La vie de bohême, adieu!

Nørrebronx pulserer af post kl. 10-energi. Pludselig virker det til at forretningsfolket husker at butikkerne rent faktisk skal åbnes. Tågen ligger stadig tyk, og endnu er der flere cykler end biler i gadebilledet. I Netto pakker en ung indvandrerkvinde i sort-gul uniform ugens slagtilbud ud, og på Café Funke låser en ældre mørklødet herre sig ind mens han balancerer med nøglerne i den ene hånd og en sprayflaske med Ajax i den anden.

Sjældent har storbyluften smagt mere friskt i min mund, og sjældent har symfonien af A-busser og små benzinøkonomiske bybiler lydt mere inciterende end her til formiddag. Men tankerne er også faret afsted mod et bestemt fixpunkt. En skræmmende og på samme tid fascinerende vished om, at om 17 (sytten!) dage er min eneboende bohêmetilværelse forbi.

Om lidt over to uger vil det være slut med at vælte sig ind i lejligheden klokken hul-i-hovedet uden at bekymre sig om at vække nogen, slut med at kaste tøjet i alle retninger – pånær boxerdrengene, der med det professionelle øjes præcission i en smuk bue med en anelse skrue, placers midt på skrivebordet – og vælte om midt på sengen, på tværs af den - af IKEA foreslåede - soveretning, og med et rungende ræb falde i søvn mens man klør sig i skridtet, kun iført sokker, sneakers og shawarmaånde.

Pludselig skal livet indrettes efter et andet menneskes behov og ønsker, og det immervæk et menneske hvis velbefindende ligger mig særdeles på sinde. Nu skal hendes hverdag og særheder knyttes med min hverdag og særheder i et farvestrålende patchwork af lystigt anarki. Tråde af kærlighed skal binde det sammen, og med tiden skal vaner, kompromiser og fællesskabte ritualer være den patina, der skaber det homogene stykke hverdag, som udgør vores fælles hjem. For dælen, hvis det ikke var fordi jeg havde set det gjort før, så ville jeg ikke satse min søsters sommerløn på, at det kunne lade sig gøre.

Tilbage til afskeden med eneboertilværelsen. Jeg skal da ikke være sen til at anerkende at der i disse svindende dage bliver gjort en ære ud af dyder, der nok stedes til hvile når flyttelæsset triller herfra. I skrivende stund praktiseret i at sidde lodret op og ned i en uredt seng med madressen halvt liggende på gulvet, iklædt morgenhår og uldsokker. Rundt om svajer konstruktioner af daggammelt service og tomme flasker af kendt og ukendt herkomst. Ved hovedgærdet står plys-pingvinen Ralph, og hans melankolske plastikøjne fortæller mig, at han godt ved at han snart må lade pladsen som sengeven. Fra fjerneren sørger VH1 for at hverdagens lydtapet af guitarrock og firserfunk bliver doseret i en mængde, der er til at tappe af, på de kommende lange dage i tosomhed med indlagt Dido, Dicte og Dickow.

Snart gryr et nyt kapitels morgenstund, og som i en Jehova-paradisisk ny verden vil der i denne verden ikke forekomme vasketøjsstakke, colaslatter, fastfoodrester, mandeblade og det der ”noget som man tabte på gulvet i fjor, men siden har glemt at samle op og nu ikke kan identificere”. Denne verden hedder parforhold, og jeg bekender mig til den af fuld overbevisning.

Men først om sytten dage og ikke et sekund før!

Party on people!!!