onsdag, september 03, 2008

Edut og kulturen

Atter er jeg tilbage i Bunkeren og denne gang for at aftjene mine sidste få måneder af et studium, der har bragt mig glæder, smerte, spænding og tænders gnidsel.

Disse sidste måneder byder, foruden Den Store Skræmmende Hovedopgave, på et fagspeciale med emnet: Kultur. Lige min kop te, og noget jeg rent faktisk har gået og glædet mig til, siden jeg i sin tid begyndte på studiet. Nu er jeg i det, and it is goooooood.

Således hev underviser Erik Farmann holdet med ud i festugen i aftes. Vi skulle opleve Svalegangens eksperimenterende teaterperformance Upside Downtown i Gruppe 38's lokaler i Mejlgade. Klokken 21.30 var alle 19 håbefulde kulturskribenter samlet i gaden, men silende nedbør med karakter af noget-mere-end-støvregn bød arrangørerne at udsætte forestillingen. Diverse balanceakter på en syv meter høj stol og deslige stod ikke til at udføre i glat og snasket regnvejr.

Farmann var nedtrykt, men som med et trylleslag fik Kåre fra holdet kommunikeret videre til lækkerheds-hulen Ris Ras, at vi var 20 journalister på vej, og Det Allerhelligste nede i cafédyrets kælderbug blev åbnet for os tørstige sjæle.
Her sad vi så og kom hinanden ved, mens vi tog for os af de våde varer. Så ganske kulturelt og så alligevel ikke.

Derfor besluttede undertegnede sig for, at drage ud og finde kulturen på vej hjem - godt animeret af caféens djævelsk gode Chimay Tripple på fad.
Odysséen endte kort derfra på Pustervig Torv, hvor en Bier-knejpe hvert år skyder op i festugen, og under udspændt presenning spreder hygge og glæde til segmentet på enten 40+ eller dem med en promille på den gode side af "Stang-bacardi".



Her havde de velfriserede unge mænd i Parklife indtaget scenen, og nu skulle der dælendylme rockes. Derfor fik publikum både D:A:D, Van Halen, Europe, Guns N' Roses, Gasolin og afslutningsvis AC/DC til at skylle fadbamserne ned med. Og det holdt. Der blev klappet på et og tre, den allestedsnærværende solo-danserinde af grønlandsk afstamning gav den gas foran scenen og på bænkene blev der mimet med på de linier af teksten, hvor lix-tallet var overkommeligt.

Jeg nød min lunke Classic fra plastikkruset, lænede mig op at en teltpæl og lod folkeligheden omfavne mig som en blød og indtagende dyne. Her festede mennesker som du og jeg på en tirsdag aften. Hvad de forlangte var alt for dyr pisgul væske fra fad og noget musik, de kunne stampe i gulvet til. Her var ingen for fin til at stå på bænkene. Her var folkefest og hammerægte dansk kultur. Skål for fa'en. Det ka' sq ikke blive DR2 hver gang.

Etiketter: , , ,

Dagens spådom fra Alexanderband.dk: