Tabte tanker

Igår aftes blev en studerende ung mand dræbt 2-300 meter fra hvor jeg bor.
3 unge fyre havde i høj fart overhalet nogle biler på Viborgvej, da deres bil kom i skred og væltede om på taget hvorefter den kurrede hen af cykelstien og ramte den cyklende mand. Han var dræbt på stedet.

Her til aften cyklede jeg så forbi stedet på vej hjem, og iagttog de blomster og lys der var lagt indenfor den lille afspærring politiet havde lavet. Lysene var den slags der brænder i et døgn, og mange af blomsterne lå stadig indhyllet i plastic, tilsyneladende lagt som en umiddelbar gestus af chokerede og sørgende forbipasserende. Jeg er selv rystet.

Nogengange står det for mig i et kridhvidt klarsyn, at livet er så skrøbeligt at jeg nærmest ikke tør leve det. Endnu mere frygter jeg at risikere at elske. Elske mennesker, som jeg derved har risiko for at miste. Jeg stopper op, og mit hjerte bliver i et splitsekund stenhårdt. Hvordan kan nogen overhovedet holde ud at leve med den uforudsigelighed? I en krigszone er døden så nær at man kan høre, lugte og se den, men i Danmark er vi primært blevet en nation af udødelige. Jeg skal ikke dø, så derfor skal jeg ikke bekymre mig om risikoen tænker jeg, og lokaliserer alligevel tanken om, at hvis mit nummer var ude ville jeg nok ønske at der var ryddet op på mit værelse når mine nærmeste skulle gå det efter.

Jeg er et liv
et CPR-nummer
en fremtid
en ven
en elsket
et minde

... men for pokker hvor skal jeg nyde. I min angst for at min sjæl slipper taget i mit legeme, byder jeg panisk mig selv at elske, nyde, tænke, handle og være mens tid er. Byder mig selv at huske min forgængelighed og mit formål.

Jeg sørger på den dræbte families vegne, og håber at menneskets dumhed aldrig må koste flere kostbare og uerstattelige liv.

/Jakob