Audio Gonzo

[Gonzojournalistik er en journalistisk stilart eller genre, som internationalt mest er kendt som den Hunter S. Thompson ofte skrev i. Gonzo gør op med ideen om, at man kun kan nå frem til sande fremstillinger af begivenhederne ved at følge strikse journalistiske standarder. Artikler i gonzogenren er ofte bygget op om en fortælling i reportageform. De normale standarder for akkuratesse og saglighed bliver skubbet i baggrunden til fordel for skildringen af stemninger og skæve vinkler, ofte med journalistens egen placering i situationen som omdrejningspunkt.]

Kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Gonzo

There’s a new drug in town. Der bliver hvisket om det i krogene på alle de hippe steder, og kun de ypperste blandt jetsettet har prøvet det endnu. Et designerdrug af allerfineste karakter. Intet naturligt forefindes i det. Ethundrede procent menneskeskabt. Så nyt at ingen lovgivning har forbudt stoffet endnu. Så rent at din forestillingsevne efterlades postorgasmisk prustende på gulvet efter brug.

Stoffet hedder I-doser(.com) og er lydnarko. Lyder det mærkeligt? Så bare hør her.

Jeg har gjort noget ulovligt. Jeg ser baren på skærmen snegle sig mod de 100%, mens jeg tyvagtigt henter, hvad der ikke er mit. Jeg er ligeglad. Jeg har delirium, og jeg mine sanser skriger efter et fix. Siden jeg for første gang i eftermiddags læste om de lydfiler, der, indtaget på rette vis, kan sætte mennesket i en trancelignende dvale, har jeg været vild efter at prøve det på egen krop.
Euforiserende stoffer sig mig ellers ikke så meget. Nok. Men ikke så meget. Jeg er bange for efterspillet. For de humørsvingninger der følger i kølvandet. Og så er jeg bange for afhængigheden. Det er en hån mod menneskets intellekt og fysik at gøre det afhængigt at noget. Vi er sq frie individer – er det ikke det, vi påstår?

Her er der ikke noget catch. Lige så snart mp3-filen er hentet ned, ryger den over på iPod’en og høretelefonerne kommer i. Jeg ligger på ryggen på min seng. Lyset er slukket. Klokken nærmer sig 4 og et par forårskåde fugle skræpper udenfor vinduet. Jeg knytter mine næver og trækker vejret dybt ind.

Så begynder det.

En krads støj i baggrunden. Som et tv man er faldet i søvn fra. Hrsssssssssss..... og så den dybe tone, der langsomt hæves og sænkes i intensitet. Blandingen af disse to frekvenser skulle efter sigende være det, der gav effekten. Jeg føler mig rolig. Afslappet. Lidt skuffet da jeg hverken ser flyvende bowlingkegler er forkertfarvede medlemmer af dyreriget. Jeg føler mig bare godt tilpas.
Frekvensen stiger og falder, og ved nogle af dykkene ned i det dybe register, kan jeg mærke en fysisk reaktion i mit mellemgulv. Bare lidt. Jeg er fascineret. Jeg drømmer mig hen. Det er ikke svært at entre rummet mellem søvn og vågenhed, og jeg glider frem og tilbage. Som om nogen holder døren. Lægger ikke mærke til lyden længere, men lader mig føre fra den ene fortælling til den næste. Prisgivet.

Lydfilen varer ti minutter, men i min hjerne er tiden sat til uendelig. Følelsen af velvære kombineres med følelsen af træthed, og til sidst lader jeg mig glide ind i søvnen. Længere og længere væk. Dybe toner. Støj. Væk. Dybt. Støj. Rar støj.

Da jeg vågner, er det et kvarter førend mit vækkeur skulle have ringet. Jeg har stadig iPodens hovedtelefoner på. Jeg må være faldet i søvn, tænker jeg. Jeg føler efter engang og kan mærke en krop fyldt med velvære. Ingen hovedpine eller mentale tømmermænd. Tvært imod. En følelse af overskud får mig ud af sengen i første forsøg. Op og i gang. I spejlet på vejen, er det endda en frisk person, der blinker tilbage til mig.
Om det er de auditive designerdrugs, der har virket på mig, eller det blot var en god nats søvn ovenpå en oplevelsesrig dag er ikke til at sige. I hvert fald har jeg det skønt.

I aften vil jeg prøve med en ny fil. Altså bare prøve. Jeg er jo ikke hooked eller noget. Er jeg?