J A K O B L O G

Hvad venter man 15 år på?

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Wed, 19 Nov 2008 02:53:00 +0000

Lykke? Karriere? Kærlighed?

Eller på at høre en stemme, der har påvirket ens liv i helt enorm grad?

Nu sidder jeg med den i hånden. Den drøm om musikalsk, personlig og virtuos succes, som mit idol W. Axl Rose begyndte at drømme på i 1993. Dengang drømte jeg med ham, og jeg er fortsat med at drømme hver eneste dag. I dag – 15 år senere – leverer et muntert postbud den til mig.

I al sin bombastiske og produktionstekniske storhed har drømmen aftryk af ”Rose” placeret i hvert enkelt riff, hvæs og 4/4 fra start til slut. En trist, arrig, melankolsk og martret Rose, der hviner sin smerte ud i en skøn 14 sangs serenade om kærlighed, svigt og altoverskyggende forventninger.

Nervøs er han ikke. Ikke et sekund skælver hans grove, hæse røst fra start til slut. Han besidder en tro på sig selv så stor, at intet kan slå ham ud. Ikke forsmåede anmeldere, ikke uoverkommelige udgifter og ikke personlige svigt fra familie, venner, partnere og bandmedlemmer. Rose har ikke brug for nogen. Han har blot sat sig for at fuldføre sin mission og tilføje sine musikalske fortællinger de bedste fødselshjælpere i form af musikere af Guds nåde.

Rose skriver ikke musik til 80’erne, 90’erne eller 00’erne. Han skriver musik til sig selv. Hvis hans fans også nyder den, så er det blot en ekstra bonus. Foran mig ligger verdens dyreste og længste terapisession. Nu offentlig tilgængelig. Forvandlingen fra rasende ungdom til dyb og tænksom voksenhed. Fra megalomanisk besættelse til klædelig ydmyghed. Fra råt talent til noget nær genialitet.

Sangene er for mig ikke nye. Blot tre numre har jeg hørt for første gang i dag. Resten er gengangere, der siden de blev lækket på internettet i halvfærdige versioner er blevet forædlede og finpudsede til perfektion. Rose har I mine øjne altid formået at fange en melodi og en tekst og pleje den, til det optimale kom ud af den. På den måde har luftige riffs og nonsenstekster fået fylde, dybde og til slut en evig plads i mange menneskers livs-soundtracks. Fået mening.

Roses drøm giver mening for mig. Når jeg lukker mine øjne og lytter til dubleret solosang, melodiøse og svulstige guitarsoloer, patos-fyldte filmcitater og en stemme, der lyder som om, den hvert øjeblik det skal være, kan knække over og bryde ud i gråd, mens den lægger sig barberbladsblødt henover klaveret:

”I just can’t let it die
Cause her heart’s just like mine
And she holds her pain inside

So if you ask me why
She wouldn’t say goodbye
I know somewhere inside

There is a special light
Still shining bright
And even on the darkest night
She can’t deny

So if she’s somewhere near me
I hope to God she hears me
There’s no one else
Could ever make me feel I’m so alive
I hoped she’d never leave me
Please God you must believe me
I’ve searched the universe
And found myself
Within’ her eyes”

Det er ikke blot hans drøm - men også min. Mine følelser og min smerte, som han projicerer ud, og tonerne fra stemmebånd og klaverstrenge får tårerne frem i mine øjne. Jeg er bevæget. Jeg er klar til at lade ham føre mig med sig i sin drøm. Jeg modtager. Jeg oplever. Jeg vokser.

Jeg har allernådigst fået anvist en rute ind i et stort, dunkende sind fyldt med empati, kærlighed og sans for at frembringe brudstykker af overjordisk skønhed. Ærefrygtigt og med alle sanser spændte træder jeg ind. Et skridt af gangen. Drømmer, fornemmer og glædes.

Dét venter jeg gerne 15 år på.

---

Guns N’ Roses: Chinese Democracy
Universal Music
Udkommer i Danmark 22/11 2008

Chinese Democracy starts in...

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Fri, 31 Oct 2008 12:45:00 +0000

Chinese Democracy starts now

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Wed, 22 Oct 2008 13:29:00 +0000

Om en halv time rammer første single fra Guns N' Roses kommende plade "Chinese Democracy" dansk radio. Som de første i landet spiller P3 den officielle udgave af titelnummeret, og bruger en time af programfladen mellem 16-17 til at diskutere den mytiske udgivelse.

Vi er nogle, der har glædet os meget til denne dag.

Singlen forventes at gå i handelen om en uges tid, og albummet står på Universal Musics releaseplan til den 24. november i år.

Jeg arbejder for tiden på at få arrengeret noget at et rockbrag i Århus i forbindelse med udgivelsen - mere om det senere.

Til at forsøde ventetiden, er her en fanmade video til Chinese Democracy:

Guns n' Roses, Chinese Democracy - gunsnroses.us from bkjfk on Vimeo.

Ny præsidentkandidat!

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Tue, 14 Oct 2008 00:22:00 +0000

Tak til Line for linket.

Stream of bad consciousness

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Tue, 14 Oct 2008 00:09:00 +0000

Mennesker er trælse. Jeg er træt af dem. Ingen vil hinanden det godt. Måske undtagen hende i København, der ringede her i aften. Pjat. Hun er bare forstående. Men alle andre. De vender sig bort, og snakker med de rigtige. Dem de kender. Tør ikke udfordre sig selv ved at møde nye mennesker. Sådan bliver man ekskluderet. Udskilt. Aparte. Da jeg gik hjem i aftes var åen sort og smuk. Stille men dog farlig. Der var ganske få fulde folk, selvom der er ferie. Pseudo-ferie. Det er jo alligevel kun noget for skolebørn. Hun skulle have været her i ferien. Hende skolebarnet. Det var ikke ment to be. Det er der sq nok sjældent, noget der er. Kærlighed. Stinker. Kærlighed. Forblænder. Kærlighed. Ikke noget for mig. Jeg gider simpelthen ikke mere. Hun ødelagde den sidste rest af det, jeg havde i mig til at give bort. Til den rigtige. Jeg tror ikke jeg møder hende. Hun eksisterer nok ikke. Og gør hun, skal jeg sq nok få hende skræmt væk. Tanker. Gin & Tonic. Dobbelt. Og tanker. I morgen skal jeg skrive opgave. Hvis jeg gider. Alt er stille. Publicer og sov. I morgen kommer atter en dag. Jeg har ikke lyst til at sove uden en at holde om.

Säg det igen

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Sun, 12 Oct 2008 11:11:00 +0000

(Tekst: Lisa Nilsson, musik: Lisa Nilsson & Henrik Janson)

Du gjorde det igen
Alldeles nyss
Du sa det där man aldrig får säga
Du sa det till mig, det outhärdligt
hänsynstlöst förbjudna
Du sa jag älskar dig, jag älskar dig,
jag älskar dig

Du la din hand på min rygg
Jag vände mig om och du gjorde
det man aldrig får göra
Du strök min panna med stora, värma,
sträva, trygga händer
och sa, jag älskar dig, jag älskar dig, jag älskar dig

Säg det igen, säg det igen, säg det igen
Jag vill höra, så säg det igen, säg det igen,
säg det igen, säg det igen.

Nu blir jag aldrig mera fri,
nu har du mig fast
Jag kan aldrig nånsin leva förutan
Du sa det till mig, det jag längtat hela livet
att få höra
Du sa, jag älskar dig, jag älskar dig, jag älskar dig
Och säg det igen, säg det igen, säg det igen,
jag vill höra, så säg det igen, säg det igen, säg det igen,
säg det igen, säg det igen

Tak, Anna.

Kardiologisk-Geologisk transplantation

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Sat, 11 Oct 2008 17:01:00 +0000

Patient: Jakob Edut

Født: 12.11.1979

Diagnose: Hyperaktivt emotionelt register.

Behandling: Kardiologisk-Geologisk transplantation.

Fremgangsmåde: Under fuld narkose udføres incision på den fastende patient. Herved frigøres cordis, der udtages og erstattes med et geologisk protese af samme omfang. Der sutureres og operationen er aflsuttet. Patientet lægges til opvågning og overvåges det første døgn efter operationen for at undgå eventuelle tilbagefald af empati og anden emotionel aktivitet.

Udføres: medio oktober 2008

School's out...

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Thu, 09 Oct 2008 16:04:00 +0000

Børnehaveklasse: 1 år
Folkeskole: 9 år
Efterskole: 1 år
Gymnasium: 3 år
Multimediedesigner: 2 år
Journalist: 4 år

Undervisning i alt: 20 år – og det slutter i morgen!

Yup folks! I morgen har jeg min sidste dag med undervisning NOGENSINDE. Når klokken i morgen ringer ud (ej, det gør det ikke rigtigt, men når vi får fri så...), så er det sidste gang, jeg skal sidde på skolebænken og modtage undervisning i mit liv – well, hvis man ser bort fra eventuel efteruddannelse, der måtte dukke op, når man ligesom jeg tror på livslang læring.

Men hvor er det fantastisk. Og mærkeligt. Nu mangler jeg blot et Fagspeciale og en Hovedopgave, så er jeg færdiguddannet, har en professionsbachelor + en akademiuddannelse i ryggen og kan gå ud og knokle til dagen og vejen, indtil jeg en dag skal pensioneres. Til den tid savner jeg sikkert studielivet så meget, at jeg melder mig til obskure forelæsninger på folkeuniversitetet.

Eneste bet er vist, at jeg ikke helt er sikker på, om jeg føler mig klar til at blive en del af samfundet derude. Studiet er – på trods af en hvis råhed på DJH – en herlig lille puppe af ansvarsløshed. Pludselig skal jeg til at overveje, at det skal svare sig, for dem jeg arbejder for, at have mig gående. Oh ve – lad mig blive selvstændig.

How can I help you to say goodbye?

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Wed, 08 Oct 2008 06:07:00 +0000

Through the back window of a '59 wagon
I watched my best friend Jamie slippin' further away
I kept on waving 'till I couldn't see him
And through my tears, I asked again why we couldn't stay
Mama whispered softly, Time will ease your pain
Life's about changing, nothing ever stays the same

And she said, How can I help you to say goodbye?
It's OK to hurt, and it's OK to cry
Come, let me hold you and I will try
How can I help you to say goodbye?

I sat on our bed, she packed her suitcase
I held a picture of our wedding day
Her hands were trembling, we both were crying
She kissed me gently and then she quickly walked away
I called up Mama, she said, Time will ease your pain
Life's about changing, nothing ever stays the same

And she said, How can I help you to say goodbye?
It's OK to hurt, and it's OK to cry
Come, let me hold you and I will try
How can I help you to say goodbye?

Sitting with Mama alone in her bedroom
She opened her eyes, and then squeezed my hand
She said, I have to go now, my time here is over
And with her final word, she tried to help me understand
Mama whispered softly, Time will ease your pain
Life's about changing, nothing ever stays the same

And she said, How can I help you to say goodbye?
It's OK to hurt, and it's OK to cry
Come, let me hold you and I will try
How can I help you to say goodbye?

How can I help you to say goodbye?

Chris og kaffefabrikken

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Sun, 05 Oct 2008 21:18:00 +0000

Normalt kan jeg fint sove til kl. 13-14 stykker på en søndag, men i dag måtte jeg gøre en undtagelse. Roomie, der er stor fan af kaffe, havde modtaget besked fra folkene bag kaffe-kæden Baresso om, at kædens pladeselskab havde en ny jazz-plade med kontrabasvirtuosen Chris Minh Doky ude, og at lillebror Doky himself ville gæste Baresso på Banegårdspladsen søndag kl. 11.

Derfor skridtede vi gennem regnen ned til kaffepusherne, og fik kun lige købt os en skoldhed mokka, førend en smilende Chris indtog gulvet i den ende af lokalet, der til lejligheden agerede scene.

Chris Minh Doky er ingen hr. hvem som helst. Ud over at være en ganske almindelig knægt fra Nørrebro, har han igennem sit musikalske liv præsteret følgende:

• Spillet bas i 25 år
• Udgivet to plader med brormand Niels Lan Doky under navnet ”Doky Brothers”
• Gik for 10 år siden solo og har udgivet syv soloalbums
• Spiller over 150 koncerter årligt over hele verden
• Medvirket på over 300 musik-udgivelser
• Skrevet kogebogen ”Jazz Kitchen”
• Spillet for Bill Clinton i Det Hvide Hus
• Modtaget to platin- og tre guldplader
• Modtaget priser for ”Årets koncert”, ”Årets band” og ”Årets bassist”
• Modtaget ”Ben Webster Prisen” i 2008 sammen med sin bror
• Spillet med koryfæer som Curtis Stigers, Mike Stern og John Scofield m.fl.

Og nu stod han altså dér. I en kaffebar mens regnen piskede ned på de forbipasserende udenfor, og prustende bybusser ihærdigt forsøgte at overdøve den mikrofonløse jazz-bassist.

Veloplagt sprøjtede han anekdoter ud fra et liv, der, selvom det i mange år var drømmen om at blive læge, der herskede, kom til at dreje sig om at spille jazz. Om at leve for noget. Ikke kunne leve af det, men alligevel heller ikke kunne leve uden det. Om at turde satse på drømmen – og vinde.

Efter en times fortælling og fire numre kvitterede Chris Minh Doky for tilhørernes interesse med en anekdote om, hvordan min bliver en del af musikken. Frit fortolket lød den således:

”Musik er ligesom en stor, brusende flod. Den består af al musik, der har været, al musik der er og al musik, der kommer.
For at kunne træde ud i denne flod uden at blive skyllet væk og drukne, skal man mestre fire ting: Man skal have den bedst mulige teknik på sit instrument, man skal have den størst mulige viden om al musik, man skal minimere afstanden mellem hjerne og fingre mest muligt og så skal man være åben overfor al slags musik.
På den måde gør man sig transparent og modtagelig, og kan lade musikken strømme igennem sig uden at drukne.”

Kloge ord fra den 39-årige firestrengsvirtuos.

Således opstemt og åndeligt såvel som musikalsk stimuleret blev jeg nødt til at erhverve mig den kompilerede dobbelt-cd ”A jazz life” i en signeret udgave og bruge resten af eftermiddagen på at jazze ud hjemme foran anlægget.

At stå distancen

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Sat, 04 Oct 2008 21:47:00 +0000

At være nogens kæreste. Ikke blot deres kære, men deres kæreste. Det er rart og vidunderligt. Det giver kriller i maven og røde kinder, og føles lidt som en mærkelig tropesygdom i hele kroppen – bare på den rare måde.

At elske. At kunne give sig hen og hengive sig til troen på, at dette menneske er den, du passer sammen med. På alle leder og kanter. Dit match. Prinsessen i dit eventyr.

At bruge tid sammen. Nyde nærværet. Indvie hinanden i livshistorier, venner og familie. At åbne sit liv op for en ny kraft, der fremover vil præge netop dette liv.

At savne. At føle et bundløst hul inde i sig, når denne special someone ikke er til stede. At drømme sig hen til hende. At føle sig halv når hun er væk og først blive et helt menneske, når man atter er sammen.

At være langdistancekærester. En midlertidig løsning på ønsket om at praktisere et forhold, uden dog at kunne være hinanden nær altid. En sikker platform for håb, savn og længsel. En romantisk foranstaltning, hvis man kan leve med det – et skærsild uden lindring, hvis man ikke kan.

Anna, jeg elsker dig og vil være sammen med dig, men jeg hader afstanden imellem os.
Nu kommer jeg altså snart op og flytter din ø ned til Århusbugten!

Jeg har brug for mit match. Min kæreste. Min kvinde. Min prinsesse. I mit liv. Hos mig. Nu og her. Altid. Hele tiden. Og hun sidder 144 kilometer væk i en verden, som hun ikke kan blive ved med at forsømme, blot fordi jeg ønsker at se hende.

Enten er ønsket om at ses stærkt nok fra begge sider til, at vi bruger enhver chance, vi får, på at mødes. Men er der blot fra en af parterne et ønske om, at dette sættes lidt i bero, forsvinder troen på succesen i langdistanceforholdet alt alt for hurtigt.

Jeg kan ikke undvære hende længere. Det bliver jeg nødt til alligevel. Jeg elsker hende helt op i himlen, og alligevel tør jeg snart ikke tro på, at det lykkes. Jeg bliver også ældre og får mine ønsker og krav til et forhold. Blandt dem tror jeg simpelthen ikke, at jeg kan leve med, at jeg ikke ser min kvinde særlig ofte.

Hvad pokker skal jeg dog gøre?

PS: Ja, jeg overvejer faktisk seriøst at flytte til Mors efter endt studium i januar. Der er bare alt for længe til.

Wroooum Wroooum...

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Mon, 29 Sep 2008 21:58:00 +0000

I dag blev jeg den lykkelige ejer af et stykke papir til en værdi af cirka 10.000 kroner.

Dette (værdi)papir er mit midlertidige kørekort, indtil jeg får et nyt lyserødt plastikkort med posten om et par uger. Oh yes, Edut har fået lov at bevæge sig i trafikken på to hjul og masser af kubik under sig - motorcykelkørekortet er i hus.

Hvorfor dog kørekort til motorcykel? Spørger folk. Tja, ud over køreglæden, vinden i håret og følelsen af at være ham cowboyderen, der rider ud mod solnedgangen, så er mit førebevis til MC nu også af en hel anden betydning.

Jeg har, lige siden jeg var helt lille, haft en drøm om at køre kværn. Jeg har lovet mig selv, at det skulle ske inden jeg blev 30 (da 'det grå guld' på deres Honda Goldwings er en joke!) og jeg havde sat mig for, at min første rigtige månedsløn fra et fuldtidsjob skulle gå til udbetaling på en motorcykel. I august besluttede jeg mig for, at det nu var på tide at indfri drømmen, første september startede jeg på køreskolen og i dag bestod jeg min køreprøve.

Derfor er det lille lyserøde kort ikke blot den tilladelse, der giver mig ret til at færdes i trafikken på køretøjer i kategori A. Det er også et lillebitte stykke plastik, der beviser, at drømme rent faktisk kan gå i opfyldelse, hvis bare du selv gør noget for det. Det vil jeg huske, hver gang jeg får øje på det i min pung. En gennemført skøn fornemmelse.

Har du en drøm, du snart skal have indfriet?

Panodil-mus

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Tue, 16 Sep 2008 10:40:00 +0000

Kategori(er): Selskabslege, Efter-druk lege

Ude/Inde: Inde

Sted: Kan leges alle steder men helst i London Baby!

Aldersklasse:
Under 6 år
6 til 7 år
8 til 9 år
10 til 11 år
12 til 13 år
14 til 15 år
15 til 18 år √
Over 18 år √

Antal deltagere: 2 til 4

Varighed: 2 - 10 min.

Materialer: Panodiler – kan evt. også spilles med andre piller, hvorved navnet ændres til Pille-mus.

Beskrivelse: Een af deltagerne placerer fem panodiler foran sig på bordet. Han/hun lukker nu øjnene, en af de andre deltagere peger nu på en panodil. Deltageren som lukkede øjnene skal nu forsøge at gætte hvilken panodil, der blev peget på. Det gør han/hun ved at tage panodilerne een efter een og spise dem. Når han/hun tager den panodil der er blevet peget på råber de øvrige deltagere "MUS", deltageren må nu stoppe med at tage de tibageværende panodiler, og turen går videre til den næste deltager.

NB: Det anbefales at der max. ligger fem panodiler på bordet af gangen, da en voksen person maksimalt må indtage otte piller dagligt

Testet af: Martin AA, Woolie, Sine, Joe, Niko og Edut

Edut og kulturen

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Tue, 02 Sep 2008 22:19:00 +0000

Atter er jeg tilbage i Bunkeren og denne gang for at aftjene mine sidste få måneder af et studium, der har bragt mig glæder, smerte, spænding og tænders gnidsel.

Disse sidste måneder byder, foruden Den Store Skræmmende Hovedopgave, på et fagspeciale med emnet: Kultur. Lige min kop te, og noget jeg rent faktisk har gået og glædet mig til, siden jeg i sin tid begyndte på studiet. Nu er jeg i det, and it is goooooood.

Således hev underviser Erik Farmann holdet med ud i festugen i aftes. Vi skulle opleve Svalegangens eksperimenterende teaterperformance Upside Downtown i Gruppe 38's lokaler i Mejlgade. Klokken 21.30 var alle 19 håbefulde kulturskribenter samlet i gaden, men silende nedbør med karakter af noget-mere-end-støvregn bød arrangørerne at udsætte forestillingen. Diverse balanceakter på en syv meter høj stol og deslige stod ikke til at udføre i glat og snasket regnvejr.

Farmann var nedtrykt, men som med et trylleslag fik Kåre fra holdet kommunikeret videre til lækkerheds-hulen Ris Ras, at vi var 20 journalister på vej, og Det Allerhelligste nede i cafédyrets kælderbug blev åbnet for os tørstige sjæle.
Her sad vi så og kom hinanden ved, mens vi tog for os af de våde varer. Så ganske kulturelt og så alligevel ikke.

Derfor besluttede undertegnede sig for, at drage ud og finde kulturen på vej hjem - godt animeret af caféens djævelsk gode Chimay Tripple på fad.
Odysséen endte kort derfra på Pustervig Torv, hvor en Bier-knejpe hvert år skyder op i festugen, og under udspændt presenning spreder hygge og glæde til segmentet på enten 40+ eller dem med en promille på den gode side af "Stang-bacardi".

Her havde de velfriserede unge mænd i Parklife indtaget scenen, og nu skulle der dælendylme rockes. Derfor fik publikum både D:A:D, Van Halen, Europe, Guns N' Roses, Gasolin og afslutningsvis AC/DC til at skylle fadbamserne ned med. Og det holdt. Der blev klappet på et og tre, den allestedsnærværende solo-danserinde af grønlandsk afstamning gav den gas foran scenen og på bænkene blev der mimet med på de linier af teksten, hvor lix-tallet var overkommeligt.

Jeg nød min lunke Classic fra plastikkruset, lænede mig op at en teltpæl og lod folkeligheden omfavne mig som en blød og indtagende dyne. Her festede mennesker som du og jeg på en tirsdag aften. Hvad de forlangte var alt for dyr pisgul væske fra fad og noget musik, de kunne stampe i gulvet til. Her var ingen for fin til at stå på bænkene. Her var folkefest og hammerægte dansk kultur. Skål for fa'en. Det ka' sq ikke blive DR2 hver gang.

Edut sælger sin sjæl

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Mon, 25 Aug 2008 10:10:00 +0000

Violinisten Paganini, bluesguitaristen Robert Johnson og generalen Jonathan Moulton gjorde det alle. Solgte deres sjæl til djævelen mod ydelser så forskellige som virtuositet på et instrument og støvler fyldt med guldmønter. Nu er det blevet min tur.

Jvf. sidste indlæg har jeg nu kastet mig over betalt blogging (når jeg føler for det), og derved kan den hornede nu tælle Edut på listen over ansatte. Hvor sidste indlæg nærmest var en satirisk kommentar til tendensen, satte den efterfølgende mail fra Bloggerwave kronen på værket:

- klip -

Hej Jakob,

Tak for dit gode indlæg og tak for dine søde ord. Vi ser sagen på samme måde som dig og finder artiklen misforstået da vi allerede sidste år blev godkendt af forbrugerombudsmanden via af vores jurister til at lave denne form for reklame.

En anden ting at nævne er dog at man skal nævne i sit indlæg at det er et betalt indlæg, derfor venligst kopier sponsor logo fra os til blog for at vi kan godkende indlæg.

En anden note kan være at vi betaler IKKE folk for at skrive posetivt, men blot om at tage stilling til et produkt.

Takker igen mange gange og håber du vil indsætte betalt af bloggerwave eller betalt indlæg på din blog.

Med venlig hilsen / Best regards

Bloggerwave
Ulrik Svane Thomsen

- klip -

... Og er der noget Edut ikke kan arbejde med, så er det jo smiger.

Men for at bevare bare fligen af det, der i visse kredse (især udenfor journaliststanden) kaldes integritet, har jeg valgt at påføre indlæg om produkter, der fremover rakkes ned i kommercielt øjemed, denne lille self-explanatory label:

På slig vis, burde det derfor tydeligt fremgå, om jeg mener det jeg skriver, eller jeg bare har lommesmerter igen. Capish?

Vi vender tilbage efter reklameblog'en...

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Wed, 20 Aug 2008 10:29:00 +0000

I Politiken i dag går videnskabsminister Helge Sander ud og erklærer, at det er i strid med markedsføringslovens § 4 at reklamere i blogs, uden at det fremgår, at bloggeren har modtaget penge for at reklamere for et givent produkt.

Denne type "skjult" reklameblogging er nemlig ved at vinde så meget frem, at blandt andet virksomheden Bloggerwave ligefrem har opsat en portal, hvor de agerer matchmakere for virksomheder, der vil tilføre deres produkter ekstra street cred ved at blive word-of-mouth på de hippeste blogs, og bloggere på røven der vælger at sælge ud af integriteten og anmelde alt fra film til løbesko for ussel mammon.

Spørgsmålet er så også, hvor let det er at snige en skjult reklame for f.eks. Sonofon ind i en tekst, når der skal indgå sætninger som "Download gratis Ringetoner i Sonofonhuset", "Sonofonpigen” Sanne" og det i øvrigt skal fremgå af indlægget, at Sonofonhuset er et inspirerende og sjovt sted at slå sig løs... Altså umiddelbart ville jeg nok gennemskue det, hvis jeg lige kom susende forbi mine daglige 10-12 blogs, men det kan jo være, at den kritiske sans er på alvorlig deroute.

I øvrigt kan det da få mig til at tænke over, om jeg burde sende et girokort med efterkrav til henholdsvis Roskilde Festival, teleselskabet Lebara og netværks-sitet Facebook...

/Edut

NB: Såfremt der er retfærdighed til, burde ovenstående ordgejl netop have udløst en 50'er direkte ned i Edutsparegrisen.

En tåre foran Orange - Nu med svar...

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Tue, 19 Aug 2008 13:39:00 +0000

Nedenstående blev originalt publiceret 11. juli i en post-Roskilde-rus. Nu upper jeg den lige en gang, da jeg søndag aften kom hjem til et dejligt svar fra Tina på Facebook, hvor jeg også havde sendt hende teksten.

---

Kære Tina

Jeg lærte dig at kende med "Notes", kom til at holde af dig med "In The Red" og med "Count To Ten" må jeg nærmest indrømme, at jeg er blevet en anelse små-lun på dig.

Stod forrest til din koncert i søndags på Orange Scene. Du og bandet lød fantastisk, og man kunne se, hvor meget det betød for dig at stå netop der. Da du spillede Room With A View og fortsatte over i Halleluja sammen med Steffen, så kunne jeg sq ikke mere.

For første gang foran orange - og for første gang til en koncert ud af de utallige jeg har oplevet - blev jeg rørt så dybt, at jeg begyndte at græde. Mig - en voksen mand - fik du, med din smukke stemme og dejlige tekster, til at stå og vande høns, dér foran Orange.

Tak. Du er virkelig noget helt specielt.

Knus Jakob

---

Hej Jakob

Tusind tak for din rørende besked - og undskyld lidt sent svar!

Det er varmende læsning på en grå, engelsk lørdag!

De bedste hilsner fra Tina

---

Hun er sq gennemført dejlig den kvinde!

Pingvin-ridderen Nils Olav

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Sun, 17 Aug 2008 22:40:00 +0000

Jeg elsker pingviner.

Derfor skal det selvfølgelig også nævnes, når en af artens mere noble repræsentanter gør sig bemærket i pressen, hvilket var tilfældet, da pingvinen Nils Olav i fredags blev slået til ridder.

Den ca. 90 cm høje pingvin, der til daglig bor i Edingburgh Zoo, er nemlig den tredje i rækken af Nils Olav'er, der har haft det ærefulde hverv som maskot for den norske livgarde.

Løjtnant Nils Egelien udnævnte i 1972 den oprindelige Nils Olav (Nils efter løjtnanten og Olav efter den norske konge) som maskot, da livgarden i forbindelse med det årlige Edinburgh Military Tattoo havde tilbragt mange gode stunder i zoologisk have. Da pingvinen døde, blev der udnævnt en ny Nils Olav blandt dens slægtninge, og denne overtog herefter den tidligere maskots titel og rang.

Således har Nils Olav gennem tiderne båret titler som både "honorable regimental sergeant major" og "honorary colonel-in-chief", og den ultimative hyldest til maskotten bød sig således fredag, da Major General Euan Loudon, på vegne af norges kong Harald V., adlede ham til ridder.

Pingvinen, der havde valgt et diskret kjolesæt med gul krave til lejligheden og fremover korrekt bør tituleres Sir Nils Olav, lod sig nu ikke dupere af al virakken, men vraltede glad forbi den opmarcherede garde.

Video her.

Om at være forelsket og bekymret

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Wed, 13 Aug 2008 09:33:00 +0000

Hun er fantastisk. Ud af det blå kom hun. Det var egentlig slet ikke meningen, at der skulle være noget romantik i det. Vi talte bare så godt sammen.

Noget måtte der dog ske, og da ting sjældent sker af sig selv (lige bortset fra ovenstående måske), besluttede jeg mig for at tage derop. Til Mors. Et naturskønt fængsel i Limfjorden omgivet af vand. Min første tur over Sallingsundbroen foregik med krilren i maven og nervøse svedperler på panden. Men der sad hun og ventede; Lille, fin, feminin, klædt i en rødlig let sommerkjole. Lyst hår overalt og smilende, kærlige øjne.
Vi fik aldrig den is. Til gengæld kyssede vi uafbrudt i tre timer, indtil hun måtte gå, og jeg måtte sydpå igen.

Status. Hvad var der sket? Hvorfor var det sket? Og skulle der ske mere?
Interessen havde vi begge, drømmen om en sommerforelskelse - og måske mere - ligeså. Der var kun det ene, store, gigantiske, altoverskyggende problem.
Vi besluttede os for at se stort på det, og en onsdag morgen stod hun af toget i Århus. På trods af sommerfugle og kontrolafgifter fandt vores læber hinandens med det samme igen. De passede bare. Som verdens nemmeste puslespil.
Snak, kys, hjemmelavet pizza med majs, pepperoni og gorgonzola, gåtur i skoven, sushi, sex, stjernerne set fra det yderste af molen, guitar, sofaen på bagerste række i Øst For Paradis, is, is, is.
Turde jeg tage med hende tilbage til øen. Trodse indgåede aftaler og skælmske blikke? Ja bestemt.

Hun falder omkuld. Grinende. Rejser sig igen og hopper hen ved siden af mig. Jeg flyver til vejrs som en løssluppen heliumballon. Lander hårdt og sender hende opad mod himlen, hvor hun hører til. Forpustede og glade falder vi omkuld. Ligger på trampolinen med hinanden i hånden og mærker varm, stille sommerregn kærtegne vores ansigter. Kysser. Elsker hinanden.

Hun følger mig til bussen. Vi har kendt hinanden i en måned. Vi har mødtes to gange. Vi har tilbragt en uge i konstant selskab med hinanden. Vi har åbnet os og taget ind. Vi har ikke kunne holde kærlighedserklæringen tilbage. Vi er faldet. Vi er lykkelige.

Nu venter fordommene i kulissen. Folkets, familiens og vennernes dom.

For man kan da ikke passe sammen, når der er 12 års aldersforskel!

En sofas endeligt

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Tue, 22 Jul 2008 00:44:00 +0000

Så oprandt dagen, hvor Verdens Grimmeste Sofa (herefter VGS) skulle bortadopteres til Klaphatten Kasper.

Kasper - en ung århusianergut - havde kontaktet Edut telefonisk og budt ind på det brune hjørnemonster, efter at undertegnede havde haft en annonce i Den Blå Avis. Efter en kort samtale blev der aftalt, at Klaphatten Kasper og tre flyttemænd skulle indfinde sig på adressen søndag kl. 12 medbringende en kasse kold Tuborg og en ladvogn.

På behørig vis blev der taget afsked med VGS aftenen før. Så behørigt at byturen først slap vore helte hen ad otte-tiden om morgenen. Derfor var det også en stadig halvstiv og temmelig krøllet Edut, der stod op søndag kl. 11.45 for at børste de resterende rockmusikere ned fra sofaen og gøre klar til adoptionen.

12.10 var Klaphatten Kasper endnu ikke dukket op, og Edut valgte at meditere lidt over sofaens smukke - og stadig gådefulde - brune mønstre.

Et opkald. Klaphatten Kasper blev vækket, og kunne flovt berette, at han var blevet brændt af af Kammerat Med Ladvogn. Imidlertid ville han forsøge at skaffe en ny.

Fair fair. Så kunne arbejdet i det mindste lettes lidt for staklen, så Edut og nu næsten vågen rockstar, Niko, gik i gang med at skille VGS ad. Først blev den løftet...

... og så blev delene forsøgt skilt ad.

En proces der krævede snilde, råstyrke og ikke mindst: Det helt rigtige håndværker-ansigtsudtryk:

Ny Roomie havde forudgående meldt sin ankomst omkring kl. 15, så da Klaphatten Kasper endnu ikke havde meldt tilbage kl. 13.30, fik gutten er kort ultimatum: Lastbil her. Nu. Eller VGS ryger til storskrald!
Det kunne Klaphatten Kasper ikke fremtrylle, så herefter blev arbejdet på sofaen en kende mere hårdhændet end før, hvilket krævede flere hvilepauser og studier af nærværende litteratur - herunder bladet "Mand" fra nattens besøg på 7-11.

Bag VGS åbenbarede sig foruden adskillige madrester og snask en gemt skat bestående af: Et stk. tom Cola Light dåse, Et stk. tom vandflaske, en glemt sok (sort) og et stk. hjemmesko i strik. Skatten blev fjernet og området decinficeret.

Således måtte jeg lidt senere tage afsked med VGS. En sofa der har tjent mig godt i knapt to-et-halvt år. En sofa der har lært mig, at selvom man er grim, kan man rumme skønne kvaliteter. En sofa der har spillet en hovedrolle i de sidste års Eduthistorie. En sofa der har gjort, at jeg har opbrugt mig storskralds-kvote for de næste fire år.

R.I.P gamle ven.

PS: Det er i øvrigt dybt misvisende, at det er Niko, der arbejder på alle billederne. Sådan var det slet ikke. Jeg sværger!

Roskildebloggen

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Thu, 10 Jul 2008 22:54:00 +0000

Den skal man skrive. Efter man er landet på hjemegen, støvet er vasket af, søvnen er indhentet og ørerne er rystet fri for den værste tinitus, så forventes det, at man sætter sig til tasterne for at udbasunere, hvordan dagene på dyreskuepladsen forløb.

Der er så meget. Jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte. Tror jeg nøjes med de første dage. Hvorfor?

Som min ven og bandkammerat Hovedet sagde: "Det har været nogle fantastiske dage, lige indtil musikken kom og ødelagde det hele," og det er faktisk en ganske rammende beskrivelse.

Roskilde Warm-up dagene var helt igennem fantastiske. For første gang var jeg med fra start - eller næsten, må jeg hellere sige, for da vi ankom lørdag midnat var køen for at få armbånd allerede så lang, at det virkede både uoverskueligt og omsonst at stille sig ind i den. Derfor tog vi fire rejsekammerater en ordentlig blunder i bilen med lovning om, at vi ville være på pletten kl. 04. Det var vi utroligt nok også. Ærgerligvis var hegnet imidlertid væltet klokken 03.30, så mens vi måtte døje med over to timers kø for at få armbånd, kunne vi betragte det meste af Camp West blive fyldt op med havblå Harald Nyborg iglo-telte og vakkelvorne pavillioner fra samme sted.
Vi fik dog en plads. Nærmest en kile ind imellem to lejre, hvor det otte-mands-store "Hotelt" blev slået op med noget der ligner to centimeters frirum til hver side. "Camp Blandet Heavy CD 4" var skabt.

For dem der ikke er helt med på Roskilde-termerne, så går Warm-Up dagene, der strækker sig fra søndag til onsdag ud på to ganske simple øvelser. Øvelse et: Find en lejrplads. Lav en lejr. Mød dine naboer. Efter denne manøvre, gås der direkte til øvelse nummer to: Drik dig fuld, ryg dig skæv og vær social. Repeat when done.
På trods af fede koncerter en masse vil disse dage nok stå for mig som højdepunktet på årets Roskilde tur.

Flash.

Jeg sidder i en fremmed lejr med fremmede mennesker. Jeg har jagtet en vildt fremmed - omend umådelig attraktiv - ungmø hele campingarealet rundt, for til sidst at ende i hendes lejr. Blot for at finde ud af, at hun har kæresten med, og han ligger inde i teltet. Resolut griber jeg en akustisk guitar og spiller mit hjemlands vemodige sange til stor glæde for lejren inklusive pigebarnet.

Flash.

Jeg sætter mig ved en flok fremmede. Pigen ved siden af præsenterer sig som Anne fra Aalborg. Hun kan godt lide rock. Hun kan også godt lide langhårede, halvfulde Århusianere i læderjakke. Vi tager et hurtigt battle i luftguitar, hvorefter vi kysser i en times tid. Vi mødes ikke igen på festivalen, da jeg har glemt hvordan hun ser ud, og hvor hun ligger.

Flash.

Jeg befinder mig pludselig blandt vores norske broderfolk. Fra ghettoblasteren kommer der musik, men da den ikke tiltaler mig, vender jeg mig mod sidemanden. Hun taler norsk. Vi slår over i engelsk og starter med at tale om vidt og bredt. Henover natten kommer vi forbi racisme, speed reading og Philip Pullmans romantrilogi His Dark Materials. Da det er blevet lyst takker vi af og går hver til sit.

Resten af festivalen forløb smukt. Ikke så meget der. Jeg tager af sted igen næste år!

I mangel på

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Thu, 10 Jul 2008 22:53:00 +0000

--- klip fra notesblok ---

I mangel af blog bruger jeg papir
I mangel af lampe bruger jeg lygte
I mangel på ro har jeg propper i ørene
I mangel på glæde har jeg beskæftigelse

Roskilde Festival
Enmandstelt, alene, fredag d. 4. juli 2008

Dette SKAL offentliggøres!

--- slut på klip ---

Goodbye to you, my trusted friend...

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Thu, 10 Jul 2008 22:38:00 +0000

Så sker det. Den brune rædsel af en hjørnesofa ryger på gaden.

Efter lang og tro tjeneste er det nu besluttet, at "verdens grimmeste sofa" skal have en værdig afløser. I den anledning holder jeg en lille farvel-til-verdens-grimmeste-sofa fest lørdag d. 19. fra kl. 21. Alle der har lyst til efterfølgende at crashe på/i/under bæstet, skal være velkomne.

Jeg kommer til at savne dig gamle sofa med dine skridende puder og lidt for hårde armlæn.

Og livet går videre...

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Sat, 28 Jun 2008 15:25:00 +0000

Uddybning:

Så skete det endelig. Det jeg havde ventet på siden dag ét efter vores brud. At hun tog sig sammen til at tage stilling til, om hun ønskede os sammen eller hver for sig for fremtiden. Det tog hende over tre måneder at finde ud af. Tre måneder hvor mig hjerte stod i flammer, hvor jeg jævnligt besøgte en psykolog og hvor størstedelen af samtaler, tanker og blogs herinde bar præg af, at jeg var... Ja, ulykkelig.

Endelig tog hun - hårdt presset - en beslutning, og det skal ikke være os. Tough luck. Man kan heller ikke ligefrem sige, at jeg har gode erfaringer med at gå tilbage til en "fuser".
Første gang med Anne nåede vi at flytte sammen hos hende igen, før jeg fik gjort det forbi og sårede hende dybt. Næste gang med Louise flyttede vi sammen i pomp og pragt, holdt kæmpe indflytterfest og en uge efter skred hun. Denne gang bliver der ingen re-tur til kærligheden. Håber den med tiden bliver et godt minde om den kvinde, jeg valgte af forlove mig med og var så hovedkulds forgabt i. Lige nu hader jeg hende bare for at have ladet mig leve så smertefuld en tilværelse i tre måneder.

Det er en kæmpe - og nærmest fysisk - lettelse at have lagt det bag mig. Pludselig åbnes øjnene atter for de fantastiske venner, der støtter hvor de kan, og ellers bare er til at knuselske. Bandet, der lyder bedre end nogensinde før. Skolen, der faktisk lader til at give rum for journalistiske bløddyr som mig på andendelen. Og byen, der i disse dage bare stråler af åbenhed, glæde og charme. Jeg kan ikke gå på gaden uden at møde et kendt ansigt og få en snak. Alt er grønt og frodigt, og den ny-etablerede Århus Å løber just uden for mit vindue og giver er smukt vue om aftenen fra min altan. Lige nu trives jeg.

Aftensmaden er ved at ryge i gabet og henne i hjørnet står tasken pakket med både gummestøvler og solcreme. Årets Roskilde Festival ligger for døren, og om få øjeblikke kommer Ulle, AA, Frankrig og de andre og henter mig. Det skal nok blive helt fantastisk.
Den her sommer er sq skabt til sjov og ballade, så lad os da få det allerbedste ud af den.

Giv lyd venner, så går vi ud og leger i Danmark :)

De siger...

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — Fri, 27 Jun 2008 00:16:00 +0000

... at der ikke er langt fra kærlighed til had.

Jeg tror, de har ret.

Endelig. Fri. Forløst. Hvad mon fremtiden bringer?