Til koncert med buddy-Binzer
Vi købte et par iskolde fadøl, stillede os i døren med hver vores stenhårde attitude og lod vore lange manker feje ned af ryggen, som de urmænd vi nu var. I aften skulle vi høre manderock fra Chris Cornell. Bare os to – og 1500 andre rockhoveder. Bare mig og Binzer.
Desværre var det ikke helt sådan, det forløb. Ganske rigtig blev det meste af tirsdag aftens Chris Cornell koncert i Vega oplevet skulder mod skulder med et af mine største idoler fra den danske scene; Forsanger i D:A:D Jesper Binzer. Dog tilhørte vi hver vores flok.
Hans bestod af hans søde kone, der i sommerkjole matchede sin langhårede hulemand, samt bassisten Stig, der i en fyrre hestes koger troede han var 18, og blandt andet var ved at komme op at slås med min gode ven David – det mest pacifistiske menneske på kloden.
Min crowd var smukt sammensat af skønne personer fra tre verdener: Min smukke kæreste, der var i sit es (selvom hun hårdnakket prøvede at få tilføjet Mr. Jeg-har-stadig-vaskebræt-selvom-jeg-er-over-fyrre Cornell på listen over folk man-godt-måtte-med-hvis-man-fik-chancen. Desværre. No chance babe. Du HAR allerede valgt Johnny Depp!), Mr. AA himself – forsanger i Dust N’ Bones par excellence og sidst men bestemt ikke mindst soon to be stjernejournalist på Weekendavisen, ovenstående Mr. David Turner.
Det blev til et brag af en koncert. Godt backingband, der dog kunne have ydet nogle af numrene lidt mere følelse, halvgod lyd, og en helt fremme i skoene Cornell, der besad en karisma og udstråling, der gjorde, at man simpelthen ikke kunne fjerne øjnene fra ham – endsige lade være med at lytte til den voldsomme, følsomme, kraftfulde, tunge, lette og ekstremt rockede røst.
Et personligt højdepunkt var coverversionen af Michael Jacksons ”Billie Jean”, som jeg vidste ville komme, men alligevel fik gåsehud over at høre, da den blev slået an. Ene mand med en akustisk spade på scenen viste Chris Cornell, hvordan sangen EGENTLIG skulle have lydt. En sådan diktion og sprødhed i vokalen skal man lede længe efter. Ærgerligt nok blev en anden favorit, James Bond-temaet ”You Know My Name”, fremført som om, bandet var pænt træt af at spille den. Lyden hang og det store arrangement med typiske bond-tema pornostrygere og ekstra power på bas og trommer udeblev.
Man tilgiver dog hurtigt, når manden hedder Chris Cornell og har givet rockverdenen flere moderne klassikere i Soundgarden, Temple Of The Dog og Audioslave. Jeg dyrker hans solokarriere helt og fuldt, og numrene fra den nye plade får vist lige en ekstra rotation i iTunes de næste par dage.
Vi hyggede os og var enige om at han leverede varen. Vi nød sq showet gjorde vi. Mig og Binzer.
Desværre var det ikke helt sådan, det forløb. Ganske rigtig blev det meste af tirsdag aftens Chris Cornell koncert i Vega oplevet skulder mod skulder med et af mine største idoler fra den danske scene; Forsanger i D:A:D Jesper Binzer. Dog tilhørte vi hver vores flok.
Hans bestod af hans søde kone, der i sommerkjole matchede sin langhårede hulemand, samt bassisten Stig, der i en fyrre hestes koger troede han var 18, og blandt andet var ved at komme op at slås med min gode ven David – det mest pacifistiske menneske på kloden.
Min crowd var smukt sammensat af skønne personer fra tre verdener: Min smukke kæreste, der var i sit es (selvom hun hårdnakket prøvede at få tilføjet Mr. Jeg-har-stadig-vaskebræt-selvom-jeg-er-over-fyrre Cornell på listen over folk man-godt-måtte-med-hvis-man-fik-chancen. Desværre. No chance babe. Du HAR allerede valgt Johnny Depp!), Mr. AA himself – forsanger i Dust N’ Bones par excellence og sidst men bestemt ikke mindst soon to be stjernejournalist på Weekendavisen, ovenstående Mr. David Turner.
Det blev til et brag af en koncert. Godt backingband, der dog kunne have ydet nogle af numrene lidt mere følelse, halvgod lyd, og en helt fremme i skoene Cornell, der besad en karisma og udstråling, der gjorde, at man simpelthen ikke kunne fjerne øjnene fra ham – endsige lade være med at lytte til den voldsomme, følsomme, kraftfulde, tunge, lette og ekstremt rockede røst.
Et personligt højdepunkt var coverversionen af Michael Jacksons ”Billie Jean”, som jeg vidste ville komme, men alligevel fik gåsehud over at høre, da den blev slået an. Ene mand med en akustisk spade på scenen viste Chris Cornell, hvordan sangen EGENTLIG skulle have lydt. En sådan diktion og sprødhed i vokalen skal man lede længe efter. Ærgerligt nok blev en anden favorit, James Bond-temaet ”You Know My Name”, fremført som om, bandet var pænt træt af at spille den. Lyden hang og det store arrangement med typiske bond-tema pornostrygere og ekstra power på bas og trommer udeblev.
Man tilgiver dog hurtigt, når manden hedder Chris Cornell og har givet rockverdenen flere moderne klassikere i Soundgarden, Temple Of The Dog og Audioslave. Jeg dyrker hans solokarriere helt og fuldt, og numrene fra den nye plade får vist lige en ekstra rotation i iTunes de næste par dage.
Vi hyggede os og var enige om at han leverede varen. Vi nød sq showet gjorde vi. Mig og Binzer.
Etiketter: Chris Cornell, Koncerter
posted by Jakob Edut at 13:26
0 Kommenteret:
Send en kommentar
<< Home