At kommunikere det usagte

Var sammen med min gode ven Jokke fra Hoejskolejuntaen til moede i formiddags med Projektleder Jesper Oeland fra Hoejskolernes Hus. Moedet handlede primaert om en naert forestaaende relancering af de to sites ffd.dk og hoejskolerne.dk. Grunden til at vi skulle involveres i projektet var dels vore baggrunde som Informationsvidenskaber/Journalist & Multimediedesigner/Journalist - dels at vi over et par nyudklaeggede julebryg, indtaget for nylig i Biblioteksskolens fredagsbar, klogede os gevaldigt over netop hoejskolernes haltende webkommunikation. Jokke var ikke sen til at gribe knoglen, og snart var moedet i hus.

Det viste sig at vi rent faktisk havde en del at byde ind med, og med implicit forstaaelsesfremmende overdrivelse, vil jeg mene at vi efterlod Oeland med armende svingende et godt stykke over det kortklippede hovede. Superfedt og inspirerende.

Men for pokker hvor er det svaert. Vi har begge et hjerte der banker dybt og varmt for hoejskoletanken og det det har givet os, men naar man sidder i en situation hvor dette "noget" for alt i verden skal formidles ud til folk uden forudgaaende kendskab, er det vanvittigt svaert at faa sat ord paa.

I sidste weekend besoegte jeg min gamle kaere Ryslinge Hoejskole, og efter fest og ballade fredag/loerdag lod jeg soendagssloevheden ramme mig og endte med une amie extraordinaire ved flygelet i foredragssalen, flankeret af en god flaske billig roedvin. Mens jeg fortolkede hoejskolesangbogen i jazzede kadencer, greb hun pennen og nedfaelde nedenstaaende digt. Senere fulgte mailkorrespondancen.

Vintersol og skyggespil

sender gyldne minder ud i kåd tagfat

Mens melankoli hilser høfligt

på sin vej forbi

Nuets grænseløse frihed indkapsles

i klangen af et flygel

hvor natteravne finder nye vinkler

på et velkendt univers

Livets storladne enkelthed

er betagende smuk

i denne ekstraordinære afbrydelse

af hverdagens programflade…

Fra: kjoelby@xxxxxx.dk
Sendt: 23, november 2005 18:57
Til: jakob@edut.dk
Emne: :o)

Ved ikke helt, hvad det er ved højskole, som gør, at man lige pludselig
møder åndsfæller og legekammerater langt lettere end noget andet sted,
jeg kender, men det er sgu fantastisk!

Håber, du havde en rigtig god mandag (aften) og også passer på dig selv.
Knus, Joan

-------------------

Fra: jakob@edut.dk [mailto:jakob@edut.dk]
Sendt: 23. november 2005 20:34
Til: kjoelby@xxxxxx.dk
Emne: SV: :o)

Mandag aften var der bestemt intet at udsætte på. Jeg vil gå så langt at sige at jeg faktisk ikke er single mere :P Derimod er jeg rigtig rigtig glad og travler den nu bare rundt med et lykkeligt smil på læben og smukke billeder på nethinden.

Ja, måske er det højskolen der gør at man åbner mere op. Måske er det ikke. Måske er højskolen bare det forum hvor man møder interessante mennesker qua en fælles interesse for ånden der hersker sådan et sted. Jeg har det altid fantastisk når jeg er på Ryslinge, men det er ikke kun stedet. Det er bekendtskaberne, minderne om projekter jeg har lavet og deltaget i og en glæde over at være igang med noget hver eneste gang jeg er der... Og samtidig er det et geografisk frikvarter hvor tiden står stille, og man kan stige af verden for at hellige sig livet en stund.

Sikke filosofisk. Nu vil jeg se Kinsey med min gode højskoleven og nabo Christian.

Hav det rigtig smukt.

Knus, Jakob

-------------------

Fra: kjoelby@xxxxxx.dk
Sendt: 25. november 2005 07:28
Til: jakob@edut.dk
Emne: SV:SV: :o)

Hej igen glade pingvin?!

Altid fantastisk når dejlige mennesker går rundt med det der lykkelige smil og lettere fraværende blik pga. en
anden… Det er fuldstændigt overflødig at opfordre til at nyde det ;o)

Jeg synes din beskrivelse af, hvordan man har det på sin gamle højskole er glimrende. For mig både som elev og gammel elev (når vi lige ser bort fra mit nuværende delvise ledelsesansvar) så er essensen måske nærværet. Man er tilstede uden at spekulere på alle mulige andre aftaler og praktiske gøremål, men derimod nærværende i den opgave, det projekt eller den stund man er midt i og ikke mindst nærværende overfor de mennesker man er sammen med…

Knus, Joan

------------------

Saaledes videreformidlet, vil jeg sende en appel til alle om at bestille Hoejskolernes Faelleskatalog 2006, og lure om ikke der maaske kunne byde sig et spaendende alternativ til sommerferiens 10 dage paa Mallorca eller ved Gardasoen ;0)

/J

"Kaerligt Frustreret" Opus I (for strygere, i mol)

Faelles forventning
Forvikling
Forvandling
Fra venskab til vildskab
Til morskab til sorg
En foelelsesgynge
I hurtig
Svingance
Faar sindet
Traengt op i en krog

Vi vil jo det bedste
Det meste
Det naeste
Vi vil jo hinanden
Og dog -
For tvivlen den nager
Den piner
Den plager
For hvem giver slip
Giver lov?

Lad elske, lad ske!
Lad alting
Forbli’
Den droem der mig tog
Da jeg sov
Jeg elsker dig
Altid
For evigt, for livet
Saa tag dog imod!
Med forlov

Hjem

For nogen fire vaegge

Et ly

Et lae

Et solidt tag

Et samlingspunkt

Et sted at invitere venner og familie

Et sted man kan kalde sit eget

En doer man kan lukkke

Et vaern for verden

En rede

En by

For mig, der hvor du er

Operator, Information....

Her er hun saa. Min nye lady in red. En super tjekket kult-kitchet retro knaldroed Ericofon fra tresserne! Jeg er fame glad for hende!

Den anden side

Seksogtyve. Et total og saa et sekstal. En bevidsthed om at man har levet i over et kvart aarhundrede. Fra halvfjerdserne og frem til nullerne. Over et aartusindeskift. En alder der fordrer voksenliv, arbejdssoegning, familieskabelse og ansvarsfuldhed. Jeg vil ikke som sidste aar causere over historien fra en novmbernat i 1979 og indtil nu, men i stedet forklare hvorfor alle disse tanker falder mig ind. Det er jo bare et aar aeldre – no big deal...

I weekenden var jeg til et fantastisk bryllup. Min gode ven Thomas fik sin kollegiekaereste Malene, og som de foerste i venneflokken sprang de ud i kirkebryllup, familiefest, lakseroulade, oksefilet og is samt taler og sange i tilsynelande endeloese raekker. Smukkest og mest dybfoelt var, taet fulgt af hans nye aegtefaelles, brudgommens tale, der i sin aegte og rene form var hans eget bud paa hvad der var sket med ham – hvad denne dag gjorde ved ham. Han foelte sig helt og aldeles – Voksen!

Fra med fattethed i stemmen at forklare om at gaa fra et trygt og kaerligt barndomsliv uden bekymringer eller sorger, til et voksenliv hvor man selv var herre over muligheder og selv tog sine ansvar og proevelser, blev stemmen pludselig groedet og oejnene blanke da det kom til at dreje sig om hende. Et udfald af tilfaeldigheder – eller ”Det antropiske argument” - var jo hvad han som kandidat i matematik og filosofi maatte anse deres moede for at vaere. Men paa den anden side kunne det ses og hoeres at hans emotionelle jeg ikke var meget for at acceptere denne konklusion. Men her sad hun, hende som han paa ingen maade kunne skjule at han elskede og som udfyldte den plads i hans liv der gjorde at han kunne tillade sig at springe ud som fuldgyldig voksen. Som et ansvarsbevidst og selvstaendigt menneske, med sin base i orden.

Selv edut.dk blev naevnt i hans tale, da han talte om min omtale af aegteskabet med bl.a. aerefrygt – men frygten var for ham svaer at se. Det gjorde jo, som han sagde, ikke ondt at blive viet – det var mere close-up skudene fra polterabendens paintballrus der var at frygte i den forstand. Nej, denne frygt laa jo nok begravet i at man med ”ja’et” og ringene forpligtede sig og endegyldigt maatte lade barndommens letsind, eller ihvertfald en del af den, blive skiftet ud med den voksnes modne beslutninger og handlinger.

Det satte jo tanker igang. Jeg selv har i lang tid hyldet barndommens lyksalighed, den umiddelbare lyst- og impulsstyrede handling, og har svoret at voksenlivet var min fjende nummer et! Jeg har altid set erkendelsen af at blive voksen, som et skridt over paa den forkerte side. Som en maade at laegge laag paa sin barnlige nysgerrighed, videbegaerlighed, lege- og oplevelyst og naive glaede over livets smaa spisfindigheder. Men det er jo ikke saadan det hanger sammen slaar det mig. Som gommen paapegede, maatte man jo netop adskille sig i voksenlivet ved at stagnere i sin udvikling – og i vaerste fald paabegynde et langstrakt forfald. Jeg ved ikke om jeg er enig.

Jeg maa jo nok hellere vaere aerlig. Jeg ER jo voksen. Jeg tager ansvar for mit eget liv, og saagar andres hvis jeg foeler de har brug for min hjaelp. Jeg giver ikke bare slip og lader mig foere, jeg traeffer selv mine valg og paavirker egenhaendigt mit eget liv med mine beslutninger. Er det i virkeligheden ikke det det gaar ud paa?
Jamen hvad saa med den barnlige glaede og alt det andet bavl. Er den forsvundet? Paa ingen maade. Der skal mere end en fuldendt modningsproces til at sortere disse ting fra, der naar alt kommer til alt, jo nok i hoejere grad hoerer til i kassen med ”livsvaerdier”. Jeg har oplevet paa naermeste hold at man forlaengst kan vaere voksen af alder men stadig ikke moden til at tage ansvar. Jeg har set boern opfoere sig saa ansvarsfuldt at det gav grund til bekymring. Jeg har oplevet voksne der med doede oejne traskede rundt i deres selvskabte intetheds-trummerum. Og saa har jeg oplevet voksne paa min egen alder, der stadig kunne glaedes og fornoejes, som ikke stagnerede eller lod deres forundringssult stille.

Jeg tror at jeg stille og roligt er ved at glide ind i sidstnaevnte. Og faktisk skraemmer det mig ikke laengere. Hvad negativt skulle der vaere i at gribe livet og udnytte enhver mulighed for at faa det bedste ud af det, forme det som man oensker og sige ja til den person man allerhelst oensker at dele oplevelsen med. Jeg har nu officielt givet slip paa barndommen og er ikke laengere bange for at traede over paa den anden side.

... Man kan jo altid finde tilbage til sit specielle sted med sin specielle bedste bjoerne-ven hvis tingene braender paa.

Then, suddenly again, Christopher Robin, who was still looking at the world with his chin in his hands, called out ”Pooh!”
“Yes!” said Pooh.
“When I’m – when – Pooh!”
“Yes, Christopher Robin?”
“I’m not going to do Nothing any more.”
“Never again?”
“Well, not so much. They don’t let you.”
Pooh waited for him to go on, but he was silent again.
“Yes, Christopher Robin?” said Pooh helpfully.
“Pooh, when I’m – you know – when I’m not doing Nothing, will you come up here sometimes?”
“Just Me?”
“Yes, Pooh.”
“Will you be here too?”
“Yes, Pooh, I will be really. I promise I will be, Pooh.”
“That’s good,” said Pooh.
“Pooh, promise you won’t forget about me, ever. Not even when I’m a hundred.”
Pooh thought for a little
“How old shall I be then?”
“Ninety-nine.”
Pooh nodded.
“I promise,” he said.
Still with his eyes on the world Christopher Robin put out a hand and felt for Pooh’s paw.
“Pooh,” said Christopher Robin earnestly, “If I – if I’m not quite –“ he stopped and tried again – “Pooh, whatever happens, you will understand, won’t you?”
“Understand what?”
“Oh nothing.” He laughed and jumped to his feet. “Come on!”
“Where?” said Pooh.
”Anywhere,” said Christopher Robin.

So they went off together. But wherever they go, and whatever happens to them on the way, in that enchanted place on the top of the Forrest a little boy and his Bear will always be playing.

(“Winnie-the-Pooh”, A. A. Milne, 1926)

Love is in the air

Loerdag staar den, foruden undertegnedes foedselsdag, paa min ven Thomas' bryllup. Jeg er saa imponeret over at nogen paa min alder finder paa at gifte sig, og boejer mig i stoevet i aerefrygt og underdanighed. Mine bedste oensker til det kommende brudepar paa dagen og fremover.

Foto: Lou

Flick Frenzy!

Jeg kan lige saa godt se det i oejnene. Jeg kan ikke gaa forbi Bilkas "rodekasser" med DVDer for 49,95 uden at det gaar grueligt galt!

Denne gang endte det med foelgenede smukke skiver:

"Gangs of New York" - Scorseses voldsorgie i 1860ernes New York - En ren visuel perle!

"Betty Blue, 37,2° in the morning" - Sindssygens snigende komme udstillet paa smukkeste vis.

"From Dusk Till Dawn" - KaPow! Splat! Arg! Keitel, Clooney og Tarantino paa slap line med lidt for meget teaterblod...

"Good Bye Lenin!" - Ostalgi paa den alt alt alt for fede maade. Daniel Brühl spiller sublimt!

"9½ Uge" - Yes! Pirrende, lummer sovekammerfilm i bedste 80er stil. Basinger da hun var hot og foer hun blev Eminems mor!

"Livet er smukt" - Blandt yndlingene. Maaske en af de smukkeste film nogensinde lavet. Benigni er maaske ikke Gud, men ihvertfald en sand profet for kaerlighedens vaesen.

... Saa kan de fame bare lade vinteren komme. Jeg er klar!

Yawwwwser!

Der roeg soerme lige smaa ti centimeter af Eduttens lange lokker. Hvad goer man ikke for at se paen og praesentabel ud til vennens bryllup paa loerdag...

Verden er et kedeligere sted uden Hunter

... Og som minde og inspiration har jeg derfor besluttet mig for at faa malet dette billede af doktoren fra gulv til loft paa min vaeg!

/J

En ode til tandboejler og tungekys

Dalumfesterne.

Stadig staar de for mig som min port til voksenverdenen, med hvad der dertil hoerer af fristelser inden for oel, fisse og hornmusik. Det var ved disse fester, med vodkaflasker gemt i buskene og Cut n' Move paa anlaegget, at jeg for alvor stiftede bekendtskab med konstellationen: "Den smukke og den grimme".

Vi taler maaske i virkeligheden her drifternes svar paa "Good Cop/Bad Cop" klicheen, der i al sin intelligensfornaermende enkelthed gaar ud paa, at hvis der i et par er en der optraeder rigtig grimt, vil den anden per automatik blive fremhaevet paa sine positive egenskaber. Og det ved piger i sekstenaarsalderen!

I Dalumskolens gymnastiksal florerede de rundt, disse venindepar, med hinanden under armen, spiritusaande og lidt for kluntet make-up. Den ene meget almindelig, den anden ikke alt for heldig i sit visuelle udtryk. Langs ribberne, henslaengt og med oplaeg i bukserne og nyindkoebte, moderigtige t-shirts fra Joergen og Joergine, stod de mandlige bejlere linet op. Det eneste de lagde maerke til var - hende den enormt koenne pige med hendes ret saa grimme veninde.

Men pigerne var faktisk ikke ene om denne evolutionsstrategiske anordning. Ogsaa drengene optraadte parvis, og gutten for hvem Clerasil faktisk havde virket og vis soester havde hjulpet ham med paaklaedningen, kom her til at fremstaa som den rene Adonis i forhold til hans stangvisne sidekick med tandboejle og pizzahud.

Som satelitter paa stjernehimlen, gled man saa rundt i salen, og pludselig stod man foran fjenden, og spillet kunne tage sin begyndelse. Flot dreng og Flot pige fyrer op under replikkerne: Om hun kan lide den nye med Roxette? Om hun har lyst til hans hjemmeblandede vodka og juice ude i busken? Om han ogsaa kender nogen af de aeldre fra niende? Om det er ham hun har set paa den der flotte, roede Yamaha 4-gears? Snart danser de, og inden aftenen er omme har Dalum Ungdomsskole gjort sig ansvarlig i endnu en hed teenage love-affair, der vil braende som en loebeild i parrets hjerter, og lade dem smage kaerlighedens soede saft - indtil det uundgaaelige brud efter maks et sted mellem to og tre ugers intenst kaeresteri.

Anyway. Mens vore stjernepar - Dalumfestens svar paa David Owe og Vickie Jo - tog infighten paa dansegulvet, blev deres visuelt udfordrede sidevogne jo parkeret hos hinanden. I en stiltiende accept af, at de ikke matchede denne hoejere liga, endte det tit med at disse to indtog deres forventede roller, og trak mod et hjoerne for at flette tandboejler. I bevidstheden var begge jo trods alt klar over, at en festscoring talte paa deres imaginaere status-barometer, og maaske haabede de paa, at de til naeste fest paa den maade kunne finde deres respektive grimme ven/inde, saa de selv kunne skridte dansegulvet af i oem omfavnelse med aftenens eneste smukke ene.

Paa denne maade endte mine Dalumfester ofte i konstellationer af plus/plus og minus/minus, og jeg har ved groed selv indtaget begge roller til hudloeshed (dog har jeg altid vaeret min tandlaege taknemmelig for at han mente at mine bisser ville rette geledet ind au naturel, og ikke ordinerede at den transsibiriske skulle slaa et svinkaerinde ind over min kaeft). Men hvad der undrer mig er at jeg stadig ser faenomenet praktiseret stort set hver eneste weekend.

Man burde jo forvente at hypofysen modnes direkte eksponentielt med resten af kroppen, men tilsyneladende har dette, for mig at se infantile traek, ikke noget med modenhed at goere. Det maa hoere til i boksen med driftsstyrede virkemidler, der oeger muligheden for at finde en mage under diskokuglen, at venne- og venindendepar til dato stadig skaber kontakt, vurderer smukheds-nivau og derefter afsaetter mest passende mage til vedkommende med henholdsvis hoejeste og laveste hot-heds-points.

Jeg graemmes.

Man kan sige meget om bloggere...

Men moedtes med Sille, LaQuackk, Kontrolpigen, Morfar, Frede og min ven Runkedoren her i går aftes, og de var sq egentlig ganske tilforladelige hele bundtet.

Vi skulle tale om bloggerens sande vaesen.

Tror ingen af os blev saerlig meget klogere - Til gengæld blev vi fulde!

/Jakob

En anden mands hus

Med et budt indenfor

Lokket og opfordret
Nikker anerkendende
Af hans smag

Hans vaner fylder
Saetter et umiskendeligt praeg
Her skal renoveres
Helt fra bunden
Glimt af hans historie
Svaever forbi i latter og graad

Er han selv rejst?
Eller tvunget ud?

Her er uendelig smukt
Indfanget og duperet
Det kribler i hele kroppen
For at saette mit praeg

Her har en anden mand
Haft sin base - sin ro - sit liv
Sin kaerlighed
Og troet
At dette
Altid ville vaere
Hans hus