Om at være forelsket og bekymret

Hun er fantastisk. Ud af det blå kom hun. Det var egentlig slet ikke meningen, at der skulle være noget romantik i det. Vi talte bare så godt sammen.

Noget måtte der dog ske, og da ting sjældent sker af sig selv (lige bortset fra ovenstående måske), besluttede jeg mig for at tage derop. Til Mors. Et naturskønt fængsel i Limfjorden omgivet af vand. Min første tur over Sallingsundbroen foregik med krilren i maven og nervøse svedperler på panden. Men der sad hun og ventede; Lille, fin, feminin, klædt i en rødlig let sommerkjole. Lyst hår overalt og smilende, kærlige øjne.
Vi fik aldrig den is. Til gengæld kyssede vi uafbrudt i tre timer, indtil hun måtte gå, og jeg måtte sydpå igen.

Status. Hvad var der sket? Hvorfor var det sket? Og skulle der ske mere?
Interessen havde vi begge, drømmen om en sommerforelskelse - og måske mere - ligeså. Der var kun det ene, store, gigantiske, altoverskyggende problem.
Vi besluttede os for at se stort på det, og en onsdag morgen stod hun af toget i Århus. På trods af sommerfugle og kontrolafgifter fandt vores læber hinandens med det samme igen. De passede bare. Som verdens nemmeste puslespil.
Snak, kys, hjemmelavet pizza med majs, pepperoni og gorgonzola, gåtur i skoven, sushi, sex, stjernerne set fra det yderste af molen, guitar, sofaen på bagerste række i Øst For Paradis, is, is, is.
Turde jeg tage med hende tilbage til øen. Trodse indgåede aftaler og skælmske blikke? Ja bestemt.

Hun falder omkuld. Grinende. Rejser sig igen og hopper hen ved siden af mig. Jeg flyver til vejrs som en løssluppen heliumballon. Lander hårdt og sender hende opad mod himlen, hvor hun hører til. Forpustede og glade falder vi omkuld. Ligger på trampolinen med hinanden i hånden og mærker varm, stille sommerregn kærtegne vores ansigter. Kysser. Elsker hinanden.

Hun følger mig til bussen. Vi har kendt hinanden i en måned. Vi har mødtes to gange. Vi har tilbragt en uge i konstant selskab med hinanden. Vi har åbnet os og taget ind. Vi har ikke kunne holde kærlighedserklæringen tilbage. Vi er faldet. Vi er lykkelige.

Nu venter fordommene i kulissen. Folkets, familiens og vennernes dom.

For man kan da ikke passe sammen, når der er 12 års aldersforskel!