Hvad venter man 15 år på?

Lykke? Karriere? Kærlighed?

Eller på at høre en stemme, der har påvirket ens liv i helt enorm grad?

Nu sidder jeg med den i hånden. Den drøm om musikalsk, personlig og virtuos succes, som mit idol W. Axl Rose begyndte at drømme på i 1993. Dengang drømte jeg med ham, og jeg er fortsat med at drømme hver eneste dag. I dag – 15 år senere – leverer et muntert postbud den til mig.

I al sin bombastiske og produktionstekniske storhed har drømmen aftryk af ”Rose” placeret i hvert enkelt riff, hvæs og 4/4 fra start til slut. En trist, arrig, melankolsk og martret Rose, der hviner sin smerte ud i en skøn 14 sangs serenade om kærlighed, svigt og altoverskyggende forventninger.

Nervøs er han ikke. Ikke et sekund skælver hans grove, hæse røst fra start til slut. Han besidder en tro på sig selv så stor, at intet kan slå ham ud. Ikke forsmåede anmeldere, ikke uoverkommelige udgifter og ikke personlige svigt fra familie, venner, partnere og bandmedlemmer. Rose har ikke brug for nogen. Han har blot sat sig for at fuldføre sin mission og tilføje sine musikalske fortællinger de bedste fødselshjælpere i form af musikere af Guds nåde.

Rose skriver ikke musik til 80’erne, 90’erne eller 00’erne. Han skriver musik til sig selv. Hvis hans fans også nyder den, så er det blot en ekstra bonus. Foran mig ligger verdens dyreste og længste terapisession. Nu offentlig tilgængelig. Forvandlingen fra rasende ungdom til dyb og tænksom voksenhed. Fra megalomanisk besættelse til klædelig ydmyghed. Fra råt talent til noget nær genialitet.

Sangene er for mig ikke nye. Blot tre numre har jeg hørt for første gang i dag. Resten er gengangere, der siden de blev lækket på internettet i halvfærdige versioner er blevet forædlede og finpudsede til perfektion. Rose har I mine øjne altid formået at fange en melodi og en tekst og pleje den, til det optimale kom ud af den. På den måde har luftige riffs og nonsenstekster fået fylde, dybde og til slut en evig plads i mange menneskers livs-soundtracks. Fået mening.

Roses drøm giver mening for mig. Når jeg lukker mine øjne og lytter til dubleret solosang, melodiøse og svulstige guitarsoloer, patos-fyldte filmcitater og en stemme, der lyder som om, den hvert øjeblik det skal være, kan knække over og bryde ud i gråd, mens den lægger sig barberbladsblødt henover klaveret:

”I just can’t let it die
Cause her heart’s just like mine
And she holds her pain inside

So if you ask me why
She wouldn’t say goodbye
I know somewhere inside

There is a special light
Still shining bright
And even on the darkest night
She can’t deny

So if she’s somewhere near me
I hope to God she hears me
There’s no one else
Could ever make me feel I’m so alive
I hoped she’d never leave me
Please God you must believe me
I’ve searched the universe
And found myself
Within’ her eyes”


Det er ikke blot hans drøm - men også min. Mine følelser og min smerte, som han projicerer ud, og tonerne fra stemmebånd og klaverstrenge får tårerne frem i mine øjne. Jeg er bevæget. Jeg er klar til at lade ham føre mig med sig i sin drøm. Jeg modtager. Jeg oplever. Jeg vokser.

Jeg har allernådigst fået anvist en rute ind i et stort, dunkende sind fyldt med empati, kærlighed og sans for at frembringe brudstykker af overjordisk skønhed. Ærefrygtigt og med alle sanser spændte træder jeg ind. Et skridt af gangen. Drømmer, fornemmer og glædes.

Dét venter jeg gerne 15 år på.

---

Guns N’ Roses: Chinese Democracy
Universal Music
Udkommer i Danmark 22/11 2008