Stilhed efter stormen
Ved denne tid for præcis syv år siden oplevede jeg klichéen fra de værste kloner af NYPD i levende live. Det ringede på døren, og udenfor stod to betjente. Efter at de havde sikret sig at de var kommet til den rette familie, overbragte de den urealistiske nyhed: Min far var død.
Detaljerne kender mine venner og nærmeste. De kender også til den kamp for overlevelse der blev sat ind efterfølgende. Den nat blev jeg voksen.
Derfor er det altid en speciel fornemmelse når kalenderbladet hvert år igen afslører årets niende dag. Min fars dødsdag. Jeg plejer at give mig selv tid og rum til at sørge og mindes. Sørger for at de planer der måtte være den dag kan aflyses. Jeg dvæler ikke i sorgen, vil ikke ophøje denne dag til nogen som helst status. Men jeg har lært af erfaring, at det intet nytter at negligere hvor berørt jeg trods alt bliver.
I år var ingen undtagelse.
Igår hærgede en volldsom storm Danmark. Nogle steder talte man om orkan, og selvom det i mit hovede associerer til billeder fra Florida hvor køer hvirvles gennem luften og huse trimler om som dominobrikker, var det slemt for Danmark.
Hos fire familier måtte de sortklædte sendebude fra politiet stemme dørklokker som det skete hos mig for syv år siden. Deres kære var blevet ofre for naturens rasen. Jeg selv faldt i en drømmeløs dyb søvn henad klokken syv om morgenen mens jeg hørte vinden gøre hvad den kunne for at hive min elskede villa fra hinanden.
I dag var det tid til at gøre status. Status over stormen, status over mit syvende år som faderløs. Fra morgenstunden (hvis man kan kalde klokken 14 om eftermiddagen det) arbejdede min hjerne på højtryk. Måske nærmere modarbejdede den på højtryk. Intet stod klart for mig. Hvad skulle jeg sige, gøre - foretage mig. Det hele burde give sig selv. Mandag kl. 15.15 skal jeg op til den eksamen der besudler min skæbne for resten af januar, og gang på gang har jeg udskudt planlægningen af denne eksamination. Det lå lige for. Til venstrebenet ville man sige blandt sportsinteresserede. I min verden sloges mine ben indbyrdes - for ikke at tale om den revulotion der foregik blandt mine indre organer. Alt dette nok bare for at fjerne fokus for den nukleare katastrofe der var indtruffet i min hjernebark. In short: Intet ville hvad det skulle.
Jeg prøvede noget tid at holde mine tanker i kort snor, men ligegyldig hvor meget jeg strammede til, lod de sig smutte ud af løkken og fløj afsted. Mål-løse men på fuld kraft. Havde min hukommelse ikke fungeret som hegn var de garanteret stukket endnu længere. Noget måtte gøres.
Som sædvanlig drillede låsen til hoveddøren, og da jeg efter at have wrestlet med den provokerende Ruko nogen tid vendte mig mod gaden, slog en indbydende brise mig i møde. Med ét blev mine tanker cementeret. Under uldjakke og læderhandsker frydede min krop sig over at træde ud i forstadslivets ukomplicerede natur. Duften af regn der var faldet tidligere blandet med stanken af røg fra en kamin med vådt brænde. Et sus lige i bøtten, der gav det bedste argument for at have langt hår der findes. Jeg gik. Bare ligeud. Ned af bakken mod byens lys. I en time, to timer. Tankerne havde givet op. De var alle sammen smuttet ind under dynen for at se serie-søndag. Her gik jeg alene men min tomhed i kraniet, og kunne endelig samle mig om at mindes. Føj hvor var det rart!
Jeg tror at det er vigtigt at gøre status engang imellem. Stopper du ikke op, lærer du heller ikke af de oplevelser du er blevet beriget med. Nogengange skal der noget helt specielt til at stoppe op. Verdens fart og tempo kan køre så meget på frihjul at begge fødder skal i asfalten for at sænke tempoet. Bremsen kan være en ferie til Mallorca eller meditation til lyden af en and der snadrer på et slidt kassettebånd. For mig kan den være en kop kold termokandekaffe nydt siddende yderst på industrihavnen med mågerne som kor, den kan være computerskærmens hvide lys, der som det eneste lyser mit ansigt op i natten, eller den kan være den overdøvende stilhed der er i et vådt og køligt forstadskvarter efter at stormen har lagt sig.
/Jakob
Detaljerne kender mine venner og nærmeste. De kender også til den kamp for overlevelse der blev sat ind efterfølgende. Den nat blev jeg voksen.
Derfor er det altid en speciel fornemmelse når kalenderbladet hvert år igen afslører årets niende dag. Min fars dødsdag. Jeg plejer at give mig selv tid og rum til at sørge og mindes. Sørger for at de planer der måtte være den dag kan aflyses. Jeg dvæler ikke i sorgen, vil ikke ophøje denne dag til nogen som helst status. Men jeg har lært af erfaring, at det intet nytter at negligere hvor berørt jeg trods alt bliver.
I år var ingen undtagelse.
Igår hærgede en volldsom storm Danmark. Nogle steder talte man om orkan, og selvom det i mit hovede associerer til billeder fra Florida hvor køer hvirvles gennem luften og huse trimler om som dominobrikker, var det slemt for Danmark.
Hos fire familier måtte de sortklædte sendebude fra politiet stemme dørklokker som det skete hos mig for syv år siden. Deres kære var blevet ofre for naturens rasen. Jeg selv faldt i en drømmeløs dyb søvn henad klokken syv om morgenen mens jeg hørte vinden gøre hvad den kunne for at hive min elskede villa fra hinanden.
I dag var det tid til at gøre status. Status over stormen, status over mit syvende år som faderløs. Fra morgenstunden (hvis man kan kalde klokken 14 om eftermiddagen det) arbejdede min hjerne på højtryk. Måske nærmere modarbejdede den på højtryk. Intet stod klart for mig. Hvad skulle jeg sige, gøre - foretage mig. Det hele burde give sig selv. Mandag kl. 15.15 skal jeg op til den eksamen der besudler min skæbne for resten af januar, og gang på gang har jeg udskudt planlægningen af denne eksamination. Det lå lige for. Til venstrebenet ville man sige blandt sportsinteresserede. I min verden sloges mine ben indbyrdes - for ikke at tale om den revulotion der foregik blandt mine indre organer. Alt dette nok bare for at fjerne fokus for den nukleare katastrofe der var indtruffet i min hjernebark. In short: Intet ville hvad det skulle.
Jeg prøvede noget tid at holde mine tanker i kort snor, men ligegyldig hvor meget jeg strammede til, lod de sig smutte ud af løkken og fløj afsted. Mål-løse men på fuld kraft. Havde min hukommelse ikke fungeret som hegn var de garanteret stukket endnu længere. Noget måtte gøres.
Som sædvanlig drillede låsen til hoveddøren, og da jeg efter at have wrestlet med den provokerende Ruko nogen tid vendte mig mod gaden, slog en indbydende brise mig i møde. Med ét blev mine tanker cementeret. Under uldjakke og læderhandsker frydede min krop sig over at træde ud i forstadslivets ukomplicerede natur. Duften af regn der var faldet tidligere blandet med stanken af røg fra en kamin med vådt brænde. Et sus lige i bøtten, der gav det bedste argument for at have langt hår der findes. Jeg gik. Bare ligeud. Ned af bakken mod byens lys. I en time, to timer. Tankerne havde givet op. De var alle sammen smuttet ind under dynen for at se serie-søndag. Her gik jeg alene men min tomhed i kraniet, og kunne endelig samle mig om at mindes. Føj hvor var det rart!
Jeg tror at det er vigtigt at gøre status engang imellem. Stopper du ikke op, lærer du heller ikke af de oplevelser du er blevet beriget med. Nogengange skal der noget helt specielt til at stoppe op. Verdens fart og tempo kan køre så meget på frihjul at begge fødder skal i asfalten for at sænke tempoet. Bremsen kan være en ferie til Mallorca eller meditation til lyden af en and der snadrer på et slidt kassettebånd. For mig kan den være en kop kold termokandekaffe nydt siddende yderst på industrihavnen med mågerne som kor, den kan være computerskærmens hvide lys, der som det eneste lyser mit ansigt op i natten, eller den kan være den overdøvende stilhed der er i et vådt og køligt forstadskvarter efter at stormen har lagt sig.
/Jakob
posted by Jakob Edut at 02:48
0 kommentarer
