Om at forberede sig til en jobsamtale – en pseudoblog med flere formål

Det lykkedes. Jeg blev kaldt til samtale til drømmejobbet som Musik- og eventkoordinator på Studenterhus Århus – allerede en halv sejr for mit vedkommende. Ansættelsesudvalget har tilsyneladende forstået, at jeg ER den rette mand for jobbet – for jasq! – Det er jeg.

Anne Thorø, leder af Studenterhuset, bad mig om at komme en ti minutters præsentation af mig selv, der blandt andet indeholdt mit bud på en musikprofil. Holy Cow – nu skal der tænkes hurtigt. Eller. Faktisk ligger den jo lige til højrebenet...
I weekenden var der SPOT Festival, og jeg var med. Både som arrangør, PR-fidus, afvikler og ren og skær gæst. Gennem mit frivillige arbejde på ROSA, har jeg haft fingrene godt ned i de bands, der gæstede SPOT i år, og havde derfor et ret fornuftigt overblik over, hvad jeg ville på festivalen. Det må jo i bund og grund vise, hvad min smag kredser omkring, så here goes...

Are We Brothers
Ave
Balstyrko
Baskery
Birk Storm
Carpark North
Choir Of Young Believers
Crocell
ElectroJuice
For A Minor Reflection
Fra De Varme Lande
I Was A King
Junkyard Productions
Le Corps Mince de Francoise
Lucy Love
Mads Langer
Magtens Korridorer
Mames Babegenush
Murmansk
Oh Land
Supercharger
The Disciplines
The Low Frequency In Stereo
The Megaphonic Thrift
Tim Christensen
Yuko
Cokiyu
Absynthe Minded

... er enten bands jeg så, eller ønskede jeg fik set – og listen viser lige præcis det, der kendetegner mig. En utrolig bred musikalsk stil, der både byder på pop, rock, hård rock, singer-songwriter, reggae, klezmer, punk, støj og elektronisk musik... Lige i skabet. Det eneste jeg mangler lidt er jazzen, som jeg jo også har en helt særlig forkærlighed for. Den må jeg skrive ind senere.


Derudover er det vel blot, at vise hvem jeg er. At der er mening og vægt bag ordene i ansøgningen, og at jeg stoler på, at jeg er bedste mand til jobbet. Sjovt nok er det kendetegnende, at hver gang jeg nævner for venner og bekendte, at jeg skal til samtale, så siger de: "Det skal du have - det er jo lige dig!" - Tja, det synes jeg jo faktisk også :)

Jeg er sq klar Anne, Louise, Emil og Karina - lad os få taget den snak!

Audio Gonzo

[Gonzojournalistik er en journalistisk stilart eller genre, som internationalt mest er kendt som den Hunter S. Thompson ofte skrev i. Gonzo gør op med ideen om, at man kun kan nå frem til sande fremstillinger af begivenhederne ved at følge strikse journalistiske standarder. Artikler i gonzogenren er ofte bygget op om en fortælling i reportageform. De normale standarder for akkuratesse og saglighed bliver skubbet i baggrunden til fordel for skildringen af stemninger og skæve vinkler, ofte med journalistens egen placering i situationen som omdrejningspunkt.]

Kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Gonzo

There’s a new drug in town. Der bliver hvisket om det i krogene på alle de hippe steder, og kun de ypperste blandt jetsettet har prøvet det endnu. Et designerdrug af allerfineste karakter. Intet naturligt forefindes i det. Ethundrede procent menneskeskabt. Så nyt at ingen lovgivning har forbudt stoffet endnu. Så rent at din forestillingsevne efterlades postorgasmisk prustende på gulvet efter brug.

Stoffet hedder I-doser(.com) og er lydnarko. Lyder det mærkeligt? Så bare hør her.

Jeg har gjort noget ulovligt. Jeg ser baren på skærmen snegle sig mod de 100%, mens jeg tyvagtigt henter, hvad der ikke er mit. Jeg er ligeglad. Jeg har delirium, og jeg mine sanser skriger efter et fix. Siden jeg for første gang i eftermiddags læste om de lydfiler, der, indtaget på rette vis, kan sætte mennesket i en trancelignende dvale, har jeg været vild efter at prøve det på egen krop.
Euforiserende stoffer sig mig ellers ikke så meget. Nok. Men ikke så meget. Jeg er bange for efterspillet. For de humørsvingninger der følger i kølvandet. Og så er jeg bange for afhængigheden. Det er en hån mod menneskets intellekt og fysik at gøre det afhængigt at noget. Vi er sq frie individer – er det ikke det, vi påstår?

Her er der ikke noget catch. Lige så snart mp3-filen er hentet ned, ryger den over på iPod’en og høretelefonerne kommer i. Jeg ligger på ryggen på min seng. Lyset er slukket. Klokken nærmer sig 4 og et par forårskåde fugle skræpper udenfor vinduet. Jeg knytter mine næver og trækker vejret dybt ind.

Så begynder det.

En krads støj i baggrunden. Som et tv man er faldet i søvn fra. Hrsssssssssss..... og så den dybe tone, der langsomt hæves og sænkes i intensitet. Blandingen af disse to frekvenser skulle efter sigende være det, der gav effekten. Jeg føler mig rolig. Afslappet. Lidt skuffet da jeg hverken ser flyvende bowlingkegler er forkertfarvede medlemmer af dyreriget. Jeg føler mig bare godt tilpas.
Frekvensen stiger og falder, og ved nogle af dykkene ned i det dybe register, kan jeg mærke en fysisk reaktion i mit mellemgulv. Bare lidt. Jeg er fascineret. Jeg drømmer mig hen. Det er ikke svært at entre rummet mellem søvn og vågenhed, og jeg glider frem og tilbage. Som om nogen holder døren. Lægger ikke mærke til lyden længere, men lader mig føre fra den ene fortælling til den næste. Prisgivet.

Lydfilen varer ti minutter, men i min hjerne er tiden sat til uendelig. Følelsen af velvære kombineres med følelsen af træthed, og til sidst lader jeg mig glide ind i søvnen. Længere og længere væk. Dybe toner. Støj. Væk. Dybt. Støj. Rar støj.

Da jeg vågner, er det et kvarter førend mit vækkeur skulle have ringet. Jeg har stadig iPodens hovedtelefoner på. Jeg må være faldet i søvn, tænker jeg. Jeg føler efter engang og kan mærke en krop fyldt med velvære. Ingen hovedpine eller mentale tømmermænd. Tvært imod. En følelse af overskud får mig ud af sengen i første forsøg. Op og i gang. I spejlet på vejen, er det endda en frisk person, der blinker tilbage til mig.
Om det er de auditive designerdrugs, der har virket på mig, eller det blot var en god nats søvn ovenpå en oplevelsesrig dag er ikke til at sige. I hvert fald har jeg det skønt.

I aften vil jeg prøve med en ny fil. Altså bare prøve. Jeg er jo ikke hooked eller noget. Er jeg?

Bacon!

Har du aldrig forestillet dig edut.dk - bare med mere bacon?

Depressionsangst og rent sengetøj

De sidste dage har været hårde. Det begynder at gå op for mig, at det er alvor det her. At mit veludviklede Peter Pan-syndrom har spillet fallit, og at det forventes af mig, at jeg ”i dag træder ind i de voksnes rækker”.

Det kan ikke gå hurtigt nok med at få mig proppet i et kontor med mit navn på døren og såkaldt moderne institutionskunst på væggene. Ud at betale skat og få hjulene i samfundet til at køre rundt. Det er jo det, man gør Jakob!

Dette system med en karantæneperiode efter man er færdiguddannet har jeg det godt nok ambivalent med. Logisk kan jeg udmærket se, at det inciterer folk til at gå direkte fra studium og ud i et arbejde, men jeg synes det er et unødigt pres. Af min årgang af uddannede fra Journalisthøjskolen er det relativt få, der allerede er i jobs, og under hovedopgaveforløbet har det nu ikke ligefrem været så nemt at finde tid til at søge arbejde. Men tillykke med uddannelsen, nu fratager vi dig dit levegrundlag i en måned... eller reelt to, da dagpenge er bagudbetalte... Skal du stadig betale husleje og mad siger du? Ikke vores problem.
Ja, det virker da garanteret efter hensigten. Det samme gør simuleret drukning under tortur. Det det gør for mig er, at det stresser mig helt og aldeles at være på randen af fallit med gæld til højre og venstre. Det synes jeg sq ikke, at der er meget velfærdssamfund over.

Ud over de økonomiske kampe valgte min krop at spare mit immunforsvar væk i forbindelse med nedskæringer. Dette har resulteret i flere dage på langs med feber, ondt i halsen og hovedpine. Influenza kaldet de det vidst – jeg kalder det nærdødsoplevelse, men jeg er jo også en mand.

Ovenstående plus adskillige andre små aparte faktorer gør, at jeg disse dage bevæger mig trist og syg rundt i et vakuum af forventningspres og kreditorfrygt. Indre problemer skaber hos mig ydre rod, så mit værelse har efterhånden fået tilnavnet ”helvede”. Helvede peakede for nogle dage siden – da kroppen havde prikkerunde – og jeg flyttede ind på sofaen, da hverken gulv, bord, stol, seng eller skabe kunne identificeres bag den lukkede dør... Jeg er taknemmelige over, at jeg har ”verdens bedste roomie”(tm), der blot nikkede, sagde ”jaja” og lavede karrysuppe til mig!

Sådan er de sidste dage gået. Strepsils, panodiler, the, mælk med honning, søvn, Halls og lidt halvhjertede forsøg på at skrive ansøgninger. I dag fandt jeg så mig selv stående i badet, mens jeg sukkede højlydt. Så højt, at jeg selv blev forskrækket over det. Jeg nåede først lige at skyde det hen, før den var der igen.
- Suuuuuuuk! som en træt gammel billetkontrollør i et overfyldt weekendtog.

Faktisk gik jeg lidt i panik. Sidste gang jeg havde hørt mig selv sige sådan, var i sommeren 2006. Inden der var gået 14 dage var jeg diagnosticeret med depression og startet hos en psykolog. Det blev til et længere forløb, før jeg atter blev raskmeldt, men jeg fik nogle værktøjer med mig, der siden har kunnet holde monsteret i skak.

Jeg vil det ikke igen. Jeg nægter. Giv mig orden og klare linier. Bare for en periode. Fast indtægt, fast job, fast føde og en fast kæreste ( - gerne fast i kødet, tak!).

I morgen er en ny start, har jeg bestemt. Der skal der muges ud i Helvede. Jeg har markeret det ved, at flytte tilbage allerede i aften, ryddet min seng og lagt nyt sengetøj på. Lyseblåt med hvide snefnug. Kitch af karat, men noget jeg havde med fra mit barndomshjem. På en sær måde giver det mig tryghed og en tro på, at jeg selv kan nå at ændre min skæbne, førend en tåbelig sygdom gør det for mig.

Greencard til voksenverdenen

Så er jeg journalist. Dette helvedesstudie, der tog mig fem år at gennemføre, og som formåede at køre mit i sænk, for atter at bygge mig op henover de sidste semestre. I morgen modtager jeg mine eksamenspapirer. Mit greencard til voksenverdenen.

Forude ligger uanede muligheder for at pejle sit liv i den ene, anden eller tolvte retning. Skal jeg lave politiske analyser på Christiansborg, reportager fra kræmmermarkeder i Tullebølle eller styre kommunikationen for en international virksomhed? Je ne sais pas!

Planen er som følger: Februar står på dummejob. Jeg hygger mig i kiolleren og forhåbentlig kan Adecco. eller et andet daglejer-firma, finde mig noget at rive i. I al fald skal jeg bare have, så jeg kan betale husleje og forbrug i marts måned. Shouldn’t be that hard.

For ikke at gå fuldstændig kold over denne intetsigende tilværelse – om end det blot er en måned – har jeg langt om længe fået sat en skrivegruppe i gang. Hermed burde der være skabt en motivationsfaktor, der gør, at jeg rent faktisk får kradset alle de idéer, jeg går rundt med i hovedet, ned på computeren.

Forfatterskolens to-årlige optagelsesfrist er 1. marts... Skulle man forsøge sig?

Fra april begynder dagpengene at komme. Det er ikke en støtte jeg har i sinde at lukrere på til evig tid, men det vil være den sikkerhed, der gør, at jeg kan fokusere på at finde mig det helt rette job, uden at snuble og ende i en panikløsning.

For ja, det kan godt være, at det rigtige job for mig er i København... Men er det virkelig det værd at opgive vennerne, bandet og den lækre lejlighed for det? Flere og flere ting siger mig, at det er det ikke. Jeg er jo for pokker vild med Århus og alt hvad byen har givet mig.


Ikke desto mindre har finanskrisen gjort det en del mere besværligt at finde et job. Det lader til at alle arbejdspladser er yderst forsigtige med at hyre folk, og islændingene fik jo også lige sørget for, at mediehusene også fik krisen at mærke.
Kombineret med bådet et DR og et TV 2 i økonomisk krise, ser mulighederne ikke just lysegrønne ud.

Sikke mange tanker om et professionelt liv, der først netop er startet. Hjælp! Jeg tror bare gerne at jeg vil tilbage i studielivet igen. Den her virkelig verden med arbejdsløshed, regninger og ansvar er sq lidt skræmmende.

Og hvor seriøst det hele end kan lyde, så ved jeg jo, at alle ovenstående overvejelser med ét kan blive fejet af banen, hvis der dukker noget – nej nærmere nogen – op i personsfæren. En der slår benene væk under mig. Får mig til at fri, flytte langt pokker i vold eller... Ja, hvem ved.

Hvorfor bekymre sig, når livet alligevel blot er en række af fantastiske tilfældigheder, der gør alting mere besværligt og meget sjovere?

Carpe fuckin’ diem...

Israel går ind i Gaza

Undskyld mig for at blive en smule politisk....

Her til aften skete det. Israelske styrker - herunder titusindevis er reservesoldater - er gået ind i Gaza med det formål at ødelægge den øverste top hos Hamas, der gennem længere tid, både før og efter våbenhvilen, har beskudt Israel med raketter.
I den seneste uge har Israel vha. luftvåbenet bombet mål i Gaza og ramt, hvad man mener, der kan rammes af militære mål i området. Derfor har det også kun været et spørgsmål om tid, førend kampene skulle rykkes til landjorden, og det sidste "oprydningsarbejde" kan finde sted. En regulær besættelse af Gaza-striben synes ikke på nogen måde at være Israels plan med den militære fremrykning.

Også i Danmark har vi mærket til konflikten. Ud over en ret massiv mediedækning af situationen, trak en mand for et par dage siden våben og skød to israelske kosmetik-medarbejdere ned i Rosengårdscentret i Odense. Disse er nu indlagt med skudsår i arm og ben, og den formodede gerningsmand er anholdt og sigtet for forsøg på manddrab.
Og mange danskere har en holdning til konflikten, som den er nu. Dog er det langt fra alle, der har sat sig ind i problemtikken. Heriblandt en Katja, der her til aften tonede frem på TV 2 NEWS og fortalte om hendes bevæggrunde for at deltage i Islamisk Samfunds anti-Israel demonstration i København i dag. En demonstration der blandt andet bød på kanonslag og afbrændte israelske flag.

Israelsk og amerikansk flag brændes af foran Christiansborg 3. januar 2008 - Foto: Politiken.dk

Katja mente, at det Israel havde gang i i Gaza var "vanvid" og i øvrigt mente hun, at Danmark skulle trække sine tropper hjem fra andre lande....?!!!

WTF?! Katja-pigen. Hvad med at sætte sig lidt ind i, hvorfor du går på gaden under Palæstinensike faner og fordømmer Israel? Det er sqda ikke for at hente danske tropper hjem fra Afghanistan?! Og måske er det voldsomt at se en højteknologisk krigsmagt gå ind i noget, der mest af alt kan betegnes som et u-land, men sådan er krig. Og når Hamas SELV ophæver våbenhvilen, og bliver ved med at sende raketter mod israelske mål, ja så må de sq forvente en lussing. Lad os da for en gangs skyld får Hamas' terrorister til at stoppe og hjælpe Fatah på vej til et demokratiske Palæstina og en to-stats-løsning. Netop det, som mange israelere også ønsker.

Jeg er træt af folk som Katja. Hvis du ikke kan argumentere for dine holdninger, så lad være med at råbe op. Klaphat.

Arg... Det hjalp lidt...