Gamle mænd i nye bøger

Forleden aften var jeg og yndlingsnegeren budt til reception. Her var både en let buffet og hvidvin af langstilkede glas.

Vores fælles gode ven, Bjørn, skulle fejre at han med sit forlag havde udgivet sin første bog. Et jubilæumsskrift i anledning af Aarhus Universitets Studenterråds 75 års-dag. Og fin var den. 188 sider med fast ryg og fin opsætning.


Men det der gjorde aftenen fornøjeligt, var de gamle, studentikose knarke, der var mødt op for at snakke om deres studenterliv. Her var ingen fordomme om "nutidens unge" og ingen forherligelse af hverken arbejdsindsats eller mødedisciplin blandt datidens studenter. Der var blot ældre mænd iført hvid skjorte og livserfaring. Og for pokker hvor kunne de fortælle.

Om en professor der blev deporteret til Kiel, på trods af at de studerende elskede hans undervisning, da hans tyske aner gjorde, at han som videnskabsmand skulle være indmeldt i nazipartiet omkring 2. verdenskrig. Om den studerende, der samlede på danske ord på fire bogstaver og afleverede sit speciale på papirlapper i en skotøjsæske og om andre narrestreger. Alvorlige såvel som harmløse.

- "Dengang fandtes der ikke heroin, kokain og hash! Til gengæld var der ecstasy. Det hed bare "Ferietabletter" og kunne købes i håndkøb. Det kan jeg godt anbefale," lød de fra en af datidens studenter, der nok havde rundet de 70.

Engang imellem er det nu befriende at opleve, at selvom verden er i evig bevægelse, er der visse universelle ting - som for eksempel ungdommelig vildskab - der altid vil bestå.

Ikke flere rudolf-gevirer, tak!

Knagende trækkes skuffen i det gamle chatol ud. Den har ikke været åbnet siden sidste år. Og med god grund.

Et hurtigt blik ned i virvaret af mangefarvet tingeltangel åbenbarer en sneglobe, hvor fine, hvide drys daler ned over en lille plastikkirke, hvis man ivrigt ryster kuglen. Nedenunder ligger en nissehue med blinkende elektriske stjerner på, et kalenderlys formet som en buttet snemand og ikke mindst to sæt rudolf-gevirer i farvet filt på bøjle – lige til at placere på issen til sjov og moro ved julebordet.

Alle gevinster fra de sidste års pakkelege, alle gemt væk på grund af den nærmest negative nytteværdi. Der er kun én grund til, at jeg alligevel atter frekventerer juleskuffen: Jeg skal bruge gaver til endnu et rædsomt og fortærsket pakkespil.

Nu må det være nok.

De ellers så søde gamle tanter bag Søstrene Grene må igennem hele december sidde og gnide sig lystigt i deres krogede købmandshænder. Og de juletravle ansatte i Tiger-butikkerne må have svært ved at holde junglebrølet tilbage, når de ser salgstallene for denne højsæson for billigt isenkram af asiatisk oprindelse.

I en kollektiv pakkelegspsykose lægger danskerne voldsomme mængder af vores indtægt i næh-hvor-er-den-fin-den-får-jeg-aldrig-brug-for-industrien.
Ærlig talt burde man måske overveje, om pengene ikke kunne bruges mere fornuftigt andetsteds, og om pakkelegen derfor bare et enkelt år kunne udskiftes med visionære sociale aktiviteter som yatzy, whist eller sågar et slag ludo.

Det kan godt være, at jeg står jeg alene med min aversion overfor forbrugsfestens juleleg nummer et, men en ting er sikkert. Jeg skal ikke brænde inde med tigerdyrs-kuglepennen, Aqua-cd’en og den mærkelige postkortholdende klemme-på-klods, som jeg fik med mig hjem sidste år.

Med en følelse, der nærmest kan betegnes som jule-ondskabsfuldhed får hadegaverne et lag lokkende gavepapir og en fin rød sløjfe. Så kan de udgøre spændingsmomentet næste gange æggeuret tikker endnu en af de alt for mange pakkedyster i gang.

Så kan de lære det.

Tegning: Arne Sørensen

W. Axl Rose som brandmand

I disse dage hærger en voldsom brand det sydlige Californien. Blandt andet i Malibu-området hvor op til flere kendisser residerer.


Således var Red Hot Chilil Peppers-bassisten Flea tæt på at miste hus og hjem, mens kære onkel Axl måtte se sit tag sodet og sværtet, da ilden kom faretruende tæt på. Heldigvis blev hans Miami-mansion (som nogle måske vil huske fra Estranged-videoen) reddet ved hurtig og professionel indsats fra brandvæsenet OG The Redhead himself, der greb haveslangen og holdt flammehavet på afstand! Mere om episoden her.

Jeg bliver lige nødt til at sige det igen: W. Axl Rose styrer!

Valget er tabt, men...

... i det mindste bor jeg i et fornuftigt kvarter.

Oh no... Four more years!

Efter gårsdagens nedslående nyhed - VKO fortsætter, måske endda uden Y - slikker jeg i dag mine sår. Nedenunder kan du i løbet af dagen følge med i, hvordan finoptællingen af stemmerne forløber, og hvor mandaterne placeres.

Du kan også for sjov fifle lidt med at danne din egen regering (A, B, F, Ø, Y samt alle de fire nordatlantiske mandater giver faktisk lige præcis 90 mandater).

Edut goes synthpop

Som læsere af denne blog sikkert ved, så er jeg mest til rock. Et lineup med bas, trommer, rytmeguitar, leadguitar og en frontmand ved mikrofonen. Tak.
Variationer over denne model er set i tilfælde lige fra Stones, Zeppelin, Aerosmith og selvfølgelig favoritterne i GNR...

Men, man skal aldrig holde sig for god til at prøve noget nyt, så da der indløb en besked på Edutfonen om, at en højskoleven og hans slæng var i byen til RECession'07 festival, hoppede jeg med på bussen.

Først en dosis finkultur på ARoS og dennes Mariko Mori-udstilling. Herefter røg vi på café og så stod den på øl, vandpibe og junkfood før koncertturneen skulle tage sin begyndelse.

Første stop var svenske Slagsmålsklubben på Voxhall.

Seks rødvinsstive svenskere på hver deres analoge synth på et langbord. Hertil kobles en laptop med grundbeatet, en mumlende og fabulerende frontmand, der fortæller anekdoter i mikrofonen og et lysshow, der virkelig rykkede.
Hvor meget der kom fra laptoppen, og hvor meget der blev lavet af de dansende svenske syrehoveder, er ikke til at sige, men det var faktisk et fedt koncept og en god oplevelse.

Herefter indtog JaConfetti scenen.

Josephine Philip og Ane Trolle, med dæknavnene Yvone Coco og Ella Mau, gav den som konfettikastende rumkvinder i et elektronisk univers, hvor der dog var gjort plads til en bassist og en trommeslager. Med poprefferencer og en skøn happy-go-lucky attitude gav JaConfetti faktisk også en rigtig fed koncert.

Så gik turen videre til pAKHUSET, hvor Rumskib spillede.

Her var der faktisk tale om et helt band - og et dygtigt et af slagsen. Har altid været imponeret over trommeslagere, der kunne spille sammen med optagelser fra laptops. Det mestrede Rumskibs trommeslager til perfektion. Selv kalder de stilen for drømmende nu-gaze pop, hvad det så end står for, men sikkert er det, at de lavede nogle imponerende lydkulisser, hvor forsanger Tine Louise Kortermand og bassist Boe Katarhinas vokaler især var kuldegysningsfremkaldende sammen.

Sidste stop på turen blev belgiske 32Crash i Café Pustervigs intime kælder.

Analog synth, elektriske tromme, laptop beats og en messende forsanger, der udstødte manifester fra fremtiden, hvor bandet efter eget udsagn har hjemme. Alle var de klædt i sort fra top til tå. Det samme var størstedelen af publikum. Her blev jeg hængende lidt tid, men da EBM og lignende stilarter nærmer sig min grænse for, hvad jeg gider lytte til, brød jeg op her.

Tak for en hyggelig og horisontudvidende aften til slænget :)

I øvrigt. Kan I så få lyttet til Vault Attacks nye demo-single "Keep it Coming". Det er møgfed pikrock som i gamle dage. Dog er der mindre spandex og mere kant!

Jullerup Færgeby goes ghetto - Ornli' syg julekalender

DR2s Julekalender "Yallahrup Færgeby" lader til at blive et morsomt afbræk i decembers kvalmende Pyrus-helvede. Karaktererne fra Jullerup Færgeby (1974) har fået en ordentlig brush-up med integrations- og urbaniseringspenslen. Modigt - og ikke mindst megaskægt!


På julekalenderens hjemmeside kan man læse:

"Yallahrup Færgeby handler om de to venner Ali og Hassan (12 og 13), der gerne vil være ornli' syge gangsters. Desværre døjer Ali med det problem at han er utrolig sent udviklet i forhold til sin alder. Så meget desto vigtigere er det for ham at sætte sig i respekt over for pigebanden Crazy Girls og byens hårde fyr, den tre år ældre Dennis.

Når de ikke er i skole hænger Ali og Hassan ud i deres rygerklub. Som ganske vist ligger i skolebiblioteket, men som alligevel er en tjotalt rygeren rygerklub. Skolebiblioteket bestyres af den depressive Morten, der også fungerer som drengenes prøveklud, når de forsøger sig med diverse gangsterøvelser, som for eksempel hundekamp, narkohandel og mord. Og Morten har også en anden grund til at være deprimeret: Hans chef, den sanselige skoleinspektør Hanne, presser ham ud i diverse integrationsprojekter, hvor Morten tvinges til at spille rollespil og male gavlmalerier med de unge af anden etnisk herkomst end dansk.

Ali kæmper for at få den danske betonforstad, Yallahrup Færgeby, til at ligne Florida og L.A. - med ham selv i rollen som et godt mix af Tony Montana og Tupac Shakur. Han har meget imod sig, men hans selvtillid sidder lige som den skal. For Ali ved noget, som alle andre måske har svært ved at tro på: at hele hans slægt i lige linie nedstammer fra bemeldte gansgsterikon og drømmeprins, Tupac Shakur."

Du kan blive ven med Ali og lytte til kalenderens sprøde soundtrack på hans MySpace.

W. Axl Christ

En columbiansk radiostation har begået disse genistreger.
Veludført blasfemi på højt plan. Enjoy!