Israel går ind i Gaza

Undskyld mig for at blive en smule politisk....

Her til aften skete det. Israelske styrker - herunder titusindevis er reservesoldater - er gået ind i Gaza med det formål at ødelægge den øverste top hos Hamas, der gennem længere tid, både før og efter våbenhvilen, har beskudt Israel med raketter.
I den seneste uge har Israel vha. luftvåbenet bombet mål i Gaza og ramt, hvad man mener, der kan rammes af militære mål i området. Derfor har det også kun været et spørgsmål om tid, førend kampene skulle rykkes til landjorden, og det sidste "oprydningsarbejde" kan finde sted. En regulær besættelse af Gaza-striben synes ikke på nogen måde at være Israels plan med den militære fremrykning.

Også i Danmark har vi mærket til konflikten. Ud over en ret massiv mediedækning af situationen, trak en mand for et par dage siden våben og skød to israelske kosmetik-medarbejdere ned i Rosengårdscentret i Odense. Disse er nu indlagt med skudsår i arm og ben, og den formodede gerningsmand er anholdt og sigtet for forsøg på manddrab.
Og mange danskere har en holdning til konflikten, som den er nu. Dog er det langt fra alle, der har sat sig ind i problemtikken. Heriblandt en Katja, der her til aften tonede frem på TV 2 NEWS og fortalte om hendes bevæggrunde for at deltage i Islamisk Samfunds anti-Israel demonstration i København i dag. En demonstration der blandt andet bød på kanonslag og afbrændte israelske flag.

Israelsk og amerikansk flag brændes af foran Christiansborg 3. januar 2008 - Foto: Politiken.dk

Katja mente, at det Israel havde gang i i Gaza var "vanvid" og i øvrigt mente hun, at Danmark skulle trække sine tropper hjem fra andre lande....?!!!

WTF?! Katja-pigen. Hvad med at sætte sig lidt ind i, hvorfor du går på gaden under Palæstinensike faner og fordømmer Israel? Det er sqda ikke for at hente danske tropper hjem fra Afghanistan?! Og måske er det voldsomt at se en højteknologisk krigsmagt gå ind i noget, der mest af alt kan betegnes som et u-land, men sådan er krig. Og når Hamas SELV ophæver våbenhvilen, og bliver ved med at sende raketter mod israelske mål, ja så må de sq forvente en lussing. Lad os da for en gangs skyld får Hamas' terrorister til at stoppe og hjælpe Fatah på vej til et demokratiske Palæstina og en to-stats-løsning. Netop det, som mange israelere også ønsker.

Jeg er træt af folk som Katja. Hvis du ikke kan argumentere for dine holdninger, så lad være med at råbe op. Klaphat.

Arg... Det hjalp lidt...

Israel – dag fire

Så er vi her, og vi er i fuld gang! Alle mennesker – selv El-Al sikkerhedsmanden, der podede samtlige elektriske dimser (og der var mange) for sprængstoffer i lufthavnen – er enormt venlige og imødekommende.

Vi ankom til Tel Aviv onsdag nat ved 2-tiden, og selvom vi havde frygtet det værste i forhold til at skulle indføre kameraudstyr for kr. 100.000+ i tolden, gik alting lige efter bogen, og vi blev mødt velkommen med et ’shalom’ og ’enjoy your stay’.
Mine to amerikansk-israelske fætre, Gal og Elan, hentede os, og snart var vi ’hjemme’ i min fars gamle kibbutz, hvor der stod opredte senge klar til os. Klokken fire kunne vi gå til ro, trætte ovenpå godt 18 timers rejse Århus-Kbh-Zürich-Tel Aviv-Shefayim.

Torsdag brugte vi i kibbutzen på lidt sight-seeing og en kop kaffe med Gal på hotellet, hvor han arbejder. Gal kommer til at fungere som min co-vært i filmen, da han er to-sproget engelsk/hebræisk og derfor også fungerer som tolk i nogle af de interviews vi laver. Samtidig repræsenterer han den helt almindelige unge israeler, med de holdninger – eller mangel på samme – denne besidder.
Aftenen blev brugt med Gal og Elans familie, min fabror Micha og hans amerikanske kone Phyllis. Senere tog vi over til Gals hus, hvor vi også skød en scene af mere uformel karakter, hvor situationen i Israel blev diskuteret over et par øl.

Fredag kørte vi til den nærliggende by, Hertzelia, og lejede vores bil; White Woody – opkaldt efter den lille, forvirrede og meget blege jøde Woody Allen. En ung fyr ledsagede os rundt om køretøjet, og skulle markere på en tegning, hvor Woody allerede havde ridser og skrammer, som vi efterfølgende ikke skulle tage ansvaret for. For hver skramme tilføjede han en prik på sin tegning, og efter grundig inspektion havde tegningen godt 300 prikker! Det ville have været nemmere blot at tegne en ring udenom selve bilen ;)

Herefter drog vi mod Tel Aviv. Eskil er chauffør på israelsk manér. Vognbanestriber og røde lys er for wuzzies! Han fletter, dytter, bremser og accelerer, så man skulle tro, at manden allerede var omskåret! Noget en facebookgruppe oprettet af hans venner i Danmark ellers opfordrer ham til at blive inden han forlader landet. En noget dyrtkøbt souvenir, hvis du spørger mig.
Fredag aften trillede vi tilbage til Shefayim til shabbat-middag hos min tante, Eilat, og hendes familie. God mad og masser af skrigende børn. Typisk israelsk og vældig hyggeligt.
Vel tilbage i Tel Aviv blev det sidste af aftenen nydt på balkonen hos vore værtinder, Shani og Maja, med udsigt over et af hovedstrøgene, Ben-Yahouda, ledsaget af lidt facebook’ing og en kold øl.

Lørdag var det stadig shabbat, og mange kilder var ikke til at fange på telefonen. Derfor så vi os nødsaget til at gå de ca. 500 meter ned på stranden, hvor nymferne solede sig, løverne spillede strandtennis og bølgerne stod meterhøje og azurblå lige ud for den fineste hvide sandstrand. Og så i starten af december. Skønt.
Shani, hvis værelse vi havde lånt, mens hun havde været på kursus, kom hjem henad aften, og sammen med hende og Maja drog vi til en demo foran Forsvarsministeriets bygninger i Tel Aviv. Her havde 150-200 mennesker taget opstilling med trommer, bannere og fakler. Formålet var at få regeringen til at gøre noget ved de bosættere, der igennem længere tid har plaget Hebron-området. Fredag blev et hus, der var besat af unger (primært 16-17 årige) 2. generations-bosættere ryddet, så situationen i området er ultra-spændt. Til demoen fik vi mulighed for at flashe vores internationale pressekort, hvilket betød at White Woody fik plads sammen med israelske politikøretøjer, og vi uhindret kunne filme bag afspærringer og lignende. Stort! Vi fik også mulighed for at snakke med flere politisk aktive unge, hvoraf en ung fyr – Omri – sagde jatak til at deltage yderligere i vores film. Ham mødes vi med igen i løbet af ugen. Aftenen blev rundt af på en hippie-restaurant i den indre by, hvor vi – siddende i lagenbetrukne second hand sofaer – indtog indiske retter, mens The Doors spillede i baggrunden. Fantastisk sted.

Hele Tel Aviv er så fuld af liv. Du har hovedstrøgene med små butikker, der vrimler af folk, og blot få minutters gang herfra breder stranden sig i et bredt bælte med luksuriøse hoteller og corny strandbarer. Folk er enormt venlige og glade. Det er skønt.

I dag, søndag, er det hverdag igen, og vi har brugt formiddagen med research og opkald i lobbyen på det hostel, vi har overnattet på. Flere og flere aftaler kommer i hus – blandt andet med TV 2’s mellemøsten-korrespondent, Steffen Jensen, der kommer til at få en rolle i filmen også. Vi kører til kibbutzen klokken 14 for et interview med en ung jøde, der rejser til Indien i morgen for at komme væk, og i morgen eftermiddag fortsætter rejsen nok mod Jerusalem. Glæder mig enormt til at gense byen med al dens historiske charme og dens splittede folk.

Sikke en smøre. Over and out for now. Tror det er tid for et pitabrød med humus og en kop kaffe. Billeder kommer op senere, og de kan desuden ses i mit Hovedopgave-galleri på Facebook, efterhånden som jeg tager dem.

/Jakob

PS: Kender du nogen i Jerusalem eller Tel Aviv, der vil have to supersøde journalister boende, så send mig endelig en mail :)

Dannelse og længsel

Onsdag flyver vi fra København. Et stop i Zürich og herefter ankomst i Tel Aviv først på natten. Her starter tre ugers opdagelsesrejse for mig og min makker Eskil.

Længe har jeg haft den her summen i kroppen. Udlængslen og lysten til at udfordre mig selv og møde nye mennesker og kulturer. På een gang en ud- og indadvendt lyst, der lige så meget som den går på mødet med mennesker, også går på at udfordre mig selv i en personlig og faglig kontekst. Tre uger i Israel med et kamera på skulderen burde stille min sult.


Dette er min svendeprøve. Det er mit sidste kryds på det eksamensbevis, jeg skal have i hånden, når jeg fremover skal søge job som journalist. Styrkeprøven for hvad jeg kan drive det til ud fra egne idéer og egen produktion fra start til slut. Hold da op det er spændende.
For selvom kølig vinter bliver skiftet ud med nogle-og-tyve graders mellemøstlig varme, og stressende juleindkøb for en stund er lagt på hylden, så er det ikke ferie vi er på. Vi skal 19. januar aflevere 25-30 min. TV-dokumentar af en kvalitet, så landsdækkende fjernsyn umiddelbart kan – og meget gerne skal – aftage vores produkt.
Heldigvis er min allierede en dygtig fotograf og klipper, og indtil videre er samarbejdet gået smertefrit og som en leg. Men mon ikke vi nok skal bide hovedet af hinanden, når vi står midt i en ørken, udlejningsøsen er punkteret, kameraet er fuldt af sand og nærmeste kosher-diner er en dagsrejse bort?

Personligt bliver rejsen også en dannelsesrejse for mig. Det er min fars og bedsteforældres land. Det er der, han blev født, voksede op, det land han kæmpede i to krige for og det land, han i dag ligger begravet i. Her lever mine fætre og kusiner hver dag med konflikten, og hvad med deres fremtid? For mig trænger en masse spørgsmål sig på – og især bliver jeg nødt til at vide, hvordan de overhovedet kan se en fremtid i Israel, når en tilsyneladende endeløs konflikt æder af politisk, mentalt og medmenneskeligt overskud?
Jeg ville gå i hundene, hvis mit eget land stod i den situation – eller i hvert fald nok blive særdeles rabiat... For ikke at tale om den fordømmelse jeg skulle leve med fra det globale samfund.
Når jeg atter lander i Kastrup to dage før jul, tror jeg, at jeg er vokset. Forhåbentlig har jeg en journalistisk fantastisk spændende skildring med mig hjem. Men pyt med den. Den skal jeg blot bestå et studie med. Allerhelst håber jeg på at have fået et menneskeligt og kosmopolitisk indblik i, hvad en generation af unge, jeg selv kan relatere så kraftigt til, gør, når de er presset ud at skulle forme deres egen fremtid.
Jeg håber at jeg til jul vil nyde anden uden udlængsel og føle, at jeg har givet mig selv den største gave i form af en stor personlig oplevelse og indsigt.