Når Stallone kan klare 150, kan jeg vel også klare 15
Så kom den.
Dagen før dagen.
I morgen bliver det afgjort hvilket, såfremt der bliver noget, sted jeg kommer i praktik. Jeg er lige så jeg ryster af indestængt panik og forventningsfuldhed, og i skrivende stund, forsøger jeg at kanalisere disse følelser over i konstruktiv pre-jobsamtale research. Det er ikke super nemt skal der siges.
I går kom de frygtede statistikker. Hvor mange skulle jeg slås imod, for at få lige den plads jeg allerhelst ville have. Jeg fik sq et chok: Det 'bedste' sted skulle jeg kun overvinde 11 andre topmotiverede journalistspirer for at få en plads - hvorimod det 'værste' sted endte med at være den absolutte topscorer blandt samtlige praktiksteder. Her skulle 26 (seksogtyve!) flittige medstuderende fra landets tre journalistuddannelser, nedkæmpes, såfremt jeg ville sætte mig i sadlen i denne redaktion. Fyforbyffer...
Der er masser af gode råd til hvordan man forbereder sig på sådan en jobsamtale:
- Sæt dig ind i mediet og dets historie
- Giv kritik af deres seneste indslag/udgivelser
- Find selv på nogle historier som mediet kunne behandle
- Vis engagement og at du brænder for at arbejde hos dem
... og så videre. Listen er tilsyneladende endeløs.
Men man vil jo gerne gør det på sin egen facon. Jeg er bestemt af den overbevisning, at selvom fagligheden er grundlaget for det næste 1½ års samarbejde, kan det ikke være rigtigt at der forventes at en 25-årig gut på 3. semester, skal kunne anvise hvad en hel redaktion af uddannede og erfarne journalister har gjort forkeret i et indslag. Det giver da ingen mening.
Jeg tror derimod at det er alfa og omega at få vist at man har lysten, viljen og engagementet - at man brænder for at komme ud og fortælle de gode historier. Og så lige kemien.
Kemien til jobsamtalen må være noget af det allermest afgørende. Det slår mig gentagende gange, at en afvisning fra et medie derfor både er et stempel af: "Du er ikke kompetent nok" - men også "... og vi kan i øvrigt ikke lide din måde at være på" - øvsq! Den har jeg da ikke lyst til at få i panden!
Så nu sidder jeg her, som min egen spin-doktor i et (konge)kabale spil om magt, prestige, ære og berømmelse... Eller ihvertfald om retten til at lave kaffe til DR's Kulturredaktion. Jeg overvejer alle træk om og om igen. Jeg har gloet deres programmer, lyttet til deres radioindslag, dyrket deres enorme website og flittigt taget notater til hele baduljen. Nu skal det afgørende slag stå. Hvordan får jeg de 15 andre ansøgere ned med nakken? Hvordan skiller jeg mig ud? Mine kreative kanaler går berserk. Idéer som et CV opført som pantomime og en levnedsbeskrivelse udsat for kazoo er for længst røget over min indre lystavle. Min beklædning er også nøje udvalgt efter gældende psykologiske anvisner for hvad der fremhæver, skjuler og påpeger de rette udtryk hos mig. Sågar har jeg haft en større indre konfrontation om hvorvidt det var smartest at klippe negle i går eller i dag?! Det endte med et meget edut'sk kompromis, hvor venstre hånd blev studset i går, og den højre står for tur lige om lidt...
Lyder jeg forvirret, paranoid, stresset, overtræt og umulig?
If it quacks like a duck...
Arg! Sq! Fame!...
/Jakob
Dagen før dagen.
I morgen bliver det afgjort hvilket, såfremt der bliver noget, sted jeg kommer i praktik. Jeg er lige så jeg ryster af indestængt panik og forventningsfuldhed, og i skrivende stund, forsøger jeg at kanalisere disse følelser over i konstruktiv pre-jobsamtale research. Det er ikke super nemt skal der siges.
I går kom de frygtede statistikker. Hvor mange skulle jeg slås imod, for at få lige den plads jeg allerhelst ville have. Jeg fik sq et chok: Det 'bedste' sted skulle jeg kun overvinde 11 andre topmotiverede journalistspirer for at få en plads - hvorimod det 'værste' sted endte med at være den absolutte topscorer blandt samtlige praktiksteder. Her skulle 26 (seksogtyve!) flittige medstuderende fra landets tre journalistuddannelser, nedkæmpes, såfremt jeg ville sætte mig i sadlen i denne redaktion. Fyforbyffer...
Der er masser af gode råd til hvordan man forbereder sig på sådan en jobsamtale:
- Sæt dig ind i mediet og dets historie
- Giv kritik af deres seneste indslag/udgivelser
- Find selv på nogle historier som mediet kunne behandle
- Vis engagement og at du brænder for at arbejde hos dem
... og så videre. Listen er tilsyneladende endeløs.
Men man vil jo gerne gør det på sin egen facon. Jeg er bestemt af den overbevisning, at selvom fagligheden er grundlaget for det næste 1½ års samarbejde, kan det ikke være rigtigt at der forventes at en 25-årig gut på 3. semester, skal kunne anvise hvad en hel redaktion af uddannede og erfarne journalister har gjort forkeret i et indslag. Det giver da ingen mening.
Jeg tror derimod at det er alfa og omega at få vist at man har lysten, viljen og engagementet - at man brænder for at komme ud og fortælle de gode historier. Og så lige kemien.
Kemien til jobsamtalen må være noget af det allermest afgørende. Det slår mig gentagende gange, at en afvisning fra et medie derfor både er et stempel af: "Du er ikke kompetent nok" - men også "... og vi kan i øvrigt ikke lide din måde at være på" - øvsq! Den har jeg da ikke lyst til at få i panden!
Så nu sidder jeg her, som min egen spin-doktor i et (konge)kabale spil om magt, prestige, ære og berømmelse... Eller ihvertfald om retten til at lave kaffe til DR's Kulturredaktion. Jeg overvejer alle træk om og om igen. Jeg har gloet deres programmer, lyttet til deres radioindslag, dyrket deres enorme website og flittigt taget notater til hele baduljen. Nu skal det afgørende slag stå. Hvordan får jeg de 15 andre ansøgere ned med nakken? Hvordan skiller jeg mig ud? Mine kreative kanaler går berserk. Idéer som et CV opført som pantomime og en levnedsbeskrivelse udsat for kazoo er for længst røget over min indre lystavle. Min beklædning er også nøje udvalgt efter gældende psykologiske anvisner for hvad der fremhæver, skjuler og påpeger de rette udtryk hos mig. Sågar har jeg haft en større indre konfrontation om hvorvidt det var smartest at klippe negle i går eller i dag?! Det endte med et meget edut'sk kompromis, hvor venstre hånd blev studset i går, og den højre står for tur lige om lidt...
Lyder jeg forvirret, paranoid, stresset, overtræt og umulig?
If it quacks like a duck...
Arg! Sq! Fame!...
/Jakob
posted by Jakob Edut at 11:51
0 Kommenteret:
Send en kommentar
<< Home