Den anden side

Seksogtyve. Et total og saa et sekstal. En bevidsthed om at man har levet i over et kvart aarhundrede. Fra halvfjerdserne og frem til nullerne. Over et aartusindeskift. En alder der fordrer voksenliv, arbejdssoegning, familieskabelse og ansvarsfuldhed. Jeg vil ikke som sidste aar causere over historien fra en novmbernat i 1979 og indtil nu, men i stedet forklare hvorfor alle disse tanker falder mig ind. Det er jo bare et aar aeldre – no big deal...

I weekenden var jeg til et fantastisk bryllup. Min gode ven Thomas fik sin kollegiekaereste Malene, og som de foerste i venneflokken sprang de ud i kirkebryllup, familiefest, lakseroulade, oksefilet og is samt taler og sange i tilsynelande endeloese raekker. Smukkest og mest dybfoelt var, taet fulgt af hans nye aegtefaelles, brudgommens tale, der i sin aegte og rene form var hans eget bud paa hvad der var sket med ham – hvad denne dag gjorde ved ham. Han foelte sig helt og aldeles – Voksen!

Fra med fattethed i stemmen at forklare om at gaa fra et trygt og kaerligt barndomsliv uden bekymringer eller sorger, til et voksenliv hvor man selv var herre over muligheder og selv tog sine ansvar og proevelser, blev stemmen pludselig groedet og oejnene blanke da det kom til at dreje sig om hende. Et udfald af tilfaeldigheder – eller ”Det antropiske argument” - var jo hvad han som kandidat i matematik og filosofi maatte anse deres moede for at vaere. Men paa den anden side kunne det ses og hoeres at hans emotionelle jeg ikke var meget for at acceptere denne konklusion. Men her sad hun, hende som han paa ingen maade kunne skjule at han elskede og som udfyldte den plads i hans liv der gjorde at han kunne tillade sig at springe ud som fuldgyldig voksen. Som et ansvarsbevidst og selvstaendigt menneske, med sin base i orden.

Selv edut.dk blev naevnt i hans tale, da han talte om min omtale af aegteskabet med bl.a. aerefrygt – men frygten var for ham svaer at se. Det gjorde jo, som han sagde, ikke ondt at blive viet – det var mere close-up skudene fra polterabendens paintballrus der var at frygte i den forstand. Nej, denne frygt laa jo nok begravet i at man med ”ja’et” og ringene forpligtede sig og endegyldigt maatte lade barndommens letsind, eller ihvertfald en del af den, blive skiftet ud med den voksnes modne beslutninger og handlinger.

Det satte jo tanker igang. Jeg selv har i lang tid hyldet barndommens lyksalighed, den umiddelbare lyst- og impulsstyrede handling, og har svoret at voksenlivet var min fjende nummer et! Jeg har altid set erkendelsen af at blive voksen, som et skridt over paa den forkerte side. Som en maade at laegge laag paa sin barnlige nysgerrighed, videbegaerlighed, lege- og oplevelyst og naive glaede over livets smaa spisfindigheder. Men det er jo ikke saadan det hanger sammen slaar det mig. Som gommen paapegede, maatte man jo netop adskille sig i voksenlivet ved at stagnere i sin udvikling – og i vaerste fald paabegynde et langstrakt forfald. Jeg ved ikke om jeg er enig.

Jeg maa jo nok hellere vaere aerlig. Jeg ER jo voksen. Jeg tager ansvar for mit eget liv, og saagar andres hvis jeg foeler de har brug for min hjaelp. Jeg giver ikke bare slip og lader mig foere, jeg traeffer selv mine valg og paavirker egenhaendigt mit eget liv med mine beslutninger. Er det i virkeligheden ikke det det gaar ud paa?
Jamen hvad saa med den barnlige glaede og alt det andet bavl. Er den forsvundet? Paa ingen maade. Der skal mere end en fuldendt modningsproces til at sortere disse ting fra, der naar alt kommer til alt, jo nok i hoejere grad hoerer til i kassen med ”livsvaerdier”. Jeg har oplevet paa naermeste hold at man forlaengst kan vaere voksen af alder men stadig ikke moden til at tage ansvar. Jeg har set boern opfoere sig saa ansvarsfuldt at det gav grund til bekymring. Jeg har oplevet voksne der med doede oejne traskede rundt i deres selvskabte intetheds-trummerum. Og saa har jeg oplevet voksne paa min egen alder, der stadig kunne glaedes og fornoejes, som ikke stagnerede eller lod deres forundringssult stille.

Jeg tror at jeg stille og roligt er ved at glide ind i sidstnaevnte. Og faktisk skraemmer det mig ikke laengere. Hvad negativt skulle der vaere i at gribe livet og udnytte enhver mulighed for at faa det bedste ud af det, forme det som man oensker og sige ja til den person man allerhelst oensker at dele oplevelsen med. Jeg har nu officielt givet slip paa barndommen og er ikke laengere bange for at traede over paa den anden side.

... Man kan jo altid finde tilbage til sit specielle sted med sin specielle bedste bjoerne-ven hvis tingene braender paa.

Then, suddenly again, Christopher Robin, who was still looking at the world with his chin in his hands, called out ”Pooh!”
“Yes!” said Pooh.
“When I’m – when – Pooh!”
“Yes, Christopher Robin?”
“I’m not going to do Nothing any more.”
“Never again?”
“Well, not so much. They don’t let you.”
Pooh waited for him to go on, but he was silent again.
“Yes, Christopher Robin?” said Pooh helpfully.
“Pooh, when I’m – you know – when I’m not doing Nothing, will you come up here sometimes?”
“Just Me?”
“Yes, Pooh.”
“Will you be here too?”
“Yes, Pooh, I will be really. I promise I will be, Pooh.”
“That’s good,” said Pooh.
“Pooh, promise you won’t forget about me, ever. Not even when I’m a hundred.”
Pooh thought for a little
“How old shall I be then?”
“Ninety-nine.”
Pooh nodded.
“I promise,” he said.
Still with his eyes on the world Christopher Robin put out a hand and felt for Pooh’s paw.
“Pooh,” said Christopher Robin earnestly, “If I – if I’m not quite –“ he stopped and tried again – “Pooh, whatever happens, you will understand, won’t you?”
“Understand what?”
“Oh nothing.” He laughed and jumped to his feet. “Come on!”
“Where?” said Pooh.
”Anywhere,” said Christopher Robin.

So they went off together. But wherever they go, and whatever happens to them on the way, in that enchanted place on the top of the Forrest a little boy and his Bear will always be playing.

(“Winnie-the-Pooh”, A. A. Milne, 1926)