Chris og kaffefabrikken

Normalt kan jeg fint sove til kl. 13-14 stykker på en søndag, men i dag måtte jeg gøre en undtagelse. Roomie, der er stor fan af kaffe, havde modtaget besked fra folkene bag kaffe-kæden Baresso om, at kædens pladeselskab havde en ny jazz-plade med kontrabasvirtuosen Chris Minh Doky ude, og at lillebror Doky himself ville gæste Baresso på Banegårdspladsen søndag kl. 11.

Derfor skridtede vi gennem regnen ned til kaffepusherne, og fik kun lige købt os en skoldhed mokka, førend en smilende Chris indtog gulvet i den ende af lokalet, der til lejligheden agerede scene.

Chris Minh Doky er ingen hr. hvem som helst. Ud over at være en ganske almindelig knægt fra Nørrebro, har han igennem sit musikalske liv præsteret følgende:

• Spillet bas i 25 år
• Udgivet to plader med brormand Niels Lan Doky under navnet ”Doky Brothers”
• Gik for 10 år siden solo og har udgivet syv soloalbums
• Spiller over 150 koncerter årligt over hele verden
• Medvirket på over 300 musik-udgivelser
• Skrevet kogebogen ”Jazz Kitchen”
• Spillet for Bill Clinton i Det Hvide Hus
• Modtaget to platin- og tre guldplader
• Modtaget priser for ”Årets koncert”, ”Årets band” og ”Årets bassist”
• Modtaget ”Ben Webster Prisen” i 2008 sammen med sin bror
• Spillet med koryfæer som Curtis Stigers, Mike Stern og John Scofield m.fl.


Og nu stod han altså dér. I en kaffebar mens regnen piskede ned på de forbipasserende udenfor, og prustende bybusser ihærdigt forsøgte at overdøve den mikrofonløse jazz-bassist.

Veloplagt sprøjtede han anekdoter ud fra et liv, der, selvom det i mange år var drømmen om at blive læge, der herskede, kom til at dreje sig om at spille jazz. Om at leve for noget. Ikke kunne leve af det, men alligevel heller ikke kunne leve uden det. Om at turde satse på drømmen – og vinde.

Efter en times fortælling og fire numre kvitterede Chris Minh Doky for tilhørernes interesse med en anekdote om, hvordan min bliver en del af musikken. Frit fortolket lød den således:

”Musik er ligesom en stor, brusende flod. Den består af al musik, der har været, al musik der er og al musik, der kommer.
For at kunne træde ud i denne flod uden at blive skyllet væk og drukne, skal man mestre fire ting: Man skal have den bedst mulige teknik på sit instrument, man skal have den størst mulige viden om al musik, man skal minimere afstanden mellem hjerne og fingre mest muligt og så skal man være åben overfor al slags musik.
På den måde gør man sig transparent og modtagelig, og kan lade musikken strømme igennem sig uden at drukne.”

Kloge ord fra den 39-årige firestrengsvirtuos.

Således opstemt og åndeligt såvel som musikalsk stimuleret blev jeg nødt til at erhverve mig den kompilerede dobbelt-cd ”A jazz life” i en signeret udgave og bruge resten af eftermiddagen på at jazze ud hjemme foran anlægget.

At stå distancen

At være nogens kæreste. Ikke blot deres kære, men deres kæreste. Det er rart og vidunderligt. Det giver kriller i maven og røde kinder, og føles lidt som en mærkelig tropesygdom i hele kroppen – bare på den rare måde.

At elske. At kunne give sig hen og hengive sig til troen på, at dette menneske er den, du passer sammen med. På alle leder og kanter. Dit match. Prinsessen i dit eventyr.

At bruge tid sammen. Nyde nærværet. Indvie hinanden i livshistorier, venner og familie. At åbne sit liv op for en ny kraft, der fremover vil præge netop dette liv.

At savne. At føle et bundløst hul inde i sig, når denne special someone ikke er til stede. At drømme sig hen til hende. At føle sig halv når hun er væk og først blive et helt menneske, når man atter er sammen.

At være langdistancekærester. En midlertidig løsning på ønsket om at praktisere et forhold, uden dog at kunne være hinanden nær altid. En sikker platform for håb, savn og længsel. En romantisk foranstaltning, hvis man kan leve med det – et skærsild uden lindring, hvis man ikke kan.

Anna, jeg elsker dig og vil være sammen med dig, men jeg hader afstanden imellem os.
Nu kommer jeg altså snart op og flytter din ø ned til Århusbugten!

Jeg har brug for mit match. Min kæreste. Min kvinde. Min prinsesse. I mit liv. Hos mig. Nu og her. Altid. Hele tiden. Og hun sidder 144 kilometer væk i en verden, som hun ikke kan blive ved med at forsømme, blot fordi jeg ønsker at se hende.

Enten er ønsket om at ses stærkt nok fra begge sider til, at vi bruger enhver chance, vi får, på at mødes. Men er der blot fra en af parterne et ønske om, at dette sættes lidt i bero, forsvinder troen på succesen i langdistanceforholdet alt alt for hurtigt.

Jeg kan ikke undvære hende længere. Det bliver jeg nødt til alligevel. Jeg elsker hende helt op i himlen, og alligevel tør jeg snart ikke tro på, at det lykkes. Jeg bliver også ældre og får mine ønsker og krav til et forhold. Blandt dem tror jeg simpelthen ikke, at jeg kan leve med, at jeg ikke ser min kvinde særlig ofte.

Hvad pokker skal jeg dog gøre?

PS: Ja, jeg overvejer faktisk seriøst at flytte til Mors efter endt studium i januar. Der er bare alt for længe til.

Wroooum Wroooum...

I dag blev jeg den lykkelige ejer af et stykke papir til en værdi af cirka 10.000 kroner.

Dette (værdi)papir er mit midlertidige kørekort, indtil jeg får et nyt lyserødt plastikkort med posten om et par uger. Oh yes, Edut har fået lov at bevæge sig i trafikken på to hjul og masser af kubik under sig - motorcykelkørekortet er i hus.


Hvorfor dog kørekort til motorcykel? Spørger folk. Tja, ud over køreglæden, vinden i håret og følelsen af at være ham cowboyderen, der rider ud mod solnedgangen, så er mit førebevis til MC nu også af en hel anden betydning.

Jeg har, lige siden jeg var helt lille, haft en drøm om at køre kværn. Jeg har lovet mig selv, at det skulle ske inden jeg blev 30 (da 'det grå guld' på deres Honda Goldwings er en joke!) og jeg havde sat mig for, at min første rigtige månedsløn fra et fuldtidsjob skulle gå til udbetaling på en motorcykel. I august besluttede jeg mig for, at det nu var på tide at indfri drømmen, første september startede jeg på køreskolen og i dag bestod jeg min køreprøve.

Derfor er det lille lyserøde kort ikke blot den tilladelse, der giver mig ret til at færdes i trafikken på køretøjer i kategori A. Det er også et lillebitte stykke plastik, der beviser, at drømme rent faktisk kan gå i opfyldelse, hvis bare du selv gør noget for det. Det vil jeg huske, hver gang jeg får øje på det i min pung. En gennemført skøn fornemmelse.

Har du en drøm, du snart skal have indfriet?

Panodil-mus

Kategori(er): Selskabslege, Efter-druk lege

Ude/Inde: Inde

Sted: Kan leges alle steder men helst i London Baby!

Aldersklasse:
Under 6 år
6 til 7 år
8 til 9 år
10 til 11 år
12 til 13 år
14 til 15 år
15 til 18 år √
Over 18 år √

Antal deltagere: 2 til 4

Varighed: 2 - 10 min.

Materialer: Panodiler – kan evt. også spilles med andre piller, hvorved navnet ændres til Pille-mus.

Beskrivelse: Een af deltagerne placerer fem panodiler foran sig på bordet. Han/hun lukker nu øjnene, en af de andre deltagere peger nu på en panodil. Deltageren som lukkede øjnene skal nu forsøge at gætte hvilken panodil, der blev peget på. Det gør han/hun ved at tage panodilerne een efter een og spise dem. Når han/hun tager den panodil der er blevet peget på råber de øvrige deltagere "MUS", deltageren må nu stoppe med at tage de tibageværende panodiler, og turen går videre til den næste deltager.

NB: Det anbefales at der max. ligger fem panodiler på bordet af gangen, da en voksen person maksimalt må indtage otte piller dagligt

Testet af: Martin AA, Woolie, Sine, Joe, Niko og Edut

Edut og kulturen

Atter er jeg tilbage i Bunkeren og denne gang for at aftjene mine sidste få måneder af et studium, der har bragt mig glæder, smerte, spænding og tænders gnidsel.

Disse sidste måneder byder, foruden Den Store Skræmmende Hovedopgave, på et fagspeciale med emnet: Kultur. Lige min kop te, og noget jeg rent faktisk har gået og glædet mig til, siden jeg i sin tid begyndte på studiet. Nu er jeg i det, and it is goooooood.

Således hev underviser Erik Farmann holdet med ud i festugen i aftes. Vi skulle opleve Svalegangens eksperimenterende teaterperformance Upside Downtown i Gruppe 38's lokaler i Mejlgade. Klokken 21.30 var alle 19 håbefulde kulturskribenter samlet i gaden, men silende nedbør med karakter af noget-mere-end-støvregn bød arrangørerne at udsætte forestillingen. Diverse balanceakter på en syv meter høj stol og deslige stod ikke til at udføre i glat og snasket regnvejr.

Farmann var nedtrykt, men som med et trylleslag fik Kåre fra holdet kommunikeret videre til lækkerheds-hulen Ris Ras, at vi var 20 journalister på vej, og Det Allerhelligste nede i cafédyrets kælderbug blev åbnet for os tørstige sjæle.
Her sad vi så og kom hinanden ved, mens vi tog for os af de våde varer. Så ganske kulturelt og så alligevel ikke.

Derfor besluttede undertegnede sig for, at drage ud og finde kulturen på vej hjem - godt animeret af caféens djævelsk gode Chimay Tripple på fad.
Odysséen endte kort derfra på Pustervig Torv, hvor en Bier-knejpe hvert år skyder op i festugen, og under udspændt presenning spreder hygge og glæde til segmentet på enten 40+ eller dem med en promille på den gode side af "Stang-bacardi".


Her havde de velfriserede unge mænd i Parklife indtaget scenen, og nu skulle der dælendylme rockes. Derfor fik publikum både D:A:D, Van Halen, Europe, Guns N' Roses, Gasolin og afslutningsvis AC/DC til at skylle fadbamserne ned med. Og det holdt. Der blev klappet på et og tre, den allestedsnærværende solo-danserinde af grønlandsk afstamning gav den gas foran scenen og på bænkene blev der mimet med på de linier af teksten, hvor lix-tallet var overkommeligt.

Jeg nød min lunke Classic fra plastikkruset, lænede mig op at en teltpæl og lod folkeligheden omfavne mig som en blød og indtagende dyne. Her festede mennesker som du og jeg på en tirsdag aften. Hvad de forlangte var alt for dyr pisgul væske fra fad og noget musik, de kunne stampe i gulvet til. Her var ingen for fin til at stå på bænkene. Her var folkefest og hammerægte dansk kultur. Skål for fa'en. Det ka' sq ikke blive DR2 hver gang.

Edut sælger sin sjæl

Violinisten Paganini, bluesguitaristen Robert Johnson og generalen Jonathan Moulton gjorde det alle. Solgte deres sjæl til djævelen mod ydelser så forskellige som virtuositet på et instrument og støvler fyldt med guldmønter. Nu er det blevet min tur.

Jvf. sidste indlæg har jeg nu kastet mig over betalt blogging (når jeg føler for det), og derved kan den hornede nu tælle Edut på listen over ansatte. Hvor sidste indlæg nærmest var en satirisk kommentar til tendensen, satte den efterfølgende mail fra Bloggerwave kronen på værket:

- klip -

Hej Jakob,

Tak for dit gode indlæg og tak for dine søde ord. Vi ser sagen på samme måde som dig og finder artiklen misforstået da vi allerede sidste år blev godkendt af forbrugerombudsmanden via af vores jurister til at lave denne form for reklame.

En anden ting at nævne er dog at man skal nævne i sit indlæg at det er et betalt indlæg, derfor venligst kopier sponsor logo fra os til blog for at vi kan godkende indlæg.

En anden note kan være at vi betaler IKKE folk for at skrive posetivt, men blot om at tage stilling til et produkt.

Takker igen mange gange og håber du vil indsætte betalt af bloggerwave eller betalt indlæg på din blog.

Med venlig hilsen / Best regards

Bloggerwave
Ulrik Svane Thomsen

- klip -

... Og er der noget Edut ikke kan arbejde med, så er det jo smiger.

Men for at bevare bare fligen af det, der i visse kredse (især udenfor journaliststanden) kaldes integritet, har jeg valgt at påføre indlæg om produkter, der fremover rakkes ned i kommercielt øjemed, denne lille self-explanatory label:

På slig vis, burde det derfor tydeligt fremgå, om jeg mener det jeg skriver, eller jeg bare har lommesmerter igen. Capish?