Dannelse og længsel

Onsdag flyver vi fra København. Et stop i Zürich og herefter ankomst i Tel Aviv først på natten. Her starter tre ugers opdagelsesrejse for mig og min makker Eskil.

Længe har jeg haft den her summen i kroppen. Udlængslen og lysten til at udfordre mig selv og møde nye mennesker og kulturer. På een gang en ud- og indadvendt lyst, der lige så meget som den går på mødet med mennesker, også går på at udfordre mig selv i en personlig og faglig kontekst. Tre uger i Israel med et kamera på skulderen burde stille min sult.


Dette er min svendeprøve. Det er mit sidste kryds på det eksamensbevis, jeg skal have i hånden, når jeg fremover skal søge job som journalist. Styrkeprøven for hvad jeg kan drive det til ud fra egne idéer og egen produktion fra start til slut. Hold da op det er spændende.
For selvom kølig vinter bliver skiftet ud med nogle-og-tyve graders mellemøstlig varme, og stressende juleindkøb for en stund er lagt på hylden, så er det ikke ferie vi er på. Vi skal 19. januar aflevere 25-30 min. TV-dokumentar af en kvalitet, så landsdækkende fjernsyn umiddelbart kan – og meget gerne skal – aftage vores produkt.
Heldigvis er min allierede en dygtig fotograf og klipper, og indtil videre er samarbejdet gået smertefrit og som en leg. Men mon ikke vi nok skal bide hovedet af hinanden, når vi står midt i en ørken, udlejningsøsen er punkteret, kameraet er fuldt af sand og nærmeste kosher-diner er en dagsrejse bort?

Personligt bliver rejsen også en dannelsesrejse for mig. Det er min fars og bedsteforældres land. Det er der, han blev født, voksede op, det land han kæmpede i to krige for og det land, han i dag ligger begravet i. Her lever mine fætre og kusiner hver dag med konflikten, og hvad med deres fremtid? For mig trænger en masse spørgsmål sig på – og især bliver jeg nødt til at vide, hvordan de overhovedet kan se en fremtid i Israel, når en tilsyneladende endeløs konflikt æder af politisk, mentalt og medmenneskeligt overskud?
Jeg ville gå i hundene, hvis mit eget land stod i den situation – eller i hvert fald nok blive særdeles rabiat... For ikke at tale om den fordømmelse jeg skulle leve med fra det globale samfund.
Når jeg atter lander i Kastrup to dage før jul, tror jeg, at jeg er vokset. Forhåbentlig har jeg en journalistisk fantastisk spændende skildring med mig hjem. Men pyt med den. Den skal jeg blot bestå et studie med. Allerhelst håber jeg på at have fået et menneskeligt og kosmopolitisk indblik i, hvad en generation af unge, jeg selv kan relatere så kraftigt til, gør, når de er presset ud at skulle forme deres egen fremtid.
Jeg håber at jeg til jul vil nyde anden uden udlængsel og føle, at jeg har givet mig selv den største gave i form af en stor personlig oplevelse og indsigt.