Edut og kulturen

Atter er jeg tilbage i Bunkeren og denne gang for at aftjene mine sidste få måneder af et studium, der har bragt mig glæder, smerte, spænding og tænders gnidsel.

Disse sidste måneder byder, foruden Den Store Skræmmende Hovedopgave, på et fagspeciale med emnet: Kultur. Lige min kop te, og noget jeg rent faktisk har gået og glædet mig til, siden jeg i sin tid begyndte på studiet. Nu er jeg i det, and it is goooooood.

Således hev underviser Erik Farmann holdet med ud i festugen i aftes. Vi skulle opleve Svalegangens eksperimenterende teaterperformance Upside Downtown i Gruppe 38's lokaler i Mejlgade. Klokken 21.30 var alle 19 håbefulde kulturskribenter samlet i gaden, men silende nedbør med karakter af noget-mere-end-støvregn bød arrangørerne at udsætte forestillingen. Diverse balanceakter på en syv meter høj stol og deslige stod ikke til at udføre i glat og snasket regnvejr.

Farmann var nedtrykt, men som med et trylleslag fik Kåre fra holdet kommunikeret videre til lækkerheds-hulen Ris Ras, at vi var 20 journalister på vej, og Det Allerhelligste nede i cafédyrets kælderbug blev åbnet for os tørstige sjæle.
Her sad vi så og kom hinanden ved, mens vi tog for os af de våde varer. Så ganske kulturelt og så alligevel ikke.

Derfor besluttede undertegnede sig for, at drage ud og finde kulturen på vej hjem - godt animeret af caféens djævelsk gode Chimay Tripple på fad.
Odysséen endte kort derfra på Pustervig Torv, hvor en Bier-knejpe hvert år skyder op i festugen, og under udspændt presenning spreder hygge og glæde til segmentet på enten 40+ eller dem med en promille på den gode side af "Stang-bacardi".


Her havde de velfriserede unge mænd i Parklife indtaget scenen, og nu skulle der dælendylme rockes. Derfor fik publikum både D:A:D, Van Halen, Europe, Guns N' Roses, Gasolin og afslutningsvis AC/DC til at skylle fadbamserne ned med. Og det holdt. Der blev klappet på et og tre, den allestedsnærværende solo-danserinde af grønlandsk afstamning gav den gas foran scenen og på bænkene blev der mimet med på de linier af teksten, hvor lix-tallet var overkommeligt.

Jeg nød min lunke Classic fra plastikkruset, lænede mig op at en teltpæl og lod folkeligheden omfavne mig som en blød og indtagende dyne. Her festede mennesker som du og jeg på en tirsdag aften. Hvad de forlangte var alt for dyr pisgul væske fra fad og noget musik, de kunne stampe i gulvet til. Her var ingen for fin til at stå på bænkene. Her var folkefest og hammerægte dansk kultur. Skål for fa'en. Det ka' sq ikke blive DR2 hver gang.

Glæden ved at skabe

I øjeblikket arbejder jeg og min makker(inde) Mathilde på semesterprojekt. Det skulle gerne udmynte sig i en 20 min. dokumentarfilm i slutningen af måneden.

Og det er fantastisk!

Vi er nået til et punkt i uddannelsen, hvor den professionelle selvtillid er så stor, at man tør prøver grænser, metoder og formgreb af. Hvor man kaster en historie, hvis den ikke står distancen 110%, hvor man med sin journalistik kan skabe, røre og forandre.

Det her projekt er SÅ spændende. Jeg glæder mig til den næste måned!

Hvad det omhandler må I vente med at få at vide, men jeg skal selvfølgelig nok uploade det færdige resultat herinde.



On a personal note går det også fremad. Faktisk er jeg mestendels glad. Og selvsikker. Dejligt.

Blogged with Flock

Den lange rejse

Omkring 48.884 kilometer på halvandet år.

Så meget har jeg tilbagelagt mellem henholdsvis Århus – Hedensted det første år og Århus – Fredericia det sidste halve år for at komme igennem min praktiktid.

Ud over det har jeg brugt knap 2.500 vågne timer i VAF-koncernen, jeg har skrevet omkring 530 artikler – plus et ukendt antal noter.

Jeg har interviewet Erik Clausen om kunst og arbejdsmoral, Benny Bundgas om tændrør og autolak, Niels Kristian Kristiansen om hans forhold til salmer og Hans Loft om hans job som kryds-og-tværs konstruktør. Plus uendeligt mange flere helt igennem almindelige mennesker, der hver især havde en historie, som jeg – journalisten – lagde øre, hjerte og pen til.

Sikke en tur.

I morgen skal mit forløb endelig evalueres, og fra udgangen af måneden er yours truly atter studerende ved Danmarks Journalisthøjskole. Forhåbentlig på hastig kurs mod dimission anno januar 2009. Hvem skulle have troet det?



Jeg har lært, hvad der skaber en god redaktør – og en dårlig.
Jeg har lært, at der ikke findes en færdig formel for godt journalistisk arbejde.
Jeg har lært, at arbejdsmoral er noget, jeg skal arbejde med (pun intended).
Jeg har lært, at dagbladsjournalistik er spændende, givende og effektfuldt – og noget som jeg aldrig kan se mig selv arbejde mere med fremover.

Jeg tror sq næsten, at jeg har lært det, jeg skal.

Lortekildedag

Selvom det jo i høj grad er mig selv, jeg kan takke for det, tror jeg, at jeg i dag har haft det, som jeg tror, journalister vil betegne som en "Lortekildedag".

(sikke dog en snørklet sætning at begyndet et blogindlæg med. Så fik jeg da skræmt de få læsere, der er tilbage, væk)

Livet går sin gang på redaktionen. Jeg skriver og skriver. Snakker med folk, ringer dem op, besøger dem i deres hjem, på arbejdspladsen og ved deres hobby. Alt i alt byder hver dag på nye ansigter, stemmer og skæbner. Så langt så godt.

I dag slog det mig bare, hvor forsigtige folk er, når de skal udtale sig til avisen. Ingen tør have en holdning, og alle skal helst være så udglattende, at man skulle tro, det var en reklame for dampstrygejern...

Belært af tidligere tiders ståhej, tilbyder jeg ofte mine kilder, at de kan læse artikler igennem og kontrollere, at fakta er korrekt. Det gør de også, og jeg har stor respekt for, hvis nogle griber journalisten i at have lavet en bøf. Vi er jo alle mennesker. Selv journalister.

Irriteret bliver jeg dog, når nogle så mener, at de også skal ind og rette i, hvordan de fremstår i artiklen. Tænk nu, hvis det skinnede igennem, at de havde en holdning, der skilte sig fra mængden. Tænk nu, hvis nogen følte sig trådt over tæerne. Det kan irritere min lever.

Endnu værre er det så med dem, der synes at de i røret - eller sågar face-to-face - kan tale "mellem linierne" i et væk og så regner med, at journalisten lige stopper blomkål i lyttelapperne, mens de kloger sig på kanten af, hvad godt er. Det skal de bare lade være med, hvis ikke de har lyst til at se det på tryk næste dag. Jeg kan forstå, at de fortæller noget udenfor citat, hvis det er enormt vigtigt for forståelse af sagens karakter. I alle andre tilfælde: Flet næbbet fætter!

Jeg behøver vist ikke forklare, at jeg har været udsat for samtlige ovennævnte i dag. På en mandag. Og i umiddelbar nærhed af, hvad jeg troede var en forestående fyraften.

Pfffff.....

PS: Lige en portion hyggehad til min webhotel-udbyder, der valgte at lægge denne side inkl. min mailkonto ned det meste af søndagen. I får snart en kunde mindre at yde dårlig service over for.

Drøje journalistiske hug

To redaktører, en times samtale og absolut ingen selvtillid tilbage.

I tirsdags skulle mit første år på dagbladet evalueres. Som led i praktiktiden, skal praktikanen løbende have kritik og evalueres. Det var jeg – af uvisse grunde – ikke blevet hele mit år i Hedensted, så her da jeg skiftede redaktion, var der åbenbart nok points på dårlig-samvittighed-kontoen til, at de fandt tid til mig.

Redaktionschefen fra hovedavisen og lokalredaktøren fra egnsredaktionen havde derfor sat mig stævne i domicilet i Vejle. Et repræsentativt udsnit af mine godt 350 artikler fra praktiktiden var blevet printet ud og kommenteret, og så gik seancen i gang.
Uklart sprog, for lange sætninger, manglende indlevelse, vinkelforvirring, ingen nysgerrighed og for overfladisk og pæn journalistik var beskyldningerne. Blot én artikel blev fremhævet som god. Netop den havde ikke sagt mig særlig meget at skrive.
På den time blev alle mine idéer om eget journalistisk værd spiddet. Min lokalredaktør, der dag ud og dag ind har puttet mine ting i avisen for et betalende publikum, sagde i løbet af den timelange evaluering ikke én positiv ting. Lige dele konstruktiv kritik og ros for de gode takter er åbenbart ikke standarden, når det kommer til evaluering inden for journalist-faget. Ikke på denne avis i hvert fald.

Noget rystet brugte jeg over to timer på et efterfølgende interview med en 87-årig skytte fra Fredericia. Jeg var simpelthen rædselsslagen for ikke at få det væsentlige med. Jeg var jo en dårlig journalist.

I morges da jeg mødte på arbejdet talte jeg straks med kollegerne. Hvis de havde lignende kommentarer til mit arbejde, ville de så ikke melde klart ud fra start? Ikke bare trykke lortet kritikløst for efterfølgende at give mig skideballe i slutningen af mit praktikforløb. Overraskende nok var stemningen helt anderledes. De var glade for mit arbejde. Nuvel, jeg skrev til tider lidt langt, men det var bestemt ikke dårligt, det jeg lavede, kom det fra flere kanter. Tvært imod havde de været glade for mit store engagement fra starten af.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tro på. Hvem er for flinke, og hvem er for hårde?
Sandheden er nok midt imellem, og jeg har helt sikkert meget at lære. Klokkeklart er det, at den type journalistik, der bedrives på mit praktiksted, ikke er den, som jeg skal beskæftige mig med resten af min professionelle karriere. Det kunne jeg nok have sagt mig selv fra start – nu fik jeg bare fagmændenes ord for det.

Skiftedag

Fra den 1. august har jeg fået nyt visitkort. Fra egnsredaktionen i Hedensted skal jeg nu til "storbyen" og prøve kræfter med VAF-koncernens selvkørende lillebror: Fredericia Dagblad.

Jeg er lutter smil og forventning, og jeg glæder mig til at tage livtag med garnisionsbyen, som jeg kender absolut INTET til. Erfaringen viser dog, at det gør jeg om blot seks måneder, når jeg kan takke af som praktikant og atter skal på skolebænken.

Wish me luck...

Det svære job

I min praktiktid som journalist møder jeg mange mure. De fleste kan forceres efter kortere eller længere tilløb, men af og til rammer jeg panden mod en af dem.

I går var svær. For første gang havde jeg en retssag, der havde store menneskelige konsekvenser.

Tiltalte, en mand på i dag 63 år, havde i kraft af sine egne to hjemmeboende børn, i perioden 1993-1999, haft huset fyldt med legende børn stort set hver eneste dag.
- "Min dør stod altid åben", sagde han.

Blandt andet havde han hjulpet en veninde med at aflaste hendes fire døtre, da pigernes far var narkoman, og bølgerne ofte gik højt derhjemme. Så havde de overnattet hos ham. Anklageskriftet lød på anden kønslig omgang end samleje med piger under 12 år.

En ung kvinde på 21 var i dag gravid med sit andet barn. Hun havde modtaget psykologbehandling hele sit ungdomsliv, men havde aldrig sluppet skeletterne ud af skabet. Nu skulle det være. Med hendes eget barn i tankerne, ville hun have den mand dømt, der i hendes pure ungdom havde befølt hende og udsat hende for ting, der ikke hører barndommen til og aldrig bør ske under tvang.
I efterforskningen dukkede en nabopige op, og hun blev bedt om at vidne i sagen, hvorefter det kom frem, at også hun var blevet krænket.
Øvrige vidner var den 21-årige kvindes to søstre, og igen. Også de havde pludselig fået åbnet skuffer, der ellers havde været hermetisk lukkede, i sindet, siden de som små var blevet udnyttet seksuelt.

Dommen lød på seks måneder betinget og 30.000 i erstatning til hver af pigerne. Tidligere havde den 63-årige sonet seks måneder – for samme forbrydelse… Mod sit barnebarn og dennes veninde! Denne dom fungerede således som en form for bagvendt tillægsstraf, da hændelserne her lå forud for den tidligere dom. Kryptisk.

Under retsagen mødte mandens datter op. Den unge kvinde skulle egentlig vidne, men trak sig i sidste sekund, og da hun entrede retsagen for at underskrive sedlen om vidnegodtgørelse, brød hun grædende sammen over synet af sin far på anklagebænken.

Under voteringen forlod jeg retsbygningen, og der sad datteren hulkende op ad husmuren.
Jeg havde så meget lyst til at give hende et kram. Men jeg var på job. I en rolle. Jeg var den upartiske journalist, og det betød, at jeg følte, jeg måtte vende medmenneskeligheden og den grædende kvinde ryggen, og i stedet sive bort med blank og objektiv overflade.

Fuck det var hårdt.

Jeg håber der går længe, før jeg igen har en sag af den karakter.