En ode til tandboejler og tungekys

Dalumfesterne.

Stadig staar de for mig som min port til voksenverdenen, med hvad der dertil hoerer af fristelser inden for oel, fisse og hornmusik. Det var ved disse fester, med vodkaflasker gemt i buskene og Cut n' Move paa anlaegget, at jeg for alvor stiftede bekendtskab med konstellationen: "Den smukke og den grimme".

Vi taler maaske i virkeligheden her drifternes svar paa "Good Cop/Bad Cop" klicheen, der i al sin intelligensfornaermende enkelthed gaar ud paa, at hvis der i et par er en der optraeder rigtig grimt, vil den anden per automatik blive fremhaevet paa sine positive egenskaber. Og det ved piger i sekstenaarsalderen!

I Dalumskolens gymnastiksal florerede de rundt, disse venindepar, med hinanden under armen, spiritusaande og lidt for kluntet make-up. Den ene meget almindelig, den anden ikke alt for heldig i sit visuelle udtryk. Langs ribberne, henslaengt og med oplaeg i bukserne og nyindkoebte, moderigtige t-shirts fra Joergen og Joergine, stod de mandlige bejlere linet op. Det eneste de lagde maerke til var - hende den enormt koenne pige med hendes ret saa grimme veninde.

Men pigerne var faktisk ikke ene om denne evolutionsstrategiske anordning. Ogsaa drengene optraadte parvis, og gutten for hvem Clerasil faktisk havde virket og vis soester havde hjulpet ham med paaklaedningen, kom her til at fremstaa som den rene Adonis i forhold til hans stangvisne sidekick med tandboejle og pizzahud.

Som satelitter paa stjernehimlen, gled man saa rundt i salen, og pludselig stod man foran fjenden, og spillet kunne tage sin begyndelse. Flot dreng og Flot pige fyrer op under replikkerne: Om hun kan lide den nye med Roxette? Om hun har lyst til hans hjemmeblandede vodka og juice ude i busken? Om han ogsaa kender nogen af de aeldre fra niende? Om det er ham hun har set paa den der flotte, roede Yamaha 4-gears? Snart danser de, og inden aftenen er omme har Dalum Ungdomsskole gjort sig ansvarlig i endnu en hed teenage love-affair, der vil braende som en loebeild i parrets hjerter, og lade dem smage kaerlighedens soede saft - indtil det uundgaaelige brud efter maks et sted mellem to og tre ugers intenst kaeresteri.

Anyway. Mens vore stjernepar - Dalumfestens svar paa David Owe og Vickie Jo - tog infighten paa dansegulvet, blev deres visuelt udfordrede sidevogne jo parkeret hos hinanden. I en stiltiende accept af, at de ikke matchede denne hoejere liga, endte det tit med at disse to indtog deres forventede roller, og trak mod et hjoerne for at flette tandboejler. I bevidstheden var begge jo trods alt klar over, at en festscoring talte paa deres imaginaere status-barometer, og maaske haabede de paa, at de til naeste fest paa den maade kunne finde deres respektive grimme ven/inde, saa de selv kunne skridte dansegulvet af i oem omfavnelse med aftenens eneste smukke ene.

Paa denne maade endte mine Dalumfester ofte i konstellationer af plus/plus og minus/minus, og jeg har ved groed selv indtaget begge roller til hudloeshed (dog har jeg altid vaeret min tandlaege taknemmelig for at han mente at mine bisser ville rette geledet ind au naturel, og ikke ordinerede at den transsibiriske skulle slaa et svinkaerinde ind over min kaeft). Men hvad der undrer mig er at jeg stadig ser faenomenet praktiseret stort set hver eneste weekend.

Man burde jo forvente at hypofysen modnes direkte eksponentielt med resten af kroppen, men tilsyneladende har dette, for mig at se infantile traek, ikke noget med modenhed at goere. Det maa hoere til i boksen med driftsstyrede virkemidler, der oeger muligheden for at finde en mage under diskokuglen, at venne- og venindendepar til dato stadig skaber kontakt, vurderer smukheds-nivau og derefter afsaetter mest passende mage til vedkommende med henholdsvis hoejeste og laveste hot-heds-points.

Jeg graemmes.