mandag, januar 30, 2006

Svensk Sukker

Fordi sukker skal være fra Sverige.

onsdag, januar 11, 2006

Hjemlig hygge

Kanon! Det lykkedes...

Vi har fået en urealistisk fed lejlighed i Århus C til en fornuftig husleje. Perfekt!

Lejligheden ligger i en ældre ejendom, lige bag
ARoS kunstmuseum og Århus Musikhus. Desuden er den 110 (ethundredeogti!) kvadratmeter stor, med fire værelser, køkken/bad og en lille altan ud mod vejen. Stilen er typisk by-lejlighed med hvide vægge, højt til loftet og stuk & rosetter ved lampeudtagene. Det er en lejlighed med masser af personlighed - bare indgangsdøren giver umiddelbart associationer til skabet i filmaktuelle "Narnia"...

Jeg glæder mig som et lille barn til at gøre den til vores hjem!



Hvis der i øvrigt er nogen der har brug for 1½ mdrs. login til Boligportalen.dk, så må I sige til ;0)

torsdag, januar 05, 2006

Stakkels John

Langsomt løfter han panden fra den kolde og hårde bardisk. I hans rystende hånd dingler den aldrende Nokia, og inden for rækkevidde står hans halvtomme glas med lunken Tuborg Classic. Bartenderen sender et medlidende blik nede fra den anden ende af baren, for igen at vende ansigtet og interessen mod to snaldrede midaldrende, duller der påtaget henslængt op af disken højlydt kurtiserer ham.

Stedet, en røgfyldt og mørk bodega i byens mere listige kvarter, er tæt på at være tom. Kun ved et enkelt bord sidder en ældre herre, rødmosset og med tydelige leverpletter i det hærgede fjæs, tavst lænet ind over sit ”sæt” som en katolsk præst over et dyrebart relikvie. Fra gaden trænger en svag støj af den aggressive eftermiddagstrafik ind gennem de tonede vinduer med de beskidte, røggule persienner.

John tænker igen på hende. På hendes sprælske levende øjne og hendes glade og larmende grin. På hvordan hun på blot to uger, var gået fra at være en vildt fremmed kvinde han tilfældigvis faldt i snak med på diskoteket, til at være den person han ønskede at bruge allermest tid med. Et smil får hans mundvige til at hæve sig en smule, og det lidt for lange overskæg kildrer drillende mod den tørre overlæbe. Kvinder. Om han forstår dem. Eller rettere, denne kvinde. Denne sirene af sødme og livsglæde, der holdt ham i hånden mens de spadserede langs havnebassinet klokken fire om morgenen og sang med på mågernes hæse skrig. Hun, der havde lært ham at spise sushi – ganske vist i sampak fra Føtex’ køledisk, men alligevel. Hende, der havde bidraget til at han nu i nogen uger var mødt på jobbet med tunge, mørke poser under øjnene, fordi hendes voldsomme elskov havde krævet ham igen og igen i løbet af den tilsyneladende ganske korte nat. Og nu var hun væk. Havde levet klichéen helt ud. En post-it på hans spejl med at hun var rejst og ”skulle finde sig selv”.

Og nu denne besked: ”Håber ikke jeg har fornærmet dig alt for meget mvh l”. Han kigger igen på telefonen. Trykker med besvær pilen op og ned en gang, så de grønne display giver genskin i ølglasset. Jo, den er god nok, Elleve ord, der tilsyneladende skal udløse den tilgivelse hun søger.

Alting koger i ham, men de mange Classics som eftermiddagen har budt på, lægger et tungt tæppe af doven humle over vreden og forsmåetheden. Hans tommelfinger bevæger sig langsomt mod tasterne, og det kræver hele hans samlede koncentration at vælge ”besvar” i telefonens menu. Langsomt, som i en døs, taster han: ”hej lone, i det store hele betyder det jo ik noget når vi måske ses engang i 2007/2008, og noget tæt ml a,r du og jeg tvivler jeg på, ha en go dag, find ud af hva det er du egentlig vil? Mvh john”. Send. Telefonen bipper anklagende højt, og får igen bartenderen til at skule nedladende til ham. John sænker atter blikket mod trædiskens ølringede overflade, og fra hans mave starter en først ganske svag, men hurtigt tiltagende hulken, der til sidst får hele hans spinkle krop til at rystes i en smertefuld, lydløs krampe. Hans bævende læber strammes, til for atter at åbne sig, og ganske svagt hvisker han ned i træet; ”Lone”.

Ovenstående bygger måske på en virkelig hændelse.


I hvert fald modtog jeg forleden nævnte sms-besked fra en John jeg aldrig i mit liv har mødt.

Jeg håber at hans smerte må mindskes og hans lykke snarligt banke på.


/Jakob
Dagens spådom fra Alexanderband.dk: