Chinese Democracy starts in...

Chinese Democracy starts now

Om en halv time rammer første single fra Guns N' Roses kommende plade "Chinese Democracy" dansk radio. Som de første i landet spiller P3 den officielle udgave af titelnummeret, og bruger en time af programfladen mellem 16-17 til at diskutere den mytiske udgivelse.

Vi er nogle, der har glædet os meget til denne dag.

Singlen forventes at gå i handelen om en uges tid, og albummet står på Universal Musics releaseplan til den 24. november i år.

Jeg arbejder for tiden på at få arrengeret noget at et rockbrag i Århus i forbindelse med udgivelsen - mere om det senere.

Til at forsøde ventetiden, er her en fanmade video til Chinese Democracy:


Guns n' Roses, Chinese Democracy - gunsnroses.us from bkjfk on Vimeo.

Ny præsidentkandidat!

Tak til Line for linket.

Stream of bad consciousness

Mennesker er trælse. Jeg er træt af dem. Ingen vil hinanden det godt. Måske undtagen hende i København, der ringede her i aften. Pjat. Hun er bare forstående. Men alle andre. De vender sig bort, og snakker med de rigtige. Dem de kender. Tør ikke udfordre sig selv ved at møde nye mennesker. Sådan bliver man ekskluderet. Udskilt. Aparte. Da jeg gik hjem i aftes var åen sort og smuk. Stille men dog farlig. Der var ganske få fulde folk, selvom der er ferie. Pseudo-ferie. Det er jo alligevel kun noget for skolebørn. Hun skulle have været her i ferien. Hende skolebarnet. Det var ikke ment to be. Det er der sq nok sjældent, noget der er. Kærlighed. Stinker. Kærlighed. Forblænder. Kærlighed. Ikke noget for mig. Jeg gider simpelthen ikke mere. Hun ødelagde den sidste rest af det, jeg havde i mig til at give bort. Til den rigtige. Jeg tror ikke jeg møder hende. Hun eksisterer nok ikke. Og gør hun, skal jeg sq nok få hende skræmt væk. Tanker. Gin & Tonic. Dobbelt. Og tanker. I morgen skal jeg skrive opgave. Hvis jeg gider. Alt er stille. Publicer og sov. I morgen kommer atter en dag. Jeg har ikke lyst til at sove uden en at holde om.

Säg det igen

(Tekst: Lisa Nilsson, musik: Lisa Nilsson & Henrik Janson)

Du gjorde det igen
Alldeles nyss
Du sa det där man aldrig får säga
Du sa det till mig, det outhärdligt
hänsynstlöst förbjudna
Du sa jag älskar dig, jag älskar dig,
jag älskar dig

Du la din hand på min rygg
Jag vände mig om och du gjorde
det man aldrig får göra
Du strök min panna med stora, värma,
sträva, trygga händer
och sa, jag älskar dig, jag älskar dig, jag älskar dig

Säg det igen, säg det igen, säg det igen
Jag vill höra, så säg det igen, säg det igen,
säg det igen, säg det igen.

Nu blir jag aldrig mera fri,
nu har du mig fast
Jag kan aldrig nånsin leva förutan
Du sa det till mig, det jag längtat hela livet
att få höra
Du sa, jag älskar dig, jag älskar dig, jag älskar dig
Och säg det igen, säg det igen, säg det igen,
jag vill höra, så säg det igen, säg det igen, säg det igen,
säg det igen, säg det igen

Tak, Anna.

Kardiologisk-Geologisk transplantation

Patient: Jakob Edut

Født: 12.11.1979

Diagnose: Hyperaktivt emotionelt register.

Behandling: Kardiologisk-Geologisk transplantation.

Fremgangsmåde: Under fuld narkose udføres incision på den fastende patient. Herved frigøres cordis, der udtages og erstattes med et geologisk protese af samme omfang. Der sutureres og operationen er aflsuttet. Patientet lægges til opvågning og overvåges det første døgn efter operationen for at undgå eventuelle tilbagefald af empati og anden emotionel aktivitet.

Udføres: medio oktober 2008

School's out...

Børnehaveklasse: 1 år
Folkeskole: 9 år
Efterskole: 1 år
Gymnasium: 3 år
Multimediedesigner: 2 år
Journalist: 4 år

Undervisning i alt: 20 år – og det slutter i morgen!


Yup folks! I morgen har jeg min sidste dag med undervisning NOGENSINDE. Når klokken i morgen ringer ud (ej, det gør det ikke rigtigt, men når vi får fri så...), så er det sidste gang, jeg skal sidde på skolebænken og modtage undervisning i mit liv – well, hvis man ser bort fra eventuel efteruddannelse, der måtte dukke op, når man ligesom jeg tror på livslang læring.

Men hvor er det fantastisk. Og mærkeligt. Nu mangler jeg blot et Fagspeciale og en Hovedopgave, så er jeg færdiguddannet, har en professionsbachelor + en akademiuddannelse i ryggen og kan gå ud og knokle til dagen og vejen, indtil jeg en dag skal pensioneres. Til den tid savner jeg sikkert studielivet så meget, at jeg melder mig til obskure forelæsninger på folkeuniversitetet.

Eneste bet er vist, at jeg ikke helt er sikker på, om jeg føler mig klar til at blive en del af samfundet derude. Studiet er – på trods af en hvis råhed på DJH – en herlig lille puppe af ansvarsløshed. Pludselig skal jeg til at overveje, at det skal svare sig, for dem jeg arbejder for, at have mig gående. Oh ve – lad mig blive selvstændig.

How can I help you to say goodbye?

Through the back window of a '59 wagon
I watched my best friend Jamie slippin' further away
I kept on waving 'till I couldn't see him
And through my tears, I asked again why we couldn't stay
Mama whispered softly, Time will ease your pain
Life's about changing, nothing ever stays the same

And she said, How can I help you to say goodbye?
It's OK to hurt, and it's OK to cry
Come, let me hold you and I will try
How can I help you to say goodbye?

I sat on our bed, she packed her suitcase
I held a picture of our wedding day
Her hands were trembling, we both were crying
She kissed me gently and then she quickly walked away
I called up Mama, she said, Time will ease your pain
Life's about changing, nothing ever stays the same

And she said, How can I help you to say goodbye?
It's OK to hurt, and it's OK to cry
Come, let me hold you and I will try
How can I help you to say goodbye?

Sitting with Mama alone in her bedroom
She opened her eyes, and then squeezed my hand
She said, I have to go now, my time here is over
And with her final word, she tried to help me understand
Mama whispered softly, Time will ease your pain
Life's about changing, nothing ever stays the same

And she said, How can I help you to say goodbye?
It's OK to hurt, and it's OK to cry
Come, let me hold you and I will try
How can I help you to say goodbye?

How can I help you to say goodbye?

Chris og kaffefabrikken

Normalt kan jeg fint sove til kl. 13-14 stykker på en søndag, men i dag måtte jeg gøre en undtagelse. Roomie, der er stor fan af kaffe, havde modtaget besked fra folkene bag kaffe-kæden Baresso om, at kædens pladeselskab havde en ny jazz-plade med kontrabasvirtuosen Chris Minh Doky ude, og at lillebror Doky himself ville gæste Baresso på Banegårdspladsen søndag kl. 11.

Derfor skridtede vi gennem regnen ned til kaffepusherne, og fik kun lige købt os en skoldhed mokka, førend en smilende Chris indtog gulvet i den ende af lokalet, der til lejligheden agerede scene.

Chris Minh Doky er ingen hr. hvem som helst. Ud over at være en ganske almindelig knægt fra Nørrebro, har han igennem sit musikalske liv præsteret følgende:

• Spillet bas i 25 år
• Udgivet to plader med brormand Niels Lan Doky under navnet ”Doky Brothers”
• Gik for 10 år siden solo og har udgivet syv soloalbums
• Spiller over 150 koncerter årligt over hele verden
• Medvirket på over 300 musik-udgivelser
• Skrevet kogebogen ”Jazz Kitchen”
• Spillet for Bill Clinton i Det Hvide Hus
• Modtaget to platin- og tre guldplader
• Modtaget priser for ”Årets koncert”, ”Årets band” og ”Årets bassist”
• Modtaget ”Ben Webster Prisen” i 2008 sammen med sin bror
• Spillet med koryfæer som Curtis Stigers, Mike Stern og John Scofield m.fl.


Og nu stod han altså dér. I en kaffebar mens regnen piskede ned på de forbipasserende udenfor, og prustende bybusser ihærdigt forsøgte at overdøve den mikrofonløse jazz-bassist.

Veloplagt sprøjtede han anekdoter ud fra et liv, der, selvom det i mange år var drømmen om at blive læge, der herskede, kom til at dreje sig om at spille jazz. Om at leve for noget. Ikke kunne leve af det, men alligevel heller ikke kunne leve uden det. Om at turde satse på drømmen – og vinde.

Efter en times fortælling og fire numre kvitterede Chris Minh Doky for tilhørernes interesse med en anekdote om, hvordan min bliver en del af musikken. Frit fortolket lød den således:

”Musik er ligesom en stor, brusende flod. Den består af al musik, der har været, al musik der er og al musik, der kommer.
For at kunne træde ud i denne flod uden at blive skyllet væk og drukne, skal man mestre fire ting: Man skal have den bedst mulige teknik på sit instrument, man skal have den størst mulige viden om al musik, man skal minimere afstanden mellem hjerne og fingre mest muligt og så skal man være åben overfor al slags musik.
På den måde gør man sig transparent og modtagelig, og kan lade musikken strømme igennem sig uden at drukne.”

Kloge ord fra den 39-årige firestrengsvirtuos.

Således opstemt og åndeligt såvel som musikalsk stimuleret blev jeg nødt til at erhverve mig den kompilerede dobbelt-cd ”A jazz life” i en signeret udgave og bruge resten af eftermiddagen på at jazze ud hjemme foran anlægget.

At stå distancen

At være nogens kæreste. Ikke blot deres kære, men deres kæreste. Det er rart og vidunderligt. Det giver kriller i maven og røde kinder, og føles lidt som en mærkelig tropesygdom i hele kroppen – bare på den rare måde.

At elske. At kunne give sig hen og hengive sig til troen på, at dette menneske er den, du passer sammen med. På alle leder og kanter. Dit match. Prinsessen i dit eventyr.

At bruge tid sammen. Nyde nærværet. Indvie hinanden i livshistorier, venner og familie. At åbne sit liv op for en ny kraft, der fremover vil præge netop dette liv.

At savne. At føle et bundløst hul inde i sig, når denne special someone ikke er til stede. At drømme sig hen til hende. At føle sig halv når hun er væk og først blive et helt menneske, når man atter er sammen.

At være langdistancekærester. En midlertidig løsning på ønsket om at praktisere et forhold, uden dog at kunne være hinanden nær altid. En sikker platform for håb, savn og længsel. En romantisk foranstaltning, hvis man kan leve med det – et skærsild uden lindring, hvis man ikke kan.

Anna, jeg elsker dig og vil være sammen med dig, men jeg hader afstanden imellem os.
Nu kommer jeg altså snart op og flytter din ø ned til Århusbugten!

Jeg har brug for mit match. Min kæreste. Min kvinde. Min prinsesse. I mit liv. Hos mig. Nu og her. Altid. Hele tiden. Og hun sidder 144 kilometer væk i en verden, som hun ikke kan blive ved med at forsømme, blot fordi jeg ønsker at se hende.

Enten er ønsket om at ses stærkt nok fra begge sider til, at vi bruger enhver chance, vi får, på at mødes. Men er der blot fra en af parterne et ønske om, at dette sættes lidt i bero, forsvinder troen på succesen i langdistanceforholdet alt alt for hurtigt.

Jeg kan ikke undvære hende længere. Det bliver jeg nødt til alligevel. Jeg elsker hende helt op i himlen, og alligevel tør jeg snart ikke tro på, at det lykkes. Jeg bliver også ældre og får mine ønsker og krav til et forhold. Blandt dem tror jeg simpelthen ikke, at jeg kan leve med, at jeg ikke ser min kvinde særlig ofte.

Hvad pokker skal jeg dog gøre?

PS: Ja, jeg overvejer faktisk seriøst at flytte til Mors efter endt studium i januar. Der er bare alt for længe til.