Til mine eks-svigerfamilier
De gange jeg har været i et forhold, har jeg knyttet mig meget til min kærestes familie. Det har jeg måske gjort fordi jeg ikke rigtig havde de stærkeste familiære relationer til min egen.
Derfor har mine brud - vil jeg tro - været ekstra hårde. Ud over at miste en kæreste, en ven og en fortrolig, har jeg også mistet en familie, der havde taget mig til sig og som jeg fungerede godt sammen med.
Jeg er ikke god til brud. Slet slet ikke. Ofte har jeg forsøgt at finde tilbage til forholdet igen. Krampagtigt klynget mig til de gode minder, trygheden og følelsen af at være værdsat. Resultatet har derfor gentagende gange været et følelsesmæssigt-rekyl, der har sendt mig på gaden som single med et brag. Med ét. Uden at få sagt farvel - og tak.
"Jeg skriver et brev," har jeg tit tænkt, for det må jo på en eller anden måde også være lidt mærkeligt for familien sådan at have en "nærtstående" person ekskluderet så konsekvent, men det har jeg endnu ikke præsteret at få gjort. Primært, vil jeg tro, fordi at jeg har indset at det måske i virkeligheden i højere grad er en afklarende handling for mig end for dem. En terapi.
Skulle jeg en dag gøre det, ville det nok lyde således:
"Kære eks-svigerfamilie,
I vil jeres datter det bedste - det samme ønsker jeg.
Jeg har været en del af hendes, og dermed jeres, liv i en vigtig periode, og jeg håber at dét forholdet bragte jeres datter, har været overvejende positivt og med til at forme det dejlige menneske hun er i dag.
Ungdommens forhold ender sjældent i langstrakte farvelscener, men derimod som oftest med et brag. Det har gjort at jeg aldrig har fået lov til at give udtryk for den glæde og tryghed jeg har fundet i at færdes i jeres familie. Det er et stort privilegium at blive modtaget med åbne arme i en families midte, og jeg er beæret over at I viste mig den tro og tillid. Jeg føler at jeg skylder jer en tak for den tid vi har haft sammen. Den har betydet utrolig meget for mig.
Med håb om alt det bedste i fremtiden
Kærlig hilsen
Jakob"
Til
Claus & Lillian - og Julie
Birthe & Rene
Knud-Erik & Susanne - og Martin
Derfor har mine brud - vil jeg tro - været ekstra hårde. Ud over at miste en kæreste, en ven og en fortrolig, har jeg også mistet en familie, der havde taget mig til sig og som jeg fungerede godt sammen med.
Jeg er ikke god til brud. Slet slet ikke. Ofte har jeg forsøgt at finde tilbage til forholdet igen. Krampagtigt klynget mig til de gode minder, trygheden og følelsen af at være værdsat. Resultatet har derfor gentagende gange været et følelsesmæssigt-rekyl, der har sendt mig på gaden som single med et brag. Med ét. Uden at få sagt farvel - og tak.
"Jeg skriver et brev," har jeg tit tænkt, for det må jo på en eller anden måde også være lidt mærkeligt for familien sådan at have en "nærtstående" person ekskluderet så konsekvent, men det har jeg endnu ikke præsteret at få gjort. Primært, vil jeg tro, fordi at jeg har indset at det måske i virkeligheden i højere grad er en afklarende handling for mig end for dem. En terapi.
Skulle jeg en dag gøre det, ville det nok lyde således:
"Kære eks-svigerfamilie,
I vil jeres datter det bedste - det samme ønsker jeg.
Jeg har været en del af hendes, og dermed jeres, liv i en vigtig periode, og jeg håber at dét forholdet bragte jeres datter, har været overvejende positivt og med til at forme det dejlige menneske hun er i dag.
Ungdommens forhold ender sjældent i langstrakte farvelscener, men derimod som oftest med et brag. Det har gjort at jeg aldrig har fået lov til at give udtryk for den glæde og tryghed jeg har fundet i at færdes i jeres familie. Det er et stort privilegium at blive modtaget med åbne arme i en families midte, og jeg er beæret over at I viste mig den tro og tillid. Jeg føler at jeg skylder jer en tak for den tid vi har haft sammen. Den har betydet utrolig meget for mig.
Med håb om alt det bedste i fremtiden
Kærlig hilsen
Jakob"
Til
Claus & Lillian - og Julie
Birthe & Rene
Knud-Erik & Susanne - og Martin
posted by Jakob Edut at 13:22
1 kommentarer
