Kald mig hjerteløs, but I've had it!
Vejret er gråt, solen alt for sjældent fremme og som prikken on i'et flager ethvert flag øjet strejfer på halv.
Alle steder bliver der samlet ind. I gågaden, i butikkerne, i radioen, i TV.
63 mio. er det vist blevet til so far. Hevet op fra danskens blødende hjerte. Denne gang taler vi hverken kræftsyge eller hungesnød. Vi taler en bølge af de større. Den sag må vi hellere købe et afladsbrev til.
For lidt siden modtog jeg er sørgerlig email med et foto. En lille skandinavisk udseende dreng. Jeg vil skyde ham til en 2-3 år. Pletter i hele bøtten ( - og jeg der ikke anede at én af følgesygdommene på en tsunami var skoldkopper?!), der har mistet sine forældre. Ifølge mailens sparsomme tekst, sidder purken nu alene på et sygehus nær Phuket og hensmægter. Puha, hård kost... Især da jeg modtog mailen for tredje gang! Jeg springer gerne ud som en mand med et stort hjerte, men på nettet forvandles denne type af information til smagløs følelsesporno. Fred være med det, hvis Hr. og Fru Andersson fra Stavanger pludselig opdager der yngste i en kædemail, og i samme nu indser at de vist nok glemte ham i en strandstol i Thailand, men altså... Stop, siger jeg. Jeg KAN ikke mere!
Hver gang død og ulykke slår ind over verdens breder, kan jeg intet andet end at reagere med et grin og et glimt i øjet. Ja, jeg sørger. Men sortsyn, flag på halv og babybilleder per email ændrer ikke på at 155.000 mennesker er omkommet, fordi den almægtige Godfather har skubbet lidt til havbunden. Glemsel og fortrængning virker heller ikke i et ultraopdateret fox-sponsoreret vesten. Vi har ulykkerne alle vegene. For nu at lyder ekstra rabiat, er det da forløsende at det var naturen der kom Al-Qaeda og resten af menneskeheden i forkøbet denne gang. Den har om nogen ret til at kræve sine ofre.
Allways look on the bright side of death siger Python'erne i Life of Brian, og det er mit ønske; Sorg, gråd, smerte og pinsel bringer ikke folk tilbage. Donationer på op imod 1/10 af julegavebudgettet ej heller.
Der var brug for 155.000 personer et andet sted den morgen i december. Lad os mindes med et smil, sørge for fortsat at støtte østens turisme og ellers lade det forløsende grin slippe ud under the stiff upperlip.
Glædelig 2005 - You ain't seen nothing yet
/Jakob
Alle steder bliver der samlet ind. I gågaden, i butikkerne, i radioen, i TV.
63 mio. er det vist blevet til so far. Hevet op fra danskens blødende hjerte. Denne gang taler vi hverken kræftsyge eller hungesnød. Vi taler en bølge af de større. Den sag må vi hellere købe et afladsbrev til.
For lidt siden modtog jeg er sørgerlig email med et foto. En lille skandinavisk udseende dreng. Jeg vil skyde ham til en 2-3 år. Pletter i hele bøtten ( - og jeg der ikke anede at én af følgesygdommene på en tsunami var skoldkopper?!), der har mistet sine forældre. Ifølge mailens sparsomme tekst, sidder purken nu alene på et sygehus nær Phuket og hensmægter. Puha, hård kost... Især da jeg modtog mailen for tredje gang! Jeg springer gerne ud som en mand med et stort hjerte, men på nettet forvandles denne type af information til smagløs følelsesporno. Fred være med det, hvis Hr. og Fru Andersson fra Stavanger pludselig opdager der yngste i en kædemail, og i samme nu indser at de vist nok glemte ham i en strandstol i Thailand, men altså... Stop, siger jeg. Jeg KAN ikke mere!
Hver gang død og ulykke slår ind over verdens breder, kan jeg intet andet end at reagere med et grin og et glimt i øjet. Ja, jeg sørger. Men sortsyn, flag på halv og babybilleder per email ændrer ikke på at 155.000 mennesker er omkommet, fordi den almægtige Godfather har skubbet lidt til havbunden. Glemsel og fortrængning virker heller ikke i et ultraopdateret fox-sponsoreret vesten. Vi har ulykkerne alle vegene. For nu at lyder ekstra rabiat, er det da forløsende at det var naturen der kom Al-Qaeda og resten af menneskeheden i forkøbet denne gang. Den har om nogen ret til at kræve sine ofre.
Allways look on the bright side of death siger Python'erne i Life of Brian, og det er mit ønske; Sorg, gråd, smerte og pinsel bringer ikke folk tilbage. Donationer på op imod 1/10 af julegavebudgettet ej heller.
Der var brug for 155.000 personer et andet sted den morgen i december. Lad os mindes med et smil, sørge for fortsat at støtte østens turisme og ellers lade det forløsende grin slippe ud under the stiff upperlip.
Glædelig 2005 - You ain't seen nothing yet
/Jakob
posted by Jakob Edut at 21:56
1 Kommenteret:
Det er jeg glad for at nogen endelig sagde. Og endda en af dem fra medierne.
t
Send en kommentar
<< Home