Edut venter på svar

Så er den overstået. Samtalen på et absolut drømmejob som PR medarbejder på Entré Scenen i Århus. Samtalen gik strålende, kemien var god og det virkede til, at panelet på fire delte mit syn på, hvordan Entré Scenen og den kommende East Gate Europe Festival skulle omtales og promoveres.

Så nu venter jeg atter. Helt til på onsdag før jeg får svar. Kunstnerisk leder og international koordinator på teatret drager i aften til Polen, og derfor er beslutningen om, hvem der lander jobbet udsat til midten af næste uge. Pyha, det er strengt.

Det er sjældent at et job, hvori kultur indgår som så kæmpestor en parameter, bliver slået op i Århus. Jeg er derfor dybt beæret over at være kommet med i den seks mand store samtalerunde. Pt er jeg så hypet omkring stillingen, at jeg næsten ville give afkald på en vilkårlig legemsdel for at blive en del af teamet på Entré Scenen.

Højt at flyve siger de, men jeg kan nu ikke holde mine forventninger i ro, når endnu et job kommer tættere og tættere på. Jeg trænger til at komme i gang. Komme til at bruge mine kræfter der, hvor de kan mærkes, og hvor de gør mest nytte. Jeg kan virkelig se, hvordan jeg vil kunne gøre en forskel hos Entré Scenen.

Så nu skal det bare blive onsdag...

Depressionsangst og rent sengetøj

De sidste dage har været hårde. Det begynder at gå op for mig, at det er alvor det her. At mit veludviklede Peter Pan-syndrom har spillet fallit, og at det forventes af mig, at jeg ”i dag træder ind i de voksnes rækker”.

Det kan ikke gå hurtigt nok med at få mig proppet i et kontor med mit navn på døren og såkaldt moderne institutionskunst på væggene. Ud at betale skat og få hjulene i samfundet til at køre rundt. Det er jo det, man gør Jakob!

Dette system med en karantæneperiode efter man er færdiguddannet har jeg det godt nok ambivalent med. Logisk kan jeg udmærket se, at det inciterer folk til at gå direkte fra studium og ud i et arbejde, men jeg synes det er et unødigt pres. Af min årgang af uddannede fra Journalisthøjskolen er det relativt få, der allerede er i jobs, og under hovedopgaveforløbet har det nu ikke ligefrem været så nemt at finde tid til at søge arbejde. Men tillykke med uddannelsen, nu fratager vi dig dit levegrundlag i en måned... eller reelt to, da dagpenge er bagudbetalte... Skal du stadig betale husleje og mad siger du? Ikke vores problem.
Ja, det virker da garanteret efter hensigten. Det samme gør simuleret drukning under tortur. Det det gør for mig er, at det stresser mig helt og aldeles at være på randen af fallit med gæld til højre og venstre. Det synes jeg sq ikke, at der er meget velfærdssamfund over.

Ud over de økonomiske kampe valgte min krop at spare mit immunforsvar væk i forbindelse med nedskæringer. Dette har resulteret i flere dage på langs med feber, ondt i halsen og hovedpine. Influenza kaldet de det vidst – jeg kalder det nærdødsoplevelse, men jeg er jo også en mand.

Ovenstående plus adskillige andre små aparte faktorer gør, at jeg disse dage bevæger mig trist og syg rundt i et vakuum af forventningspres og kreditorfrygt. Indre problemer skaber hos mig ydre rod, så mit værelse har efterhånden fået tilnavnet ”helvede”. Helvede peakede for nogle dage siden – da kroppen havde prikkerunde – og jeg flyttede ind på sofaen, da hverken gulv, bord, stol, seng eller skabe kunne identificeres bag den lukkede dør... Jeg er taknemmelige over, at jeg har ”verdens bedste roomie”(tm), der blot nikkede, sagde ”jaja” og lavede karrysuppe til mig!

Sådan er de sidste dage gået. Strepsils, panodiler, the, mælk med honning, søvn, Halls og lidt halvhjertede forsøg på at skrive ansøgninger. I dag fandt jeg så mig selv stående i badet, mens jeg sukkede højlydt. Så højt, at jeg selv blev forskrækket over det. Jeg nåede først lige at skyde det hen, før den var der igen.
- Suuuuuuuk! som en træt gammel billetkontrollør i et overfyldt weekendtog.

Faktisk gik jeg lidt i panik. Sidste gang jeg havde hørt mig selv sige sådan, var i sommeren 2006. Inden der var gået 14 dage var jeg diagnosticeret med depression og startet hos en psykolog. Det blev til et længere forløb, før jeg atter blev raskmeldt, men jeg fik nogle værktøjer med mig, der siden har kunnet holde monsteret i skak.

Jeg vil det ikke igen. Jeg nægter. Giv mig orden og klare linier. Bare for en periode. Fast indtægt, fast job, fast føde og en fast kæreste ( - gerne fast i kødet, tak!).

I morgen er en ny start, har jeg bestemt. Der skal der muges ud i Helvede. Jeg har markeret det ved, at flytte tilbage allerede i aften, ryddet min seng og lagt nyt sengetøj på. Lyseblåt med hvide snefnug. Kitch af karat, men noget jeg havde med fra mit barndomshjem. På en sær måde giver det mig tryghed og en tro på, at jeg selv kan nå at ændre min skæbne, førend en tåbelig sygdom gør det for mig.

Greencard til voksenverdenen

Så er jeg journalist. Dette helvedesstudie, der tog mig fem år at gennemføre, og som formåede at køre mit i sænk, for atter at bygge mig op henover de sidste semestre. I morgen modtager jeg mine eksamenspapirer. Mit greencard til voksenverdenen.

Forude ligger uanede muligheder for at pejle sit liv i den ene, anden eller tolvte retning. Skal jeg lave politiske analyser på Christiansborg, reportager fra kræmmermarkeder i Tullebølle eller styre kommunikationen for en international virksomhed? Je ne sais pas!

Planen er som følger: Februar står på dummejob. Jeg hygger mig i kiolleren og forhåbentlig kan Adecco. eller et andet daglejer-firma, finde mig noget at rive i. I al fald skal jeg bare have, så jeg kan betale husleje og forbrug i marts måned. Shouldn’t be that hard.

For ikke at gå fuldstændig kold over denne intetsigende tilværelse – om end det blot er en måned – har jeg langt om længe fået sat en skrivegruppe i gang. Hermed burde der være skabt en motivationsfaktor, der gør, at jeg rent faktisk får kradset alle de idéer, jeg går rundt med i hovedet, ned på computeren.

Forfatterskolens to-årlige optagelsesfrist er 1. marts... Skulle man forsøge sig?

Fra april begynder dagpengene at komme. Det er ikke en støtte jeg har i sinde at lukrere på til evig tid, men det vil være den sikkerhed, der gør, at jeg kan fokusere på at finde mig det helt rette job, uden at snuble og ende i en panikløsning.

For ja, det kan godt være, at det rigtige job for mig er i København... Men er det virkelig det værd at opgive vennerne, bandet og den lækre lejlighed for det? Flere og flere ting siger mig, at det er det ikke. Jeg er jo for pokker vild med Århus og alt hvad byen har givet mig.


Ikke desto mindre har finanskrisen gjort det en del mere besværligt at finde et job. Det lader til at alle arbejdspladser er yderst forsigtige med at hyre folk, og islændingene fik jo også lige sørget for, at mediehusene også fik krisen at mærke.
Kombineret med bådet et DR og et TV 2 i økonomisk krise, ser mulighederne ikke just lysegrønne ud.

Sikke mange tanker om et professionelt liv, der først netop er startet. Hjælp! Jeg tror bare gerne at jeg vil tilbage i studielivet igen. Den her virkelig verden med arbejdsløshed, regninger og ansvar er sq lidt skræmmende.

Og hvor seriøst det hele end kan lyde, så ved jeg jo, at alle ovenstående overvejelser med ét kan blive fejet af banen, hvis der dukker noget – nej nærmere nogen – op i personsfæren. En der slår benene væk under mig. Får mig til at fri, flytte langt pokker i vold eller... Ja, hvem ved.

Hvorfor bekymre sig, når livet alligevel blot er en række af fantastiske tilfældigheder, der gør alting mere besværligt og meget sjovere?

Carpe fuckin’ diem...