Larmende befriende
Paa posthuset i dag med en kaempe bunke ansoegninger. Faktisk et antal svarende til samtlige biografer beliggende i indre Koebenhavn. Uden at overdrive kan jeg sige at der var over 20 mennesker i koeen foran mig.
Fik mig udset et ledigt hjoerne i det noget fyldte lokale, og fandt foerst for sent ud af at det var ved siden af en stander med lykoenskningskort. Vel og maerke den slags der blinker, baatter og dytter naar man aabner dem!
Knap havde jeg taget stilling og indtaget mit mens-jeg-venter-paa-langsommelig-skrankepave-look, foer en familiefar med klanens yngste paa armen traeder hen og stiller sig ved siden af mig. Poden, en lille pigepurk paa omkring de fire aar i flyverdragt og lyseroede roejsere, bliver nedsaenket til gulvhoejde og faar, som kun boern i den alder uden blusel kan goere det, med det samme oejenkontakt med en anden lille pige. Den nye veninde er vel seks aar, har karakteristiske lyse fletninger og munden fuld af rokketaender. Et enkelt uudtalt signal er aabenbart nok til at dette squad begge saetter i loeb mod humoerkortstativet, og sekunder efter genlyder lokalet af skrattende elektroniske udgaver af Stevie Wonders "Isn' t she lovely" og Hendrix' "Wild thing".
Foerste reaktion er misbilligende blikke fra de omkringstaaende. En aeldre dame naermest fnyser og giver fugtpuden til frimaerkerne et ekstra haardt tryk. Men efterhaanden som de smaa piger hviner hoejere, raaber lykkeligt til deres respektive bagland gennem det menneskefyldte lokale, og kommer med det ene hoejlydte guldkorn efter det andet, loeser stemningen paa posthuset op. Og da pigerne ved et tilfaelde hiver fat i identiske larme-postkort og en corny udgave af James Brown's "I feel good" unisont hviner derudaf, ser jeg mig omkring og stoeder paa det ene storsmilende ansigt efter det andet. Selv pavinden bag skranken slaar en lille kluklatter op, og jeg selv tager mig i lystigt at slaa takt med hoejre fus paa det beskidte linoleumsgulv.
Befriende. Boern er rent faktisk nogle interessante stoerrelser. Ikke mindst naar de saetter de voksnes 'rigtige' liv i relief.
/Jakob
NB: Jeg ved det godt, men min computer mener altsaa at jeg har fortjent at skrive med engelsk tastatur for tiden...
Fik mig udset et ledigt hjoerne i det noget fyldte lokale, og fandt foerst for sent ud af at det var ved siden af en stander med lykoenskningskort. Vel og maerke den slags der blinker, baatter og dytter naar man aabner dem!
Knap havde jeg taget stilling og indtaget mit mens-jeg-venter-paa-langsommelig-skrankepave-look, foer en familiefar med klanens yngste paa armen traeder hen og stiller sig ved siden af mig. Poden, en lille pigepurk paa omkring de fire aar i flyverdragt og lyseroede roejsere, bliver nedsaenket til gulvhoejde og faar, som kun boern i den alder uden blusel kan goere det, med det samme oejenkontakt med en anden lille pige. Den nye veninde er vel seks aar, har karakteristiske lyse fletninger og munden fuld af rokketaender. Et enkelt uudtalt signal er aabenbart nok til at dette squad begge saetter i loeb mod humoerkortstativet, og sekunder efter genlyder lokalet af skrattende elektroniske udgaver af Stevie Wonders "Isn' t she lovely" og Hendrix' "Wild thing".
Foerste reaktion er misbilligende blikke fra de omkringstaaende. En aeldre dame naermest fnyser og giver fugtpuden til frimaerkerne et ekstra haardt tryk. Men efterhaanden som de smaa piger hviner hoejere, raaber lykkeligt til deres respektive bagland gennem det menneskefyldte lokale, og kommer med det ene hoejlydte guldkorn efter det andet, loeser stemningen paa posthuset op. Og da pigerne ved et tilfaelde hiver fat i identiske larme-postkort og en corny udgave af James Brown's "I feel good" unisont hviner derudaf, ser jeg mig omkring og stoeder paa det ene storsmilende ansigt efter det andet. Selv pavinden bag skranken slaar en lille kluklatter op, og jeg selv tager mig i lystigt at slaa takt med hoejre fus paa det beskidte linoleumsgulv.
Befriende. Boern er rent faktisk nogle interessante stoerrelser. Ikke mindst naar de saetter de voksnes 'rigtige' liv i relief.
/Jakob
NB: Jeg ved det godt, men min computer mener altsaa at jeg har fortjent at skrive med engelsk tastatur for tiden...
posted by Jakob Edut at 02:10
3 Kommenteret:
Keep writing! Never stop! :D
Hehe... Kunne godt se den livsbekræftende scene for mig i en film. Højst sandsynligt er Hella Joof med i den. Sofie Gråbøl ku godt være hende postdamen i skranken
Godt skrevet, Edut. Held og lykke med jobsøgningen - du skal, som jeg altid siger, nok blive til noget stort en dag ;-)
/Pisling
Send en kommentar
<< Home