser er yderst forsigtige med at hyre folk, og islændingene fik jo også lige sørget for, at mediehusene også fik krisen at mærke.
Kombineret med bådet et DR og et TV 2 i økonomisk krise, ser mulighederne ikke just lysegrønne ud.
Sikke mange tanker om et professionelt liv, der først netop er startet. Hjælp! Jeg tror bare gerne at jeg vil tilbage i studielivet igen. Den her virkelig verden med arbejdsløshed, regninger og ansvar er sq lidt skræmmende.
Og hvor seriøst det hele end kan lyde, så ved jeg jo, at alle ovenstående overvejelser med ét kan blive fejet af banen, hvis der dukker noget – nej nærmere nogen – op i personsfæren. En der slår benene væk under mig. Får mig til at fri, flytte langt pokker i vold eller... Ja, hvem ved.
Hvorfor bekymre sig, når livet alligevel blot er en række af fantastiske tilfældigheder, der gør alting mere besværligt og meget sjovere?
Carpe fuckin’ diem...
Etiketter: finanskrise, forfatterskolen, fremtid, Færdig, job, panik, skrivegruppe
posted by Jakob Edut at 15:29
2 kommentarer
