Tabte tanker

Igår aftes blev en studerende ung mand dræbt 2-300 meter fra hvor jeg bor.
3 unge fyre havde i høj fart overhalet nogle biler på Viborgvej, da deres bil kom i skred og væltede om på taget hvorefter den kurrede hen af cykelstien og ramte den cyklende mand. Han var dræbt på stedet.

Her til aften cyklede jeg så forbi stedet på vej hjem, og iagttog de blomster og lys der var lagt indenfor den lille afspærring politiet havde lavet. Lysene var den slags der brænder i et døgn, og mange af blomsterne lå stadig indhyllet i plastic, tilsyneladende lagt som en umiddelbar gestus af chokerede og sørgende forbipasserende. Jeg er selv rystet.

Nogengange står det for mig i et kridhvidt klarsyn, at livet er så skrøbeligt at jeg nærmest ikke tør leve det. Endnu mere frygter jeg at risikere at elske. Elske mennesker, som jeg derved har risiko for at miste. Jeg stopper op, og mit hjerte bliver i et splitsekund stenhårdt. Hvordan kan nogen overhovedet holde ud at leve med den uforudsigelighed? I en krigszone er døden så nær at man kan høre, lugte og se den, men i Danmark er vi primært blevet en nation af udødelige. Jeg skal ikke dø, så derfor skal jeg ikke bekymre mig om risikoen tænker jeg, og lokaliserer alligevel tanken om, at hvis mit nummer var ude ville jeg nok ønske at der var ryddet op på mit værelse når mine nærmeste skulle gå det efter.

Jeg er et liv
et CPR-nummer
en fremtid
en ven
en elsket
et minde

... men for pokker hvor skal jeg nyde. I min angst for at min sjæl slipper taget i mit legeme, byder jeg panisk mig selv at elske, nyde, tænke, handle og være mens tid er. Byder mig selv at huske min forgængelighed og mit formål.

Jeg sørger på den dræbte families vegne, og håber at menneskets dumhed aldrig må koste flere kostbare og uerstattelige liv.

/Jakob

OL min bare - så hellere Strandvejsvillaen

Undervisningsfri - et ord der klinger muntert i en Metode og Statistiktræt ung mands ører. Ikke desto mindre var det hvad vores kære statistikguru Flemming undede os denne regnfulde torsdag. Men helt fri holder man aldrig på DJH. Et fjernundervisningsforløb om spørgeskemakonstruktion, normeret til 16 undervisningstimer, skulle forsøde vores dag, og holde os væk fra de eventuelle vildfarne solstråler der måtte snige sig ned under det cementtunge skydække.

Efter at have knoklet på nogle timer, havde min yderst velargumenterende lillehjerne overbevist min lidt træge storehjerne om, at denne form for indlæring virkede bedst såfremt udøveren var placeret horisontalt på sofaen i stuen med TVet tændt. Så meget for spørgeskemaer. Men - her ligger man så, top motiveret for alt der enten kan få tandhjulene på første til at skurre lidt, eller en flok punchlines der kan motionere de sommersløve lattermuskler, og hvad er der så: OL Athens 2004.

Se... Som mange sikkert ved, er jeg ikke verdens mest sportsinteresserede individ. Den vildeste idrætsudøvelse jeg nogensinde har givet mig af med, var svømning, hvor jeg svømmede som en sten, dykkede som en prop og efterlod bassinet halvtomt efter at have slugt utallige liter klorvand. Ikke det helt store hit. Dog har jeg indenfor det sidste år gennem massiv træning, oparbejdet en ikke uanselig interesse for skidtet - altså sport, og kan nu rent faktisk sidde trippende på kanten af stolen når Danmark spiller 23-23 i håndbold. Men disse Olympiske Lege går nu over min forstand. Denne stolte tradition, der her 108 år efter den fik sin moderne reneissance byder på bizare oplevelser som f.eks. Kvindevægtløftning; hvor deltagerne indbyrdes ligner lovende bud på hvem der skal castes til hovedrollen i Hulk II, og kørestolsrace; hvor det kræver en hvis portion velmoraliseret sportsånd ikke at knække sammen af grin når deltagerne kommer hjullende rundt om banen. Ærlig talt har dette års OL ikke haft for meget at byde på. Danmark især er ved at gå hen og blive en rendyrket bronze-nation (som jo trods alt er en eller anden form for medalje, men alligevel...) og selv Guds eget lands Dream Team har tilsyneladende ikke for meget i godteposen.
Det lader næsten til at det kommer bag på dem, at det var i 80erne at hvide mænd ikke kunne dunke.

Nej! Så hellere slå hjernen fra, og betragte hvordan 14 par river hovederne af hinanden i iver om at komme til at eje en omgang mediesponsoreret byggesjusk på en af landets mest prominente adresser. Strandvejsvillaen er blevet min nye bedste ven. Især holder jeg meget af det overeksponerede bøssepar der i ren og skær kønslig afmagt må skiftes til at agere kvinde i henholdsvis lige og ulige uger. Se DET er god underholdning.

/Jakob

The real world

Idag var så første dag på skolebænken. En uges Metode og Statistik står den på for mit vedkommende. Allerede fra fredag har jeg gået og hygget mig med at smugkigge i kompendiet og udvide min særdeles begrænsede viden på området, og idag gik det så løs.

Og hvad har jeg så lært? Se, det er virkelig svært at svare på. Noget med standardafvigelser hvor der skal ganges med 1,96 og at det er svært at argumentere for at hollandske børn klarer sig bedre i folkeskolen end danske (- red.)... Tja, det har nok alt i alt mest været en ordentlig teoretisk knytnæve i ansigtet ovenpå feriens afslappende hjerne-standby. Til det efterfølgende gruppearbejde var det da også svært at få en koncentreret og sammenhængende arbejdsindsats fundet frem, men vi fik da afleveret en tilnærmelsesvis fyldestgørende besvarelse på de udleverede spørgsmål. Jeg håber jeg ser lyset imorgen...

Dagens lyspunkt: Jeg er F%(&% bestået medieteoriopgaven! - glæder mig til den personlige vurdering dukker op per email inden så længe. Desuden har TP gjort en kæmpe indsats, og vores fælles projekt for klanens hjemmeside kan nu ses i en slags betaversion på www.ppk.dk

/Jakob

Ps: Hvordan det gik med formateringen? - Don't ask...

10, 9, 8 and counting....

Snart er det tilbage på bænkene i Frøberts Auditorium i Bunkeren igen. Om ganske få dage skal endeløse mængder af tid til at smile, tænke og kigge på skyer skiftes ud med en skemalagt hverdag og et tilsyneladende endeløst forløb om "Metode og Statistik". Oh my God - hverdagen er ved at hale ind på mig. Den venter rundt om hjørnet. Som en anden Garfield-tegneserie føler jeg mandagens kvalmende ånde komme snigende bagfra, og pludselig uden nogen mulighed for reaktion er den der... Den første skoledag.

Og jeg skal være klar skal jeg. Blyanterne er forlængst spidset og sorteret i penalhuset efter længde, mønster og hvor nedbidt viskelædderet i enden er. Pensum er indkøbt (og jeg har endda overvejet at læse op til første lektion), men endnu mangler noget. Det er enhver knøs' mareridt, en opgave der er determineret til at mislykkedes. Det eneste der mangler før jeg mandag morgen svinger mig op på jernhesten og ad Hasle Ringvej rider mod visdommens tinder er:

En formatering af min computer

"Jamen hvorfor?" vil nogen sikkert spørge - "han har jo lige købt den". Og ja, det er så særdeles korrekt, men med den iver jeg har stoppet programmer i bugen på dyret og fodret den med alskens velsmagende downloads, har den stille og roligt udviklet visse allergiske reaktioner der tyder på vira, trojanere, orme og andet godt. End ikke et hårdtarbejdende virusprogram har kunnet få maskinen til at makke ret, så vejen frem er enkel. Maskinen skal genfødes.

Se sådan en proces er ikke for tøsedrenge. Alle 60GB skal tømmes for indhold der ønskes gemt, alle programmer der ønskes geninstalleret skal findes frem, og alle mailadresser, kontakter etc. etc. skal arkiveres så de er tilgængelige nå Den Jomfruelige Vega åbnes i en ny og ren inkarnation. "Jamen hvorfor så ikke bare tage en fuldkommen kopi af indholdet af harddisken?" spørges der så, og hertil må det nævnes, at der ved denne manøvre, kan være store chancer for simpelthen at kopiere fordums drillerier med over i den Nye Verden. Puha - den første sved på panden melder sig prompte. Jeg er desværre ikke fuldblodsnørd, en type der ville kunne klare opgaven med bind for øjnene og en hånd på ryggen, så jeg ved at den kommende opgave kommer til at koste sved, tårer og... ufattelige mængder Coca Cola!

I situationer som denne ville man ønske sig at Bruce Willis ville iklæde sig sin orange nu-redder-jeg-verden-dragt og styre Guds eget lands missiler i stilling for at undgå fuldkommen kaos, men nej. Dette er en opgave der udelukkende henvender sig til mig. Jeg ved at jeg kan gøre det. Jeg har sat mig op til det i ugevis, og præcis klokken 1200 imorgen indledes manøvren.

Jeg vil have jer alle, kongehuset og Dannebrogs farver i tankerne når mine rystende fingre imorgen taster format c:

/Jakob

"Persona non grata" og et møde med Lasse Ellegaard

Mandag aften havde Biocity og Jyllansposten indbudt til forpremiere på Oliver Stones nyeste bedrift "Persona non grata". Filmen var nummer to i hans trilogi om magthavere der afskyr Amerika, hvoraf den første "Comandante" om Fidel Castro havde premiere sidste år. Som oplægsholder til "Persona non grata", havde JP valgt deres mellemøstkorrespondent, det tidligere "problembarn" i dansk journalistik, Lasse Ellegaard. Ellegaard står for mig som en stor personlighed i jounalistiktermer, og efter at have slugt artikelsamlingen fra de sidste 25 år "Verden er så stor så stor...", var jeg ret interesseret i at se giraffen live. Aftenen oprandt, og mageligt tilbagelænet i det plyssede røde biografsæde, ventede jeg på at få mine sanser efterprøvet. Men ak, suset udeblev og der var nok højest tale om en lille forkølet brise da Hr. Ellegaard havde holdt 10-15 min. oplæg. Selve baggrunden for Stones film - et interview med Yassir Arrafat - var mislykkedes, og filmen skulle derfor skildre den ikke-historie der var kommet ud af opholdet i Ramallah. Ellegaard forklarede kort om intifadaer og selvmordsbombere, og om hvordan fredsforhandlingerne var brudt endegyldigt sammen. Alt dette viden som mange af de tilstedeværende sansynligvis allerede besad, men alligevel modtog endnu engang - det er jo trods alt en spændende historie. Om filmen blev der ikke sagt meget andet, end at den var klippet rapt, at den viste et øjebliksbillede af konflikten og at man endelig ikke måtte tage alle udsagn for gode varer undervejs. Fair nok, men ikke noget man ikke selv kunne have ressoneret sig frem til. Flere lidt vage formuleringer om de mellemøstlige statsledere så dagens lys, og med et "god fornøjelse" spurtede Ellegaard ud ad døren, kun lige kort afbrudt af JPs udsending der overrakte samme standard-buket af smagfuldt sammensatte gevækster, som Ellegaard garanteret allerede var blevet belønnet med ved den tidligere forestilling kl. 19.00.

Øv for en fuser....

Selve filmen var ej heller særlig inciterende. Ganske vidst bryder jeg mig mere om Stones meget ligefremme og "naive" interviewteknik. Han er ikke en Michael Moore, der pinedød skal have et bestemt svar ud af sine modstandere for at brikkerne i hans konspirations-puslespil kan passe sammen. Med Stone er dokumentaren rent faktisk dokumenterende, og selvom vinklingen er skarp, er den ikke til nogen af de involveredes fordel. Både palæstinensiske og israelske støtter har været på banen med udsagn om at modparten havde fået overdraget den positive rolle, og det i sig selv viser meget godt hvordan der i disse kredes diskuteres på et yderst subjektivt grundlag. Men Tju-bang, en selvmordsbombe går af, og Stone viser os lemlæstede kvinder og børn, han viser os rabiate politikere og tænksomme statsmænd... Alt i alt en underlig grød af snapshots der ganske vidst viser hvor mange forskellige parter der skal gøres tilfredse for at konflikten løses, men ikke giver drive og fortælling nok til filmens 64 minutter.

Da vi den aften kørte hjem fra Pallads snakkede vi om hvad - hvis noget - vi havde fået ud af filmen. Det den havde efterladt var underligt difust og ikke rigtig til at sætte ord på. Det var ihvertfald ikke nogen specielt overvældende oplevelse.

Fredag kunne man så i Ellegaards klumme i JP se megen af snakken gentaget. Her tog han fat i den nye pop-dokumentaristiske filmgenre som Moore og Stone repræsenterer, og lod igen nogle løse slag hagle ned over "Persona...". Slagene var velfortjente, og denne gang var også ordene der fulgte med skarpere i kanten. Nogle mennesker gør sig helt sikkert bedst på skrift.

/Jakob

Min første weblog

Al begyndelse er svær siges der. Det skal nu ikke holde mig tilbage fra at springe ud på dybt vand, og prøve kræfter med en at tidens store diller: Weblog'en.

For fremtiden vil man her på adressen, kunne læse min elektroniske dagbog, følge mine tanker og bedrifter, og måske opleve et enkelt billede fra tid til anden.

Så tilbage, mine damer og herrer, er der kun at sige:

Velkommen til jakoblog'en!