Den virtuelle Tingfinder

Kender du det, at du går på gaden og pludselig ser du noget interessant der ligger og glimter? Du tænker lige en gang over hvad det mon kan være, kaster tanken ud af hovedet og går forbi. Men netop som du har passeret, farer der en djævel i dig, og du vender dig alligevel om, bukker dig ned og samler tingen op.
Hvad end det er undersøger du det, tænker over brugbare formål og stopper det måske herefter i lommen. Det kan jo være du får brug for det engang.

Sådan en gåtur har jeg været på ude på nettet.

For et stykke tid siden fandt jeg en side, der hver dag tilbød at underholde med et sjovt citat fra en vilkårlig kendis. Det snuppede jeg. Så fandt jeg en måde hvorpå jeg - som en anden smagsdommer - kunne anbefale mine højtelskede læsere this & that. På med den. Herefter gik det stærkt, og nu må det siges at loftet for smarte features på edut.dk er ved at være nået. I de sidste par dage har jeg tilføjet en lille vejrudsigt, så den glade læser slipper for at kigge ud af vinduet og opdage sommerens dovne kommen. Jeg har tilført Alexanderbands altvidende krystalkugle nederst på siden, der ved hjælp at krogede hjerner og sindrigt javascript, fortæller dig hvad oraklet befaler der skal ske i dit liv i dag.

Og som det allersjoveste...

er jeg hoppet på bølgen af navlefikserede 14-åriges moblogkultur, og har tilføjet denne fantastiske feature, så jeg nu kan spytte causerier ud, hvadenten jeg er i Randers, Rudkøbing eller Ryslinge - sågar uden adgang til nettet. Åh jamen dog. Denne fagre nye verden slår gang på gang benene væk under sådan en gammel hippie som mig.

/Jakob

Get in the ring!

I morgen skal jeg til eksamen. I noget så spædende som den journalistiske disciplin (!) Mediejura. En tre-timers satan, hvor hjernen skal køre på højtryk for at lure hvilke paragraffer, stykker og notater der skal benyttes ved domsafsigelser, anker og ansøgninger om aktindsigt. Det stinker så helt forfærdeligt. Det hænger mig ud af halsen som en dårlig smag af sur mælk. Emnet er kedeligt, bøgerne er kedelige, den utrolig kloge mand der forelæser for os er så ganske utroligt kedelig. Jeg har i arrogancens, procesoptimeringens og selvmedlidenhedens hellige navn skippet undervisningen godt og grundigt. Det var meningen at jeg i stedet ville læse hjemme. Det har jeg ikke fået gjort.

Samtidig et sted tæt på.

Min ekskæreste – I kender hende nok fra tidligere indlæg - har formået at få mine følelser til at danse mazurka på glasskår. Det har været så smertefuldt som noget, og det endelige brud, blev ikke et fint snit. Nærmere en langsom, vridende, flænsende fornemmelse af sorgens sorte syle igennem min porøse hjertekule. Netop som jeg, gispende efter overskuddets livgivende oxygen, brød melankoliens dødsblå overflade, kom hun farende som en atomdreven luft-til-edut missil og sendte mine iturevne følelser retur til helvedes halvlumre forgård. Ak og ve. Ondt af mig selv har jeg. Måske fordi jeg ALDRIG har prøvet noget hårdere, ondere og mere meningsløst. Faktisk stryger denne hændelse direkte ind på eduts top ti, og skubber hermed død, ulykke og sygdom nedaf (tænk jer! Død havde ellers ligget stabilt på førstepladsen i imponerende syv år! – stem i øvrigt på ugens boblere; depression, impotens og fodvorter, ved at sende en sms til 1212).

Let the games begin.

Så i blåt kamphjørne har vi; Med en nypudset kampvægt på noget nær det uendelige, iklædt en dommerkappe sort som natten og med et paragraftegn tatoveret mellem de buskede øjenbryn – MEDIEJURA. I modsatte side, det røde kamphjørne finder vi; Direkte fra tragediernes rugeplads. Opfostret med ulykke, Elvira Madigan og Romeo og Julie. Iklædt resterne af min sjæl og tørstende efter følelser der endnu ikke er gjort iskolde: KÆRESTESORGER.

Den lille, fede, langhårede gut i midten skal I ikke tage jer af. Han er bare den forvirrede klovn, der skal sikre at alt går rigtigt for sig. Han skal sikre en fair kamp imellem disse to monstre.

Og kampen er i gang!

Der kæmpes i tilsyneladende talløse runder á 11. timer. Alle tricks er tilladt. Slag under bæltestedet giver blot bonuspoints, og knock-out er for tøsedrenge. Vi skal have blod og materie i spil. Afbidte øre og flækkede læber. Krads, bid, riv, flå…

Her til aften har jeg gået de fleste runder håber jeg. Måske sætter Mediejura sit sidste og afgørende dødsstød ind i morgen under eksamen (heldigvis med mulighed for op til to ekstra rematches) – det ved jeg ikke. De har begge kæmpet hårdt om at uddele lidelse og mentale ørefigner, og i lang tid lignede det en god gammeldags ”tie”. Dog har de sidste to dages runder virkelig vist talent fra Kærestesorgers side. Hun har kæmpet som kun en kvinde kan. Der har stået ’død’ i øjnene på hende, og det ene slag efter det andet har haglet ned som stempler der taktfast går i bund i en arbejdende maskine. Og arbejdet bliver der. Hårdt og effektivt. Had, svig, svigt, nedladenhed, jalousi, mismod og magtesløshed sidder yderst på næverne, og de bruges i flaggelantens flænsende flæng. Som en fatwa over følelserne. Man kan fornemme ilden der brænder. Hjerterne der går op i flammer mens dette monster smadrer sig vej med kurs mod den frigivende død.

And the looser is…

… hehe – well…

The SayNo Choir

I døren ind til vores stue får jeg tit mange aha-oplevelser. De kommer til mig, når jeg står lænet op af dørkarmen og snakker med hvem der nu måtte befinde sig i sofaerne. I dag fik jeg historien om et kor.

Min sambo er korleder, og hans kor har ikke kørt så fantastisk i den her sæson. I aften står han så for at skulle holde afslutningskoncert med det, og han virkede lidt små-nervøs.
- "Der er desværre en del der har meldt fra... Og det er de gode", forklarede han med en svag antydning af bekymring i den ellers fattede stemme. Han var bange for at aftenens koncert skulle gå dårligt, da det i sidste ende jo var ham der var ansvarlig. Fordi de gode havde sagt nej.

Jeg kom til at tænke på min fest på fredag. Det bliver den sidste i min æra som kollektivist i Århus, og jeg glæder mig helt enormt. Desværre har der været en kedelig tendens. En del af de gode har meldt fra. Jeg troede ikke at det ville være så markant, men når først nogle få stikker af, så spreder tendensen sig, og folk bakker ud i hobetal. Det piner mig og irriterer mig. Jeg vil gerne acceptere at mennesket er et flokdyr, men min puls stiger 12 takter når jeg får spørgsmålet: "Hvem kommer?" når jeg inviterer til fest. Det ER sqda ikke i det sekund det afgøres om det bliver en god fest? Jeg har været til ganske ganske få fester, hvor succeskriteriet for festens formålsparagraf no. 1: 'at have det skægt og hyggeligt', er blevet afgjort af at bestemte karismatiske festbavianer ikke var med!

Bevar mig vel. Det er folks eget valg, men jeg synes lidt at man må tænke på værten, der inviterer ud fra lutter gode intentioner. Personligt virker det sårende på mig, når folk vælger om de vil takke positivt eller negativt til min invitation ud fra hvem der ellers kommer. Såfremt man stod uden at kende en eneste var sagen selvfølgelig en anden, men når det er ren og skær lemming-kultur, anført af en af disse mennesker som besidder dette "festens midpunkt-gen", ryster jeg sq på hovedet. Jeg glæder mig til fredag. Mit hus bliver fyldt med sjove mennesker. Mange kender jeg ikke, men det er potentielle gode venner alle sammen. Og det sjove er, at til næste fest, er det nok nogen af dem, der pludselig er de gode.