Endnu et indlæg til samlingen. Er dog på den forkerte side af 8 øl, så jeg vil med det samme starte med et alvorligt sprogligt/grammatisk forbehold.
Som man jo har kunnet læse i aviserne, fyrede
Scott, Dave, Matt, Duff og Slash den af på Orange torsdag aften. Der var det hele. Vrælende guitarsoloer, hænder der klappede i takt, utallige "motherfu##ers!" og en Scott, der midt under koncerten drønede ned fra scenen og ud på midten af pladsen! Det var sq iorden - men pressemøde... Nope!
Så en smule af
Kent inden jeg drog hjem i lejren, men den nordiske poprockstjerne har aldrig fanget mig helt. Hang ud med flokken i lejren, flankeret af min fotograf-veninde fra Journalisthøjskolen, der dukkede op i løbet af eftermiddagen.
Fredag startede stille. Fra klokken 11.00 indfandt vi os i Højskolernes Spoken Word-telt, hvor
Rune T. Kidde agerede toastmaster for et trekløver af historiefortæller. De næste to timer blev vi underholdt med såvel H.C.Andersen, nordisk mytologi og hjemmedigtede krøniker - for pokker hvor var det fremragende! Herefter røg vi ind til glad balkan-musik på Ballroom scenen, hvor der spilles såkaldt verdensmusik. Tonen var á la soundtracket fra Black Cat White Cat, som står godet placeret hjemme i min CD-reol, og med en pumpende tuba på to og fire, fik jeg danset dagen igang!
Henad 17-tiden gav vi den op for player-gangsteren
Snoop Dog, der - trods min halvstore antiparti for denne genre - lagde Orange for sine fødder med sin rappen. En fin fin koncert hvor publikum virkelig var med. Dernæst teamede jeg atter op med lejren til
Audioslave. Det var for mig fedt at genhøre henholdsvis Black Hole Sun og Killing in the name of/Bullets on parrade, men deres egne numre sagde mig ikke meget, og det blev mest til vippen med hovede og fod for god ordens skyld.
Så røg jeg i fælden og endte sammen med gruppen af punkere/rockere fra min højskole, og ligegyldigt hvor lidt mening det gav, blev vi nødt til at købe en ramme øl, selvom klokken var 30 minutter i
Black Sabbath. Vi kom dog heller ikke igennem, men stemningen blev vældig opløftet og glad, og alle var supermeget med da Ozzy Osburne gav den gas på scenen. Jeg selv var en helt lille rockstjerne og gav den på luftguitar for alle pengene! Tilbage i lejren prøvede at udrydde de sidste Tuborg, men missionen blev ikke tilendebragt før portene atter gik op til Orange. Denne gang var det
D:A:D - bandet der påstår at Orange Scene på Roskilde er deres uovertrufne hjemmebane - der skulle underholde.
... og for faen! Lyset går ned, en distorted Les Paul bliver slået an, og mens den hviner stiger to projektører til vejrs over scenen. Lyskeglerne fejer hen over publikum, og den stiger og stiger. I en højde af - hvad jeg vil gætte på - tyve meter over orange bliver der så fyret op: med løbelys og laserøjne hænger Molly - D:A:Ds klassiske ko-kranie så der! tyve meter over, og næsten lige så bred som Orange. For pokker jeg var solgt! Bandet gav den gas. Der var en del af de nye Scare Yourself numre, men resten af koncerten var lige så rart forudsigelig som en ishockeykamp mellem Danmark og Canada. Lutter velkendte numre præsenteret veloplagt af brødrene Binzer, Topgale Stig og hårdtslående Sonne. En perfekt måde at slutte en god koncertdag på! Med alt for ømme fødder og hænder, og en stemme der var så godt som væk, væltede jeg tilbage i seng lidt i fire om morgenen. Den så absolut bedste musikalske dag på Rusgilde so far.
I dag, lørdag, var min krop så til gengæld ikke meget for at komme igang. Jeg prøvede med en hardcore mixture af Matador Mix og lunken Carlsberg på dåse, men rigtig godt blev det først, da jeg kom i bad og fik vasket alt koncertstøvet af mit efterhånden farmer-brune legme. Henad to-tiden fik vi samlet nogle folk til
Bikstok Røgsystem på Arena, men på grund af den sene opmøden fik vi kun pladser helt ude i - efter Bikstokkernes så finurlige jamaica-terminologi - hampen. Det var kun skægt for en stund, og jeg smuttede derfra og ind i biffen. Roskilde Festivalens biograf viser relativt nye film hver dag. Gratis. Og jeg havde hurtigt luret en film i programmet jeg ikke kendte til. Kings Game?! - Da Kongekabale så tonede op på skærmen var jeg mildest talt lidt skuffet og tudsede hjem i lejren til en 1½ timers morfar i solen.
Næste programpunkt var så
Foo Fighters. Et orkester jeg ikke kender så forfærdelig godt. Jeg tror at det har noget at gøre med det uudtalte had der altid har eksisteret mellem de to konkurrenter på musikscenen i halvfemserne. Nirvana og Guns N' Roses. Som de fleste sikkert vil vide, sværger jeg til Gunnerne, så da Dave Grohl, trommeslageren fra Nirvana, begyndte Foo Fighters efter Kurt Cobain havde pløkket knoppen af sig selv, fandt jeg aldrig helt tiden og interessent til at dyrke dem. Anyway. Det var et yderst veloplagt band der gik på, men efter at have budt ind på de første tre omgange af kolde fadøl gjorde en stærk smerte i underlivet mig opmærksom på, at jeg måtte opsøge et hegn ASAP! Hegnet viste sig at være ved siden af Ballroom scenen igen, og ud fra teltet strømmede den skønneste Latino-Ska. Det viste sig at være Venezueliske (!)
Desorden Publico, der virkelig kom med den allermest superfede danse-ska jeg længe har hørt. Jeg blev der resten af koncerten og tvang mine ømme fødder til en en-mands-salsa foran scenen. Stjernestund for pokker.
Klokken 22.00 er det så punk-drengerøvene i Green Day der går på. Jeg var med på beatet dengang Dookie-albummet lagde soundtrack til mine folkeskoleballer med When I Come Around og Basket Case, og faktisk er jeg ret pjattet med guppens politisk funderede vrede på det nye American Idiot album. Det bliver garanteret en punkrockfest af de gladere. Nu er det ved at være tid til noget aftensmam, så jeg vil lunte ud og tjekke pladsens kulinariske tilbud.
/J
