Møghjort!

Kæft hvor er det bare latterligt frustrerende at blive brændt af!

Her sidder jeg i 11. time og skal færdiggøre min artikel til imorgen om ældres dårlige muligheder for at komme tilbage på arbejdsmarkedet efter fyring. Et emne jeg selv har valgt? Nej, det tror jeg vist nok ikke. Jeg har simpelthen trukket den største nitte og er endt på en workshop om Det Rummelige Arbejdsmarked! Det siger mig ikke en dyt! Ikke en halv dyt! Nada! Zip! Nuthin'!

... og for at det så ikke skal være løgn, så bliver jeg brændt af af min hovedkilde hos Beskæftigelsesministeriet! Ikke nok med at hendes tåbelige gatekeeper af en diskant-skvadrende sekretær op til flere gange lover at give hende besked. Så tillader hun sig simpelthen at skide højt og flot på mig, min opgave, mit studie, fædrelandet, verdensfreden og miljøet! Cirka! Man skulle ikke have lov til at sidde i et sådan tillidshverv hvis ikke man kunne løfte en så simpel opgave som at ringe tilbage til en stakkels journalist der har prøvet igen og igen at komme igennem. Hverken hun eller jeg gør det her for vores blå øjnes skyld. Eiiih!

Jeg håber ham Claus Frederiksen tager sig sammen og sparker hende ud ved næste fyringsrunde, og at hun er i aldersgruppen 50+ der ifølge min veldokumenterede research er stort set umulige at få tilbage i job igen.... og fanden og hans punpestok.

Hmm...

Må nok erkende at jeg har brugt min ration af udråbstegn for de næste 3 måneder. Der er nu ikke noget som et godt raserianfald engang imellem.

/Jakob

Og de levede lykk...

Så smuttede Danseprinsens prinsesse - lad os håbe at Tudeprinsen kan holde på sin!

Lidt tamt?

Ca. 10.000 år før vor tidsregning fik mennesket magten over hunden. På dette tidspunkt klædte vi os i skind, legede med ild og fandt så endelig ud af, at hvis Fido fik et ben var han glad. 1.500 år senere var det åbenbart koldt en vinter, i alt fald besluttede menneskeheden sig for at det nu var gedens og fårets tur til at tæmmes, og mennesket begyndte at bruge ulden til beklædningen, horn og knogler til værktøj samt kød og mælk til føde.

Endnu 1.500 år måtte gå før Mr. Caveman besluttede sig for at myseost ikke var sagen. Istedet gik han ud på marken, og tæmmede den drøvtyggende Nora, der stod og gloede dumt på ham. Den vakse læser vil nu mene at det var tid for opfindelse af vandorgelet og smørrebrødet, men istedet ønskede mennesket sig fart og spænding.

"Hyp lille Lotte", blev der sagt, og ca. 4.000 år før vor tidsregning satte manden sig op på krikken og galoperede mod solnedgangen. Ja, der blev tæmmet og tæmmet dengang...
Siden fulgte hamsteren, papegøjen og dansebjørnen, men en drastisk drejning opstod i 1960'erne hvor en helt igennem fiktiv person ved navn André Parcel opførte hvad der senere blev kendt som parcelhuset. Hjemsted for middelklassen og en milepæl for indendørsarkitekturen. Folk urbaniserede som var de betalt for det, og så snart essentielle fornødenheder som Altovase og PH-lamper var på plads, kiggede parcelhusfolket ud af deres parcelhusvinduer og så at deres nabos parcelhus lå dør om dør med dem, og der blev udtalt:
"Vi må forskanse os". I Guds eget Amerika udmøntede dette sig i en forfatningssikret ret til at bære våben. I Danmark såede vi græs.

Der er intet at sige til at denne periode bl.a. blev kaldt Bauhaus, for folk styrtede i byggemarkedet efter græsfrø, der i rendyrket eufori blev strøet over alle plane flader.
Og det voksede gjorde det, indtil et homoseksuelt tysk par ved navn Black & Decker opfandt motorplæneklipperen. Nu kunne danskeren hælde 2 ltr. blyfri i maven på den gule helvedesmaskine (hvorfor er de i øvrigt altid gule?), og derpå decappitere sin plæne gang på gang. En sadistisk fryd, der uden tvivl har gjort at antallet af voldssager i perioden blev holdt på et minimum.

Forleden slog jeg så græs. Det var på daværende tidspunkt ca. 1½ måned siden min kære medkollektivist havde forladt huset for at drage til Sydafrika, og med ro i sindet overladt en nydeligt trimmet lysegrøn plæne i min varetægt. De første tre uger havde jeg været væk på ferie og græsset havde lystigt slanget sig i sommervejret. De næste uger havde et forrygende marathon-regnvejr boostet den grønne helvede, der var draget mod himlen i en voldsom hast. Da 5 uger var gået, måtte jeg indse at jeg var overmandet. Uden for køkkenvinduet befandt sig noget, jeg i mangel af bedre vil beskrive som Hasles eneste regnskov. Det var ikke utænkeligt, at der i floraen befandt sig op til flere udrydningstruede dyrearter, og stråene stod i en højde, hvor selv en fuldvoksen grævling kunne skjule sig på jagt efter bytte. Det var der at jeg blev omvendt til fanatisk Panteist!

Dette smukke, grønne hav af frodighed fortjente ikke at dø under mit umenneskelige benzindrevne korstog. Hvad har moder jord måske nogensinde gjort os? Nej, her var jeg villig til at se igennem fingre med orkaner, tørker og jordskælv. Det måtte være ret og rimeligt at vi en gang for alle lod græsset leve.

Desværre var jeg i markant undertal i kollektivet, og med stemmerne 4 mod 1, trak jeg så forleden i arbejdstøjet, og med blikket årvågent scannende efter naboens elskede mis i græsjunglen, eksekverede jeg dødsdommen over den lysegrønne græsbrigade.
Efterfølgende blev ligene revet sammen i bunker. Tabstallet løb op i 8-9 trillebørsfulde, og mens de blev kørt til bålpladsen til senere kremering, bad jeg en stille bøn om tilgivelse for min hensynsløse handling som antipanteistik terrorekstremist.

/Jakob

Med en blog følger en dårlig samvittighed...

... over ikke at få skrevet ofte nok, har jeg fundet ud af.

Omvendt har jeg også fundet ud af, at der rent faktisk er en del besøgende på denne side, så jeg vil forsøge at leve op til mit nyvundne ansvar som nyhedsskribent, selvom nyhederne alle er grebet ud af mit eget univers, men forhåbentlig stadig til glæde for andre.

Århusmester i slam

"En sporvogn, en sporvogn, en sporvogn, en sporvogn" messer han ud over scenekanten. Flygtigt strejfer hans øjne papiret, men det er let at se at han kan teksten udenad. Han har fremsagt den ofte før. For sig selv, for spejlet, for vennerne og nu også for offentligheden, i form af en proppet "Gyngen" i Mejlgade. Allerede en time inden Århusmesterskaberne i Poetry Slam går igang, er stort set alle borde optaget. Folk bliver ved med at sive ind, og i døren sørger en rødhåret pige for, at alle får et udtværet stempel på håndryggen med hjem som minde om en ganske speciel aften.

- "Efter pausen bytter vi plads, så alle der står op kommer til at sidde ned" proklamerer konferrencieren fra Gyngens lillebitte scene. Jeg kigger mig rundt, men lader lynhurtigt blikket flygte tilbage til mit halvtomme rødvinsglas, idet folk nedstirrer bordpladserne med nærmest grisk længsel. Og pludselig er showet igang.
En efter en bliver deltagerne kaldt på scenen, og fra de første gang lader et ord forsvinde ned i mikrofonens øre og ud gennem højtalernes vrængende gab, har de hver især 3 minutter og 10 sekunder til at overbevise publikum om deres talent, vilje, smerte og fortabte kærlighed. Belønningen er prompte. En ældre herre med fedtet hår og kansasbukser der står åbne, stønner sig igennem et fuldblodspornografisk manifest og tilhørene glemmer alt om festugens erotiske budskaber. Knoer mod bordpladen. Taktfast hamrer de ham ud, mens enkelte venner prøver at juble ham ind i kampen igen.

For andre går det bedre. En midaldrene pæreformet onkeltype skærer sig vej gennem tilskuerskaren, for at komme af med sin harme. Fra hans mund slammes den ene fornærmelse over for Århus efter den anden. Folk elsker ham. Da trumfkortet rammer mængden - et rapt slam om hvor meget Århus lugter af dårlig øl (Ceres bryggeriernes stank red.), griner folk, og pæren træder smilende ned fra scenen mens folk står op og klapper taktfast. I Poetry Slam gives der point efter publikums respons, først tæller konferencieren hvor mange der står op, kontra sidder ned, og ender op med et flot 3,6. Herefter spørges der endnu engang, om "han dog ikke skal have lidt mere?", og igen pifter og hujere fans'ne, mens modstanderne hamrer i bordet så bestik og tallerkner hopper og danser.

Pæren er glad. Han går i finalen sammen med to andre, men i den afsluttende duel må han se sig slået. Lasse Thorning, der før så stilsikkeret kørte den poetiske sporvogn i hus, lader nu det afgørende slam lande for publikums fødder. I hårde ord og vendinger beskriver han det nådesløse liv som trappetrin. Han lider, sukker, føler med trinnet og alt det må gennemgå - i nervepirrende tre minutter bliver trinnet udsat for alt fra grøndlandske fyldebøtter til flyttemænd og rengøringskoner, og mens tiden udløber og publikum holder vejret i indespændt forundring over den 20åriges fortolkningsevne, lyder den forløsende slutsætning fra scenekanten... "Man sku' fa'me ha' været gelænder!".

Der klappes, hujes og stampes, og med overbevisinde pointføring udkåres Lasse som Årets Slammer 2004, og modtager som sine medkombatanter en Aldi-pose proppet med lyrik og digtsamlinger.

På vej hjem er jeg ganske overstadig. Jeg har fået mig en ny opfattelse af hvad digte består af - og ikke mindst hvordan de kan fremføres. Min sceneliderlighed stikker sit hærgede ansigt frem, og jeg ønsker mig at skrive noget, der en dag vil få mig på scenen i tre minutter og ti sekunder.

Så kom der endelig lidt på siden...

Så er der endelig sket en lille (læs:lillebitte) smule på mit kære kollektiv Grønkåls hjemmeside. Adressen er www.grønkål.dk eller www.gronkal.dk.

Kan din browser ikke finde ud af at finde adresser med æ, ø og å skal du installere en lille add-on som du kan finde her.

More to come soon....

/Jakob