Hvad venter man 15 år på?

Lykke? Karriere? Kærlighed?

Eller på at høre en stemme, der har påvirket ens liv i helt enorm grad?

Nu sidder jeg med den i hånden. Den drøm om musikalsk, personlig og virtuos succes, som mit idol W. Axl Rose begyndte at drømme på i 1993. Dengang drømte jeg med ham, og jeg er fortsat med at drømme hver eneste dag. I dag – 15 år senere – leverer et muntert postbud den til mig.

I al sin bombastiske og produktionstekniske storhed har drømmen aftryk af ”Rose” placeret i hvert enkelt riff, hvæs og 4/4 fra start til slut. En trist, arrig, melankolsk og martret Rose, der hviner sin smerte ud i en skøn 14 sangs serenade om kærlighed, svigt og altoverskyggende forventninger.

Nervøs er han ikke. Ikke et sekund skælver hans grove, hæse røst fra start til slut. Han besidder en tro på sig selv så stor, at intet kan slå ham ud. Ikke forsmåede anmeldere, ikke uoverkommelige udgifter og ikke personlige svigt fra familie, venner, partnere og bandmedlemmer. Rose har ikke brug for nogen. Han har blot sat sig for at fuldføre sin mission og tilføje sine musikalske fortællinger de bedste fødselshjælpere i form af musikere af Guds nåde.

Rose skriver ikke musik til 80’erne, 90’erne eller 00’erne. Han skriver musik til sig selv. Hvis hans fans også nyder den, så er det blot en ekstra bonus. Foran mig ligger verdens dyreste og længste terapisession. Nu offentlig tilgængelig. Forvandlingen fra rasende ungdom til dyb og tænksom voksenhed. Fra megalomanisk besættelse til klædelig ydmyghed. Fra råt talent til noget nær genialitet.

Sangene er for mig ikke nye. Blot tre numre har jeg hørt for første gang i dag. Resten er gengangere, der siden de blev lækket på internettet i halvfærdige versioner er blevet forædlede og finpudsede til perfektion. Rose har I mine øjne altid formået at fange en melodi og en tekst og pleje den, til det optimale kom ud af den. På den måde har luftige riffs og nonsenstekster fået fylde, dybde og til slut en evig plads i mange menneskers livs-soundtracks. Fået mening.

Roses drøm giver mening for mig. Når jeg lukker mine øjne og lytter til dubleret solosang, melodiøse og svulstige guitarsoloer, patos-fyldte filmcitater og en stemme, der lyder som om, den hvert øjeblik det skal være, kan knække over og bryde ud i gråd, mens den lægger sig barberbladsblødt henover klaveret:

”I just can’t let it die
Cause her heart’s just like mine
And she holds her pain inside

So if you ask me why
She wouldn’t say goodbye
I know somewhere inside

There is a special light
Still shining bright
And even on the darkest night
She can’t deny

So if she’s somewhere near me
I hope to God she hears me
There’s no one else
Could ever make me feel I’m so alive
I hoped she’d never leave me
Please God you must believe me
I’ve searched the universe
And found myself
Within’ her eyes”


Det er ikke blot hans drøm - men også min. Mine følelser og min smerte, som han projicerer ud, og tonerne fra stemmebånd og klaverstrenge får tårerne frem i mine øjne. Jeg er bevæget. Jeg er klar til at lade ham føre mig med sig i sin drøm. Jeg modtager. Jeg oplever. Jeg vokser.

Jeg har allernådigst fået anvist en rute ind i et stort, dunkende sind fyldt med empati, kærlighed og sans for at frembringe brudstykker af overjordisk skønhed. Ærefrygtigt og med alle sanser spændte træder jeg ind. Et skridt af gangen. Drømmer, fornemmer og glædes.

Dét venter jeg gerne 15 år på.

---

Guns N’ Roses: Chinese Democracy
Universal Music
Udkommer i Danmark 22/11 2008

Som en fin vin

I nat lækkede endnu tre numre fra det endnu-ikke-udgivede men allerede legendariske "Chinese Democarcy". Med disse tre har verden nu i alt ni studieproducerede og færdigmixede numre til rådighed. Om ikke det hele, så er det ihvertfald størstedelen af, hvad det endelige album kommer til at indeholde.

De sidste par timer er for mit vedkommende gået med at lytte til de nye numre, der byder på en elektronisk lyd og moderne produktion, der ligger sig langt fra, hvad der tidligere har været Guns N' Roses.

Når man ser på hvilken retning de tidligere band-medlemmer trak i (Slash's Snakepit, Velvet Revolver, Loaded etc.), står det lysende klart, at Chinese Democracy - som det ser ud i dag - aldrig ville have været blevet lavet, hvis de stadig var ombord på GNR-skuden.

En dygtig kunstners største udfordring er i mine øjne at udvikle sig og blive bedre uden at gå på kompromis med sin kunst. Heller ikke selvom fans står i kø for at forgylde ham, hvis han laver noget, som det de kender.
Lige præcis her træder mit idol W. Axl Rose frem som det han i mine øjne er. En kunstner. Og immervæk en med gigantiske nosser, siden han har ladet fans vente 15 år og har sat sit eget liv på standby for en dag at udkomme med det, der er hans biddrag til musikkens historie. Hans eftermæle.

Og jeg er imponeret. Instrumenteringen er vild og anderledes: Elektroniske trommer møder flamenco-guitarer, produktionen er nærmest filmisk storladen, tekstuniverset er kringlet og indsigtsfuldt og den vrede, unge rødhårede bonderøv fra Lafayette, Indiana er erstattet med en velovervejet og livsklog cosmopolit, der er fuldt ud klar over sin egen formåen og gennemslagskraft. Som en flaske dyr vin, er vokalen ældet med ynde. Stadig umiskendelig rå, men i dag både fuld af energi, visdom og smerte.

Jeg forventer en officiel udgivelse snart, og indtil da vil mit nye yndlingsnummer "If The World" køre i heftig rotation på den Edutske playliste.

W. Axl Rose som brandmand

I disse dage hærger en voldsom brand det sydlige Californien. Blandt andet i Malibu-området hvor op til flere kendisser residerer.


Således var Red Hot Chilil Peppers-bassisten Flea tæt på at miste hus og hjem, mens kære onkel Axl måtte se sit tag sodet og sværtet, da ilden kom faretruende tæt på. Heldigvis blev hans Miami-mansion (som nogle måske vil huske fra Estranged-videoen) reddet ved hurtig og professionel indsats fra brandvæsenet OG The Redhead himself, der greb haveslangen og holdt flammehavet på afstand! Mere om episoden her.

Jeg bliver lige nødt til at sige det igen: W. Axl Rose styrer!

W. Axl Christ

En columbiansk radiostation har begået disse genistreger.
Veludført blasfemi på højt plan. Enjoy!

The readhead på ny skive

Måske er det et tilfælde, måske er det blot en vennetjeneste eller måske er det starten på promoveringen af Chinese Democracy. Ihvertfald udkommer W. Axl Rose nu for første gang i mange år på plade.

Selvfølgelig ikke hans egen. Den er stadig in progress.

Under dette og sidste års tour gik onkel Axl hen og blev slyngveninder med den fallerede Skid Row forsanger Sebastian Bach. To af halvfemsernes rock n' roll ikoner valgte at hænge ud sammen bag og på scenen, og klappede i medierne hinanden på ryggen så ofte, at det virkede som en fed gang spin for at booste to tvivlsomme solokarrierer.

Men nu er det sikkert og vist. Rose har været i studiet med Bach, og på hans kommende skive, der er i handelen fra 20. november, synger Axl med på tre numre. Det er numrene "Bitchslap", "Stuck inside" og - lyder gættet - en coverversion af Aerosmiths "Back in the Saddle".

"Bas really knew where he saw my involvement on his album and had different options in mind. He knew what seemed obvious, what would be fun, what would work for his album and what he felt I would like. I really liked the energy of the tracks and since I'm rarely asked to do anything I'd actually enjoy or be glad to be a part of, I'm more than grateful for the opportunity and hope the fans get a kick out of it as well." - gunsnroses.com.

Som et lille kuriosum skal det nævnes, at Bach i et interview for nyligt fortalte, at han faktisk havde hørt den færdige Chinese Democracy skive hjemme hos Guns N' Roses sangeren. Men der var ikke blot en... Næh næh... Der var fire fulde skiver med færdigproducerede sange.

Skulle vi så ikke bare lade den se dagens lys, Axl?

NB: Hvad sker der lige for tre indlæg på en dag? Jeg må sq have manglet det...

Rocky vs. Axl Rose

Yes! Så skete det. To af mine yndlings-tegneseriefigurer - Rocky og Axl Rose - mødes i en stribe. Jeg er simpelthen tosset med Martin Kellermans stribe, om den pissearrogante og helt igennem sympatiske vovhund, Rocky, der hver dag kan nydes i Politiken.

Besøg Martins MySpace her, og bliv bl.a. fascineret af hans video af, hvordan en stribe bliver til.