Panikdag 2006 - og aldrig mere
Tirsdag aften. Stemningen er god dog spændt. Ansøgningerne er skrevet, adresseret og sendt. På sofabordet flyder bunkerne at stillingsopslag, researchpapirer og overflødige udskrifter af artikler fra magasinet ”mÆLK” til ”ugens glade krøbling” i Århus Onsdag. Min kammerat forsøger at tale mine nerver ned. Han har selv været igennem en lignende ”Panikdag” et par år tilbage. En dag, der i hans tilfælde endte med et succesfuldt ophold på TV2/Nyhederne. Han var også med da jeg forsmået og desillusioneret forlod skolen uden en plads for et år siden. Vi kender spillets regler, og vi ved begge at jeg efter et år på bænken skal vise resultater for ikke at ryge af holdet.
Knapper min knaldrøde skjorte og snører de matchende sko. Kigger mig en sidste gang i spejlet, inden vi næste morgen kører mod skolens grå betonhelvede og dommen over min videre uddannelse. Ankommer ved otte-tiden og får os lige sat før telefonen højlydt forstyrrer bibliotekets behagelige ro. Danmarks Kirkelige Mediecenter – min bundprioritet blandt de ansøgte steder – ønsker mig til samtale klokken 8.45. Både lettet og urolig laver jeg aftalen, og hader stille mig selv for at have søgt stedet. Nu tvinges jeg måske til at tage stilling til en plads hos dem, før jeg har snakket med nogle af mine højere prioriterede steder. Mine frustrerede tanker afbrydes da telefonen endnu engang ringer. Horsens Folkeblad vil se mig til samtale kl. 8.30! De lover at jeg kan være færdig til at nå videre til aftalen et kvarter senere.
Pakker mine ting og går mod 200-gangen. Et par minutter over halv banker jeg diskret men dog fast på døren, åbner den på klem og opdager at jeg er brudt ind midt i en samtale. Pigen i stolen vender sig halvt om og sender mig et anklagende blik. Jeg mødte hende til åbent hus på avisen et par uger tidligere, og kan intuitivt ikke lide hende. Jeg undskylder og forlader lokalet. Et par minutter senere kommer hun smilende ud. Hun svarer mig ikke da jeg spørger om hvordan det er gået, men kigger nærmest igennem mig med et triumferende smil. Jeg ved at én ud af de to søgte praktikanter står der foran mig, og mander mig op til samtalen. Klokken er snart kvart i – de har ikke overholdt aftalen, og jeg beder min ven om at ringe til mediecenteret og udskyde. Han nikker. Jeg går ind.
- ”Er du sikker på at du vil kunne få nok ud af at arbejde på en provinsavis som Horsens Folkeblad, når du nu både har boet i London og København?” spørger redaktøren, og jeg forklarer igen, mens det stivnede smil fryser sig fast på mine læber, at avisen præcis tilbyder det jeg kommer efter: En tryg og behagelig praktikplads, der samtidig vil give mig udfordring og ballast i min uddannelse. Samtalen er forløbet nogenlunde, men det er svært ikke at tale i cirkler når man gang på gang tvinges ud i lovprisning af lokalavisens fortræffeligheder. Jeg giver dem hånden, som jeg har fået besked på, og forlader lokalet. Udenfor møder jeg sidste aspirant, der med overdreven venlighed spørger ind til samtalen. ”Han er min medstuderende og ikke min konkurrent” lyder mantraet i mit hoved, og jeg giver et par stald-tips og et ”held og lykke” videre inden han går ind.
Danmarks Kirkelige Mediecenter har ikke villet vente, men har i mellemtiden ansat en anden, fortæller min ven og telefonpasser, og pointerer samtidig at de dog havde kaldt min ansøgning for ”formidabel” i afslags-opkaldet. It’s a rough game, men jeg måtte jo vælge det jeg følte mest for tænker jeg. Egentlig er jeg helt fantastisk ligeglad med hvor jeg ender henne lige nu. Jeg skal bare ud. Væk. Videre. De fleste bliver jo glade for deres praktiksted ligegyldigt hvad de får. Døren går op, og han træder ud. Min medstuderende. Denne gang med et smørret grin, og han når lige at svare: ”rigtig godt” på mit spørgsmål om hvordan samtalen er forløbet, før de kalder ham ind igen.
- ”Jakob, vil du lige vente her fem minutter?” siger redaktøren, tydeligt ilde til mode ved situationen. Jeg nikker per refleks og overvejer en hurtig retræte ud forbi den store porcelænstelefon, hvor jeg kan komme af med min galde samt resterne af et par sortsvedne krydderboller. Det kan jo være at de overvejer at ansætte en ekstra, tænker jeg knivskarpt, og bliver stående i lammende apati.
Min medstuderende træder ud, mens han stadig med jubel i stemmen takker de tre smagsdommere i lokalet bag sig. I et splitsekund ser det ud som om at en tanke strejfer ham, og han vender sig, knytter højre næve, og sender i en sejrende gestus albuen nedad, mens han halvejs råber ”YES!” imod mig. Jeg kigger på ham og mærker angsten komme igen. Pulsen stiger og jeg kan mærke rødmen klatre op ad min hals. ”Du har tabt, Jakob! Du skal ud i taber-runden igen, Jakob! Du kan lige så godt droppe ud med det samme, Jakob!” rabler min indre demon løs.
- ”Det er ikke noget personligt, men...” starter redaktøren.
Der er eksplosioner i min mave og min puls har tilsyneladende været til rave-party. Vennen gør status op. Alle mine ansøgte steder af besatte. Eneste mulighed nu er en uanmeldt ankomst på et medie der endnu ikke har afsat alle pladser. Et kig på min prioriteringsliste viser Vejle Amts Folkeblad som det bedste bud. Dyb indånding, og klumpen i halsen opløses. Hastige skridt mod 400-gangen, hvor vi på afstand kan se døren stå åben ind til lokalet. Det tegn der angiver at de er åbne for henvendelser. Et sidste indforstået blik og et hurtigt klap på skulderen, så er jeg inde af døren. Tre overraskede ansigter kigger op på den røde komet, der blusser dem i møde.
- ”Hej! Jeg hedder Jakob, og jeg er lige blevet dumpet af Horsens Folkeblad fordi en anden ansøger vidste mere om kirkepolitik. At jeg ikke søgte jer var en geografisk afgørelse – jeg vil lave den journalistik som I laver,” starter jeg. De byder mig plads ved bordet, og jeg lukker døren til omverdenen bag mig.
- ”Jeg er overbevist,” siger redaktør Lars Bjørn og kigger på sine to kolleger, mens han langsomt griber ned i tasken efter en kontrakt. De to andre istemmer samtykkende, og fuldstændig paf tilbyder de mig på stedet en 18 mdr. stilling som praktikant. Stillingen består, som den også gjorde det på flere andre medier af 12 mdr. på en mindre oplandsredaktion og til slut 6 mdr. på hovedredaktionen i Vejle. Mens redaktøren nedfæller mit navn og adresse på kontrakten, lader han blikket løbe over den kopi af min ansøgning til Horsens-folkene, som han i mangel af bedre har fået udleveret ved samtalens start. Jeg bider mig i læben og knytter hænderne så mine knoer bliver hvide. Håber ikke han falder over de mange komma-fejl. Håber ikke at han i sidste sekund trækker i land, og fjerner redningsplanken under mig. Jeg har ikke flere kræfter tilbage. Alt er opbrugt. Han stopper brat, og lægger kuglepennen fra sig på bordet. Så kigger han direkte på mig.
- ”Jakob, er du sikker på at det er det du har lyst til?” spørger han, og fortsætter: ”Vi ønsker ikke at ansætte en der har handlet overilet, og som fortryder at han har skrevet under om en uge eller to.” Jeg begynder straks at rable løs om geografi, skrivekløe, og hvor meget jeg holder af lokaljournalistik i Hedensted, men så slår det mig at manden faktisk viser mig et hensyn. Giver mig muligheden for at overveje en ekstra gang. Tilbyder mig tid til at reflektere – et tilbud som ikke har været til stede på noget andet tidspunkt i hele denne lange og opslidende praktiksøgnings-proces. Jeg smiler tilbage og siger: ”Ja tak, det har jeg – rigtig meget endda!”
Senere fanger han mig tilfældigt på gangen, og jeg mærker en tryg lab på skulderen. Jeg kigger op og ser redaktørens venlige ansigt.
- ”Vi glæder os Jakob, det skal nok blive rigtig godt!”
Lige nu kan verden bare komme an! Foråret og sommeren venter lige rundt om hjørnet, kæresten har købt ny bikini og Guns N’ Roses er linet op til et comeback af de helt store – blandt andet med en stort opslået koncert på Roskilde Festival, hvor jeg vil være blandt de forreste og mest højtråbende. Fra første august skal jeg se om mine journalistiske vinger kan bære, og jeg er sikker på at jeg har fået det bedste afsæt jeg kan tænke mig.
Knapper min knaldrøde skjorte og snører de matchende sko. Kigger mig en sidste gang i spejlet, inden vi næste morgen kører mod skolens grå betonhelvede og dommen over min videre uddannelse. Ankommer ved otte-tiden og får os lige sat før telefonen højlydt forstyrrer bibliotekets behagelige ro. Danmarks Kirkelige Mediecenter – min bundprioritet blandt de ansøgte steder – ønsker mig til samtale klokken 8.45. Både lettet og urolig laver jeg aftalen, og hader stille mig selv for at have søgt stedet. Nu tvinges jeg måske til at tage stilling til en plads hos dem, før jeg har snakket med nogle af mine højere prioriterede steder. Mine frustrerede tanker afbrydes da telefonen endnu engang ringer. Horsens Folkeblad vil se mig til samtale kl. 8.30! De lover at jeg kan være færdig til at nå videre til aftalen et kvarter senere.
Pakker mine ting og går mod 200-gangen. Et par minutter over halv banker jeg diskret men dog fast på døren, åbner den på klem og opdager at jeg er brudt ind midt i en samtale. Pigen i stolen vender sig halvt om og sender mig et anklagende blik. Jeg mødte hende til åbent hus på avisen et par uger tidligere, og kan intuitivt ikke lide hende. Jeg undskylder og forlader lokalet. Et par minutter senere kommer hun smilende ud. Hun svarer mig ikke da jeg spørger om hvordan det er gået, men kigger nærmest igennem mig med et triumferende smil. Jeg ved at én ud af de to søgte praktikanter står der foran mig, og mander mig op til samtalen. Klokken er snart kvart i – de har ikke overholdt aftalen, og jeg beder min ven om at ringe til mediecenteret og udskyde. Han nikker. Jeg går ind.
- ”Er du sikker på at du vil kunne få nok ud af at arbejde på en provinsavis som Horsens Folkeblad, når du nu både har boet i London og København?” spørger redaktøren, og jeg forklarer igen, mens det stivnede smil fryser sig fast på mine læber, at avisen præcis tilbyder det jeg kommer efter: En tryg og behagelig praktikplads, der samtidig vil give mig udfordring og ballast i min uddannelse. Samtalen er forløbet nogenlunde, men det er svært ikke at tale i cirkler når man gang på gang tvinges ud i lovprisning af lokalavisens fortræffeligheder. Jeg giver dem hånden, som jeg har fået besked på, og forlader lokalet. Udenfor møder jeg sidste aspirant, der med overdreven venlighed spørger ind til samtalen. ”Han er min medstuderende og ikke min konkurrent” lyder mantraet i mit hoved, og jeg giver et par stald-tips og et ”held og lykke” videre inden han går ind.
Danmarks Kirkelige Mediecenter har ikke villet vente, men har i mellemtiden ansat en anden, fortæller min ven og telefonpasser, og pointerer samtidig at de dog havde kaldt min ansøgning for ”formidabel” i afslags-opkaldet. It’s a rough game, men jeg måtte jo vælge det jeg følte mest for tænker jeg. Egentlig er jeg helt fantastisk ligeglad med hvor jeg ender henne lige nu. Jeg skal bare ud. Væk. Videre. De fleste bliver jo glade for deres praktiksted ligegyldigt hvad de får. Døren går op, og han træder ud. Min medstuderende. Denne gang med et smørret grin, og han når lige at svare: ”rigtig godt” på mit spørgsmål om hvordan samtalen er forløbet, før de kalder ham ind igen.
- ”Jakob, vil du lige vente her fem minutter?” siger redaktøren, tydeligt ilde til mode ved situationen. Jeg nikker per refleks og overvejer en hurtig retræte ud forbi den store porcelænstelefon, hvor jeg kan komme af med min galde samt resterne af et par sortsvedne krydderboller. Det kan jo være at de overvejer at ansætte en ekstra, tænker jeg knivskarpt, og bliver stående i lammende apati.
Min medstuderende træder ud, mens han stadig med jubel i stemmen takker de tre smagsdommere i lokalet bag sig. I et splitsekund ser det ud som om at en tanke strejfer ham, og han vender sig, knytter højre næve, og sender i en sejrende gestus albuen nedad, mens han halvejs råber ”YES!” imod mig. Jeg kigger på ham og mærker angsten komme igen. Pulsen stiger og jeg kan mærke rødmen klatre op ad min hals. ”Du har tabt, Jakob! Du skal ud i taber-runden igen, Jakob! Du kan lige så godt droppe ud med det samme, Jakob!” rabler min indre demon løs.
- ”Det er ikke noget personligt, men...” starter redaktøren.
Der er eksplosioner i min mave og min puls har tilsyneladende været til rave-party. Vennen gør status op. Alle mine ansøgte steder af besatte. Eneste mulighed nu er en uanmeldt ankomst på et medie der endnu ikke har afsat alle pladser. Et kig på min prioriteringsliste viser Vejle Amts Folkeblad som det bedste bud. Dyb indånding, og klumpen i halsen opløses. Hastige skridt mod 400-gangen, hvor vi på afstand kan se døren stå åben ind til lokalet. Det tegn der angiver at de er åbne for henvendelser. Et sidste indforstået blik og et hurtigt klap på skulderen, så er jeg inde af døren. Tre overraskede ansigter kigger op på den røde komet, der blusser dem i møde.
- ”Hej! Jeg hedder Jakob, og jeg er lige blevet dumpet af Horsens Folkeblad fordi en anden ansøger vidste mere om kirkepolitik. At jeg ikke søgte jer var en geografisk afgørelse – jeg vil lave den journalistik som I laver,” starter jeg. De byder mig plads ved bordet, og jeg lukker døren til omverdenen bag mig.
- ”Jeg er overbevist,” siger redaktør Lars Bjørn og kigger på sine to kolleger, mens han langsomt griber ned i tasken efter en kontrakt. De to andre istemmer samtykkende, og fuldstændig paf tilbyder de mig på stedet en 18 mdr. stilling som praktikant. Stillingen består, som den også gjorde det på flere andre medier af 12 mdr. på en mindre oplandsredaktion og til slut 6 mdr. på hovedredaktionen i Vejle. Mens redaktøren nedfæller mit navn og adresse på kontrakten, lader han blikket løbe over den kopi af min ansøgning til Horsens-folkene, som han i mangel af bedre har fået udleveret ved samtalens start. Jeg bider mig i læben og knytter hænderne så mine knoer bliver hvide. Håber ikke han falder over de mange komma-fejl. Håber ikke at han i sidste sekund trækker i land, og fjerner redningsplanken under mig. Jeg har ikke flere kræfter tilbage. Alt er opbrugt. Han stopper brat, og lægger kuglepennen fra sig på bordet. Så kigger han direkte på mig.
- ”Jakob, er du sikker på at det er det du har lyst til?” spørger han, og fortsætter: ”Vi ønsker ikke at ansætte en der har handlet overilet, og som fortryder at han har skrevet under om en uge eller to.” Jeg begynder straks at rable løs om geografi, skrivekløe, og hvor meget jeg holder af lokaljournalistik i Hedensted, men så slår det mig at manden faktisk viser mig et hensyn. Giver mig muligheden for at overveje en ekstra gang. Tilbyder mig tid til at reflektere – et tilbud som ikke har været til stede på noget andet tidspunkt i hele denne lange og opslidende praktiksøgnings-proces. Jeg smiler tilbage og siger: ”Ja tak, det har jeg – rigtig meget endda!”
Senere fanger han mig tilfældigt på gangen, og jeg mærker en tryg lab på skulderen. Jeg kigger op og ser redaktørens venlige ansigt.
- ”Vi glæder os Jakob, det skal nok blive rigtig godt!”
Lige nu kan verden bare komme an! Foråret og sommeren venter lige rundt om hjørnet, kæresten har købt ny bikini og Guns N’ Roses er linet op til et comeback af de helt store – blandt andet med en stort opslået koncert på Roskilde Festival, hvor jeg vil være blandt de forreste og mest højtråbende. Fra første august skal jeg se om mine journalistiske vinger kan bære, og jeg er sikker på at jeg har fået det bedste afsæt jeg kan tænke mig.
posted by Jakob Edut at 16:09
5 kommentarer
