At stå distancen

At være nogens kæreste. Ikke blot deres kære, men deres kæreste. Det er rart og vidunderligt. Det giver kriller i maven og røde kinder, og føles lidt som en mærkelig tropesygdom i hele kroppen – bare på den rare måde.

At elske. At kunne give sig hen og hengive sig til troen på, at dette menneske er den, du passer sammen med. På alle leder og kanter. Dit match. Prinsessen i dit eventyr.

At bruge tid sammen. Nyde nærværet. Indvie hinanden i livshistorier, venner og familie. At åbne sit liv op for en ny kraft, der fremover vil præge netop dette liv.

At savne. At føle et bundløst hul inde i sig, når denne special someone ikke er til stede. At drømme sig hen til hende. At føle sig halv når hun er væk og først blive et helt menneske, når man atter er sammen.

At være langdistancekærester. En midlertidig løsning på ønsket om at praktisere et forhold, uden dog at kunne være hinanden nær altid. En sikker platform for håb, savn og længsel. En romantisk foranstaltning, hvis man kan leve med det – et skærsild uden lindring, hvis man ikke kan.

Anna, jeg elsker dig og vil være sammen med dig, men jeg hader afstanden imellem os.
Nu kommer jeg altså snart op og flytter din ø ned til Århusbugten!

Jeg har brug for mit match. Min kæreste. Min kvinde. Min prinsesse. I mit liv. Hos mig. Nu og her. Altid. Hele tiden. Og hun sidder 144 kilometer væk i en verden, som hun ikke kan blive ved med at forsømme, blot fordi jeg ønsker at se hende.

Enten er ønsket om at ses stærkt nok fra begge sider til, at vi bruger enhver chance, vi får, på at mødes. Men er der blot fra en af parterne et ønske om, at dette sættes lidt i bero, forsvinder troen på succesen i langdistanceforholdet alt alt for hurtigt.

Jeg kan ikke undvære hende længere. Det bliver jeg nødt til alligevel. Jeg elsker hende helt op i himlen, og alligevel tør jeg snart ikke tro på, at det lykkes. Jeg bliver også ældre og får mine ønsker og krav til et forhold. Blandt dem tror jeg simpelthen ikke, at jeg kan leve med, at jeg ikke ser min kvinde særlig ofte.

Hvad pokker skal jeg dog gøre?

PS: Ja, jeg overvejer faktisk seriøst at flytte til Mors efter endt studium i januar. Der er bare alt for længe til.