Lortekildedag

Selvom det jo i høj grad er mig selv, jeg kan takke for det, tror jeg, at jeg i dag har haft det, som jeg tror, journalister vil betegne som en "Lortekildedag".

(sikke dog en snørklet sætning at begyndet et blogindlæg med. Så fik jeg da skræmt de få læsere, der er tilbage, væk)

Livet går sin gang på redaktionen. Jeg skriver og skriver. Snakker med folk, ringer dem op, besøger dem i deres hjem, på arbejdspladsen og ved deres hobby. Alt i alt byder hver dag på nye ansigter, stemmer og skæbner. Så langt så godt.

I dag slog det mig bare, hvor forsigtige folk er, når de skal udtale sig til avisen. Ingen tør have en holdning, og alle skal helst være så udglattende, at man skulle tro, det var en reklame for dampstrygejern...

Belært af tidligere tiders ståhej, tilbyder jeg ofte mine kilder, at de kan læse artikler igennem og kontrollere, at fakta er korrekt. Det gør de også, og jeg har stor respekt for, hvis nogle griber journalisten i at have lavet en bøf. Vi er jo alle mennesker. Selv journalister.

Irriteret bliver jeg dog, når nogle så mener, at de også skal ind og rette i, hvordan de fremstår i artiklen. Tænk nu, hvis det skinnede igennem, at de havde en holdning, der skilte sig fra mængden. Tænk nu, hvis nogen følte sig trådt over tæerne. Det kan irritere min lever.

Endnu værre er det så med dem, der synes at de i røret - eller sågar face-to-face - kan tale "mellem linierne" i et væk og så regner med, at journalisten lige stopper blomkål i lyttelapperne, mens de kloger sig på kanten af, hvad godt er. Det skal de bare lade være med, hvis ikke de har lyst til at se det på tryk næste dag. Jeg kan forstå, at de fortæller noget udenfor citat, hvis det er enormt vigtigt for forståelse af sagens karakter. I alle andre tilfælde: Flet næbbet fætter!

Jeg behøver vist ikke forklare, at jeg har været udsat for samtlige ovennævnte i dag. På en mandag. Og i umiddelbar nærhed af, hvad jeg troede var en forestående fyraften.

Pfffff.....

PS: Lige en portion hyggehad til min webhotel-udbyder, der valgte at lægge denne side inkl. min mailkonto ned det meste af søndagen. I får snart en kunde mindre at yde dårlig service over for.

Éire - Here we come!

PASSENGERS
1. PETER OLESEN ADT 2. JAKOB EDUT ADT

GOING OUT
From Billund(BLL) to Dublin(DUB)
Wed, 19Mar08 Flight FR873 Depart BLL at 14:55 and arrive DUB at 16:00

COMING BACK
From Dublin(DUB) to Billund(BLL)
Mon, 24Mar08 Flight FR872 Depart DUB at 11:30 and arrive BLL at 14:30

Én roman – én måned

National Novel Writing Month – eller bare nanowrimo – blev startet af Chris Baty i 1999. Nu skulle den roman, som den unge californier havde gået med i maven i flere år ned på papir.
Sammen med en flok venner satte han en deadline på en måned, et omfangskrav på minimum 50.000 ord (efter Huxleys ‘Fagre Nye Verden’, der har præcis den længde) og så gik han i gang. Første år var der 21 deltagere – i år forventes 100.000.

- »At skrive en bog på en måned er som at tage ferie fra sit liv. Der er pludselig tid til ro og fordybelse, og jeg tror på, at bøger er en magisk metode, vi bruger for at få verden til at hænge sammen og til at forstå den. Selv om man måske skriver på en science fiction-roman, er det stadig ens egne indtryk, der bearbejdes. At skrive er ganske enkelt beroligende for sjælen – også selv om man har travlt«, siger Chris Baty til Politiken.


Langt fra alle tilmeldte gennemfører projektet, og endnu færre får deres bog udgivet. Det er heller ikke pointen med nanowrimo.
- »I USA handler det at skrive bøger i ekstrem grad om enten at blive anerkendt eller om at blive en bestseller. Det er ikke velanset bare at skrive for sig selv og for sjov. Det vil vi gerne lave om på. Vi håber, at vi hjælper med til, at det at skrive bliver en hobby på linje med at spille klaver. Der er ingen, der spørger en hobbypianist, om han har fundet en agent, eller om han ikke snart skal indspille en plade. Sådan bør det også være med bøger«, lyder det fra stifteren af nanowrimo.
Dog er der også deciderede solstrålehistorier i blandt. Blandt andet om forfatteren Sara Gruen, der skrev bestselleren ”Flying Changes” på blot en måned i forbindelse med nanowrimo.

Jeg har nu tilmeldt mig udfordringen og går i november i skrivehi, så meget min sparsomme fritid tillader det. Jeg håber at gennemføre, og derved få afløb for noget af den skrivekløe, der i den sidste tid har ”irriteret” mere en normalt.
Hvem er med på udfordringen? Alle, der deltager, får lov at læse det jeg skriver!

Du kan læse mere om projektet og tilmelde dig ved at bruge linket i højre side.

Sovsegilde i Vestjylland

Klokken er kvart i tolv. Tøjet er strøget, håret friseret til enten den ene eller anden side og skoene er næsten nypudsede. Mormor fylder 70 og det skal fejres på cafeen i den nærliggende landsby.
- Kan a’ ætte ha’ den ’ær kasket ’åw? Spørger faren. Jow da. Hvis det ’ætte ka’ være anderledes. Ind i bilen og afsted. Forbi de sidste landbrugsmaskiner, der henter kartofler ind fra marken, forbi køer der står og tygger drøv og forbi småbitte byer med småbitte samfund til vi pludselig er, hvor vi skal være.

- Daw, å’ tak fordæ æ’ ku’ kom', lyder det, og nævnerne rystes grundigt op og ned. Bænket ved bordet er der lejlighedssange og højskolesangbøger med guldprægning.
Vi synger om, hvor glade vi er for at vi skal se hinanden, og straks efter kommer fade med torsk, rejer og æ’ (g’et udtales ikke) rundt.
Det er vist kun mig, der har sovet længe, for der bliver kylet noget ’skaffe’ ned rundt omkring. Først da rygtet om flæskesteg til hovedret begynder at gå, går tempoet på konsumering af fisken nedad.


Fisken af bordet og der skylles efter med en Carlsberg. En sang. Jeg vil male dagen blå, men denne gang med tekst om boller, konfekt og besøg af børn og børnebørn.
Atter går døren op og fade med gris bliver sendt i kredsløb. Brune kartofler og rødkål. Og så en skål godt fyldt med surt. Bagefter følger de hvide, grundigt kogte kartofler, der splitsekundet efter dækkes med en tyk, brun sovs. Heldækkende.
- Dæ’ ær’en gur’ såvs, lyder det omkring de tre langborde, mens fedtkanter skæres fra og sprød svær knases mellem tænderne. Anden og tredje gang bliver fadene sendt rundt og landmænd og håndværkere langer til. Jeg selv ligeså.

Så skal der trækkes lidt luft. Een har en Golf der skal vises frem, en anden beretter om en pige, han er begyndt at se lidt til.
Softice og frugtsalat. Nok af det. Først tømmes en skål. Forstærkning hentes ved nabobordet. Inden længe er også den tom, og tredje skål ankommer. Forspiste og forpustede søges der udaf igen, mens velbekommesangen spagt klinger ud.

-Æ’ ska’ lige vent’ på mæ’. Hva’ spiller vi åw? Siger morfaren, mens han i fuld firspring halser mod spillebordet. Her sidder pensionistkumpanerne allerede parat. Snart skifter to- og femkroner ejermand henover krobordet, mens de ældre herrer vekslet kække bemærkninger over et spil whist.
De unge spiller lidt kort og rafler. Der bliver pakket ud, og mens kvinderne snakker om mormors nye pung og taske, taber morfar endnu en femkrone i søndagshasarden.
Klokken er ved at være mange. Hvis vi køre nu, kan faren lige nå at få starten af Formel 1 løbet i tv med. Vi takker af. Dæ’ har været hyggeligt. Ja bestemt da!

Oplysninger til Borgerne om Samfundet

Sammen med temaet fra ”Dollars”, duften af lørdagskylling fra køkkenet og fornemmelsen af at ligge på stuegulvets lammeskind og glo på vores gamle B&O tv med kant af mørkt rosentræ, har jeg endnu et kært minde fra min glade opvækst i firserne.
Det er jinglen der indikerede fart, spænding og forbrugeroplysninger. Dansende røde, gule og grønne bogstaver. Kort sagt: OBS.

I dag fylder forbrugeroplysningsprogrammet 30 år. Som tiden dog går, når folk ikke fatter at de ikke skal bade når de lige har spist, og at alkohol og biler ikke er den fede kombo.

Jeg har altid følt en hvis nydelse over denne løftede pegefinger fra staten. En slags dansk ostalgi, der leder tanken hen på diktaturregimer og senkommunisme. Det er smukt på sin helt egen rød-gul-grønne facon.

Tillykke med dagen gamle jas og husk: ”Kun en tåbe frygter ikke havet!”

I dagens anledning har jeg fundet frem til en side med gamle lydklip fra fordums tiders OBS.