Håbe, håbe...

Forårets soundtrack i hus

Så har jeg sikret mig en signeret kopi af Mr. Feelgood himself - Rasmus Nøhrs - næste album "Lykkelig Smutning". Hurra og Juhuu!

Etteren blev efter lang tids rotation i kollektivet i Århus efterhånden så nært beslægtet med gode, såvel som mere besværlige stunder, at den måtte erhverves, og siden er den blevet grovspillet på anlæget, computeren og mp3'eren...

Den svære toer lader efter anmeldelserne at dømme til at blive endnu bedre, og det er jo i sandhed fantastisk. Havde ligesom andre fans frygtet at manden ville lave en Tue West, men istedet lader det nu til at visesangeren med guitaren, de skæve tænder og den ekstremt smilende stemme kommer til at sætte sig på soundtracket til et af de bedste forår jeg kan mindes.

Du kan selv få et signeret forårs-smil her.

----

I øvrigt plejer jeg ellers ikke at være til blondine-jokes, men den her er fame lige i skabet!

Frie fugleunger

Mine ben spides af tusinde syle. For hvert eneste skridt bliver smerten større, og inden længe kan jeg ikke mærke mine fødder. Få meter fra mig, kan jeg se Thomas’ ansigt forvredet i en vanvittig grimasse jeg sværger jeg aldrig har set på ham før. Vi skriger, hyler, hopper, danser, og med adrenalin-rusens overmod giver jeg mig fri. Læner mig tilbage og lader bølgerne opsluge mig. Helt og fuldt. Vandet i Det Sydfynske Ø-hav er iskoldt, og glidende forbi os sejler to smukke svaner. Jeg bilder mig ind at jeg kan skimte et betuttet udtryk over de orangebrune næb. De er ikke vant til at få deres daglige svømmetur afbrudt af fem højtråbende unge mennesker, der i kåd leg kaster sig rundt i bølgerne.

Uden at kunne mærke fødderne, men stadig bevidst om det forårsbløde februar-græs under dem, styrter vi hujende mod sommerhuset. Fire knægte og en pige. Venner siden vi gik til skolefester og drak os syge i Pisam Ambon, og vokset op side om side i samme provinsforstad på Fyn. Vi kender hinandens temperamenter, humor, holdninger og ståsteder, og det på trods af at vi sjældent skyr en chance for at påvirke og diskutere med hinanden i den bedste menings sag. Som fem forfrosne fugleunger, vælter vi ind af yderdøren, og vakler – på hvad der føles som tonstunge klumper af is – ind i den ventende sauna, der præcis kan rumme os i sin varme bug, og omfavner os med sin døsige hede ånde. Vi griner, pjatter og skåler i køleskabskolde vodka-shots, og mens pulsen langsomt falder stiger humøret sammen med en eventyrlig følelse af universel samhørighed. Os fem. Lige nu og her. Vi har noget.

Senere, mens jeg ihærdigt gnubber en skummende grydesvamp mod de fastbrændte rester af coq au vin i bunden af en kasserolle, bemærker jeg hvordan mine venners latter og snak i baggrunden smyger sig om min sjæl og gør mig glad. De er mit bagland og vi deler en fælles historie. De er den familie jeg selv har valgt, og blandt os er der intet der er tabu. Der findes kun reelle følelser og tanker. Hos dem møder jeg den største mulighed i min hverdag for at være den jeg er – uden filter, uden hæmninger og uden at behøve at iklæde mig en samfundstvungen facade af optimisme, handlekraft og selvstændighed. Legende på deres latter hører jeg den usagte, men allestedsnærværende accept af friheden til at jeg kan være det menneske jeg er, har været og med tiden vælger at blive.

------

Skrevet på opfordring til webloggen Frirummet i forbindelse med projektet af samme navn på Århus Hovedbibliotek, startende 27. februar 2006.

Jeg vil være kriminel!

Jeg bor nemlig i Bellahøj Politidistrikt, og så kommer Iben Hjejle og Charlotte Munck rendende...

Det har jeg selv set her.

La vie de bohême, adieu!

Nørrebronx pulserer af post kl. 10-energi. Pludselig virker det til at forretningsfolket husker at butikkerne rent faktisk skal åbnes. Tågen ligger stadig tyk, og endnu er der flere cykler end biler i gadebilledet. I Netto pakker en ung indvandrerkvinde i sort-gul uniform ugens slagtilbud ud, og på Café Funke låser en ældre mørklødet herre sig ind mens han balancerer med nøglerne i den ene hånd og en sprayflaske med Ajax i den anden.

Sjældent har storbyluften smagt mere friskt i min mund, og sjældent har symfonien af A-busser og små benzinøkonomiske bybiler lydt mere inciterende end her til formiddag. Men tankerne er også faret afsted mod et bestemt fixpunkt. En skræmmende og på samme tid fascinerende vished om, at om 17 (sytten!) dage er min eneboende bohêmetilværelse forbi.

Om lidt over to uger vil det være slut med at vælte sig ind i lejligheden klokken hul-i-hovedet uden at bekymre sig om at vække nogen, slut med at kaste tøjet i alle retninger – pånær boxerdrengene, der med det professionelle øjes præcission i en smuk bue med en anelse skrue, placers midt på skrivebordet – og vælte om midt på sengen, på tværs af den - af IKEA foreslåede - soveretning, og med et rungende ræb falde i søvn mens man klør sig i skridtet, kun iført sokker, sneakers og shawarmaånde.

Pludselig skal livet indrettes efter et andet menneskes behov og ønsker, og det immervæk et menneske hvis velbefindende ligger mig særdeles på sinde. Nu skal hendes hverdag og særheder knyttes med min hverdag og særheder i et farvestrålende patchwork af lystigt anarki. Tråde af kærlighed skal binde det sammen, og med tiden skal vaner, kompromiser og fællesskabte ritualer være den patina, der skaber det homogene stykke hverdag, som udgør vores fælles hjem. For dælen, hvis det ikke var fordi jeg havde set det gjort før, så ville jeg ikke satse min søsters sommerløn på, at det kunne lade sig gøre.

Tilbage til afskeden med eneboertilværelsen. Jeg skal da ikke være sen til at anerkende at der i disse svindende dage bliver gjort en ære ud af dyder, der nok stedes til hvile når flyttelæsset triller herfra. I skrivende stund praktiseret i at sidde lodret op og ned i en uredt seng med madressen halvt liggende på gulvet, iklædt morgenhår og uldsokker. Rundt om svajer konstruktioner af daggammelt service og tomme flasker af kendt og ukendt herkomst. Ved hovedgærdet står plys-pingvinen Ralph, og hans melankolske plastikøjne fortæller mig, at han godt ved at han snart må lade pladsen som sengeven. Fra fjerneren sørger VH1 for at hverdagens lydtapet af guitarrock og firserfunk bliver doseret i en mængde, der er til at tappe af, på de kommende lange dage i tosomhed med indlagt Dido, Dicte og Dickow.

Snart gryr et nyt kapitels morgenstund, og som i en Jehova-paradisisk ny verden vil der i denne verden ikke forekomme vasketøjsstakke, colaslatter, fastfoodrester, mandeblade og det der ”noget som man tabte på gulvet i fjor, men siden har glemt at samle op og nu ikke kan identificere”. Denne verden hedder parforhold, og jeg bekender mig til den af fuld overbevisning.

Men først om sytten dage og ikke et sekund før!

Party on people!!!

Skænderi-Manifest

Hvorfor spilder man sin tid på at skændes med den man elsker. Hvad pokker skal det gøre godt for?

Nu har vi igen råbt, bandet, raset, resigneret og fortrudt, og nu er vi begge forsmåede og kede og uden det positive indtryk som fælles udgangspunkt.

Jeg vil kæmpe med alt hvad der er mig, for at skænderiet hurtigst muligt jages af scenen, og for fremtiden allerhøjst vil spøge i kulissen, som en tom trussel om fortidens dumheder!

En klog mand sagde i sommers...

"Some graffiti written on the wall says so much... So simple... Says:

Co-ex-ist!

Coexistence... A beautiful thought. No problem in Copenhagen... Right?

What about next year or the year after? Don't you get the feeling, coexisting might get a little harder...?"

Bono fra U2. Ved koncerten i Parken, København 31. juli. 2005

Om at have et rockband boende i fodenden af sin seng

Lige så meget som jeg virkelig ønsker det, lige så meget vil mine venner kunne forklare, at jeg aldrig bliver en stor rockstjerne! Jeg er simpelthen ikke rock n' roll nok af natur...
Hvis jeg en dag blev rockstjerne, ville jeg lynhurtigt falde igennem på at være for sød, rar og betænksom og alt for lidt stiv pik og håret tilbage. For eksempel ville jeg:

- Sige nejtak hver gang nogen tilbød mig en cigaret da jeg ikke kan lide smagen
- Sørge for altid at køre hjemmefra i god tid til stadionkoncerterne ("...Der bør altid være tid til en punktering undervejs")
- Insistere på at sende blomster til samtlige mine groupies på vores månedsdage

...og så kommer min røv bare aldrig til at se top nice ud i et par læderbukser!

Nej vel? Det holder bare overhovedet ikke.

Derfor er det jo også særdeles kanon at en af mine gode venner med sit band er godt på vej mod stjernerne med pladeudgivelse, radioairplay og sågar musikvideo i rotation i Statsmonopolets musikprogrammer. Så kan jeg nyde de bagerste stråler af rampelyset og optræde som den evigt støttende hangaround, og på den facon forsøge at skaffe mig adgang til festen når de engang åbner Parken for Guns N' Roses (! -red.).

Onsdag tikkede så en sms ind. Bandet skulle spille på Rust, der allerhøjest ligger et pistolskud fra hvor jeg bor, og som det er sket før bad min bassist-ven om husly - og som sædvanlig ville han med glæde kvittere med at skrive mig i døren samt en øl og en snak backstage. Aftalen blev indgået, men da jeg efterfølgende fandt ud af at bandet først gik på kl. 24.00, måtte jeg kapituelere pga. et vækkeur der, i ond symbiose med min arbejdsplads, ville tvinge mig op kl. umenneskeligt tidligt. Men han kunne da bare ringe når han skulle lukkes ind...

Ikke desto mindre fandt jeg mig selv vandrende hjem ad Nørrebrogade efter et cafébesøg kl. 23.15 torsdag aften, og efter en hurtig telefonsamtale satte jeg kurs mod Rust. Nu skulle jeg fame backstage.

På listen over mest overvurderede ting i hele verden, side om side med pakkeleg og sushi, finder man backstagelokaler! Hvor man i sin naive teenagetro forestiller sig boblende spabade, silkebetrukne king-size sofaer, femlitersflasker med Dom Perignon og minimum 12-15 landes repræsentanter fra Miss World konkurrencerne i fri æggende nøgen-dans (og/eller -Twister), finder man ofte triste udpinte rum, med indventar der kun overgås i sørgelighed af de folk der hænger ud der.
Mit sædvanlige held gjorde selvfølgelig at bassist-ven ikke var til stede da jeg dukkede op. Der sad så cremen af dansk undergrund og gloede på mig, som om jeg var Richard Ragnvald der var gået forkert. Casual fik jeg mig slænget op af en dørkarm, fandt mobilen frem og begyndte at sms'e til mig selv. Imens blev der drukket, røget og namedroppet i en tone der var så selvfed, at jeg begyndte at frygte for hjertekarsygdomme.

Vennen, der havde været ude for at skifte til sit stage-outfit, dukkede op og der blev skålet og hyggesnakket til de skulle på. Jeg smuttede ud med et "spil godt!". Hurtigt kom jeg hjem, fik lagt et håndklæde og en seddel frem til vennen, stillede vækkeuret til 5.45 og gik omkuld i dynerne.

4.40 står der på telefondisplayet da bassist-ven ringer for at fortælle mig at nummer otteogtyve, hvori jeg har resideret i knapt et år, ikke eksisterer! Det er tydeligt at høre at argumentet er voldsomt understøttet af en flok store fadøl samt rå mængde billig whiskey. Søvndrukkent får jeg ham dog guidet frem til den rette indgangsdør og lukket ind. Det viser sig så at han har inviteret trommeslageren med, og fair fair - hjerterum/husrum, tomato/tomato - inden længe står de begge i mit soveværelse, mens jeg selv ligner noget der burde være blevet gemt væk og glemt.

Nu er det så at jeg tror at den står på "godnat godnat" og så puttesove, og det er så HER jeg tager fejl igen. Nu går de ikke-kommercielle rock-hoveder nemlig igang med højlydt at debatere bandets videre marketingsstrategi. Her høres blandt andet velformulerede sætninger som "jhaamææænjæschynzosshhhhhh...." og "Sshhåååkahaaanlææææææærhhhhdæt". Jeg forsøger mig med et værtsligt gnavent grynt, og bassist-ven beslutter sig for at slukke lyset. Det foregår i Edutland ved et tryk på en remote, hvilket tilsyneladende kan imponere fulde rockmusikere ret længe. Så går der så 10 minutter med det også.

Lyset slukket, musikerne lagt ned (og dermed uskadeliggjort for en stund), og på min nethinde er der dømt hækkeløb for bæhlam. Jeg er lige ved at være i mål, da først den ene - dernæst den anden musiker bryder ud i en infernalsk disharmoni af et snorkekor. Puden over hovedet og øjnene hårdt klemt i. Jeg præsterer endelig at falde i søvn.

Vågner efter hvad der føles som et par minutter, ved at en arm bliver lagt uden om mig. Det er bassist-ven, der pga. pladsmangel deler dobbeltsengen med mig, og det er i-og-for-sig også ganske hyggeligt indtil han kort efter, i søvne, målrettet begynder at rode mig i skridtet."-Skrid!", får jeg råbt, hvilket prompte får trommeslageren på gulvet til at råbe endnu højere: "Det er koooooooldt!". Jeg kyler et tæppe efter ham. Han ænser det ikke, grynter, prutter og vender sig og sover videre.
Nu er klokken blevet 5.50 og jeg opgiver at sove videre. Går i bad, og da jeg kommer tilbage slår en tung em af fulde musikere og lummerprut mig nærmest i gulvet. Jeg finder mit tøj og min taske, og sender stille en irritabel tanke til den af Dupont & Dupont, der har valgt at dumpe deres marinerede Chicken Stick fra 7-11 ovenpå mine briller.

Jeg sender en stille bøn til at de, når de vågner, er blevet så ædru at de de ikke smadrer værelset fordi de tror at de er på et hotel og ifører mig med et suk min overfrakke. På vej ud af døren nakker jeg posen med kanelsnegle de også har indkøbt på hjemturen
- så kan de sq se, at jeg fame også er rock n' roll!

Jake's new baby - Uhmmm....