Depressionsangst og rent sengetøj

De sidste dage har været hårde. Det begynder at gå op for mig, at det er alvor det her. At mit veludviklede Peter Pan-syndrom har spillet fallit, og at det forventes af mig, at jeg ”i dag træder ind i de voksnes rækker”.

Det kan ikke gå hurtigt nok med at få mig proppet i et kontor med mit navn på døren og såkaldt moderne institutionskunst på væggene. Ud at betale skat og få hjulene i samfundet til at køre rundt. Det er jo det, man gør Jakob!

Dette system med en karantæneperiode efter man er færdiguddannet har jeg det godt nok ambivalent med. Logisk kan jeg udmærket se, at det inciterer folk til at gå direkte fra studium og ud i et arbejde, men jeg synes det er et unødigt pres. Af min årgang af uddannede fra Journalisthøjskolen er det relativt få, der allerede er i jobs, og under hovedopgaveforløbet har det nu ikke ligefrem været så nemt at finde tid til at søge arbejde. Men tillykke med uddannelsen, nu fratager vi dig dit levegrundlag i en måned... eller reelt to, da dagpenge er bagudbetalte... Skal du stadig betale husleje og mad siger du? Ikke vores problem.
Ja, det virker da garanteret efter hensigten. Det samme gør simuleret drukning under tortur. Det det gør for mig er, at det stresser mig helt og aldeles at være på randen af fallit med gæld til højre og venstre. Det synes jeg sq ikke, at der er meget velfærdssamfund over.

Ud over de økonomiske kampe valgte min krop at spare mit immunforsvar væk i forbindelse med nedskæringer. Dette har resulteret i flere dage på langs med feber, ondt i halsen og hovedpine. Influenza kaldet de det vidst – jeg kalder det nærdødsoplevelse, men jeg er jo også en mand.

Ovenstående plus adskillige andre små aparte faktorer gør, at jeg disse dage bevæger mig trist og syg rundt i et vakuum af forventningspres og kreditorfrygt. Indre problemer skaber hos mig ydre rod, så mit værelse har efterhånden fået tilnavnet ”helvede”. Helvede peakede for nogle dage siden – da kroppen havde prikkerunde – og jeg flyttede ind på sofaen, da hverken gulv, bord, stol, seng eller skabe kunne identificeres bag den lukkede dør... Jeg er taknemmelige over, at jeg har ”verdens bedste roomie”(tm), der blot nikkede, sagde ”jaja” og lavede karrysuppe til mig!

Sådan er de sidste dage gået. Strepsils, panodiler, the, mælk med honning, søvn, Halls og lidt halvhjertede forsøg på at skrive ansøgninger. I dag fandt jeg så mig selv stående i badet, mens jeg sukkede højlydt. Så højt, at jeg selv blev forskrækket over det. Jeg nåede først lige at skyde det hen, før den var der igen.
- Suuuuuuuk! som en træt gammel billetkontrollør i et overfyldt weekendtog.

Faktisk gik jeg lidt i panik. Sidste gang jeg havde hørt mig selv sige sådan, var i sommeren 2006. Inden der var gået 14 dage var jeg diagnosticeret med depression og startet hos en psykolog. Det blev til et længere forløb, før jeg atter blev raskmeldt, men jeg fik nogle værktøjer med mig, der siden har kunnet holde monsteret i skak.

Jeg vil det ikke igen. Jeg nægter. Giv mig orden og klare linier. Bare for en periode. Fast indtægt, fast job, fast føde og en fast kæreste ( - gerne fast i kødet, tak!).

I morgen er en ny start, har jeg bestemt. Der skal der muges ud i Helvede. Jeg har markeret det ved, at flytte tilbage allerede i aften, ryddet min seng og lagt nyt sengetøj på. Lyseblåt med hvide snefnug. Kitch af karat, men noget jeg havde med fra mit barndomshjem. På en sær måde giver det mig tryghed og en tro på, at jeg selv kan nå at ændre min skæbne, førend en tåbelig sygdom gør det for mig.