Livet er en røvsyg omgang snot!

Jeg hader det fandme!

Jeg afskyr den måde det behandler mig på!

Det er for helvede ikke retfærdigt at jeg skal have det sådan!

Jeg er god. Jeg vil det gode og det tætte. Jeg elsker de mennesker jeg omgås, og jeg vil hjælpe alle med de problemer de nu har. Jeg har kærlighed i overflod, jeg har vid, intelligens og veludviklede empatiske evner. Jeg gør ingen fortræd. Hader ingen. Jeg ser min største opgave her i livet som at blive husket for at have gjort noget godt og smukt.

Hvorfor fanden bliver det ikke belønnet? Hvorfor faendn skal jeg sparkes helt derude i tovene, hvor jeg sidder alene og ulykkelig, kvalt i selvynk og patetisk gråd og ønsker mig væk fra hele denne elendighed. Hvor er den portion lykke der står Jakob på? Hvor er den gengældelse af al den kærlighed jeg giver? Vis mig den for helvede! Nu! Jeg går amok!

Jeg er rasende. Uden grund og uden nogen at lade det gå ud over - bortset fra mig selv. Jeg ønsker at smadre, flænse, skrige, tæve... Jeg er et vildt dyr i berserkerhumør.

Egen fri vilje - tak for ingenting - lad mig være lykkelig og dum. Lad mig flå alle følelser og tanker ud. Lade dem ligge og forbløde på jorden mens jeg spytter og tramper på dem.
De har aldrig givet mig noget godt igen. Aldrig.

Er det her for tæt? Er det ting du helst ikke ønskede at vide? Get out of my fucking sight!

/J

Den gik så ikke...

Klokken er 11 onsdag formiddag. Det er under fem timer siden at ansøgningerne dumpede ind hos de første praktiksteder. For en lille time siden takkede mit sidste ansøgningssted "ja" til en anden.

Det efterlader mig uden praktikplads.

Og uden lyst.

Til noget.

You've got to get yourself together
You've got stuck in a moment
And now you can't get out of it

Don't say that later will be better
Now you're stuck in a moment
And you can't get out of it

(U2: "Stuck in a moment")

Når Stallone kan klare 150, kan jeg vel også klare 15

Så kom den.

Dagen før dagen.

I morgen bliver det afgjort hvilket, såfremt der bliver noget, sted jeg kommer i praktik. Jeg er lige så jeg ryster af indestængt panik og forventningsfuldhed, og i skrivende stund, forsøger jeg at kanalisere disse følelser over i konstruktiv pre-jobsamtale research. Det er ikke super nemt skal der siges.

I går kom de frygtede statistikker. Hvor mange skulle jeg slås imod, for at få lige den plads jeg allerhelst ville have. Jeg fik sq et chok: Det 'bedste' sted skulle jeg kun overvinde 11 andre topmotiverede journalistspirer for at få en plads - hvorimod det 'værste' sted endte med at være den absolutte topscorer blandt samtlige praktiksteder. Her skulle 26 (seksogtyve!) flittige medstuderende fra landets tre journalistuddannelser, nedkæmpes, såfremt jeg ville sætte mig i sadlen i denne redaktion. Fyforbyffer...

Der er masser af gode råd til hvordan man forbereder sig på sådan en jobsamtale:
- Sæt dig ind i mediet og dets historie
- Giv kritik af deres seneste indslag/udgivelser
- Find selv på nogle historier som mediet kunne behandle
- Vis engagement og at du brænder for at arbejde hos dem

... og så videre. Listen er tilsyneladende endeløs.

Men man vil jo gerne gør det på sin egen facon. Jeg er bestemt af den overbevisning, at selvom fagligheden er grundlaget for det næste 1½ års samarbejde, kan det ikke være rigtigt at der forventes at en 25-årig gut på 3. semester, skal kunne anvise hvad en hel redaktion af uddannede og erfarne journalister har gjort forkeret i et indslag. Det giver da ingen mening.
Jeg tror derimod at det er alfa og omega at få vist at man har lysten, viljen og engagementet - at man brænder for at komme ud og fortælle de gode historier. Og så lige kemien.

Kemien til jobsamtalen må være noget af det allermest afgørende. Det slår mig gentagende gange, at en afvisning fra et medie derfor både er et stempel af: "Du er ikke kompetent nok" - men også "... og vi kan i øvrigt ikke lide din måde at være på" - øvsq! Den har jeg da ikke lyst til at få i panden!

Så nu sidder jeg her, som min egen spin-doktor i et (konge)kabale spil om magt, prestige, ære og berømmelse... Eller ihvertfald om retten til at lave kaffe til DR's Kulturredaktion. Jeg overvejer alle træk om og om igen. Jeg har gloet deres programmer, lyttet til deres radioindslag, dyrket deres enorme website og flittigt taget notater til hele baduljen. Nu skal det afgørende slag stå. Hvordan får jeg de 15 andre ansøgere ned med nakken? Hvordan skiller jeg mig ud? Mine kreative kanaler går berserk. Idéer som et CV opført som pantomime og en levnedsbeskrivelse udsat for kazoo er for længst røget over min indre lystavle. Min beklædning er også nøje udvalgt efter gældende psykologiske anvisner for hvad der fremhæver, skjuler og påpeger de rette udtryk hos mig. Sågar har jeg haft en større indre konfrontation om hvorvidt det var smartest at klippe negle i går eller i dag?! Det endte med et meget edut'sk kompromis, hvor venstre hånd blev studset i går, og den højre står for tur lige om lidt...

Lyder jeg forvirret, paranoid, stresset, overtræt og umulig?

If it quacks like a duck...

Arg! Sq! Fame!...

/Jakob

Fra messenger

Jake siger: okay - point for det navn!

mads (En skam Pinoche sagde nej til at blive Pave) siger: jamen det er en fadæse

mads (En skam Pinoche sagde nej til at blive Pave) siger: han skulle rulles i tjære og lægge som nord jydsk motorvej




- Den dreng giver mig nogle gode grin!

At lave ingenting - på den fede måde

I dag har jeg ingenting lavet.

... og det har jeg så gået og haft dårlig samvittighed over, for der er VIRKELIG mange ting jeg burde have gjort.

I stedet har jeg hygget mig. Sovet længe. Spillet stangtennis (en voldsomt overset sportsgren for alle os der ikke ser smarte ud i hvide shorts og svedbånd), endelig fået set Kasper Torstings udmærkede film Rocket Brothers, og været i sådan en gevaldig interaktion med gutternes nyindkøbte fjernstyrede fly, at det kostede den højre motor. Alt i alt har jeg nydt solen, vinden, tankerne og legen. Det burde da være godt, ikke?

Men jeg vil jo nok blive stemplet eskapist, for det var ikke det denne dag på forhånd var sat til. Nej ser I, det oprindelige program stod på vækning kl. 7.00, skolegang fra 9.00 til 15.00, herefter en tur på biblioteket og betale månedsgamle bøder, så hjemad og rydde op på mit værelse (der i skrivende stund burde forsegles af sundshedsmyndighederne) og endelig lidt læsen op på det meget givende pensum i mediejura før jeg tog på arbejde.

Jeg synes det er en svær balancegang mellem to stole. Hvad du bør, og hvad du egentlig har lyst til lige nu og her. Jeg har lært at jeg er det gladeste menneske hvis jeg gør det der falder mig ind. Dette giver mig mod og kraft til at overskue tilværelsen, og gør mig til et behageligt og givende menneske for de personer jeg omgås. Jeg bliver fyldt af empati og livsglæde - to ting der er væsentlige for et menneske i udvikling. Omvendt bliver mit praktiske liv en samling af uafsluttede ender og stadigt voksende bunker. Mine praktiske gøremål udsættes til allersidste øjeblik, hvor jeg gang på gang formår - ofte kun med en hårsbredde - at levere varen.

Det er et dilemma af karat. Jeg ved ikke om jeg bare er et forvirret ying der leder efter det stabile yang, om den her fjollede Gokke leder efter sin fornuftige Gøg (hvem har i øvrigt lukket den ud?) - kort sagt om jeg mangler en halvdel for at kunne komplimentere mig selv og mit liv?

Hmm, gider ikke tænke over det... vil eskapere ned i kælderen og se om der er flere af disse herlige skub-op-is med colasmag, som en eller anden har indkøbt med det formål at glæde mig...

/Jakob

Praktikhelvede

Det syder og bobler blandt 3. semester studerende på Journalisthøjskolen. Snart sker det. Snart skal deres skæbne for de næste halvandet år besegles.

I snart tre måneder har vores maniske praktikvejleder Pia Færring optrådt som en anden Dr. Jeckyll/Mr. Hyde, der det ene øjeblik forvisser os om at alting er muligt, og det næste skyder samtlige forventninger i sænk.

Og nemt er det langt fra.

Fredag d. 8. april bliver praktikopslagene offentliggjort. Et godt stykke over 100 (hundrede!) medievirkesomheder i Danmark søger praktikant(er). Så er det ellers op på cyklen, ind i toget og over broen, for i ugen efter er der dømt charmeoffensiv til "åbent hus"-arrangementer over hele landet.
- "Hvor ser du selv dit medie om 5 år?", skal vi nok få hørt nogle gange. Her gælder det ikke om at læne sig tilbage og suge indtryk, nej her er det gensidig byden sig til for Danmarks medie-moguler in spe.
18. april er så dagen hvor ansøgningerne skal ligge klar. Og mon ikke lige der skal tjekkes en ekstra gang for kommaer og tyrkfjel, når man tænker over at man er oppe imod 150 snerrende og savlende bud på danmarks kommende kommunikationseksperter! Derfra - pause.... Troede man. Næh nej - der opfordres til at man læser alt, ser alle programmer, hører alle indslag og kommenterer samtlige historier og vinkler der byder sig ved de medier man søgt hos. Og så endelig den 27. april går det løs: Panikdagen [indsæt ond hul latter her].

Dagen går i al sin charme ud på, at du klamrer dig til din mobiltelefon fra klokken 5.30 om morgenen. Måske ringer de til dig. Måske ikke. Du sluger dine cornflakes sammen med morgenavisen, tv-nyhederne og radioens presse, og brækker måske en enkelt eller to af førnævnte op, før du kaster dig op på jerndyret og ud mod bunkeren.
Her bliver så stille og roligt mobiliseret et inferno af ringende mobiler, klaprende tandsæt og hulk og gråd - hhv. af lykke og sorg.

Klokken passerer tolv. Din mobil har været så tavs som aldrig før. Du er blevet dumpet af alle de steder du har ansøgt hos. Så synkes klumpen i halsen, maven indkapsles i is, og med et: "HejjegerligedenIharbrugfor" sparkes døren til nærmeste lokale ind. Den såkaldte gate-crashing er i gang.

Summa Sumarum. Der vil altid være vindere og tabere på panikdagen. Der er aldrig pladser nok, og det hører til de absolutte sjældne lykketræf såfremt du render af med din førsteprioritet. Senere følger anden runde, hvor taberne blandt medier såvel som ansøgere forsøges prakket sammen i højest umage ægteskaber, og for de ganske få, der ikke her finder deres semi-drømmematch, er der kun tilbage at vente. Et halvt år indtil cirkusset atter er i byen.

Folk spørger mig hvordan jeg har det for tiden.
Jeg tror ikke at nogen studerende på DJH til fulde kan svare "knaldfint" i disse dage.

Wish me luck!
/Jakob