The readhead på ny skive

Måske er det et tilfælde, måske er det blot en vennetjeneste eller måske er det starten på promoveringen af Chinese Democracy. Ihvertfald udkommer W. Axl Rose nu for første gang i mange år på plade.

Selvfølgelig ikke hans egen. Den er stadig in progress.

Under dette og sidste års tour gik onkel Axl hen og blev slyngveninder med den fallerede Skid Row forsanger Sebastian Bach. To af halvfemsernes rock n' roll ikoner valgte at hænge ud sammen bag og på scenen, og klappede i medierne hinanden på ryggen så ofte, at det virkede som en fed gang spin for at booste to tvivlsomme solokarrierer.

Men nu er det sikkert og vist. Rose har været i studiet med Bach, og på hans kommende skive, der er i handelen fra 20. november, synger Axl med på tre numre. Det er numrene "Bitchslap", "Stuck inside" og - lyder gættet - en coverversion af Aerosmiths "Back in the Saddle".

"Bas really knew where he saw my involvement on his album and had different options in mind. He knew what seemed obvious, what would be fun, what would work for his album and what he felt I would like. I really liked the energy of the tracks and since I'm rarely asked to do anything I'd actually enjoy or be glad to be a part of, I'm more than grateful for the opportunity and hope the fans get a kick out of it as well." - gunsnroses.com.

Som et lille kuriosum skal det nævnes, at Bach i et interview for nyligt fortalte, at han faktisk havde hørt den færdige Chinese Democracy skive hjemme hos Guns N' Roses sangeren. Men der var ikke blot en... Næh næh... Der var fire fulde skiver med færdigproducerede sange.

Skulle vi så ikke bare lade den se dagens lys, Axl?

NB: Hvad sker der lige for tre indlæg på en dag? Jeg må sq have manglet det...

Til koncert med buddy-Binzer

Vi købte et par iskolde fadøl, stillede os i døren med hver vores stenhårde attitude og lod vore lange manker feje ned af ryggen, som de urmænd vi nu var. I aften skulle vi høre manderock fra Chris Cornell. Bare os to – og 1500 andre rockhoveder. Bare mig og Binzer.

Desværre var det ikke helt sådan, det forløb. Ganske rigtig blev det meste af tirsdag aftens Chris Cornell koncert i Vega oplevet skulder mod skulder med et af mine største idoler fra den danske scene; Forsanger i D:A:D Jesper Binzer. Dog tilhørte vi hver vores flok.

Hans bestod af hans søde kone, der i sommerkjole matchede sin langhårede hulemand, samt bassisten Stig, der i en fyrre hestes koger troede han var 18, og blandt andet var ved at komme op at slås med min gode ven David – det mest pacifistiske menneske på kloden.

Min crowd var smukt sammensat af skønne personer fra tre verdener: Min smukke kæreste, der var i sit es (selvom hun hårdnakket prøvede at få tilføjet Mr. Jeg-har-stadig-vaskebræt-selvom-jeg-er-over-fyrre Cornell på listen over folk man-godt-måtte-med-hvis-man-fik-chancen. Desværre. No chance babe. Du HAR allerede valgt Johnny Depp!), Mr. AA himself – forsanger i Dust N’ Bones par excellence og sidst men bestemt ikke mindst soon to be stjernejournalist på Weekendavisen, ovenstående Mr. David Turner.

Det blev til et brag af en koncert. Godt backingband, der dog kunne have ydet nogle af numrene lidt mere følelse, halvgod lyd, og en helt fremme i skoene Cornell, der besad en karisma og udstråling, der gjorde, at man simpelthen ikke kunne fjerne øjnene fra ham – endsige lade være med at lytte til den voldsomme, følsomme, kraftfulde, tunge, lette og ekstremt rockede røst.

Et personligt højdepunkt var coverversionen af Michael Jacksons ”Billie Jean”, som jeg vidste ville komme, men alligevel fik gåsehud over at høre, da den blev slået an. Ene mand med en akustisk spade på scenen viste Chris Cornell, hvordan sangen EGENTLIG skulle have lydt. En sådan diktion og sprødhed i vokalen skal man lede længe efter. Ærgerligt nok blev en anden favorit, James Bond-temaet ”You Know My Name”, fremført som om, bandet var pænt træt af at spille den. Lyden hang og det store arrangement med typiske bond-tema pornostrygere og ekstra power på bas og trommer udeblev.

Man tilgiver dog hurtigt, når manden hedder Chris Cornell og har givet rockverdenen flere moderne klassikere i Soundgarden, Temple Of The Dog og Audioslave. Jeg dyrker hans solokarriere helt og fuldt, og numrene fra den nye plade får vist lige en ekstra rotation i iTunes de næste par dage.

Vi hyggede os og var enige om at han leverede varen. Vi nød sq showet gjorde vi. Mig og Binzer.

Drøje journalistiske hug

To redaktører, en times samtale og absolut ingen selvtillid tilbage.

I tirsdags skulle mit første år på dagbladet evalueres. Som led i praktiktiden, skal praktikanen løbende have kritik og evalueres. Det var jeg – af uvisse grunde – ikke blevet hele mit år i Hedensted, så her da jeg skiftede redaktion, var der åbenbart nok points på dårlig-samvittighed-kontoen til, at de fandt tid til mig.

Redaktionschefen fra hovedavisen og lokalredaktøren fra egnsredaktionen havde derfor sat mig stævne i domicilet i Vejle. Et repræsentativt udsnit af mine godt 350 artikler fra praktiktiden var blevet printet ud og kommenteret, og så gik seancen i gang.
Uklart sprog, for lange sætninger, manglende indlevelse, vinkelforvirring, ingen nysgerrighed og for overfladisk og pæn journalistik var beskyldningerne. Blot én artikel blev fremhævet som god. Netop den havde ikke sagt mig særlig meget at skrive.
På den time blev alle mine idéer om eget journalistisk værd spiddet. Min lokalredaktør, der dag ud og dag ind har puttet mine ting i avisen for et betalende publikum, sagde i løbet af den timelange evaluering ikke én positiv ting. Lige dele konstruktiv kritik og ros for de gode takter er åbenbart ikke standarden, når det kommer til evaluering inden for journalist-faget. Ikke på denne avis i hvert fald.

Noget rystet brugte jeg over to timer på et efterfølgende interview med en 87-årig skytte fra Fredericia. Jeg var simpelthen rædselsslagen for ikke at få det væsentlige med. Jeg var jo en dårlig journalist.

I morges da jeg mødte på arbejdet talte jeg straks med kollegerne. Hvis de havde lignende kommentarer til mit arbejde, ville de så ikke melde klart ud fra start? Ikke bare trykke lortet kritikløst for efterfølgende at give mig skideballe i slutningen af mit praktikforløb. Overraskende nok var stemningen helt anderledes. De var glade for mit arbejde. Nuvel, jeg skrev til tider lidt langt, men det var bestemt ikke dårligt, det jeg lavede, kom det fra flere kanter. Tvært imod havde de været glade for mit store engagement fra starten af.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tro på. Hvem er for flinke, og hvem er for hårde?
Sandheden er nok midt imellem, og jeg har helt sikkert meget at lære. Klokkeklart er det, at den type journalistik, der bedrives på mit praktiksted, ikke er den, som jeg skal beskæftige mig med resten af min professionelle karriere. Det kunne jeg nok have sagt mig selv fra start – nu fik jeg bare fagmændenes ord for det.

Edut – nu som overtroisk

Kan du huske dengang man var mindre, og man spåede hinanden med kort? - Så skal du vælge fire kort, og lægge dem med bagsiden opad! Du får 13 koner og 85 børn!

Åhja, det var ikke så dumt endda.

I dag gentog jeg seancen med kortene på bordet. Eneste forskel var, at dealeren ikke var søde Anja fra spejder, men den 59-årige über-wizz inden for tarot-lægning, Ulrik Golondoff, der siden han i 1971 mødte sit første sæt spillekort, har lagt kort for tusinder af personer, skrevet bøger, undervist og i dag er en anerkendt foredragsholder om tarot, kabbalah, nummerologi og anden okkult talmagi.


Da jeg var af sted i embedes medfør, havde jeg valgt et relativt neutralt emne at spørge Golondoff og hans farvestrålende kort om: Ville min forfatterkarriere nogensinde blive en realitet, og ville jeg være god til det. Spørgsmål jeg har stillet mig selv hundredvis af gange, men som ingen rigtig har kunnet give mig svar på.

Syv kort skulle jeg pege ud, og Golondoff lagde dem op i det, han kaldte en ”lille stjerne”. Første kort han vendte, skulle karakterisere hele projektet. Var det virkelig det jeg skulle, eller hvad?

Sejrherren. Et af de stærkeste kort i sættet. Ja. Bestemt havde jeg det i mig, men hvad var så problemet. Næste kort. Ypperstepræstinden – på hovedet – jeg kunne ikke finde frem til min indre muse, og troede måske ikke på, at jeg havde det i mig. Og sådan fortsatte det. Hvad jeg skulle gøre. Kortene sagde entydigt: Sats butikken. Gør det helt og fuldt. Sidste kort, der indikerede hvordan min fremtid så ud, hvis jeg fulgte kortenes råd, var Stjernen. En gloværdig karriere lå forude. Det var bare at gå til den.

En pokkers god mindfucker ham der Golondoff og hans kort. Jeg røg i med begge ben. Jeg var noget specielt. Jeg havde specielle evner. Efterfølgende var jeg helt euforisk. Måtte ringe til min kæreste og måtte høre cd’en, som han havde optaget under kortlægningen, igen. Hvad var det, de kort og den rolige og tillidsvækkende mand kunne?

I hvert fald tændte der sig en ild i mig i dag. Nu skal det være. Nu skal der fame satses.

Come what may!

Ultimate Granny Fighting

Fight!