Manden bag bloggen

Mange af læserne af denne blog hører til blandt mine venner.

Nogle, vil jeg tro, mener sågar de kender mig, fordi de læser denne blog.

På det seneste har jeg oplevet, at venner og bekendte har kontaktet mig, blot for at følge op på en sindstilstand, de har fornemmet har været fremtrædende i et blogindlæg.

Eksempel: Edut skriver indlæg om trælshed: Ih-åh-verdenersåond, og tre-fire dage senere ringere Edutfonen. Ven 1 vil bare lige høre hvordan det går...

Min appel lyder således. Er I ikke søde at undgå at lægge et blogindlæg til baggrund for, hvordan jeg trives og/eller mistrives for tiden. Jeg glædes over jeres opmærksomhed, men I må ej forglemme, at tredive linier eller et billede fra kameramobilen postet en sen nattetime i et anfald af melankoli, ikke nødvendigvis er garant for, at dette er stemningen i Edutland for tiden.

Ergo. Lad mig hermed oprette en disclaimer der hedder: Tro ikke på alt jeg skriver, hvordan jeg skriver det, hvorfor jeg skriver det. Kom til manden selv.

Giv mig et kald, ring på min dør - fly mig en fucking brevdue. Jeg er alleroftest game for at fortælle hvad jeg render og roder med, og lytter gerne in return. Men bloggen - den lever sit helt eget liv.

Og smut så ud i det der forår...

Bagved termokanden

- Hvad ser I? Spurgte han. Chefredaktøren med det buskede fuldskæg og ærmerne på på den ternede skjorte godt smøget op.
- Øh... En kande? Kom det fra koret af praktikanter. Ingen af os kunne sige noget fornuftigt, men som en flok harer i en lyskegle stirrede vi paralyseret på den røde termokande, han havde hevet ud midt på bordet.
- Hvad ser du Michael? Sagde bossen henvendt til vores vejleder på den anden side af bordet.
- Jeg ser en kaffefløde, kom det muntert fra vejlederen, idet chefredaktøren med et snuptag flyttede kanden og afslørede den lumske lille vakumpakkede beholder, han havde sneget om bag kanden.
- Det er det journalistik går ud på! Triumferede den skæggede.
- Mange journalister sidder på deres flade og ser kun tingene fra en vinkel. Hvis I rejser jer, og går rundt om emnet, så dukker der ofte noget interessant op på den anden side...

Således inspireret kunne dagens dont på redaktionen genoptages.

Vodkadieu

R.I.P. Comrad Jeltsin - en sidste skål for solidaritet og alt det der.

EDIT: Jeg er blevet gjort opmærksom på denne fantastiske filmstrimmel: The Best of Boris Jeltsin.

Journalistisk vægelsind

Hmm… Status.

Jeg har en del journalistvenner. Dygtige folk. Dejlige folk. Jeg ønsker dem alle det bedste.

Det var vist den disclaimer.

Nu har den ene af dem så lige fået sig en praktikplads på Weekendavisen – men Politiken bad ham da ringe, hvis han på nogen måde ombestemte sig. De var også meget interesserede.
Men den var hjemme. Krasnik var i røret, og min ven kunne da bare kigge forbi redaktionen, så kunne de lave en kontrakt.

Jeg er død-misundelig. Jeg sidder på lokalen i Hedensted. Nederste trin på prestige-stigen. Og det er ret godt for mig. Jeg bliver god til det henad vejen. Får selvdisciplin og lærer at skrive kort, præcist og til min mormor, som parolen lyder på redaktionen. Men for helvede. Hvor ville jeg gerne få lov at skrive lange, vel-researchede og højpandede ting til kloge-Åge avisen i København.

Det her journalistik. Det driller mig, for jeg kan jo egentlig godt lide det. Kontakten til menneskene, forskelligheden i opgaverne og det at få lov at lege med sproget og ordene. Men en hverdag i Nørre Plovfure kommer aldrig til at rangere på listen over de ting, jeg føler beriger mit liv og min karriere. Det er min værnepligt. Den skal overstås.

Kommer jeg mon videre herfra, eller er jeg nu "mærket" af, at jeg tog det valg dengang. Sagde ja til den praktikplads der bød sig, fordi den bød sig, lige præcis da den bød sig? Jeg kan komme folk der mener at det jo "bare" er en praktikplads i forkøbet, og som eksempel nævne min anden ven, der knoklede i 1½ år for TV2. I dag er han fastansat til den fede hyre, har arbejdsopgaver han selv definerer og er netop blevet tilbudt en redaktørstilling – et halvt års tid efter at han startede som nyuddannet. Jo, det betyder noget den praktikplads.

For pokker. Held og lykke på Weekendavisen gamle dreng. Gid det var mig.

Nogen der kender en god spåkone, der kan kigge lidt i krystalkuglen for mig? Står den på jetset-tilværelse og litteraturpriser eller forstadsrækkehus og campingferier?

Mobilen ind i legen

Word on the street lyder, at vi nu skal til at finde mobilen frem for at lege med i alle-vil-vide-alt-om-alle-hele-tiden legen.

De to kombatanter på markedet pt hedder Twitter og Jaiku og jeg er faktisk ikke så meget inde i nogle af dem endnu.

Med Twitter kan du holde øje med, hvad dine venner og andre
interessante personer går og laver. De kan sende en opdatering på maks
140 tegn. Og du kan modtage den ...
- via SMS
- via nogle messenger-programmer
- via webstedet http://twitter.com/ , hvor du kan vælge at samle alle
dine venners indlæg og evt. abonnere på dem via RSS

- altså mikroblogging fra mobilos.

...og med Jaiku kan man cirka det samme, men også holde øje med om ens kontakter er online og hvor de befinder sig. Man kan i det hele taget se andet og mere fra sin mobil med Jaiku, end man kan med Twitter lader det til. Du kan desuden downloade et lille lækkert program til din fon, der gør det lettere at blogge og sågar rende på dine kontakter IRL! *kræver en moderne gadgetfon, som freksempel en N91'er ;-)

Jeg har endnu ikke taget parti, men oprettet en profil hos begge - se om du kan finde mig.

EDIT: Vi Bringer en afgørelse:
Jaiku, der også bliver kaldt "Twitter på stereoider", har væsentlig flere sjove funktioner et Twitter. Stedet er ikke så kendt endnu, men hver dag flytter gamle Twitter-brugere mod øst og bliver Jaikurister...
Så Come On... Join the 21. century - det bliver fame ikke mere web 2.0 og mobil 2.0 agtigt...

/edut

Edut i provokunstland

For nogle dage siden besluttede jeg mig for at genfinde glæden ved finkultur, og bevægede mig ind i kunstkendernes højborg i Århus: ARoS.

Målet var udstillingen med provo-kunstneren Paul McCarthy (Hvad sker der for at man partout tænker Beatles?), der igennem snart 40 år har tvunget blod, fæces, materie og hæmningsløs kopuleren ud i beskuerns ansigt. Parodier på Disney-land galleriet, med deres store øjne og hoveder, dingler rundt og tæver, æder og knepper hinanden.

Vabehar’?

Når jeg kigger på mandens værker, kan jeg næsten ikke tænke andet end: "Han har jo ikke noget tøj på". Ingen tvivl om at manden er fingernem, og jeg er skam også selv fortaler for en kunst-definition, der lyder i retning af: Alt hvad der rør noget i mennesker er kunst, men godt ord igen… Hvis jeg boede i mandens hjerne, tror jeg omgående at jeg ville søge om politisk asyl!

Her findes et smalt udpluk af hvad ARoS’ udstilling byder på:

The King of Pop - med abe

Mekanisk gris med indbyggede fotoceller. Tryne og krølle hale vipper lystigt, når man bevæger sig forbi, mens svinet trækker vejret tungt


Minder om en drøm jeg havde om min regnelærer i 4. klasse

Min favorit: Chair with buttplug - ingen nærmere præsentation nødvendig

Du kan stadig nå at blive ånds-voldtaget indtil 6. maj, hvor udstillingen lukker for denne omgang.