Stream of bad consciousness

Mennesker er trælse. Jeg er træt af dem. Ingen vil hinanden det godt. Måske undtagen hende i København, der ringede her i aften. Pjat. Hun er bare forstående. Men alle andre. De vender sig bort, og snakker med de rigtige. Dem de kender. Tør ikke udfordre sig selv ved at møde nye mennesker. Sådan bliver man ekskluderet. Udskilt. Aparte. Da jeg gik hjem i aftes var åen sort og smuk. Stille men dog farlig. Der var ganske få fulde folk, selvom der er ferie. Pseudo-ferie. Det er jo alligevel kun noget for skolebørn. Hun skulle have været her i ferien. Hende skolebarnet. Det var ikke ment to be. Det er der sq nok sjældent, noget der er. Kærlighed. Stinker. Kærlighed. Forblænder. Kærlighed. Ikke noget for mig. Jeg gider simpelthen ikke mere. Hun ødelagde den sidste rest af det, jeg havde i mig til at give bort. Til den rigtige. Jeg tror ikke jeg møder hende. Hun eksisterer nok ikke. Og gør hun, skal jeg sq nok få hende skræmt væk. Tanker. Gin & Tonic. Dobbelt. Og tanker. I morgen skal jeg skrive opgave. Hvis jeg gider. Alt er stille. Publicer og sov. I morgen kommer atter en dag. Jeg har ikke lyst til at sove uden en at holde om.