J A K O B L O G

Edut venter på svar

2010-02-25T16:09:00.001+01:00

Så er den overstået. Samtalen på et absolut drømmejob som PR medarbejder på Entré Scenen i Århus. Samtalen gik strålende, kemien var god og det virkede til, at panelet på fire delte mit syn på, hvordan Entré Scenen og den kommende East Gate Europe Festival skulle omtales og promoveres.

Så nu venter jeg atter. Helt til på onsdag før jeg får svar. Kunstnerisk leder og international koordinator på teatret drager i aften til Polen, og derfor er beslutningen om, hvem der lander jobbet udsat til midten af næste uge. Pyha, det er strengt.

Det er sjældent at et job, hvori kultur indgår som så kæmpestor en parameter, bliver slået op i Århus. Jeg er derfor dybt beæret over at være kommet med i den seks mand store samtalerunde. Pt er jeg så hypet omkring stillingen, at jeg næsten ville give afkald på en vilkårlig legemsdel for at blive en del af teamet på Entré Scenen.

Højt at flyve siger de, men jeg kan nu ikke holde mine forventninger i ro, når endnu et job kommer tættere og tættere på. Jeg trænger til at komme i gang. Komme til at bruge mine kræfter der, hvor de kan mærkes, og hvor de gør mest nytte. Jeg kan virkelig se, hvordan jeg vil kunne gøre en forskel hos Entré Scenen.

Så nu skal det bare blive onsdag...

How To Be a Great Writer

2010-02-05T15:38:00.000+01:00

You’ve got to fuck a great many women
beautiful women
and write a few decent love poems.

and don’t worry about age
and/or freshly-arrived talents.

just drink more beer
more and more beer

and attend the racetrack at least once a

week

and win
if possible

learning to win is hard -
any slob can be a good loser.

and don’t forget your Brahms
and your Bach and your
beer.

don’t overexercise.

sleep until noon.

avoid paying credit cards
or paying for anything on
time.

remember that there isn’t a piece of ass
in this world over $50
(in 1977).

and if you have the ability to love
love yourself first
but always be aware of the possibility of
total defeat
whether the reason for that defeat
seems right or wrong -

an early taste of death is not necessarily
a bad thing.

stay out of churches and bars and museums,
and like the spider be
patient -
time is everybody’s cross,
plus
exile
defeat
treachery

all that dross.

stay with the beer.

beer is continuous blood.

a continuous lover.

get a large typewriter
and as the footsteps go up and down
outside your window

hit that thing
hit it hard

make it a heavyweight fight

make it the bull when he first charges in

and remember the old dogs
who fought so well:
Hemingway, Celine, Dostoevsky, Hamsun.

If you think they didn’t go crazy
in tiny rooms
just like you’re doing now

without women
without food
without hope

then you’re not ready.

drink more beer.
there’s time.
and if there’s not
that’s all right
too.

Charles Bukowski

Frygten for H1N1 breder sig

2009-11-20T00:56:00.002+01:00

Surprise!

2009-11-13T23:49:00.002+01:00

Der er helt mørkt i lokalet, da vi når foden af trappen. Kun et grønt skær bag baren tyder på, at nogen er i baglokalet.
- Er du sikker på, at han skulle være her? Skal vi måske prøve at ringe til ham? Siger jeg til Sine, og træder et skridt frem, for bedre at kunne se ind i mørket.
Med ét bliver alt lys tændt, og til tonerne af ”Out ta get me” brøler en for mig enorm flok mennesker mig i møde i det nu fuldt oplyste kælderlokale.
- Surprise! Bliver der råbt i kor, mens et par blitze fanger mit fjogede fjæs som et rådyr i en lyskegle.
Mit blik scanner fra venstre mod højre, og overalt i Thorups Vinstue står der folk jeg kender. Højskolejuntaen med kærester, vennerne fra Odense, bofællerne, bandet, den langhårede familie, venner og bekendte fra nær og fjern, som jeg på en gang alle genkender, men som min hjerne slet ikke kan finde ud af at sætte i sammenhæng, Fuldstændig paf peger jeg på Ditte og udbryder:
- Vidste du godt alt det her?!
Hun griner tilbage og giver mig et kram.
Planerne om en stille og rolig 30 års fødselsdag er nu seriøst forpurret, og mens jeg tager krammerunden blandt de mange mennesker, får jeg både gratuleringer og forvisninger om, at næste dag er hevet ud af kalenderen, så nu skal der drikkes.
- Den her er på huset, siger bartenderen med et smil, og skænker mig en julebryg, og placeret i sikkerhed i baren, må jeg modtage fødselsdagssang fra hele flokken. Jeg flover mig over at være midtpunkt, men glædes helt ud i fingerspidserne over, at så mange mennesker har valgt at bruge deres torsdag aften på at fejre mig.

Senere rykker festen til Ris-Ras’ kælder, og mens der spilles bordfodbold og bliver drukket tæt, går snakken blandt mennesker, jeg alle holder meget af, og som for manges vedkommende møder hinanden for første gang. Rockere taler med højskolefolk, spejdere møder kollektivister og grin og høje røster fylder rummet. Øl bliver til gin & tonics. Snart kommer zambucca-sidevogne til, og inden klokken slår tolv, er jeg både godt lakket til og klistret ind i tyrkisk peber bolcher, der åbenbart var det mest tilgængelige i forhold til 30-års ritualet.
- Du holder dig fandme ung!
- Engang var du sikker på, at du skulle være rockstjerne!
- Du ser så forelsket ud sammen med din kæreste!
- Nice party, dude!
- Duddie we loves you!
- Hvorfor fanden kalder de dig Duddie?!
Jeg svæver i en lykkerus, og gårsdagens sygdom og tungsind er fejet bort. Jeg er hermed overbevist om, at jeg har jordens allerbedste venner, og jeg knuselsker hver eneste en af dem. Størstedelen af venskaberne er skabt ud af rene tilfældigheder, men for pokker hvor er det dog skønt, når man gang på gang oplever, at de dejligste mennesker kan komme ud af det blå, og pludselig gøre ens liv rigere, samtidig med at andre føles som om, de altid har været der, og man ved, at det vil de altid forblive at være.

På vej hjem i taxaen beretter Christoffer om, hvilke skilte på vejen, han har brækket sig op af, mens alle morer sig mens de fordøjer den indtagede mængde junkfood. Da jeg endelig kan krybe ind til min kæreste i sengen, smiler hun mig i møde, og jeg tror at hun kan mærke min lykke omslutte os begge, mens den visne bedsteven luller os i søvn med guitarspil og godnatsang.

Jeg ville ønske, at jeg blev 30 igen i morgen.

Levels af kæresteri

2009-10-30T17:09:00.003+01:00

Til min skønne kæreste 10. august 2009

Listen er åben for ændringer

Level 1:

Kys
Ligge i ske
Drømme om fremtiden
Gåture og kyssen & holden i hånd in public
Forsigtig sex
Første Paradis-is sammen

Level 2:

Møde vennerne
Tage i byen sammen
Snave vildt og voldsomt
Give blomster første gang
Omtale den anden som ”min kæreste” overfor andre
Første biograftur

Level 3:

Møde familien
Inviteres med til fest hos vennerne
Tale om fremtiden
Fejre måneds/årsdag
Første bad sammen
Blomster/gave til svigermor/familie
Morgenmad på sengen
Lave mad sammen
Facebookficial

Level 4:

Inviteres med til familiefester
Tandbørste og ting hos kæresten
Første ferie sammen indenlands
Første smykke i gave
Første gang man ”ofrer” sig og tager med til noget for den andens skyld
Se hendes yndlingsfilm sammen
Fortælle hinanden om seksuelle fantasier og drømme

Level 5:

Nøgle til den andens lejlighed
Første ferie sammen udenlands
Samle et IKEA-møbel sammen

Level 6:

Tale om at flytte sammen
Overveje at anskaffe fælles kæledyr
Udleve seksuelle fantasier og drømme
På ferie/camping med familien indenlands

Level 7:

Flytte sammen
Overveje at forlove sig
Første ring
Se hans yndlingsfilm sammen

Level 8:

Overvejer børn
Forlovelse
Fælles kæledyr
Spørge svigerfar om hendes hånd/overveje at fri
Første bil sammen
På ferie med familien udenlands

Level 9:

Evt. børn
Frieri (med ægteskab inden for et år i tankerne)
Holde jul sammen

Level 10:

Det store ”I do”

Pandekage Zen

2009-10-23T18:02:00.003+02:00

I morges – ej ok, klokken var 12 – mediterede jeg uden at vide det.

Jeg havde en veninde på besøg, og det faldt mig ind, at jeg ville bage pandekager til morgenmad/brunch. Mest fordi jeg elsker pandekager, og så skulle de efter sigende endda også smage godt!
Nuvel, midt i pandekagebagningen falder det mig pludselig ind, at jeg har det helt utrolig godt, når jeg bare står der og kigger på to pander, hvor dej langsomt bliver til pandekage, og mens duften af vanille stille finder vej til mine næsebor. Dér slapper jeg helt af og kan drømme mig langt ind i en verden af lykke. Jeg tror, det er det, man kalder hverdagsmeditation; Når man bruger al sin koncentration på én bestemt ting, og på den måde ophæver de tanker og bekymringer, der stikker i andre retninger.

Rart er det i hvert fald.

Jeg kan have det tilsvarende skønt når jeg cykler, tager bad og ryger vandpibe, men alligevel er der noget ved weekendens pandekagebagning, der hensætter mig til akut hvilepuls og intuitiv lykke. Mit øjeblik af pandekage zen.

Har du en bestemt handling, der hensætter dig til sådan en tilstand?

Meningsløst & Meningsfyldt

2009-10-21T21:01:00.003+02:00

"Jeg har aldrig gjort noget, fordi jeg har følt mig forpligtet til det. Jeg gør kun ting, jeg finder interessante!” – Jørgen Leth 21/10 2009

Også i nat oplevede jeg ikke at kunne falde i søvn, så da mit vækkeur galede mig op i morges, var der alt for meget, der talte imod at komme op og ud i verden. Jeg var træt, humøret var ”æsel-agtigt” og udsigten for formiddagen hed jobvejledningsmøde på A-Kassen. Juhuu.

Disse møder er, for dem der ikke selv har haft den tvivlsomme fornøjelse, dødens pølse. Intet mindre. Absolut intet formildende kan siges om dem. Bænket om et grimt bord i et tarveligt lokale, sidder en flok af unge og halvgamle, der har det tilfælles, at arbejdsmarkedet ikke vil have dem. I dette tilfælde personer, der har været ledige i en længere periode, og derfor fremstår med mutte blikke og slukkede for al gejst.

For bordenden står så den almægtige A-kasse-konsulent, der har til opgave at motivere, igangsætte og indsamle de udsendte skemaer, hvorpå det angives at man STADIG er jobsøgende, at man GERNE vil tage til takke med et job på McDonald’s og at man på det sidste har spredt sin søgning fra Østjylland til hele Danmark inklusive Skåne, Halland og Blekinge... Sådan et sted kan man f.eks. høre samtaler som følgende:

Ledig: ”Jeg kommer til at udfylde skemaet på nøjagtig samme måde som for tre måneder siden. Kan jeg ikke bare kopiere det fra sidste gang?”

Konsulent: ”Nej, det kan du ikke. Du skal tilføje en lille smule nyt, så vi kan lade som om, at der sker noget. Det her er et spil vi spiller, og præmien er dagpenge til jer...”

Meningsløst. Nedtrykkende. Spild af liv.

Atter hjemme traf jeg en hurtig beslutning. Hvis jeg hurtigt kværnede min frokost, kunne jeg nå ned til at foredrag med Jørgen Leth, som et par venner havde annonceret med tidligere. Manden, myten og legenden Leth blev jeg nødt til at opleve. Jeg har længe nydt hans fantastiske – og egentlig meget udanske – kompromisløshed i både forfatterskabet og i hans film, og jeg håbede, at dette ville gå igen, når han gik på scenen på Studenterhuset.

Jeg blev ikke skuffet. Fem minutter før showtime, indfandt han sig på en barstol, og med sølvgrå lokker og rolig pen kradsede han hurtigt et par stikord ned i den sorte ’moleskin’, som lå foran ham. Hermed var eftermiddagens manuskript forfattet.

Herefter fulgte en elokvent ordstrøm om det imponerende 45-film-store værk, Leth har bag sig. Om metoder, anti-metoder, selvvalgte dogmer og æstetiske udtryk. Om at undlade researchen og lade sig overraske af virkeligheden. Lade en feteret belgisk skuespillerinde recitere en ukendt haitiansk digterindes tekst og lade en dansende paskontrollør dukke op i startscenen på en film, fordi han var der, og fordi Leth derfor ikke kunne lade være.

Ovenstående citat er også fra seancen, og selvom levemanden Leth har været meget igennem for sin livsstil, er han fortsat mit store idol. Hvis man kan fastholde ungdommens kompromisløshed som ældre og leve et liv uden at føle sig forpligtet, så er jeg ikke bange for at erklære vedkommende for en kunstner. At manden i øvrigt har præsteret smukke og inciterende bøger, film og album, gør blot hans kunstneriske formåen større.

Jørgen. Din ordstrøm var med til at gøre min dag meningsfuld igen, og jeg er glad for, at jeg valgte et par timer i selskab med din nasale røst og dine verdensmandsmanérer. Havde en hvilken som helst anden sat sig selv i lige linie med Duchamp og Warholl, havde jeg rystet på hovedet i foragt, men du er tilgivet. Du er en sand kunstner.

Således fra jobmarkedets meningsløshed til æstetikkens og kunstens meningsfyldthed på en enkelt eftermiddag. ”Også i dag lærte jeg noget, som jeg håber at kunne forstå om nogle dage.”

Kunne sq ikke dy mig....

2009-10-10T15:40:00.001+02:00

Min sidste tekst oversat fra dansk-arabisk og tilbage igen med Google Translate:

30 år uden huller og sæler!

Omkring en skudt en måned, og jeg tror det er knivskarpt vinkel. 30 år. I virkeligheden var det planlagt at fejre med Brask og briller, og råbte resterne af dårligt humør og den næste dag. Denne plan på hylden, og der er ingen økonomisk eller mentalt overskud af mine beregninger. I stedet for at sætte familien i mere end en dag og en rolig og tilfreds med falde og gå varm chokolade ... Og så vil jeg vende tilbage med et brag i det nye år fejres - mærke mine ord!

Da jeg fyldte 25 jeg kløede verden tilføjet i 2004, og selv i denne tekst lidt, i løbet af de seneste fem år, med K for den danske regering og krigen er ikke umagen værd for yderligere oplysninger. Selv musikken er en mærkelig blanding af post-pop med henvisninger til de herligheder fra fortiden, og meget lidt originalitet. Eller ... Måske er det bare mig, der er ved at blive gammel, og så lige så meget som, hvad det handler om, jeg lige har sagt, at "alting var bedre i gamle dage ..."

Under alle omstændigheder, og personlig status kontrast. Hvad kan jeg skrive om det? En alder af tredive er interessant at mødes, fordi du ofte - uden at træffe en endelig beslutning om resten af dit liv - havde nået det punkt, hvor de fleste af de valgte erhverv og en partner med disse indstillinger er også en livsstil. Personligt, jeg var ingen undtagelse.

Jeg var dengang en journalist. Bladsmører eller forføre folk på tv. Ham til at indberette, når de erfarede, at succes eller fiasko, når livet er svært, og når det miljø, teknologi, fundamentalistiske eller andre strejker igen i den katastrofe, der kan få danskerne til at huske hvor godt vi har gjort. Journalistisk arbejde kan være uetisk forhold, afhængigt af hvordan man håndterer dette kontor, men jeg er overbevist om, at min 30-årige etik er udviklet til det punkt, hvor jeg håber at kunne gøre krav som rigtigheden af dannelsen af den offentlige mening, har i tillæg til mægling, samt smide et par ord er ikke objektiv i debatten - og er udarbejdet rart med semi-korrekt grammatik!
De nyuddannede i den største økonomiske krise siden flere år er svært at finde et job og en drøm, og det er ikke i orden for mig indtil videre. På den anden side det giver mig mulighed for at udvikle mine lidenskaber i musik, og begivenheder, planlægning og projektstyring, og der er endda plads til kreativ udvikling både inden for musik, kunst og musik og maleri i nogle tilfælde. Hvad er behandlingen. Nogen - betale mig, hvad jeg kan, og tak!

På den partner, må jeg indrømme, at jeg havde mine fingre godt i bunden af slikpose liv. Dette har ført til hver af kvalme og fingre klistret til tider, men det gav også mig en række smukke, og forholdet spændende og interessant og givende, jeg havde ikke glip af en eneste. Jeg har levet med kvinden, og har været ansat, har jeg haft relationer med kvinder og unge både og betydeligt ældre end mig selv, fra hele landet, og sociale baggrunde og med forskellige baggrunde - og er dannet ud fra alt dette samt med den menneskelige eksperimenter, men også stadig har modet til at elske og gå "på alle", når det kommer.
Jeg gjorde det igen for nylig, og uden at græde "Ulven kommer! Ulven kommer!" Endnu en gang må jeg indrømme, at jeg er personligt overbevist om, at jeg mødte mor til mine børn i fremtiden. Med en seks år venskab i eftermiddag, og delte følelser, som perfekt matcher den samme faste overbevisning, i god og spændende liv, og jeg Ditte spil sammen om at udvikle en plan, at jeg troede ikke var muligt. Det gav mig mere tætte familiemæssige bånd til nogle af mine bedste venner på toppen af det er søster til en søster til en anden, og ud af denne verden vidunderlig.
Endnu en gang kan jeg være udvundet fra Lynx og den kærlighed og hengivenhed over for den mand, som beriger mit liv fuldstændigt. Ditte, jeg elsker dig!

Livsmønstre? Nå, lidt broget, er det en god ting, men i virkeligheden jeg synes, det er bevaret i nogle typer af interessante nuancer og klar. På tærsklen til mit tredje årti, kan jeg kalde mig selv kollektivist, musiker og arrangør af arrangementet, elsket af mange, et godt forhold til min familie, både metro og verden, og uuddannede, og amatørmusikere, der allerede arbejder med mange oplevelser i bagagen, musik, film, litteratur, kærlighed, kærlig , er der stadig et langt hår (!), udøvende, og disse overvejelser, kærlighed og buer, er faldet, definitionen i mit land ikke kan defineres, jobsøgende, eller økonomiske fortvivlelse, munter og meddelsom. Og jeg har ingen huller eller sæler.

Jeg er glad for tredive år, der er gået, og jeg er ivrig efter at komme. Jeg har både sat mig nogle mål, og forladte og omdefineres til en anden tredjedel. Jeg tror, at det imperium, som erhverv eller certifikatet er usandsynligt for mig, men til gengæld påvirker den potentielle barometeret højere, når du vurderer mit liv, lykkelig, og rig på venskaber, kærlighed og meningsfuld.

Datoen er 12 november, ville jeg være glad, hvis du sender en hilsen gennem en eller anden måde, eller også virker for mig selv i dag med et knus. Benyttede lejligheden - og tredive-ned, og mange flere til at gå!

30 år uden huller og plomber!

2009-10-09T12:04:00.003+02:00

Om en måned runder jeg det knivskarpe hjørne. 30 år. Egentlig var det planlagt til en fejring med brask og bram, hujen og jublen og slemme tømmermænd dagen derpå. Denne plan er imidlertid skrinlagt, da der hverken forefindes økonomisk eller mentalt overskud på mine konti. I stedet bydes familien forbi til en stille og hyggelig dag med efterårs-gåtur og varm kakao... Og så skal jeg nok komme igen med et festbrag i det nye år – mark my words!

Da jeg fyldte 25 ridsede jeg verden anno 2004 op i denne lille tekst, og de sidste fem år med VK-regering og dansk krigsførelse er ikke værd at udpensle yderligere. Selv musikken er et underligt sammensurium af post-pop med referencer til tidligere tiders storhed og meget lidt originalitet. Eller... Måske er det bare mig, der er ved at blive gammel, for det lød da jævnt meget som om, jeg lige sagde, at ”alting var bedre i gamle dage..."

Anyway, den personlige status derimod. Hvad kan jeg skrive om den? Tredive er en interessant alder at møde, fordi du ofte – uden at have truffet en endegyldig beslutning om resten af dit liv – er nået til et punkt, hvor de fleste har valgt en karriere og en partner og med disse valg også et livsmønster. Jeg selv ingen undtagelse.

Jeg blev så journalist. Bladsmører eller TV-folkeforfører. Ham der rapporterer, når de kendte har succeser eller fiaskoer, når livet er hårdt og når miljøet, teknologien, fundamentalismen eller andet slår igen i katastrofer, der kan få dansken til at huske på, hvor godt vi har det. Et journalistisk virke kan være en blakket affære, alt efter hvordan man griber hvervet an, men jeg har et stærk tro på, at min 30-årige moral er udviklet til et punkt, hvor jeg håber, at jeg kan gøre mig gældende som en nuanceret meningsdanner, der ud over formidling, også kan smide et par subjektive fraser i debatten – formuleret pænt og med en semi-korrekt grammatik!
Som nyuddannet i den største økonomiske krise i mange år er det svært at finde drømmejobbet, og det er da ej heller lykkedes for mig endnu. Til gengæld giver det mig muligheden for at dyrke mine passioner inden for musik, events, planlægning og projektledelse, og der bliver endda både plads til kreative udfoldelser inden for det musikalske, kunstneriske, lyriske og grafiske til tider. Sikke en svir. Nogen – betal mig for det jeg kan, tak!

På partnersiden må jeg indrømmer, at jeg har haft fingrene godt nede i livets slikpose. Det har resulteret i både kvalme og fedtede fingre til tider, men det har også givet mig en række af dejlige, spændende, interessante og givende forhold, som jeg ikke ville have undværet et eneste af. Jeg har levet sammen med kvinder, jeg har været forlovet, jeg har haft forhold til kvinder både væsentlig yngre og ældre end mig selv, fra alle dele af landet, sociale lag og med forskellige baggrunde – og jeg er kommet ud af det hele som et helt menneske med oplevelser og erfaringer, men også stadig med mod på at elske og gå ”all in”, når det gælder.
For nylig gjaldt det igen, og uden at råbe ”Ulv! Ulv!” igen, må jeg indrømme, at jeg personligt er overbevist om, at jeg har mødt moren til mine kommende børn. Med et seks-årigt venskab i ryggen, fælles passioner der matcher perfekt og en identisk stålsat tro på det gode og spændende i tilværelsen, matcher Ditte og jeg hinanden på et plan, som jeg ikke troede var muligt. At det yderligere har givet mig nær-familiære relationer til nogle af mine bedste venner oveni, da hun er søster til en og svigerinde til en anden, er out-of-this-world fantastisk.
Atter kan jeg give los og øse ud af kærlighed og ømhed overfor et menneske, der beriger mit liv på smukkeste vis. Ditte, jeg elsker dig!

Livsmønstret? Tja, lidt broget er det vel, men jeg synes faktisk, at det er holdt i nogle spændende mønstre og klare nuancer. På tærsklen til mit tredje årti kan jeg kalde mig kollektivist, koncert- og eventarrangør, vellidt blandt mange, på god fod med min familie, både metro- og kosmopolit, veluddannet, rejselysten med allerede mange oplevelser i bagagen, musik-, film- og litteraturelskende, videbegærlig, stadig langhåret(!), udøvende, reflekterende, elskende, platfodet, veldefineret i min udefinérbarhed, jobsøgende, økonomisk håbløs, livsglad og kommunikerende. Og så har jeg hverken huller eller plomber.

Jeg er glad for de tredive år, der er gået, og jeg er spændt på de der kommer. Jeg har både sat mig nogle mål, opgivet andre og gendefineret nogle tredje. Jeg tror at et imperium, en kendis-karriere eller et martyrium er usandsynligt for mig, men til gengæld rammer sandsynlighedsbarometeret toppen, når jeg vurderer mit liv som lykkeligt, rigt på venskaber og kærlighed og meningsfyldt.

Datoen er den 12. november, og jeg bliver glad, hvis du sender en hilsen via det ene eller andet medium, eller sågar passer mig op på dagen til en krammer. Carpe diem – thirty down, many more to go!

Septemberblog - Livet efter stegt flæsk

2009-09-30T15:09:00.004+02:00

Og nu til en status. Det er længe siden jeg har blogget. Dels har jeg ikke haft lyst, dels har andet optaget min tid og derudover valgte jeg en augustnat at drukne min mac i det meste af et glas rødvin, så flere af tasterne ikke vil mere.

I dag meldte trangen sig så igen efter at have ordnet køkkenet fra i går, hvor jeg havde seks medlemmer af Herrefilmklubben på visit, og menuen stod på tre kilo stegt flæsk med dertilhørende kartofler og persillesovs. En herlig aften, der ud over god mad og almen hygge bød på to gode film: ”O Brother, where are thou” (Coen-brødrenes fortolkning af Homers Odysséen) med Georg Clooney i en glansrolle samt thrilleren ”Kristi Legme”, der fortsætter hvor ”Se7en” slap, og byder både på superreligiøse stjernepsykopater, familiedrama og en hårdkogt strømer uden nåde og med stærk dialekt. Jep, Herrefilmklubben er i gang, and it’s gonna be good...

Derudover nyder jeg livet som kollektivist i Kollektivet Skadefro, som mine bofæller for sjov kalder den gamle patriciavilla med stor have og swimmingpool, som jeg flyttede ind i i slutningen af juli. Skadefro skulle i den forbindelse være den følelse man opnår, når man fortæller andre om, hvor fedt det er at bo i kassen i starten af Åbyhøj frem for diverse små usle værelse og studenterhybler rundt omkring. Indrømmet, her er meget lækkert, og hvor er det dog rart at have folk omkring sig igen. Ingen sociale forpligtelser ud over, hvad man har lyst til, men masser af mulighed for det, hvis man ønsker det. For mig er det optimalt.

På jobfronten er tingene så som så. Jeg må indrømme, at jeg er ved at gå død i rutinen, der hedder: Se opslag, søg stilling, modtag afslag med begrundelse om, at der var 400 ansøgere, og jeg ikke var den bedste. Det er dælendylme svært at være den bedste, når man ikke får muligheden for at komme ud at opkvalificere sig som nyudklækket fra en uddannelse. Det har budt på mange dybe sukke fra min side, og jeg synes, man når et punkt, hvor motivationen bare er ved at være væk. Jeg ved dælme ikke, hvad jeg skal gøre for at lande det skide job, men jeg forsøger... Alt hvad jeg kan.

Hvad der dog nemt kan få mig til at lyse op i et smil til alle tider, er min nyfundne partnerstatus. Jeg er i et forhold – hvor er det lækkert! Ditte og jeg har kendt hinanden, siden jeg gik ind i bestyrelsesarbejdet for Ryslinge Højskoles Elevforening i 2003. Ironisk nok samtidig med at hendes lillebror, Kim, trådte ind og mødte Stine. Disse to er siden blevet mine tætte og gode venner, og det var op til deres bryllup d. 1. august i år, at Ditte og jeg fandt ud af, at venskabet eventuelt kunne tænkes udvidet. Vi var – uden bagtanker i øvrigt – blevet bedt om at agere toastmaster-par, og det bød os jo at mødes i hhv. Århus og Kbh. Snakkene blev dybere og nærheden større, og en lille uge efter brylluppet fandt vi sammen, da jeg besøgte hende. Det er så dejligt og så nemt. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet, at det har været så nemt at have en kæreste. Vi hviler på mange års venskab, vi kender store dele af hinandens netværk, vi er begge tæt på 30, og ved hvad vi vil, og så har vi en lang liste af fælles interesser – hvad er oddsne for at jeg ville finde en kulturinteresseret kvinde, der bor i kollektiv og kører motorcykel? Ditte er klart det største der er sket for mig i lang lang tid, og jeg føler, jeg kan klare alt med hende ved min side.

Tilbage til i dag. Efteråret raser, poolen er dækket til og det bliver tidligt mørkt. Jeg kan mærke det på mit humør. Denne tid er den bedste, hvis man har en af dele den med, men den er hård, hvis man er alene. Sidste uge brugte jeg i København hos Ditte, og det var skønt. På lørdag tager jeg derover igen. Det er det eneste rigtige, for når jeg er her, har jeg let ved at forsumpe i selvmedlidenhed, melankolsk guitarspil og tv-serier. Nu er køkkenet rent efter stegeflæsken, jeg har lavet en to-do liste og med en kande varm the, burde resten af dagen nemt kunne få ben at gå på - der er jo altid aftenens Skype-opkald fra kæresten at se frem til. Livet er hverken rigtig godt eller rigtig skidt lige nu – mest af alt er det bare, og det er faktisk også godt nok. Nogle gange kan rutcheturen mellem yderpositionerne slide enormt på en, så jeg nyder min stille tænksomhed, min forelskelse og min kreativitet – helst sammen med andre, men til nøds kan eget selskab også gå an.

Jakob 2.0 - Issue #1

2009-07-12T18:35:00.000+02:00

I processen for at få skabt en ny og bedre version af prototype Jakob 1.1, er der visse overvejelser, der bliver taget til efterretning i forbindelse med udvikling, design og blueprint til den nye model.

Objective: For såvidt er succeskriterium no. 1 stadig at få vores model afsat til en partner, der af væsen, sind og livsstil udgør et optimalt match Jakob 2.0. Dette succeskriterium ar vist sig sværere at opnå end først beregnet. Derfor har laboratoriet iværksat en cost/benefit-analyse samt sammensat en respondentgruppe, der tilsammen skal give et billede af, hvad der virker, og hvad der ikke virker fremmende for opnåelse af succes.

Issue #1 - Det lange hår

Respondentgruppens udsagn:

"Vi kan ligesom fornemme at hvis du gerne vil noget seriøst med dit forhold, så skal du også udstråle det. Og hvis du eks. vil have en fremtidig kone og stabilt liv - villa, vovse usw, så må du skifte målgruppen for din søgning ud fra X-typen feks. til dem der findes på elitedating. Så det er rigtigt nok i det mindste. Men det lyder på [respondent] som dit hår bliver nødt til at ryge også"

"På staden kan man sagtens have langt hår.. men hvis du vil noget andet, så må du udstråle at du ikke er en hippie"

"Jeg ved godt at nooogle kvinder er ligeglade. Men rigtigt rigtigt mange kvinder tænker bare på sådan noget. Og du behøver jo ikke gøre det sværere for dig selv end højest nødvendigt"

"Jeg siger bare at der er en generel opfattelse af at langhårede fyre er på en måde og korthårede fyre på en anden. Lidt ligesom hvis du var pilskaldet og havde store muskler, så ville mange opfatte dig som en rockeragtig type - hvilket igen giver et minus i majoritetens bog"

Laboratoriets overvejelser:

Respondentens foreslag er, såvidt jeg kan forstå det, at Jakob 2.0 bør klippe sit hår. Det skulle ifølge den angivne logik og retorik give ham større chancer for at opnå et seriøst forhold, da kvinder automatisk frasorterer langhårede mænd i deres evolutionære søgen efter en holdbar mage.

Langt hår skulle efter respondentens holdning i så fald - bevidst eller ubevidst - signalere useriøsitet og manglende evner til at varetage et seriøst forhold.

Ved at ændre frisure skulle chancerne for at opnå succeskriterium no. 1 således blive gjort større. I hvert fald over for majoriteten.

Case study:

- Er ovenstående en generel betragtning, eller kan der forekomme fejlslutninger ifm. en for smal respondentgruppe?
- Vil det jf. "objective" være ønskværdigt at tiltrække sig majoritetens interesse, når en evt. partner ikke nødvendigvis vil befinde sig i dette segment?
- Oplever du samme dom/fordom overfor mænd med langt hår?

Plenum:

- Hvilke andre gode råd, kan der gives for opnå succes med Jakob 2.0 ifm. Issue #1 "Det lange hår"

Om at forberede sig til en jobsamtale – en pseudoblog med flere formål

2009-05-27T14:24:00.004+02:00

Det lykkedes. Jeg blev kaldt til samtale til drømmejobbet som Musik- og eventkoordinator på Studenterhus Århus – allerede en halv sejr for mit vedkommende. Ansættelsesudvalget har tilsyneladende forstået, at jeg ER den rette mand for jobbet – for jasq! – Det er jeg.

Anne Thorø, leder af Studenterhuset, bad mig om at komme en ti minutters præsentation af mig selv, der blandt andet indeholdt mit bud på en musikprofil. Holy Cow – nu skal der tænkes hurtigt. Eller. Faktisk ligger den jo lige til højrebenet...
I weekenden var der SPOT Festival, og jeg var med. Både som arrangør, PR-fidus, afvikler og ren og skær gæst. Gennem mit frivillige arbejde på ROSA, har jeg haft fingrene godt ned i de bands, der gæstede SPOT i år, og havde derfor et ret fornuftigt overblik over, hvad jeg ville på festivalen. Det må jo i bund og grund vise, hvad min smag kredser omkring, så here goes...

Are We Brothers
Ave
Balstyrko
Baskery
Birk Storm
Carpark North
Choir Of Young Believers
Crocell
ElectroJuice
For A Minor Reflection
Fra De Varme Lande
I Was A King
Junkyard Productions
Le Corps Mince de Francoise
Lucy Love
Mads Langer
Magtens Korridorer
Mames Babegenush
Murmansk
Oh Land
Supercharger
The Disciplines
The Low Frequency In Stereo
The Megaphonic Thrift
Tim Christensen
Yuko
Cokiyu
Absynthe Minded

... er enten bands jeg så, eller ønskede jeg fik set – og listen viser lige præcis det, der kendetegner mig. En utrolig bred musikalsk stil, der både byder på pop, rock, hård rock, singer-songwriter, reggae, klezmer, punk, støj og elektronisk musik... Lige i skabet. Det eneste jeg mangler lidt er jazzen, som jeg jo også har en helt særlig forkærlighed for. Den må jeg skrive ind senere.

Derudover er det vel blot, at vise hvem jeg er. At der er mening og vægt bag ordene i ansøgningen, og at jeg stoler på, at jeg er bedste mand til jobbet. Sjovt nok er det kendetegnende, at hver gang jeg nævner for venner og bekendte, at jeg skal til samtale, så siger de: "Det skal du have - det er jo lige dig!" - Tja, det synes jeg jo faktisk også :)

Jeg er sq klar Anne, Louise, Emil og Karina - lad os få taget den snak!

Audio Gonzo

2009-03-17T11:00:00.003+01:00

[Gonzojournalistik er en journalistisk stilart eller genre, som internationalt mest er kendt som den Hunter S. Thompson ofte skrev i. Gonzo gør op med ideen om, at man kun kan nå frem til sande fremstillinger af begivenhederne ved at følge strikse journalistiske standarder. Artikler i gonzogenren er ofte bygget op om en fortælling i reportageform. De normale standarder for akkuratesse og saglighed bliver skubbet i baggrunden til fordel for skildringen af stemninger og skæve vinkler, ofte med journalistens egen placering i situationen som omdrejningspunkt.]

Kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Gonzo

There’s a new drug in town. Der bliver hvisket om det i krogene på alle de hippe steder, og kun de ypperste blandt jetsettet har prøvet det endnu. Et designerdrug af allerfineste karakter. Intet naturligt forefindes i det. Ethundrede procent menneskeskabt. Så nyt at ingen lovgivning har forbudt stoffet endnu. Så rent at din forestillingsevne efterlades postorgasmisk prustende på gulvet efter brug.

Stoffet hedder I-doser(.com) og er lydnarko. Lyder det mærkeligt? Så bare hør her.

Jeg har gjort noget ulovligt. Jeg ser baren på skærmen snegle sig mod de 100%, mens jeg tyvagtigt henter, hvad der ikke er mit. Jeg er ligeglad. Jeg har delirium, og jeg mine sanser skriger efter et fix. Siden jeg for første gang i eftermiddags læste om de lydfiler, der, indtaget på rette vis, kan sætte mennesket i en trancelignende dvale, har jeg været vild efter at prøve det på egen krop.
Euforiserende stoffer sig mig ellers ikke så meget. Nok. Men ikke så meget. Jeg er bange for efterspillet. For de humørsvingninger der følger i kølvandet. Og så er jeg bange for afhængigheden. Det er en hån mod menneskets intellekt og fysik at gøre det afhængigt at noget. Vi er sq frie individer – er det ikke det, vi påstår?

Her er der ikke noget catch. Lige så snart mp3-filen er hentet ned, ryger den over på iPod’en og høretelefonerne kommer i. Jeg ligger på ryggen på min seng. Lyset er slukket. Klokken nærmer sig 4 og et par forårskåde fugle skræpper udenfor vinduet. Jeg knytter mine næver og trækker vejret dybt ind.

Så begynder det.

En krads støj i baggrunden. Som et tv man er faldet i søvn fra. Hrsssssssssss..... og så den dybe tone, der langsomt hæves og sænkes i intensitet. Blandingen af disse to frekvenser skulle efter sigende være det, der gav effekten. Jeg føler mig rolig. Afslappet. Lidt skuffet da jeg hverken ser flyvende bowlingkegler er forkertfarvede medlemmer af dyreriget. Jeg føler mig bare godt tilpas.
Frekvensen stiger og falder, og ved nogle af dykkene ned i det dybe register, kan jeg mærke en fysisk reaktion i mit mellemgulv. Bare lidt. Jeg er fascineret. Jeg drømmer mig hen. Det er ikke svært at entre rummet mellem søvn og vågenhed, og jeg glider frem og tilbage. Som om nogen holder døren. Lægger ikke mærke til lyden længere, men lader mig føre fra den ene fortælling til den næste. Prisgivet.

Lydfilen varer ti minutter, men i min hjerne er tiden sat til uendelig. Følelsen af velvære kombineres med følelsen af træthed, og til sidst lader jeg mig glide ind i søvnen. Længere og længere væk. Dybe toner. Støj. Væk. Dybt. Støj. Rar støj.

Da jeg vågner, er det et kvarter førend mit vækkeur skulle have ringet. Jeg har stadig iPodens hovedtelefoner på. Jeg må være faldet i søvn, tænker jeg. Jeg føler efter engang og kan mærke en krop fyldt med velvære. Ingen hovedpine eller mentale tømmermænd. Tvært imod. En følelse af overskud får mig ud af sengen i første forsøg. Op og i gang. I spejlet på vejen, er det endda en frisk person, der blinker tilbage til mig.
Om det er de auditive designerdrugs, der har virket på mig, eller det blot var en god nats søvn ovenpå en oplevelsesrig dag er ikke til at sige. I hvert fald har jeg det skønt.

I aften vil jeg prøve med en ny fil. Altså bare prøve. Jeg er jo ikke hooked eller noget. Er jeg?

Bacon!

2009-02-08T09:42:00.002+01:00

Har du aldrig forestillet dig edut.dk - bare med mere bacon?

Depressionsangst og rent sengetøj

2009-02-06T03:24:00.000+01:00

De sidste dage har været hårde. Det begynder at gå op for mig, at det er alvor det her. At mit veludviklede Peter Pan-syndrom har spillet fallit, og at det forventes af mig, at jeg ”i dag træder ind i de voksnes rækker”.

Det kan ikke gå hurtigt nok med at få mig proppet i et kontor med mit navn på døren og såkaldt moderne institutionskunst på væggene. Ud at betale skat og få hjulene i samfundet til at køre rundt. Det er jo det, man gør Jakob!

Dette system med en karantæneperiode efter man er færdiguddannet har jeg det godt nok ambivalent med. Logisk kan jeg udmærket se, at det inciterer folk til at gå direkte fra studium og ud i et arbejde, men jeg synes det er et unødigt pres. Af min årgang af uddannede fra Journalisthøjskolen er det relativt få, der allerede er i jobs, og under hovedopgaveforløbet har det nu ikke ligefrem været så nemt at finde tid til at søge arbejde. Men tillykke med uddannelsen, nu fratager vi dig dit levegrundlag i en måned... eller reelt to, da dagpenge er bagudbetalte... Skal du stadig betale husleje og mad siger du? Ikke vores problem.
Ja, det virker da garanteret efter hensigten. Det samme gør simuleret drukning under tortur. Det det gør for mig er, at det stresser mig helt og aldeles at være på randen af fallit med gæld til højre og venstre. Det synes jeg sq ikke, at der er meget velfærdssamfund over.

Ud over de økonomiske kampe valgte min krop at spare mit immunforsvar væk i forbindelse med nedskæringer. Dette har resulteret i flere dage på langs med feber, ondt i halsen og hovedpine. Influenza kaldet de det vidst – jeg kalder det nærdødsoplevelse, men jeg er jo også en mand.

Ovenstående plus adskillige andre små aparte faktorer gør, at jeg disse dage bevæger mig trist og syg rundt i et vakuum af forventningspres og kreditorfrygt. Indre problemer skaber hos mig ydre rod, så mit værelse har efterhånden fået tilnavnet ”helvede”. Helvede peakede for nogle dage siden – da kroppen havde prikkerunde – og jeg flyttede ind på sofaen, da hverken gulv, bord, stol, seng eller skabe kunne identificeres bag den lukkede dør... Jeg er taknemmelige over, at jeg har ”verdens bedste roomie”(tm), der blot nikkede, sagde ”jaja” og lavede karrysuppe til mig!

Sådan er de sidste dage gået. Strepsils, panodiler, the, mælk med honning, søvn, Halls og lidt halvhjertede forsøg på at skrive ansøgninger. I dag fandt jeg så mig selv stående i badet, mens jeg sukkede højlydt. Så højt, at jeg selv blev forskrækket over det. Jeg nåede først lige at skyde det hen, før den var der igen.
- Suuuuuuuk! som en træt gammel billetkontrollør i et overfyldt weekendtog.

Faktisk gik jeg lidt i panik. Sidste gang jeg havde hørt mig selv sige sådan, var i sommeren 2006. Inden der var gået 14 dage var jeg diagnosticeret med depression og startet hos en psykolog. Det blev til et længere forløb, før jeg atter blev raskmeldt, men jeg fik nogle værktøjer med mig, der siden har kunnet holde monsteret i skak.

Jeg vil det ikke igen. Jeg nægter. Giv mig orden og klare linier. Bare for en periode. Fast indtægt, fast job, fast føde og en fast kæreste ( - gerne fast i kødet, tak!).

I morgen er en ny start, har jeg bestemt. Der skal der muges ud i Helvede. Jeg har markeret det ved, at flytte tilbage allerede i aften, ryddet min seng og lagt nyt sengetøj på. Lyseblåt med hvide snefnug. Kitch af karat, men noget jeg havde med fra mit barndomshjem. På en sær måde giver det mig tryghed og en tro på, at jeg selv kan nå at ændre min skæbne, førend en tåbelig sygdom gør det for mig.

Greencard til voksenverdenen

2009-01-28T15:29:00.002+01:00

Så er jeg journalist. Dette helvedesstudie, der tog mig fem år at gennemføre, og som formåede at køre mit i sænk, for atter at bygge mig op henover de sidste semestre. I morgen modtager jeg mine eksamenspapirer. Mit greencard til voksenverdenen.

Forude ligger uanede muligheder for at pejle sit liv i den ene, anden eller tolvte retning. Skal jeg lave politiske analyser på Christiansborg, reportager fra kræmmermarkeder i Tullebølle eller styre kommunikationen for en international virksomhed? Je ne sais pas!

Planen er som følger: Februar står på dummejob. Jeg hygger mig i kiolleren og forhåbentlig kan Adecco. eller et andet daglejer-firma, finde mig noget at rive i. I al fald skal jeg bare have, så jeg kan betale husleje og forbrug i marts måned. Shouldn’t be that hard.

For ikke at gå fuldstændig kold over denne intetsigende tilværelse – om end det blot er en måned – har jeg langt om længe fået sat en skrivegruppe i gang. Hermed burde der være skabt en motivationsfaktor, der gør, at jeg rent faktisk får kradset alle de idéer, jeg går rundt med i hovedet, ned på computeren.

Forfatterskolens to-årlige optagelsesfrist er 1. marts... Skulle man forsøge sig?

Fra april begynder dagpengene at komme. Det er ikke en støtte jeg har i sinde at lukrere på til evig tid, men det vil være den sikkerhed, der gør, at jeg kan fokusere på at finde mig det helt rette job, uden at snuble og ende i en panikløsning.

For ja, det kan godt være, at det rigtige job for mig er i København... Men er det virkelig det værd at opgive vennerne, bandet og den lækre lejlighed for det? Flere og flere ting siger mig, at det er det ikke. Jeg er jo for pokker vild med Århus og alt hvad byen har givet mig.

Ikke desto mindre har finanskrisen gjort det en del mere besværligt at finde et job. Det lader til at alle arbejdspladser er yderst forsigtige med at hyre folk, og islændingene fik jo også lige sørget for, at mediehusene også fik krisen at mærke.
Kombineret med bådet et DR og et TV 2 i økonomisk krise, ser mulighederne ikke just lysegrønne ud.

Sikke mange tanker om et professionelt liv, der først netop er startet. Hjælp! Jeg tror bare gerne at jeg vil tilbage i studielivet igen. Den her virkelig verden med arbejdsløshed, regninger og ansvar er sq lidt skræmmende.

Og hvor seriøst det hele end kan lyde, så ved jeg jo, at alle ovenstående overvejelser med ét kan blive fejet af banen, hvis der dukker noget – nej nærmere nogen – op i personsfæren. En der slår benene væk under mig. Får mig til at fri, flytte langt pokker i vold eller... Ja, hvem ved.

Hvorfor bekymre sig, når livet alligevel blot er en række af fantastiske tilfældigheder, der gør alting mere besværligt og meget sjovere?

Carpe fuckin’ diem...

Israel går ind i Gaza

2009-01-03T21:12:00.002+01:00

Undskyld mig for at blive en smule politisk....

Her til aften skete det. Israelske styrker - herunder titusindevis er reservesoldater - er gået ind i Gaza med det formål at ødelægge den øverste top hos Hamas, der gennem længere tid, både før og efter våbenhvilen, har beskudt Israel med raketter.
I den seneste uge har Israel vha. luftvåbenet bombet mål i Gaza og ramt, hvad man mener, der kan rammes af militære mål i området. Derfor har det også kun været et spørgsmål om tid, førend kampene skulle rykkes til landjorden, og det sidste "oprydningsarbejde" kan finde sted. En regulær besættelse af Gaza-striben synes ikke på nogen måde at være Israels plan med den militære fremrykning.

Også i Danmark har vi mærket til konflikten. Ud over en ret massiv mediedækning af situationen, trak en mand for et par dage siden våben og skød to israelske kosmetik-medarbejdere ned i Rosengårdscentret i Odense. Disse er nu indlagt med skudsår i arm og ben, og den formodede gerningsmand er anholdt og sigtet for forsøg på manddrab.
Og mange danskere har en holdning til konflikten, som den er nu. Dog er det langt fra alle, der har sat sig ind i problemtikken. Heriblandt en Katja, der her til aften tonede frem på TV 2 NEWS og fortalte om hendes bevæggrunde for at deltage i Islamisk Samfunds anti-Israel demonstration i København i dag. En demonstration der blandt andet bød på kanonslag og afbrændte israelske flag.

Israelsk og amerikansk flag brændes af foran Christiansborg 3. januar 2008 - Foto: Politiken.dk

Katja mente, at det Israel havde gang i i Gaza var "vanvid" og i øvrigt mente hun, at Danmark skulle trække sine tropper hjem fra andre lande....?!!!

WTF?! Katja-pigen. Hvad med at sætte sig lidt ind i, hvorfor du går på gaden under Palæstinensike faner og fordømmer Israel? Det er sqda ikke for at hente danske tropper hjem fra Afghanistan?! Og måske er det voldsomt at se en højteknologisk krigsmagt gå ind i noget, der mest af alt kan betegnes som et u-land, men sådan er krig. Og når Hamas SELV ophæver våbenhvilen, og bliver ved med at sende raketter mod israelske mål, ja så må de sq forvente en lussing. Lad os da for en gangs skyld får Hamas' terrorister til at stoppe og hjælpe Fatah på vej til et demokratiske Palæstina og en to-stats-løsning. Netop det, som mange israelere også ønsker.

Jeg er træt af folk som Katja. Hvis du ikke kan argumentere for dine holdninger, så lad være med at råbe op. Klaphat.

Arg... Det hjalp lidt...

Julehilsen fra Tel Aviv

2008-12-12T18:20:00.000+01:00

Israel – dag fire

2008-12-07T11:29:00.002+01:00

Så er vi her, og vi er i fuld gang! Alle mennesker – selv El-Al sikkerhedsmanden, der podede samtlige elektriske dimser (og der var mange) for sprængstoffer i lufthavnen – er enormt venlige og imødekommende.

Vi ankom til Tel Aviv onsdag nat ved 2-tiden, og selvom vi havde frygtet det værste i forhold til at skulle indføre kameraudstyr for kr. 100.000+ i tolden, gik alting lige efter bogen, og vi blev mødt velkommen med et ’shalom’ og ’enjoy your stay’.
Mine to amerikansk-israelske fætre, Gal og Elan, hentede os, og snart var vi ’hjemme’ i min fars gamle kibbutz, hvor der stod opredte senge klar til os. Klokken fire kunne vi gå til ro, trætte ovenpå godt 18 timers rejse Århus-Kbh-Zürich-Tel Aviv-Shefayim.

Torsdag brugte vi i kibbutzen på lidt sight-seeing og en kop kaffe med Gal på hotellet, hvor han arbejder. Gal kommer til at fungere som min co-vært i filmen, da han er to-sproget engelsk/hebræisk og derfor også fungerer som tolk i nogle af de interviews vi laver. Samtidig repræsenterer han den helt almindelige unge israeler, med de holdninger – eller mangel på samme – denne besidder.
Aftenen blev brugt med Gal og Elans familie, min fabror Micha og hans amerikanske kone Phyllis. Senere tog vi over til Gals hus, hvor vi også skød en scene af mere uformel karakter, hvor situationen i Israel blev diskuteret over et par øl.

Fredag kørte vi til den nærliggende by, Hertzelia, og lejede vores bil; White Woody – opkaldt efter den lille, forvirrede og meget blege jøde Woody Allen. En ung fyr ledsagede os rundt om køretøjet, og skulle markere på en tegning, hvor Woody allerede havde ridser og skrammer, som vi efterfølgende ikke skulle tage ansvaret for. For hver skramme tilføjede han en prik på sin tegning, og efter grundig inspektion havde tegningen godt 300 prikker! Det ville have været nemmere blot at tegne en ring udenom selve bilen ;)

Herefter drog vi mod Tel Aviv. Eskil er chauffør på israelsk manér. Vognbanestriber og røde lys er for wuzzies! Han fletter, dytter, bremser og accelerer, så man skulle tro, at manden allerede var omskåret! Noget en facebookgruppe oprettet af hans venner i Danmark ellers opfordrer ham til at blive inden han forlader landet. En noget dyrtkøbt souvenir, hvis du spørger mig.
Fredag aften trillede vi tilbage til Shefayim til shabbat-middag hos min tante, Eilat, og hendes familie. God mad og masser af skrigende børn. Typisk israelsk og vældig hyggeligt.
Vel tilbage i Tel Aviv blev det sidste af aftenen nydt på balkonen hos vore værtinder, Shani og Maja, med udsigt over et af hovedstrøgene, Ben-Yahouda, ledsaget af lidt facebook’ing og en kold øl.

Lørdag var det stadig shabbat, og mange kilder var ikke til at fange på telefonen. Derfor så vi os nødsaget til at gå de ca. 500 meter ned på stranden, hvor nymferne solede sig, løverne spillede strandtennis og bølgerne stod meterhøje og azurblå lige ud for den fineste hvide sandstrand. Og så i starten af december. Skønt.
Shani, hvis værelse vi havde lånt, mens hun havde været på kursus, kom hjem henad aften, og sammen med hende og Maja drog vi til en demo foran Forsvarsministeriets bygninger i Tel Aviv. Her havde 150-200 mennesker taget opstilling med trommer, bannere og fakler. Formålet var at få regeringen til at gøre noget ved de bosættere, der igennem længere tid har plaget Hebron-området. Fredag blev et hus, der var besat af unger (primært 16-17 årige) 2. generations-bosættere ryddet, så situationen i området er ultra-spændt. Til demoen fik vi mulighed for at flashe vores internationale pressekort, hvilket betød at White Woody fik plads sammen med israelske politikøretøjer, og vi uhindret kunne filme bag afspærringer og lignende. Stort! Vi fik også mulighed for at snakke med flere politisk aktive unge, hvoraf en ung fyr – Omri – sagde jatak til at deltage yderligere i vores film. Ham mødes vi med igen i løbet af ugen. Aftenen blev rundt af på en hippie-restaurant i den indre by, hvor vi – siddende i lagenbetrukne second hand sofaer – indtog indiske retter, mens The Doors spillede i baggrunden. Fantastisk sted.

Hele Tel Aviv er så fuld af liv. Du har hovedstrøgene med små butikker, der vrimler af folk, og blot få minutters gang herfra breder stranden sig i et bredt bælte med luksuriøse hoteller og corny strandbarer. Folk er enormt venlige og glade. Det er skønt.

I dag, søndag, er det hverdag igen, og vi har brugt formiddagen med research og opkald i lobbyen på det hostel, vi har overnattet på. Flere og flere aftaler kommer i hus – blandt andet med TV 2’s mellemøsten-korrespondent, Steffen Jensen, der kommer til at få en rolle i filmen også. Vi kører til kibbutzen klokken 14 for et interview med en ung jøde, der rejser til Indien i morgen for at komme væk, og i morgen eftermiddag fortsætter rejsen nok mod Jerusalem. Glæder mig enormt til at gense byen med al dens historiske charme og dens splittede folk.

Sikke en smøre. Over and out for now. Tror det er tid for et pitabrød med humus og en kop kaffe. Billeder kommer op senere, og de kan desuden ses i mit Hovedopgave-galleri på Facebook, efterhånden som jeg tager dem.

/Jakob

PS: Kender du nogen i Jerusalem eller Tel Aviv, der vil have to supersøde journalister boende, så send mig endelig en mail :)

Dannelse og længsel

2008-12-02T03:06:00.002+01:00

Onsdag flyver vi fra København. Et stop i Zürich og herefter ankomst i Tel Aviv først på natten. Her starter tre ugers opdagelsesrejse for mig og min makker Eskil.

Længe har jeg haft den her summen i kroppen. Udlængslen og lysten til at udfordre mig selv og møde nye mennesker og kulturer. På een gang en ud- og indadvendt lyst, der lige så meget som den går på mødet med mennesker, også går på at udfordre mig selv i en personlig og faglig kontekst. Tre uger i Israel med et kamera på skulderen burde stille min sult.

Dette er min svendeprøve. Det er mit sidste kryds på det eksamensbevis, jeg skal have i hånden, når jeg fremover skal søge job som journalist. Styrkeprøven for hvad jeg kan drive det til ud fra egne idéer og egen produktion fra start til slut. Hold da op det er spændende.
For selvom kølig vinter bliver skiftet ud med nogle-og-tyve graders mellemøstlig varme, og stressende juleindkøb for en stund er lagt på hylden, så er det ikke ferie vi er på. Vi skal 19. januar aflevere 25-30 min. TV-dokumentar af en kvalitet, så landsdækkende fjernsyn umiddelbart kan – og meget gerne skal – aftage vores produkt.
Heldigvis er min allierede en dygtig fotograf og klipper, og indtil videre er samarbejdet gået smertefrit og som en leg. Men mon ikke vi nok skal bide hovedet af hinanden, når vi står midt i en ørken, udlejningsøsen er punkteret, kameraet er fuldt af sand og nærmeste kosher-diner er en dagsrejse bort?

Personligt bliver rejsen også en dannelsesrejse for mig. Det er min fars og bedsteforældres land. Det er der, han blev født, voksede op, det land han kæmpede i to krige for og det land, han i dag ligger begravet i. Her lever mine fætre og kusiner hver dag med konflikten, og hvad med deres fremtid? For mig trænger en masse spørgsmål sig på – og især bliver jeg nødt til at vide, hvordan de overhovedet kan se en fremtid i Israel, når en tilsyneladende endeløs konflikt æder af politisk, mentalt og medmenneskeligt overskud?
Jeg ville gå i hundene, hvis mit eget land stod i den situation – eller i hvert fald nok blive særdeles rabiat... For ikke at tale om den fordømmelse jeg skulle leve med fra det globale samfund.
Når jeg atter lander i Kastrup to dage før jul, tror jeg, at jeg er vokset. Forhåbentlig har jeg en journalistisk fantastisk spændende skildring med mig hjem. Men pyt med den. Den skal jeg blot bestå et studie med. Allerhelst håber jeg på at have fået et menneskeligt og kosmopolitisk indblik i, hvad en generation af unge, jeg selv kan relatere så kraftigt til, gør, når de er presset ud at skulle forme deres egen fremtid.
Jeg håber at jeg til jul vil nyde anden uden udlængsel og føle, at jeg har givet mig selv den største gave i form af en stor personlig oplevelse og indsigt.

Hvad venter man 15 år på?

2008-11-19T03:53:00.003+01:00

Lykke? Karriere? Kærlighed?

Eller på at høre en stemme, der har påvirket ens liv i helt enorm grad?

Nu sidder jeg med den i hånden. Den drøm om musikalsk, personlig og virtuos succes, som mit idol W. Axl Rose begyndte at drømme på i 1993. Dengang drømte jeg med ham, og jeg er fortsat med at drømme hver eneste dag. I dag – 15 år senere – leverer et muntert postbud den til mig.

I al sin bombastiske og produktionstekniske storhed har drømmen aftryk af ”Rose” placeret i hvert enkelt riff, hvæs og 4/4 fra start til slut. En trist, arrig, melankolsk og martret Rose, der hviner sin smerte ud i en skøn 14 sangs serenade om kærlighed, svigt og altoverskyggende forventninger.

Nervøs er han ikke. Ikke et sekund skælver hans grove, hæse røst fra start til slut. Han besidder en tro på sig selv så stor, at intet kan slå ham ud. Ikke forsmåede anmeldere, ikke uoverkommelige udgifter og ikke personlige svigt fra familie, venner, partnere og bandmedlemmer. Rose har ikke brug for nogen. Han har blot sat sig for at fuldføre sin mission og tilføje sine musikalske fortællinger de bedste fødselshjælpere i form af musikere af Guds nåde.

Rose skriver ikke musik til 80’erne, 90’erne eller 00’erne. Han skriver musik til sig selv. Hvis hans fans også nyder den, så er det blot en ekstra bonus. Foran mig ligger verdens dyreste og længste terapisession. Nu offentlig tilgængelig. Forvandlingen fra rasende ungdom til dyb og tænksom voksenhed. Fra megalomanisk besættelse til klædelig ydmyghed. Fra råt talent til noget nær genialitet.

Sangene er for mig ikke nye. Blot tre numre har jeg hørt for første gang i dag. Resten er gengangere, der siden de blev lækket på internettet i halvfærdige versioner er blevet forædlede og finpudsede til perfektion. Rose har I mine øjne altid formået at fange en melodi og en tekst og pleje den, til det optimale kom ud af den. På den måde har luftige riffs og nonsenstekster fået fylde, dybde og til slut en evig plads i mange menneskers livs-soundtracks. Fået mening.

Roses drøm giver mening for mig. Når jeg lukker mine øjne og lytter til dubleret solosang, melodiøse og svulstige guitarsoloer, patos-fyldte filmcitater og en stemme, der lyder som om, den hvert øjeblik det skal være, kan knække over og bryde ud i gråd, mens den lægger sig barberbladsblødt henover klaveret:

”I just can’t let it die
Cause her heart’s just like mine
And she holds her pain inside

So if you ask me why
She wouldn’t say goodbye
I know somewhere inside

There is a special light
Still shining bright
And even on the darkest night
She can’t deny

So if she’s somewhere near me
I hope to God she hears me
There’s no one else
Could ever make me feel I’m so alive
I hoped she’d never leave me
Please God you must believe me
I’ve searched the universe
And found myself
Within’ her eyes”

Det er ikke blot hans drøm - men også min. Mine følelser og min smerte, som han projicerer ud, og tonerne fra stemmebånd og klaverstrenge får tårerne frem i mine øjne. Jeg er bevæget. Jeg er klar til at lade ham føre mig med sig i sin drøm. Jeg modtager. Jeg oplever. Jeg vokser.

Jeg har allernådigst fået anvist en rute ind i et stort, dunkende sind fyldt med empati, kærlighed og sans for at frembringe brudstykker af overjordisk skønhed. Ærefrygtigt og med alle sanser spændte træder jeg ind. Et skridt af gangen. Drømmer, fornemmer og glædes.

Dét venter jeg gerne 15 år på.

---

Guns N’ Roses: Chinese Democracy
Universal Music
Udkommer i Danmark 22/11 2008

Chinese Democracy starts in...

2008-10-31T13:45:00.001+01:00

Chinese Democracy starts now

2008-10-22T15:29:00.003+02:00

Om en halv time rammer første single fra Guns N' Roses kommende plade "Chinese Democracy" dansk radio. Som de første i landet spiller P3 den officielle udgave af titelnummeret, og bruger en time af programfladen mellem 16-17 til at diskutere den mytiske udgivelse.

Vi er nogle, der har glædet os meget til denne dag.

Singlen forventes at gå i handelen om en uges tid, og albummet står på Universal Musics releaseplan til den 24. november i år.

Jeg arbejder for tiden på at få arrengeret noget at et rockbrag i Århus i forbindelse med udgivelsen - mere om det senere.

Til at forsøde ventetiden, er her en fanmade video til Chinese Democracy:

Guns n' Roses, Chinese Democracy - gunsnroses.us from bkjfk on Vimeo.

Ny præsidentkandidat!

2008-10-14T02:22:00.001+02:00

Tak til Line for linket.

Stream of bad consciousness

2008-10-14T02:09:00.002+02:00

Mennesker er trælse. Jeg er træt af dem. Ingen vil hinanden det godt. Måske undtagen hende i København, der ringede her i aften. Pjat. Hun er bare forstående. Men alle andre. De vender sig bort, og snakker med de rigtige. Dem de kender. Tør ikke udfordre sig selv ved at møde nye mennesker. Sådan bliver man ekskluderet. Udskilt. Aparte. Da jeg gik hjem i aftes var åen sort og smuk. Stille men dog farlig. Der var ganske få fulde folk, selvom der er ferie. Pseudo-ferie. Det er jo alligevel kun noget for skolebørn. Hun skulle have været her i ferien. Hende skolebarnet. Det var ikke ment to be. Det er der sq nok sjældent, noget der er. Kærlighed. Stinker. Kærlighed. Forblænder. Kærlighed. Ikke noget for mig. Jeg gider simpelthen ikke mere. Hun ødelagde den sidste rest af det, jeg havde i mig til at give bort. Til den rigtige. Jeg tror ikke jeg møder hende. Hun eksisterer nok ikke. Og gør hun, skal jeg sq nok få hende skræmt væk. Tanker. Gin & Tonic. Dobbelt. Og tanker. I morgen skal jeg skrive opgave. Hvis jeg gider. Alt er stille. Publicer og sov. I morgen kommer atter en dag. Jeg har ikke lyst til at sove uden en at holde om.