Chris og kaffefabrikken

Normalt kan jeg fint sove til kl. 13-14 stykker på en søndag, men i dag måtte jeg gøre en undtagelse. Roomie, der er stor fan af kaffe, havde modtaget besked fra folkene bag kaffe-kæden Baresso om, at kædens pladeselskab havde en ny jazz-plade med kontrabasvirtuosen Chris Minh Doky ude, og at lillebror Doky himself ville gæste Baresso på Banegårdspladsen søndag kl. 11.

Derfor skridtede vi gennem regnen ned til kaffepusherne, og fik kun lige købt os en skoldhed mokka, førend en smilende Chris indtog gulvet i den ende af lokalet, der til lejligheden agerede scene.

Chris Minh Doky er ingen hr. hvem som helst. Ud over at være en ganske almindelig knægt fra Nørrebro, har han igennem sit musikalske liv præsteret følgende:

• Spillet bas i 25 år
• Udgivet to plader med brormand Niels Lan Doky under navnet ”Doky Brothers”
• Gik for 10 år siden solo og har udgivet syv soloalbums
• Spiller over 150 koncerter årligt over hele verden
• Medvirket på over 300 musik-udgivelser
• Skrevet kogebogen ”Jazz Kitchen”
• Spillet for Bill Clinton i Det Hvide Hus
• Modtaget to platin- og tre guldplader
• Modtaget priser for ”Årets koncert”, ”Årets band” og ”Årets bassist”
• Modtaget ”Ben Webster Prisen” i 2008 sammen med sin bror
• Spillet med koryfæer som Curtis Stigers, Mike Stern og John Scofield m.fl.


Og nu stod han altså dér. I en kaffebar mens regnen piskede ned på de forbipasserende udenfor, og prustende bybusser ihærdigt forsøgte at overdøve den mikrofonløse jazz-bassist.

Veloplagt sprøjtede han anekdoter ud fra et liv, der, selvom det i mange år var drømmen om at blive læge, der herskede, kom til at dreje sig om at spille jazz. Om at leve for noget. Ikke kunne leve af det, men alligevel heller ikke kunne leve uden det. Om at turde satse på drømmen – og vinde.

Efter en times fortælling og fire numre kvitterede Chris Minh Doky for tilhørernes interesse med en anekdote om, hvordan min bliver en del af musikken. Frit fortolket lød den således:

”Musik er ligesom en stor, brusende flod. Den består af al musik, der har været, al musik der er og al musik, der kommer.
For at kunne træde ud i denne flod uden at blive skyllet væk og drukne, skal man mestre fire ting: Man skal have den bedst mulige teknik på sit instrument, man skal have den størst mulige viden om al musik, man skal minimere afstanden mellem hjerne og fingre mest muligt og så skal man være åben overfor al slags musik.
På den måde gør man sig transparent og modtagelig, og kan lade musikken strømme igennem sig uden at drukne.”

Kloge ord fra den 39-årige firestrengsvirtuos.

Således opstemt og åndeligt såvel som musikalsk stimuleret blev jeg nødt til at erhverve mig den kompilerede dobbelt-cd ”A jazz life” i en signeret udgave og bruge resten af eftermiddagen på at jazze ud hjemme foran anlægget.