Praktikhelvede

Det syder og bobler blandt 3. semester studerende på Journalisthøjskolen. Snart sker det. Snart skal deres skæbne for de næste halvandet år besegles.

I snart tre måneder har vores maniske praktikvejleder Pia Færring optrådt som en anden Dr. Jeckyll/Mr. Hyde, der det ene øjeblik forvisser os om at alting er muligt, og det næste skyder samtlige forventninger i sænk.

Og nemt er det langt fra.

Fredag d. 8. april bliver praktikopslagene offentliggjort. Et godt stykke over 100 (hundrede!) medievirkesomheder i Danmark søger praktikant(er). Så er det ellers op på cyklen, ind i toget og over broen, for i ugen efter er der dømt charmeoffensiv til "åbent hus"-arrangementer over hele landet.
- "Hvor ser du selv dit medie om 5 år?", skal vi nok få hørt nogle gange. Her gælder det ikke om at læne sig tilbage og suge indtryk, nej her er det gensidig byden sig til for Danmarks medie-moguler in spe.
18. april er så dagen hvor ansøgningerne skal ligge klar. Og mon ikke lige der skal tjekkes en ekstra gang for kommaer og tyrkfjel, når man tænker over at man er oppe imod 150 snerrende og savlende bud på danmarks kommende kommunikationseksperter! Derfra - pause.... Troede man. Næh nej - der opfordres til at man læser alt, ser alle programmer, hører alle indslag og kommenterer samtlige historier og vinkler der byder sig ved de medier man søgt hos. Og så endelig den 27. april går det løs: Panikdagen [indsæt ond hul latter her].

Dagen går i al sin charme ud på, at du klamrer dig til din mobiltelefon fra klokken 5.30 om morgenen. Måske ringer de til dig. Måske ikke. Du sluger dine cornflakes sammen med morgenavisen, tv-nyhederne og radioens presse, og brækker måske en enkelt eller to af førnævnte op, før du kaster dig op på jerndyret og ud mod bunkeren.
Her bliver så stille og roligt mobiliseret et inferno af ringende mobiler, klaprende tandsæt og hulk og gråd - hhv. af lykke og sorg.

Klokken passerer tolv. Din mobil har været så tavs som aldrig før. Du er blevet dumpet af alle de steder du har ansøgt hos. Så synkes klumpen i halsen, maven indkapsles i is, og med et: "HejjegerligedenIharbrugfor" sparkes døren til nærmeste lokale ind. Den såkaldte gate-crashing er i gang.

Summa Sumarum. Der vil altid være vindere og tabere på panikdagen. Der er aldrig pladser nok, og det hører til de absolutte sjældne lykketræf såfremt du render af med din førsteprioritet. Senere følger anden runde, hvor taberne blandt medier såvel som ansøgere forsøges prakket sammen i højest umage ægteskaber, og for de ganske få, der ikke her finder deres semi-drømmematch, er der kun tilbage at vente. Et halvt år indtil cirkusset atter er i byen.

Folk spørger mig hvordan jeg har det for tiden.
Jeg tror ikke at nogen studerende på DJH til fulde kan svare "knaldfint" i disse dage.

Wish me luck!
/Jakob