Wroooum Wroooum...
Dette (værdi)papir er mit midlertidige kørekort, indtil jeg får et nyt lyserødt plastikkort med posten om et par uger. Oh yes, Edut har fået lov at bevæge sig i trafikken på to hjul og masser af kubik under sig - motorcykelkørekortet er i hus.

Hvorfor dog kørekort til motorcykel? Spørger folk. Tja, ud over køreglæden, vinden i håret og følelsen af at være ham cowboyderen, der rider ud mod solnedgangen, så er mit førebevis til MC nu også af en hel anden betydning.
Jeg har, lige siden jeg var helt lille, haft en drøm om at køre kværn. Jeg har lovet mig selv, at det skulle ske inden jeg blev 30 (da 'det grå guld' på deres Honda Goldwings er en joke!) og jeg havde sat mig for, at min første rigtige månedsløn fra et fuldtidsjob skulle gå til udbetaling på en motorcykel. I august besluttede jeg mig for, at det nu var på tide at indfri drømmen, første september startede jeg på køreskolen og i dag bestod jeg min køreprøve.
Derfor er det lille lyserøde kort ikke blot den tilladelse, der giver mig ret til at færdes i trafikken på køretøjer i kategori A. Det er også et lillebitte stykke plastik, der beviser, at drømme rent faktisk kan gå i opfyldelse, hvis bare du selv gør noget for det. Det vil jeg huske, hver gang jeg får øje på det i min pung. En gennemført skøn fornemmelse.
Har du en drøm, du snart skal have indfriet?
Etiketter: drømme, kørekort, motorcykel







