Årets bestseller: Facebook
Er du den der inviterer, eller den der bliver inviteret til at blive Facebook-ven?
Det spørgsmål kom jeg til at stille mig selv i dag, da jeg på 4. øl scrollede gennem en vens venneliste for at se, om vi havde nogle fælles kontakter, som jeg endnu ikke havde på min liste.
For mit vedkommende ligger svaret et sted i midten og flagrer.
Venner fra gamle skoleklasser og fritidsinteresser dukker ustandseligt op. Også nye venner kommer til. Folk du bare møder til fester. Sågar dukkede der forleden en israeler op, der havde boet kort hos mig og min familie for 11 år siden. Han kunne huske, at jeg havde en hund, og et værelse der var plastret til i Heavy Metal-plakater. Jo, den var god nok. Det var vist mig.
Facebook har også givet mig muligheden for at køre virtuelle ræs mod mine venner, rangere dem efter, hvem jeg helst ville have med på en øde ø og sågar åbenbaret hvilken sexstilling, der er min tidligere kollegas foretrukne.
For en snushane som undertegnede er det jo et paradis. En tidsrøver af et web 2.0-gadespejl, der giver mig info om alle med lynets hast. Nu bliver jeg ikke bare inviteret til en fest, men påkrævet en RSVP ("Répondez s'il vous plaît") for hvorvidt jeg kommer. Til gengæld kan jeg med det samme også se, om der kommer nogle jeg kender.
Forleden forsvandt min jakke til en fest. En facebook-besked til de tilstedeværende gav pote i løbet af få timer, og et par tømmermandsplagede - og meget små - gutter gav sig til kende som dem, der havde bildt sig selv ind, at de da sagtens kunne låne en anden jakke hjem end den tidligere på aftenen medbragte.
Også forhold opstår ud af Facebook. Enten til hende den søde, som du kendte engang, men i dag ikke havde nogen kontakt til, inden hun blev din fb-ven. Eller til helt nye mennesker, der ved søgning bliver elektronisk matchet med dig på jeres fælles smag for bøger, film eller broccoli.
Jeg kan virkelig godt lide Facebook. Den bringer mange af mine dejlige venner tættere på mig, og giver mig flere muligheder for at møde dem ude i virkeligheden. Men den åbenbarer også, at jeg kun er den 3. mest coole i mit netværk, at folk venter med at RSVPe til de kan se, hvem der ellers kommer og at mit netværk ikke er lige så stort, som hos nogle af mine andre venner.
Pyt skidt. Jeg inviterer bare nogle flere.
Israeleren satte ligesom standarden. Hvis det er okay at kalde sig ven med en 17-årig knøs, man mødte gennem et kort udenlandsophold for 11 år siden, så skal jeg sq seriøst i gang med at finde min bankrådgiver, mine granfætre og hende den søde nede fra Fakta på Fjæsbogen.
Selvfølgelig ville det være fedest, hvis de fandt mig først.
Det spørgsmål kom jeg til at stille mig selv i dag, da jeg på 4. øl scrollede gennem en vens venneliste for at se, om vi havde nogle fælles kontakter, som jeg endnu ikke havde på min liste.
For mit vedkommende ligger svaret et sted i midten og flagrer.
Venner fra gamle skoleklasser og fritidsinteresser dukker ustandseligt op. Også nye venner kommer til. Folk du bare møder til fester. Sågar dukkede der forleden en israeler op, der havde boet kort hos mig og min familie for 11 år siden. Han kunne huske, at jeg havde en hund, og et værelse der var plastret til i Heavy Metal-plakater. Jo, den var god nok. Det var vist mig.
Facebook har også givet mig muligheden for at køre virtuelle ræs mod mine venner, rangere dem efter, hvem jeg helst ville have med på en øde ø og sågar åbenbaret hvilken sexstilling, der er min tidligere kollegas foretrukne.
For en snushane som undertegnede er det jo et paradis. En tidsrøver af et web 2.0-gadespejl, der giver mig info om alle med lynets hast. Nu bliver jeg ikke bare inviteret til en fest, men påkrævet en RSVP ("Répondez s'il vous plaît") for hvorvidt jeg kommer. Til gengæld kan jeg med det samme også se, om der kommer nogle jeg kender.
Forleden forsvandt min jakke til en fest. En facebook-besked til de tilstedeværende gav pote i løbet af få timer, og et par tømmermandsplagede - og meget små - gutter gav sig til kende som dem, der havde bildt sig selv ind, at de da sagtens kunne låne en anden jakke hjem end den tidligere på aftenen medbragte.
Også forhold opstår ud af Facebook. Enten til hende den søde, som du kendte engang, men i dag ikke havde nogen kontakt til, inden hun blev din fb-ven. Eller til helt nye mennesker, der ved søgning bliver elektronisk matchet med dig på jeres fælles smag for bøger, film eller broccoli.
Jeg kan virkelig godt lide Facebook. Den bringer mange af mine dejlige venner tættere på mig, og giver mig flere muligheder for at møde dem ude i virkeligheden. Men den åbenbarer også, at jeg kun er den 3. mest coole i mit netværk, at folk venter med at RSVPe til de kan se, hvem der ellers kommer og at mit netværk ikke er lige så stort, som hos nogle af mine andre venner.
Pyt skidt. Jeg inviterer bare nogle flere.
Israeleren satte ligesom standarden. Hvis det er okay at kalde sig ven med en 17-årig knøs, man mødte gennem et kort udenlandsophold for 11 år siden, så skal jeg sq seriøst i gang med at finde min bankrådgiver, mine granfætre og hende den søde nede fra Fakta på Fjæsbogen.
Selvfølgelig ville det være fedest, hvis de fandt mig først.
Blogged with Flock
Etiketter: Facebook, kværuleren
posted by Jakob Edut at 00:14
3 kommentarer
