torsdag, marts 03, 2005

And the Oscar goes to...

Fuglene skræpper mens jeg krænger mit slips af og føjer det til stakken af krøllet, røgstinkede tøj. I posen med isbjørne-logoet rasler en halvtom cola light rundt blandt andre handouts BioCity har smidt i nakken på os. Den gallaklædte pøbel. Stuvet sammen i 7½ time for at betragte de smukke og succesfulde stjerner – direkte transmitteret fra Hollywood.

Rødvin og popcorn
Klokken 22.45 står jeg og tripper. På bordet i BioCitys foyer står rødvinsglas opmarcheret i snorlige rækker. En febrilsk kontrollør bevæger sig noget uvant rundt med vinflasken. Pletter på dugen vidner om at selv ikke et par trearmede sølvstager med levende lys, forvandler den popcornsdunstende aula til d’Angleterres terrasse. Som en dyrepasser ved fodringstid springer han tilbage, og horden af festklædte biografgængere går ombord i de dybrøde glas. Kort efter går døren til Sal 1 op, og folk træder ind i mørket.

Noget BioZonen-gejl
Før snigpremieren på den oscarnominerede ”Sideways”, skal der dog trækkes lod om diverse eksotiske præmier.
- ”En Hellboy kasket, en Pusher2 sweater og et Brødre ur – og så noget BioZonen-gejl,” kommenterer aftenens lykkegudinde, en mellemsvær lyshåret gut med en mikrofon, mens hans partner – kyperen fra foyeren – stopper sagerne i en pose og styrter af sted mod det udtrukne sæde. Således må han tage turen op til 13. række en otte-ti gange før kassen med merchandise endelig er tom. Vi ønskes god fornøjelse og lyset dæmpes.

Gallakjolernes fest
Næppe er ”Sideways” (se anmeldelse side 12) blændet ud, før Annette Bening og gemalen Warren Beatty tårner sig op på lærredet. Showet er i gang.
- ”…You are so kind,” svarer Beatty høfligt til den påtrængende TV-værts lykønskning.
- ”That’s what I do for a living,” svarer værten lynsnart igen. Stilen er lagt, one-liners flyver gennem luften mens stjerne efter stjerne træder op ad den røde løber. Prada, Armani, Dolce & Gabbana og Versace. De er der alle sammen. Smukt svøbt om smækre skuespillerinder såvel som endnu smukkere ledsagersker til tidens allerhotteste skuespillere. Smil. Blitz. Kindkys.

Lokumsanekdoter på DR2
Billedet på BioCitys enorme lærred er i aften leveret af DR2, og i studiet i Søborg sidder Søren Høy klar med et ekspertpanel bestående af skuespillerinden Iben Hjejle og ”Oscareksperten” Søren Frellesen, der måske mere er kendt som manuskriptforfatter til blockbusterne ”Anja og Victor” og ”Min søsters børn i sneen”. I den mere uformelle ”slyngelstue” i den anden ende af studiet sidder producer Kim Magnusson og instruktør og skuespiller Thomas Willum Jensen henslænget. De fortæller anekdoter fra Oscarfestens herretoiletter og andre insider-”røvere” som ”veteranerne” har fået med hjem fra Hollywood. Tilbage til festen.

If Bush were working at the GAP
Her går årets vært på scenen til stående klapsalver. Flaben og stand-up komikeren Chris Rock indtager scenen med et velplaceret ”Get you asses down!” til den prominente skare. Så er alt og alle i skudlinien. Hr. Rock hetzer på yderst humoristisk vis henholdsvis Jude Law, Russel Crowe og samtlige hvide personer til stede i salen. Selv præsident Bush får én over næsen, for at have ødslet $7 mia. væk i statsbudgettet. Den var aldrig gået i en GAP forretning.
I biografsalen høres en forventningsfuld mumlen. Så sker det. Fanfarerne hviner, og smukke Halle Berry vimser på scenen og uddeler aftenens første guld-statuette. ”The Aviator” scorer den første af aftenens fem Oscars i kategorien ”Best Art Direction”.

Beyoncé i kaffepausen
Priserne bliver uddelt en efter en. Favoritterne viser sig således at holde stik i langt størstedelen af tilfældene, og i DR2-studiet brokker man sig højlydt over Akademiets uvilje mod at turde satse på smallere film. I mellemsekvenserne skiftes kendte ansigter til at lave større eller mindre gags. Således får vi både Robin Williams’ evigt morsomme parodi på Jack Nicholson, og en hæs Pierce ”Bond” Brosnan i ømt samspil med en animeret figur fra tegnefilmen ”De Utrolige”. Som lå der en forudgående aftale bag, rejser store dele af salen sig synkront, da sangerinden Beyoncé indtager Kodak Theaters scene med medbragt fransk drengekor. Om det er toiletterne, eller den gratis Gevalia-kaffe i foyeren der trækker, vides ikke.

De tunge drenge
På min telefon viser displayet at klokken nærmer sig fem. Udenfor er solen givetvis på vej op, men i salens halvmørke er det spændingen der langsomt stiger. Indtil videre er det den noble ældre Martin Scorsese, der har høstet statuetter med ”The Aviator”, og mange spår allerede at den vil rydde bordet i de efterfølgende ”tunge” kategorier. Det viser sig dog ikke at holde stik. Med Hilary Swank som vinder af Bedste Kvindelige Hovedrolle, begynder Clint Eastwoods bokser-film ”Million Dollar Baby” at slå fra sig.
Heller ikke Bedste Mandlige Hovedrolle går til Leonardo DiCaprio fra ”The Aviatior”. I stedet belønnes Jamie Foxx for hans fremragende skuespil i musikerportrættet ”Ray”. Foxx stråler af glæde fra scenen og leverer en af aftenens allermest rørende takketaler.
Scorseses buskede øjenbryn bæver om kap med ”Clintens” markerede panderynker, da de sidste og allermest prestigefyldte statuetter skal tildeles.
Det bliver dog den 74-årige Eastwood, der må udbygge kaminhylden i denne omgang, da han må på scenen efter både Bedste Film og Bedste Instruktør priserne.

Wienerbrød mod morgenånde
Fra salen siver de langsomt ud. Alle filmelskerne i deres krøllede blazere og gallaskrud. På langbordet er vinglassene skiftet ud med basser og morgenbrød. Nogle lyser op ved føde af anden karakter end guldkarameller, mens andre kæmper mod alt for tunge øjenlåg.
- ”Det gik jo som det skulle”, overhører jeg på vej ud mod min cykel. Og det gjorde det jo. I alt 50 statuetter i 24 forskellige kategorier blev det til ved den 77. Oscaruddeling. På vej hjem kan jeg ikke lade være med saligt at fløjte temaet fra ”Indiana Jones”.

/Jakob

0 Kommenteret:

Send en kommentar

<< Home

Dagens spådom fra Alexanderband.dk: