Er du dum?

Det er faktisk ikke så svært.

Barnet nærmer sig. Det ved godt det ikke må, men det har overvundet sig selv. Id'et har overtaget, og med blikket rettet stift frem mod målet, nærmerer det sig med vaklende skridt. Det hastigt brusende blod suser for ørerne, og adrenalinen booster alle kroppens sanser. Talrige kommandoer som "stop!", "Fy!" og "Nej!" synes for et øjeblik glemt. Så er det der, barnet, der stirrer op over kanten på den hvide emalje. Hånden hæves, passerer den fedtede drejeknap der er stagneret på 4, og med ét når de små buttede fingre målet;
Et øresønderivende skrig flænser aftenluften, og et sted sætter en mor i rask galop mod sit afkom, vis skrig hun per instinkt ubetinget kan kende. Hun når frem til den ulykkelige lille, der med tårevædede kinder, snotten løbende fra næse mode hage og munden åbnet i et hjerteskærende skrig, holder sin ildrøde håndflade op mod hende. I den bløde barnehud træder et aftryk fra kogepladens ondskabsfulde overflade langsomt frem...

Og så har den sq lært det!

Mere skal der faktisk ikke til. Een enkelt gang burde være alt rigeligt. Fra denne dag, burde hjernen gå på autopilot i det splitsekund tanken om at kæle med kogepladen dukkede frem igen. Fornuften og dennes kloge onkel; erfaringen, ville springe op, og tostemmigt istemme en vise om gamle dages ulykke. Og man ville lade være.

Men hvorfor pokker er det så, at JEG ikke lærer det?

Her sidder jeg atter engang i 11. time, med øjne der hænger, et hjerte der galoperer og en hjerne der, som en yndefuld gammel veteranbil, hoster og harker, for til sidst at sætte ud og give op.
Min opgave er så langt fra færdig, og jeg selv er en grøntsag.

Gid jeg havde lært af den sidste kogeplade.

Næste gang...

/Jakob