Roma here we come...

Så er rejsen bestilt.

14. juli tager vi afsted. To gutter med skrivekløe og vore bærbare computere. Destinationen blev grebet ud af det blå, men eftersom vi begge har kylet femmere i Trevi, var det jo nærliggende at vende tilbage til italiens perle.

Hvor jeg dog glæder mig til at gense Rom. Tænk sig - fjorten dage på den spanske trappe...

Når nøden er størst er Steffen Brandt nærmest

Nogle mennesker besider en fantastisk livskloge, som de i rendyrket generøsitet beriger deres medmennesker med. Nogle kan endda formulere visdommen i poesi og underlægge den med inciterende musik, der serverer budskabet elegant og effektivt.

I Århus går en sådan vismand rundt. Klædt i sort læderjakke og med stålgråt hår. I med- og modgang har han fået danskerne til at leve deres egne glæder og sorger ud med hans ord, og gør man status, må han i dag have uoverskuelige mængder af såvel smil som tårer på bankbogen.

For mig lød sandheden således:

Sænk Mine Skibe

Søndag aften
og klokken den har lagt sig lidt
tiden går alligevel
jeg mærker hvert sekund
som prikken under huden
hul i maven, slag i ansigtet
som stemmer i det fjerne
der måske og måske ikke vil mig noget

Alt står stille
ingenting bevæger mig
dørene går op og i
og ingen træder ind
Jeg troede vi skulle brase mure
splintre glas og slå os fri
af al forsigtighed
sir jeg og åbner vinduet lidt på klem

Kom og dans
en sidste dans
før verden lægger os ned
kom smid mig ind
til dit hamrende hjerte
før stilheden skiller os ad
Gå fra mig, glem mig, gør hvad du vil
jeg vil ikke undvære dig
sænk mine skibe
med drømme og håb
men sig at du elsker mig
indrøm du elsker mig

Heldigvis så er du ved min side
i tankerne forsvinder vi
uden at se tilbage
og alle bange anelser
og alt det vi ku miste
er væk i samme øjeblik
vi rejser os og går

Nye læsere kan begynde her
hvor alting bryder sammen
med et brag af et puf
jeg sidder der i trøjen
med et kæmpe lykkeligt smil
lallende og fri
og ingenting
ingenting kan nå mig mer

Kom og dans
en sidste dans
for afsløringens time er nær
kom læg mig ind
til dit hamrende hjerte
fortæl mig præcis som det er
gå fra mig, glem mig, gør hvad du vil
jeg vil ikke undvære dig
sænk mine skibe
med drømme og håb
men sig at du elsker mig
indrøm du elsker mig

Copyright Steffen Brandt/TV-2
Sangen er af gruppen lagt gratis til download her.

Jakob: Lukket på grund af ombygning

I øjeblikket skal man have hjelm og sikkerhedsstøvler på når man bevæger sig i min verden.

Alt er under ombygning for tiden. Der graves ned i samvittigheden, rykkes rundt på prioriteringerne, justeres lidt ved den langsigtede planer og svejses godt og grundigt igennem på de flossede og misligeholdte følelser.

Varmen driver opad, og i ledtog med en hals der brænder har feberen stille sneget sig ind under min pandelap. Der er ikke andet for end at forstærke barrikaderne af dyner, kamillethe og hexokain og gå i en søvnlignende dvale foran TV'et, mens disse forbedringer til det engang så stærke bygningsværk udføres.

Her ligger jeg og er spændt. Spændt på om arkitekterne følger de tegninger de på tekninsk afdeling i min lillehjerne har brugt dage på at bearbejde og færdiggøre. Spændt på om håndværkerne får lavet et ordentligt stykke arbejde, så ikke det hele braser sammen i næste stormvejr og endelige spændt på at modtage regningen for byggeriet - det bliver garanteret ikke helt billigt.

/Jakob

[cakeofoni af kærlighed]

I don’t want to wonder
If this is a blunder
I don’t want to worry whether
We’re gonna stay together
’till we die

I don’t want to jump in
Unless this music’s thumping
All the dishes rattle in the cupboards
When the elephants arrive

I want to love you madly
I want to love you now
I want to love you madly, way
I want to love you, love you
Love you madly

Hvad fanden gik der galt?

Måske render utilstrækkelighed med prisen som verdens værste følelse.

arrig | vred | frustreret | forundret | bange | nysgerrig

I don’t want to fake it
I just want to make it
The ornaments look pretty
But they’re pulling down the branches
Of the tree

I don’t want to think about it
I don’t want to talk about it
When I kiss your lips
I want to sink down to the bottom
Of the sea

I want to love you madly
I want to love you now, yeah
I want to love you madly, way
I want to love you, love you
Love you madly

Hvordan kunne det ske?

Lam fra læberne og ind | alle mine ord er brugt | spildte | tørret ud

Må lade andre tale for mig

I don’t want to hold back
I don’t want to slip down
I don’t want to think back to the one thing that I know i
Should have done

I don’t want to doubt you
Know everything about you
I don’t want to sit across the table from you
Wishing I could run

I want to love you madly
I want to love you now
I want to love you madly, way
I want to love you, love you
Love you madly

Hvordan kommer jeg videre?

Ser indad | ser udad | græder | danser | tænker | synger | skriger

Use your fucking illusion!

/Jakob

Skriblerne

Det er ikke til at se med det blotte øje hvem de er. De opfører sig som os andre, snakker ens, reagerer ens, går i det samme tøj - og alligevel skiller de sig ud på et helt bestemt punkt:

De skribler!

Ligegyldigt om de tale i telefon, ser tv, er til forelæsning eller hører radio finder deres trænede fingre et instrument der kan sætte streger på papiret, servietten, telefonbogen, dugen, you name it. Mens tankerne rumsterer og blikket hæftes ved uendeligt, farer deres pen afsted. Krusseduller, huse, blomster, fantasidyr dukker på magisk vis frem for deres hånd.

Jeg må indrømme at jeg selv er skribler. Jeg kan simpelthen ikke lade være. Men nu har jeg heldivis fundet en flok artsfæller...

For tiden har jeg Kultur-workshop på Journalisthøjskolen. Ikke noget odiøst i det. Men hvad jeg lagde mærke til allerede den første dag var, at lige så snart vores underviser smed en røvsyg overhead med regeringens kulturstøtte på, greb alle på workshoppen ubemærket et skriveredskab. Snart blev der skriblet løs. Jeg selv brugte, i mangel af bedre, bagsiden af mit navneskilt, og små kunstværker skød op overalt i det pastelfarvede klasselokale.

Jeg finder det ret morsomt, at det - uden at lyder for jungiansk - er lige præcis er de typer, der har Kultur-workshop, der besider skribler-genet. Måske er det den kreative højre hjernehalvdel der tager over og fortæller hånden at den må formidle den uinteressante information den fodres med til helt og aldeles intetsigende krusseduller. jeg skal ikke kunne sige det.

Nå, så er der vist kogt nok suppe på den.

/Jakob

And the Oscar goes to...

Fuglene skræpper mens jeg krænger mit slips af og føjer det til stakken af krøllet, røgstinkede tøj. I posen med isbjørne-logoet rasler en halvtom cola light rundt blandt andre handouts BioCity har smidt i nakken på os. Den gallaklædte pøbel. Stuvet sammen i 7½ time for at betragte de smukke og succesfulde stjerner – direkte transmitteret fra Hollywood.

Rødvin og popcorn
Klokken 22.45 står jeg og tripper. På bordet i BioCitys foyer står rødvinsglas opmarcheret i snorlige rækker. En febrilsk kontrollør bevæger sig noget uvant rundt med vinflasken. Pletter på dugen vidner om at selv ikke et par trearmede sølvstager med levende lys, forvandler den popcornsdunstende aula til d’Angleterres terrasse. Som en dyrepasser ved fodringstid springer han tilbage, og horden af festklædte biografgængere går ombord i de dybrøde glas. Kort efter går døren til Sal 1 op, og folk træder ind i mørket.

Noget BioZonen-gejl
Før snigpremieren på den oscarnominerede ”Sideways”, skal der dog trækkes lod om diverse eksotiske præmier.
- ”En Hellboy kasket, en Pusher2 sweater og et Brødre ur – og så noget BioZonen-gejl,” kommenterer aftenens lykkegudinde, en mellemsvær lyshåret gut med en mikrofon, mens hans partner – kyperen fra foyeren – stopper sagerne i en pose og styrter af sted mod det udtrukne sæde. Således må han tage turen op til 13. række en otte-ti gange før kassen med merchandise endelig er tom. Vi ønskes god fornøjelse og lyset dæmpes.

Gallakjolernes fest
Næppe er ”Sideways” (se anmeldelse side 12) blændet ud, før Annette Bening og gemalen Warren Beatty tårner sig op på lærredet. Showet er i gang.
- ”…You are so kind,” svarer Beatty høfligt til den påtrængende TV-værts lykønskning.
- ”That’s what I do for a living,” svarer værten lynsnart igen. Stilen er lagt, one-liners flyver gennem luften mens stjerne efter stjerne træder op ad den røde løber. Prada, Armani, Dolce & Gabbana og Versace. De er der alle sammen. Smukt svøbt om smækre skuespillerinder såvel som endnu smukkere ledsagersker til tidens allerhotteste skuespillere. Smil. Blitz. Kindkys.

Lokumsanekdoter på DR2
Billedet på BioCitys enorme lærred er i aften leveret af DR2, og i studiet i Søborg sidder Søren Høy klar med et ekspertpanel bestående af skuespillerinden Iben Hjejle og ”Oscareksperten” Søren Frellesen, der måske mere er kendt som manuskriptforfatter til blockbusterne ”Anja og Victor” og ”Min søsters børn i sneen”. I den mere uformelle ”slyngelstue” i den anden ende af studiet sidder producer Kim Magnusson og instruktør og skuespiller Thomas Willum Jensen henslænget. De fortæller anekdoter fra Oscarfestens herretoiletter og andre insider-”røvere” som ”veteranerne” har fået med hjem fra Hollywood. Tilbage til festen.

If Bush were working at the GAP
Her går årets vært på scenen til stående klapsalver. Flaben og stand-up komikeren Chris Rock indtager scenen med et velplaceret ”Get you asses down!” til den prominente skare. Så er alt og alle i skudlinien. Hr. Rock hetzer på yderst humoristisk vis henholdsvis Jude Law, Russel Crowe og samtlige hvide personer til stede i salen. Selv præsident Bush får én over næsen, for at have ødslet $7 mia. væk i statsbudgettet. Den var aldrig gået i en GAP forretning.
I biografsalen høres en forventningsfuld mumlen. Så sker det. Fanfarerne hviner, og smukke Halle Berry vimser på scenen og uddeler aftenens første guld-statuette. ”The Aviator” scorer den første af aftenens fem Oscars i kategorien ”Best Art Direction”.

Beyoncé i kaffepausen
Priserne bliver uddelt en efter en. Favoritterne viser sig således at holde stik i langt størstedelen af tilfældene, og i DR2-studiet brokker man sig højlydt over Akademiets uvilje mod at turde satse på smallere film. I mellemsekvenserne skiftes kendte ansigter til at lave større eller mindre gags. Således får vi både Robin Williams’ evigt morsomme parodi på Jack Nicholson, og en hæs Pierce ”Bond” Brosnan i ømt samspil med en animeret figur fra tegnefilmen ”De Utrolige”. Som lå der en forudgående aftale bag, rejser store dele af salen sig synkront, da sangerinden Beyoncé indtager Kodak Theaters scene med medbragt fransk drengekor. Om det er toiletterne, eller den gratis Gevalia-kaffe i foyeren der trækker, vides ikke.

De tunge drenge
På min telefon viser displayet at klokken nærmer sig fem. Udenfor er solen givetvis på vej op, men i salens halvmørke er det spændingen der langsomt stiger. Indtil videre er det den noble ældre Martin Scorsese, der har høstet statuetter med ”The Aviator”, og mange spår allerede at den vil rydde bordet i de efterfølgende ”tunge” kategorier. Det viser sig dog ikke at holde stik. Med Hilary Swank som vinder af Bedste Kvindelige Hovedrolle, begynder Clint Eastwoods bokser-film ”Million Dollar Baby” at slå fra sig.
Heller ikke Bedste Mandlige Hovedrolle går til Leonardo DiCaprio fra ”The Aviatior”. I stedet belønnes Jamie Foxx for hans fremragende skuespil i musikerportrættet ”Ray”. Foxx stråler af glæde fra scenen og leverer en af aftenens allermest rørende takketaler.
Scorseses buskede øjenbryn bæver om kap med ”Clintens” markerede panderynker, da de sidste og allermest prestigefyldte statuetter skal tildeles.
Det bliver dog den 74-årige Eastwood, der må udbygge kaminhylden i denne omgang, da han må på scenen efter både Bedste Film og Bedste Instruktør priserne.

Wienerbrød mod morgenånde
Fra salen siver de langsomt ud. Alle filmelskerne i deres krøllede blazere og gallaskrud. På langbordet er vinglassene skiftet ud med basser og morgenbrød. Nogle lyser op ved føde af anden karakter end guldkarameller, mens andre kæmper mod alt for tunge øjenlåg.
- ”Det gik jo som det skulle”, overhører jeg på vej ud mod min cykel. Og det gjorde det jo. I alt 50 statuetter i 24 forskellige kategorier blev det til ved den 77. Oscaruddeling. På vej hjem kan jeg ikke lade være med saligt at fløjte temaet fra ”Indiana Jones”.

/Jakob