Mens vi venter på braget i Roskilde den 29. juni...

Eight reasons why Chinese Democracy hasn't been released yet:

1. Axl has been searching for the perfect comeback bandana
2. Axl has been holding last note of "Don't Cry" for the past ten years
3. He wanted to tie in album release with new era of government in China, but like so many artists, was optimistic and politically naive
4. An incident involving spaghetti that he'd rather not discuss
5. Metal gods demanded sacrifice of 100 pints of blood; had to wait eight weeks between each donation
6. Guitar hook stuck in Axl's head for the past five years turned out to be "Smoke on the water"
7. Bandmates have been starring in broadway production of "Jersey Boys"
8. Axl waited for birth of new generation of fans less discerning and much more susceptible to hype

Hey, ved du hvem du ligner?

Jeg har en ven der ved flere lejligheder er blevet konfronteret med at han ligner Tom Green. Det har vi grint meget over, og jeg synes faktisk at det her lookalike-pjat er meget sjovt...

Men hvorfor pokker er det, at når det endelig bliver min tur til at ligne en kendt, så er det forsangeren i det finske grandprix-monsterband Lordi!


Til sammenligning:


Altså kan jeg nu bryste mig af at ligne en finsk heavy rock gud - problemet er bare at ingen ved hvordan har ser ud inde under de 15 kilo latex han er iført på scenen.

Det er bare ikke fair...

What makes af VJ

I lang tid har debatten buldret frem og tilbage om de fotograferende journalister, eller såkaldte VJs: Video Journalists. Er det rimeligt at man giver journalisten et kamera, DV eller still, med på ryggen, når han skal ud og lave sin historie. Sænker det ikke kvaliteten af produktionen både på tekst og billedsiden? Vil en fotograf der kun har som opgave at stå for billedsiden, og som er uddannet inden for den visuelle kommunikation ikke kunne gøre det længder bedre? Eller er det måske lige den ekstra nerve der gør historien mere spændende, at det er journalisten der også fotograferer? Han er jo trods alt på stedet og dybt involveret i historien.

Bølgerne er gået højt. Ikke mindst fra fotografernes side. ”Hvad det ligner at sætte uddannede fotografer fra bestilling for at spare deres lønninger væk?!” Og der er blevet tordnet løs om enorme tilbageskridt i selveste pressehistorien. Jeg er ikke nødvendigvis enig, som også overskriften antyder. Nedenstående ”faglige debat” udspillede sig tidligere i dag.

Scenen: Vi er i Hamborg. Jeg har skabt kontakt til et country & western-band, der sælger sig selv og deres musik på deres forkærlighed for kød. Orkesteret er ledet af den faglærte slagter ”Butch” Meier, der grilles fra scenekanten, en mand i pølsekostume fungerer som dansepige, guitaren er udformet som et kæmpe kyllingelår og bassen som en kebabrulle. En fantastisk niche og en sjov historie.
Jeg mødte disse mennesker til en snak om musik, fans, koncerter og koncepter i går på deres stam-værtshus, og fortsatte snakken over 18 huller på golfbanen – minigolf vel at mærke! Sjovt, spøjst, underholdende og med masser af gode billeder.

Bare ingen der fortæller noget om de to ting historien drejer sig om: KØD og MUSIK!

Derfor foreslår jeg fotografen at vi tager ud og ser dem øve onsdag inden afrejse og desuden får skudt nogle baggrundsbilleder hos en slagter.

Regulær afvisning.

Jeg tilbyder at betale taxa og forklarer endnu en gang min sag – som i mine øjne er åbenlys.

- ”Du tænker jo kun på din historie, og overhovedet ikke på min billede-vinkel,” er svaret.

Tændt af, er nok det bedste bud på min sindstilstand på daværende tidspunkt. Kald mig ignorant, men hun har indvilliget i at fotografere til min historie. Er det så ikke rimeligt at jeg kan bede om at få billeder der passer til min vinkel på den?

Åbenbart er det ikke tilfældet. Hun klager over arbejdsbyrden (som indtil videre har strakt sig til max. 5 timer på en hel uge), og udvandrer fra samtalen.

Så så man lige mig med et lånt digitalkamera tage alene afsted til øvelokalet onsdag. Heldigvis er dette kun en opgave til studiet og jeg kan være ligeglad med billedsiden, men havde den udspillet sig på en redaktion ville jeg været gået max amok! NOK artsy-fartsy ”Vi-er-de-bedste-fotografer-i-hele-verden” og kompromisløshed. Prøv lige at samarbejd og overvej om det ville give mening at avisen for fremtiden laver historierne ud fra de bedste billeder eller omvendt.

Hamburg 20. Maj 2006

Sov længe. Meget længe. Alt for længe. Gik glip af henholdsvis morgenmad, redaktionsmøde og det meste af dagen.

Til gengæld fik jeg set den herlige teenagekomedie ”Trip to Europe” som dukkede op da jeg forsøgte at afspille Ice Age 2 som jeg havde downloadet. You gotta love da internet. Anyway, filmen var som snydt ud af næsen på Scream, American Pie, Roadtrip etc. og fungerede egentlig meget godt til det den skulle: Kurere tømmermænd.

For aftenen i går blev som forventet – nemlig meget mærkelig. Klokken 19 indfandt vi os i synagogen i Hamburg (!), ikke et sted jeg umiddelbart havde forventet at bruge en fredag aften, men i forlængelse af nogle gruppemedlemmers historie om det jødiske samfund i Hamborg, havde cantoren (ham der ”synger” bønnerne –red.) budt os indenfor til shabbat-messen fredag aften. Edut havde ikke lige overvejet at han var eneste hankønsvæsen i gruppen, og derfor kunne tøsene i fred og fordragelighed trække sig tilbage til balkonen og småfnisende følge højtideligheden, samt en noget forfjamsket Edut der tabte sin, til lejligheden lånte, kalot og fuckede max op i hvornår og hvordan han skulle stå op under de mange bønner.

Da shabbatten var sunget i hus, og rabbineren havde ønsket os god weekend, røg vi på amerikansk burger-joint, og efter en hurtig omklædning drog jeg alene udi Hamborgs natteliv. Flokken af mohito-indtagne journaliststuderende i hotelbaren, der lagde op til at tage på disk, tiltalte mig ikke umiddelbart, så i stedet valgte jeg lonesome cowboy stilen, og på egen hånd tage livtag med Reeperbahn og ”the dirtiest mile on earth”, som den bliver kaldt.

Hvad kan jeg sige. Jomfru Ane Gade gå hjem (og tag lige Niarn med, hva?). Groβe Freiheit strasse var ikke mindre end en 500 meter lang fest! Stod man på afstand kunne man se hele gaden hoppe op og ned i takt til den dunkende bas. Neonlamper blinkede i hele pastel-spektret, og over ALT blev der reklameret med topløs servering, table dance og liveshows.

Jeg røg på bar, herefter på bar og så lige igen på bar. Nogle steder var der livemusik, andre steder DJs og et sted kom jeg så godt i snak med indehaveren, at han begyndte at servere selv-importeret finsk øl for mig! En underholdende aften, hvor det var en ren kunst at holde selskabet til kun at indbefatte mig selv. Da jeg ved to-tiden ville finde min seng, blev jeg bogstavelig talt fældet, blokket og revet til side i en særdeles aggressiv markedsføring fra unge gade-ludere, der stod med små ti meters mellemrum op ad strassen. De første to gange var det s’mænd ganske underholdende at forsøge at overbevise dem om at man hellere ville bruge pengene på en taxa hjem end en gang ”fucky-fucky”, men da nummer 4 og 5 lavede tackle-finden måtte et velplaceret skub gøre det ud for gentlemans-afvisningen.

Nu er klokken blevet lørdag aften, og atter går turen mod festerne i midtbyen. Målet er at finde et sted hvor dansker-enklaven kan gå særdeles banan til den danske grandprix-døgnflue. Det skal nok blive interessant.

Hamburg 19. maj 2006

På en sund frokost-diæt af Prinzen Rolle-kiks og Holsten Edel øl, bliver der for første gang nu rapporteret fra Eduts færd i Hamborg.

Byen er stor, overvældende, interessant og fuld af modsætninger – en metropol når den er bedst. Skuende fra 2. salen på Hotel Eden ved byens hovedbanegård, kan man se det hektiske liv på banegårdspladsen, hvor store gule brummende busser kæmper om pladsen med de små beige summende taxaer. Langs vejsiderne holder nye og gammle VW Beatles side om side med Audi, Mercedes og deres andre motoriserede fætre og kusiner fra bil-landet. Men tag ikke fejl. Det er ikke Jakkesættene og Mappedyrene der færdes her. Derimod er det piger under 35 med ansigter der for længst er rundet de 50. I udringede toppe og med slidte permanenter, trækker de i døgndrift for at få råd til deres næste fix.

Ankomst i går over middag. Seks timer i en lummer madpakkestinkende turistbus, sendte os alle tilbage til 12års-stadiet, og bussen genlød af fnis, grin og halvdårlig punchlines. Indkvartering på et rent og pænt hotel. TV med CNN, trådløst internet og badekar hæver standarden væsentligt, så kun råbene fra de højrøstede alfonser og andet godtfolk på gaden, minder én om hvilken genre kvarteret hører til.

Strøget ligger ganske kort herfra, og i en rus af byliv og journalistisk overmod gik gårsdagens shopping-frenzy så galt at det endte med både en ny blazerjakke med print og et par superlækre DC skater-sutter. Sight-seeing blandt kontorbygninger og betonkolosser, Is-kaffe i den hektiske bymidte og aftens-shawarma hos et par tyrker, der havde fået klemt en disk og en snurrende kebab-rulle ind mellem horder af sex-shops på en af sidegaderne. Aftenen blev sluttet af med en øl på en ombygget husbåd, der lå til kaj i søen Alster i centrum – Franziskaner Weisbier indtaget i slanke halvlitersglas, mens svanerne gloede dumt og springvandet midt i søen henholdsvis blev oplyst i blå, gule og grønne nuancer.

I dag er min historie endelig kommet helt i hus. Søndag eftermiddag teamer jeg op et Hamburg’sk countryband med en fantastisk fetich for kød i alle afarter. Det bliver en underholdende fortælling om kultorkesteret og dets farverige tilgang til musikken og fansne, og jeg regner ikke med at kravet om 9.000 tegn bliver noget problem. Ikke en historie der vælter politikere eller rydder forsider, men en potentiel bragende Edut-fortælling og en tour de force udi sanseindtryk.

Derfor er der nu en weekend i Hamburg der skal straffes. Området St. Pauli med dens Reeperbahn og Groβe Freiheit lyder som potentielle epicentre for en middelmådig gang rav i den, så excuse me mens jeg iføre mig pen, blok og gonzo-brillen. Det er jo ikke for sjov det her. Der er historier der må og skal fortælles derude.

En sortseers bekendelser

Jeg var engang en af samfundets bærme. En rigtig skidt knægt.

Jeg forbrød mig mod det institutionelle Danmark i en sådan grad, at de blev nødt til at sende en mand ud og banke på min dør, og spørge:

- "Betaler du licens?" Og nej, det gjorde jeg ikke.

For pokker, hvor var det heldigt at jeg lige havde købt mine to fjernsyn og fire radioer i starten af samme måned (!) - det kunne da skære et par cifrer af girokortet der et par dage efter dumpede ind af brevsprækken, og bare blev ved med at komme, med seks - alt for korte - måneders mellemrum.

Nu lyder det til at vi alle - tyk som tynd og med eller uden 42" fladskærm - skal til at betale en famøs "medieafgift" i stedet. Det er simpelthen for uoverskueligt at danne sig et overblik over hvem der har, og ikke har, adgang til statens udbud af boligprogrammer og realityshows.

Fair nok. Jeg er med på idéen. Men jeg synes at man bør tage højde for den gruppe jeg selv tilhører: De studerende. De som hverken har råd til kvalitetsøl eller charterferier, men må hensmægte i fugtplagede kollegieværelser med deres gigantiske stabler af bøger, som de graver sig igennem i tællelysets skær. Disse stakkels mennesker, der kæmper for at uddanne sig i Haarder-Turbo-Tempo, for at komme ud til arbejdsløshed og parcelhuse til overpriser, bør i sagens natur have denne medielicens til en billig penge. Det giver da mening, se bare hvordan man tager højde for dem i f.eks. DSB og... Nånej, men det er vist nok ved at blive ændret.

Anyway - faktisk vil jeg egentlig bare gerne have jer til at skrive under her. Det er en kamp vi må kæmpe sammen, for at vi i fremtiden kan få komikkerparret Bubber & BS, duedræberen Søren Ryge Petersen og klaphatten Huxi Bach ind i vore studentikose hjem og hjerter.

"Sorte Sarah" blev i gamle dage brugt af pejletjenesten for at opspore sortseerne

Hvem der var i New York lige nu

Klokken er snart halv tre og jeg har været igang med at flytte møbler og andre tunge genstande hele dagen. Jeg er kvadret ud over det sædvanlige - godt fulgt på vej af en god håndfuld flyttebajere og en herlig hvidvin, der jo skulle drikkes op for ikke at blive dårlig.

Morgendagen byder på stress og jag, samt et tog der forlader Århus kl. 08.02, og alligevel ligger det mig fjernt at gå i seng. Hvorfor?

På den anden side af jorden. I New York City, sidder en mand i et backstagelokale og gør sig klar til en stor aften. En aften der vil genlyde i medier over hele verden og som enten vil cementere hans status som helt eller fiasko. Ja, mine damer og herrer, det er selvfølgelig mit musikalske og alfaderlige idol nummer ét: W. Axl Rose jeg her omtaler.

På fansites flokkes tusinder af G&R fans i disse timer for at være med i en, for dem, historisk begivenhed. Et comeback af dimensioner, et - for nogen - håb om en genforening af fordums tiders bandmedlemmer og ens for alle, en mulighed for at finde ud af hvad det er vi har ventet på så længe. Der live-blogges via mobiltelefoner direkte fra et totalt udsolgt Hammerstein Ballroom i The Big Apple, og over hele kloden sidder nogen af verdens mest hardcore og tålmodige fans klinet til skærmen for at få et glimt af begivenheden.

Jeg vil gerne selv lægge hovedet på bloggen for et comeback af dimensioner. Vi taler ikke 1987 og en ny genreskabende Appetite For Destuction. Nej, vi taler her om en stor rock n' roll-personage, en excentriker med en mission, en unik særling med et gudsbenådet talent, der igen vil fortælle verden noget som verden har brug for at høre.

Wake up, it's time to diiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiieee....

Jegkansguikkefølgemed...

Et hurtigt vue ud over blogland giver følgende billede.

Mange meget aktive bloggere er enten:

• Singles - og godt trætte af det
• Professionals - med noget på hjertet omkring deres branche
• Ildsjæle/kværulanter - med en politisk el. lign. dagsorden

Derfor har jeg nu tilladt mig selv at stoppe med at have dårlig samvittighed over mine pænt lange blog-pauser fra tid til anden. Jeg hører ikke under ovenstående. Ihvertfald ikke den øverste - og jeg aner ikke hvilken af de andre to jeg skal tilslutte mig. Og allerhelst vil jeg jo bare gerne skrive lidt om føøøøøøølelser ;0)

Godnat, og sov godt.
/Jakob

Rock N' Roll weekend

Lidt forsinket kommer her en beretning fra den mest Rock n' Rollede weekend jeg har haft i lang tid. Den involverer selvfølgelig de gode mænd fra Dust N' Bones.

Fredag. Klokken er 14 og jeg er stadig igang med at researche på en kommende Hamborg-tur med indlagt interview, da bassisten ringer op. Han er her om 20 minutter - okay? Ja, det er det vel. En god time senere er vi på vej til universitetet. Min mave er ved at gå amok - føles som om et halvt hundrede sommerfugle holder gilde dernede.

I uniparken er der rejst et stort cirkustelt, og mens "Røde mor jam" synger om solidaritet og revolution ude på plænen, begynder bandet at stille grej op. Stemningen er intens, og den har fået en ekstra tand af autencitet af at "Slash" har prøvet at ringe "Axl" op hele formiddagen uden respons - Det er sqda et tributeband der læner sig op af den ægte vare!

Grejet oppe, bagtæpppet nødtørftigt sat op i teltets tag med gaffatape, og en lille halv time forsinket begynder lydprøven og folk strømmer ind i teltet. Der klædes hurtigt om bag scenen - "Axl" er dukket op og kilt, bandana og solbriller kommer på. Så begynder introen:

Guns - N - Roses

Guns - N - Roses

Guns - N - Roses

Folk er med, og med kølig rockstar-arrogance indtages scenen. En slurk fadøl ryger ned.

"You wanted the best?!!!" Råber en stemme over PA'en - "Well, they couldn't fuckin' make it! From Hollywood, California - here is...." Trommestikkerne knalder mod hinanden, og Nightrain blæser ud i det halvfyldte telt. Tre numre tager hurtigt hinanden. Teltet er efterhånden næsten fyldt, og "konkurrenterne" går absolut bananas foran scenen. Hopper, skriger og stagediver i et væk. Så er det tid for "So fine", balladen dedikeret til Johnny Thunders fra The New York Dolls, og aftenens første nummer med klaver på.

"... Det er en speciel aften i aften. Ikke mindst fordi vi har en ny mand med på klaver. Mine damer og herre, tag godt imod..." præsenterer "Axl" i mikrofonen, og jeg slår start-akkorden an. Ingen monitor, rystende arme og ben og et hovede der snurrer. Whatthefuck, tænker jeg og spiller. Nummeret kører fornuftigt og bifaldet udebliver ikke.

Så er der dømt rock n' roll. Sweet Child O' Mine, Pretty Tied Up, Hair of the Dog og fællessang på Knocking on Heavens Door. Publikum er ekstremt meget med og bandet yder en god indsats.


Stig, en all-time Dust N' Bones fan, hænger ind over scenekanten og skriger - som han altid har gjort det: "November Raiiiiiiiiin", vel vidende at bandet aldrig har spillet den 9 minutter lange ballade, da den bare ikke er det samme uden klaver. Han bliver pludselig tavs, da jeg sætter mig til tangenterne og slår nummeret an. Introen bliver taget imod med et brøl, og nummeret løfter sig stille i det store telt, og gennemskæres af de grædende Les Paul soli fra den anden side af scenen. Nummeret stiger til et tungt crescendo og slutter med hvinende guitarer og en tung bas, der pumper - og pludselig sætter ud... Basanlægget er røget, og bassisten forsøger desperat af slå og sparke liv i det, mens resten af bandet spillere videre. The show must go on. Nummeret slutter og der er kaos på scenen. Afslutningsnummeret Perfect Crime, er stort set umuligt at spille uden bassen, men i løbet af 30 hektiske sekunder bliver vi enige om at forsøge selvom basanlægget tydeligvis ikke er stabilt. Vi går igang, bassen sætter ud, trommerne kikser, publikum skriger og pifter og vi stormer af scenen. Ude bagved er folk oppe at ringe, og ingen har mod på ekstranumre, indtil forsangeren fra "konkurrenterne" pludselig dukker op.
- "Skynd jer derind igen! Gør det! Det er ligemeget hvad I spiller - de elsker jer. Bare fake et eller andet!", vi kigger på hinanden, og under jubel indtages scenen igen. Arrangøren giver tegn til at vi kan spille ét kort ekstranummer.

Mr. Brownstone får endnu engang flokken på 200-250 mennesker til at hoppe rundt, og da introen til Paradise City lyder, topper stemningen i teltet. Vi forlader scenen som vindere og efter en kort nedtagning af gear ryger vi i ølteltet. Festen forstætter resten af aftenen og udvikler sig videre til shots på Eforen og fest med folket på Religionsvidenskab.

Næste dag mødes vi kl. 16 for at køre grejet videre til lørdagens job. Alle er smadrede og bagstive, og bassisten møder op i det samme tøj (som han også har sovet i), stinkende af sprut.
Lørdagens job er til en jubilæumsfest i Århus' ældste kollektiv. Vi har 2x5 meter at være på. Spiller en kanon koncert med en forfærdelig lyd, og ryger direkte i baren efterfølgende. Vi er blevet udstyret med VIP-badges, der giver os fri bar, og efter en halv time forlyder det, at baren har sat som erklæret mål at drikke bandet under! Shots og drinks bliver skiftet ud med hele flasker sprut, der bliver langet over bardisken, og da jeg klokken 06.30 dasker slingrende hjemad er det forlængst blevet lyst og fuglene synger.

Det er sq egentlig meget fedt at være rockstjerne - ihvertfald for en weekend.